Van(d)vittigt vejr varsler vådere vintre

Vand fra oven og vand fra neden. Ud over vand i huse, haver og på havnekajer forårsaget af stormflod i oktober gav rekordstore regnmængder i november oversvømmelser flere steder i Danmark.

Metroen i København var i over ti timer lukket for trafik mellem Nørreport og Christianshavns Torv på grund af indsivet vand. I Aarhus-forstaden Viby er buslinje 11 fortsat omlagt, da en vejbro er blevet fjernet for at modvirke, at spildevand fra et rensningsanlæg løb over. Odsherredbanen blev delvist sat ud af kraft på grund af vand på sporene, så togbusser måtte erstatte tog på dele af banen. På grund af for meget vand på cykelstierne ved Brabrandsøen i Aarhus var de i flere dage og omgange ikke farbare, ligesom flere veje og stier på Djursland ikke kunne benyttes på grund af oversvømmelser. Nord for København var flere stærkt trafikerede veje også lukket i nogle timer, mens en vej og flere haver på Stevns var oversvømmet i flere dage, da Tryggevælde Å gik over sine bredder. I Lammefjorden stod gulerødder og kartofler under vand, mens gravene på Tranebjerg Kirkegård på Samsø var helt oversvømmet, og grave på flere kirkegårde er sunket sammen. Et tømrerværksted i Faxe blev helt fyldt med vand, og biblioteket i Odder fik i hele kælderen vand op til loftet. I Herlev oplevede parcelhusejere, at vand sivede ind i deres kældre via gulv og vægge.

Den efter de mange regnskyl vandmættede jord kunne ikke opsuge mere nedbør og medførte ligesom stormfloden omfattende oversvømmelser med store skader til følge på bygninger, bohave, inventar og installationer samt nogle steder også offentlig infrastruktur. Erstatning til de skadelidte skønnes at passere en milliard kroner, som vi alle som skatteborgere og forsikringskunder kommer til at bidrage til. Alligevel vil en del af de skadelidte ikke få alle deres omkostninger dækket. Det kan være erhvervsdrivende, der har mistet omsætning eller ansatte, der har måttet tage fri uden løn, ligesom der kan opstå tvister med forsikringsselskaberne om, hvad og hvor meget der skal dækkes.

Ved siden af de fysiske skader på ejendom kan mange af de berørte også være mentalt og psykisk belastet. Ligesom ved en brand kan personlige ting af affektionsværdi være ødelagt, og det kan virke uoverkommeligt at skulle igennem en længere periode uden et beboeligt hjem og en langvarig istandsættelse såvel som måske et besværligt forløb med forsikringsselskab og myndigheder om erstatning. Omkring 70 sommerhusejere ved Haderslev er havnet i strid med deres forsikringsselskaber om, hvorvidt de bor foran et dige og dermed ikke er erstatningsberettigede eller blot foran en jordforhøjning, som ikke har funktion som dige. Erfaringerne fra tidligere oversvømmelser viser, at mens nogle får en hurtig og imødekommende behandling fra deres forsikringsselskab, har andre oplevet at blive kastet rundt mellem forskellige selskaber og instanser, så en afgørelse på erstatningsspørgsmålet har trukket ud.

Som ramt af oversvømmelse kan der også opstå tvivl i forhold til, om det overhovedet et fornuftigt at bruge tid, kræfter og penge på at genopbygge stedet, eller det er bedre at flytte et andet sted hen. For oversvømmelse er til en vis grad en selvskabt plage, da såvel helårsboliger som sommerhuse og kolonihaver er blevet anlagt på lavtliggende områder tæt på søer, vandløb, fjorde og kyster, ligesom der er gennemført inddæmninger af områder som Lammefjorden og Kolindsund. Ud over en sådan tvivl kan der også komme en øget utryghed over vejrets udvikling, hvilket meteorolog Jesper Theilgaard oplever ved sine foredrag. Fra at vejret var et ufarligt emne at konversere om, er det i højere grad bekymring, som præger, når vejret kommer på tale.

Vådere vintre som ny normal

Der er da også grund til bekymring, lyder det fra langt de fleste klimaforskere. De advarer om, at det kun vil blive værre, hvilket mange indikatorer og analyser peger på. Ifølge DMI blev 16. november den vådeste dag målt siden de første målinger i Danmark for 150 år siden, og hele 2023 tegner til at blive det vådeste år nogensinde målt. DMI forudser også risiko for, at resten af vinteren vil blive præget af mere regn med oversvømmelser til følge. Den nye normal for vejret i Danmark er vådere vintre og mere tørre somre – forårsaget af de i høj grad menneskeskabte klimaforandringer, der medfører stigende temperaturer.

Klimaændringerne giver sig derfor udtryk i, at tørre steder på kloden bliver endnu mere tørre, mens de våde bliver mere våde. En følgevirkning heraf er øget vanddamp, der giver mere nedbør og som en selvforstærkende proces mere varme, der kan udløse skybrud – især om sommeren. I Danmark, hvor gennemsnitstemperaturen over de senere år er steget med 1,5 grader og på vej imod 2 grader, er nedbørsmængden steget med 15 % og vil øges, hvis temperaturen fortsat stiger.

DMI vurderer, at hvis temperaturstigningen på verdensplan når op på 2,7 grader, vil det give 12 procent mere nedbør om vinteren i Danmark – primært som regn. Om sommeren vil nedbørsmængden være uændret, men samles i færre, kraftige nedbørstilfælde som det for eksempel skete ved det voldsomme skybrud i København 2. juli 2011. Sådanne skybrud finder mest sted i perioden maj til september og er ofte meget lokale. Ved en temperaturstigning til 2,7 grader vil antallet af skybrud øges med 40 %. Hvis omvendt gennemsnitstemperaturen faldt med en grad, ville risikoen for skybrud være halvt så stor. Også risikoen for stormflod vil øges, så de kan forekomme hvert andet eller tredje år. Men nogle steder vil være mere udsat end andre – for eksempel hele 30 gange større på Falster.

Blandt ingredienserne i det vildere vejr er, at vejrsituationer låser sig fast i længere tid. Der kan være flere uger eller op til et par måneder uden regn, som vi oplevede i maj og juni i år, og så i juli og august samt ikke mindst oktober og november meget regnfuldt og stormende vejr. I Danmark og det nordlige Europa er kraftig, længerevarende regn den største klimamæssige udfordring, mens tørke også nogle steder primært er udfordringen i Sydeuropa, store dele af Afrika samt flere dele af USA, Latinamerika og Australien.

Parisaftalens mål holder ikke

Temperaturstigningerne er den afgørende faktor i, hvordan og hvor hurtigt disse klimaændringer slår igennem i fremtiden og ændrer levevilkår for mennesker, dyr og planter. Parisaftalens mål om at holde temperaturstigningerne på højest 1,5 grader er allerede ved at være passeret. Termometrene har mange steder kloden rundt vist væsentligt højere temperaturer end tidligere oplevet – ikke blot nogle få dage, men ofte i længere perioder og også både forår og efterår. Senest nåede termometeret i Rio de Janeiro op på 44 grader kombineret med meget høj luftfugtighed, hvilket ikke er normalt på denne tid af året – og kostede en ung kvindelig koncertgænger livet.

Det europæiske vejrcenter ECMWF kunne også for kort tid siden offentliggøre data, der viste, at kloden for første gang nogensinde har passeret en temperaturstigning på to grader sammenlignet med perioden 1850-1900. En måling fra 17. november viste en stigning på 2,06 grader, men er endnu ikke blevet verificeret med de globale observationer. Og en enkelt dags observationer kan ikke danne grundlag for at konkludere noget endnu, men er alligevel en markant milepæl, skriver vicedirektør for den europæiske klimatjeneste Copernicus, Sam Burgess, på X. Markant er også, at der i 145 dage i træk hver dag har været varmere end nogensinde før målt.

Andre rapporter peger i samme retning. Den årlige rapport fra FN´s klimapanel med titlen ’Emission Gap’ udgivet op til klimatopmøderne kaldet COP oplyser, at temperaturen 86 dage i år lå over 1,5 grader – og i september på 1,8 grader varmere end normalt. Rapporten vurderer også, at kloden er på vej mod en temperaturstigning på mellem 2,5 og 2,9 grader i år 2100. Sidste år lå margin mellem 2,5 og 2,9 grader.

”Vi ser konturerne af, at vi bevæger os mod en varmere verden end nogensinde før, og at det sker med en indtil nu uset hastighed”, lød kommentaren i TV 2 fra klimaprofessor på Syddansk Universitet og medlem af FN´s klimapanel, Sebastian Mernild. Han har tidligere ligesom efterhånden flere andre forskere givet udtryk for, at målet om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grader er urealistisk, da det vil kræve, at de klimaskadende udledninger reduceres med 42 procent frem mod 2030. Hvis målet i stedet for sættes til to grader, skal udledningerne falde med 28 procent ifølge en FN-rapport om landenes planer for klimaindsatsen. Af den fremgår, at hvis alle lande gennemfører deres planer, vil udledningerne i 2030 være reduceret med to procent – og dermed ikke stoppe temperaturstigningerne, allerhøjest bremse dem lidt.

Af en anden FN-rapport, der gør status over landenes klimahandlinger, fremgår det, at der kun er få lyspunkter i forhold til målet om de 1,5 grader. Det øgede salg af el-biler udgør positivsiden, mens der skal store og større indsatser til på mange andre fronter. Den kollektive trafik skal øges seks gange så meget i forhold til nu. Kulkraft skal udfases syv gange hurtigere end i det nuværende tempo; men ifølge FN-rapporten ’Production Gap Report’ vil produktionen af kul stige indtil 2030 og af olie og gas indtil 2050. Det ser således sort ud for målet om at bremse temperaturstigningerne, hvilket ifølge flere videnskabelige studier kan få alvorlige følger.

Isen smelter, og havene stiger

En gruppe forskere samlet i International Cryosphere Climate Initiative (ICCI) vurderer, at en temperaturstigning på to grader vil føre til en uafvendelig, hastig havvandsstigning, da klodens iskapper vil svinde ind. I det vestlige Arktis ses allerede, hvordan mindst to store såkaldte ishylder er ved at smelte væk, hvilket vil løsne og bane vej for, at gletschere vil glide ud i havet og medvirke til, at verdenshavene stiger. Når formodentlig lidt senere noget tilsvarende sker ved Antarktis, vil det – sammen med smeltevand fra bjerge rundt om i verden og den øgede vanddamp – få havene til at stige yderligere med op til fem meter og i værste fald 12-20 meter i en tidshorisont på 350 år.

Ekstra foruroligende er, at konklusionen i forskernes rapport er, at grænsen for at undgå disse alvorlige klimaforandringer ikke først er ved en temperaturstigning på to eller halvanden grad, men allerede ved en stigning på en grad – hvilket allerede er passeret. Forskernes studier viser også, at selv ved beskedne CO₂-udledninger kan Arktis måske være stort set isfri i sommermånederne i 2050. Hvor på temperaturskalaen et vendepunkt nås, er dog svært at forudsige, mener Sebastian Mernild. Forskernes modeller viser dog også, at ved at holde stigningerne under 1,5 grader kan farten på havstigningerne reduceres, så der bliver tid til at gennemføre foranstaltninger til at modvirke følgerne af mere vand i havene. Forskerne fra ICCI peger også på en anden udfordring, nemlig at permafrosten vil tø ved en temperaturstigning på 1,5 grader eller mere og derved sende endnu mere CO₂ ud i atmosfæren. I forvejen er udledningerne af drivhusgasser stigende. Fra 2021 til 2022 steg de med 1,2 procent, og ifølge FN overholdt G20-landene ikke de mål, der var sat for deres nedbringelse af udledninger.

Forskerne bag de forskellige studier og analyser appellerer derfor stærkt til verdens ledere om at skride mere markant og målrettet til handling, når de mødes til dette års store klimakonference, COP28. Ligeledes har FN´s generalsekretær Antonio Guterres udtrykt stor bekymring og givet udtryk for, at vi står ved en afgrund og kritiserer landenes regering for et ledelsesmæssigt svigt. Klimaminister Dan Jørgensen erkender da også, at COP28 finder sted på et ”dystert bagtæppe” og har til Ritzau udtalt: ”Bundlinjen er den klare konklusion, at der skal betragteligt mere tempo på” med et ”massivt pres på de største udledere af drivhusgasser”. I et tv-interview udtrykker ministeren, at Danmark er godt på vej til at opnå de fastsatte klimamål for 2030, selv om blandt andet det af regeringen nedsatte Klimaråd har kritiseret den for ikke at gøre nok for at komme i mål. Han afviser kritikken med henvisning til, at der er vedtaget en klimalov – underforstået at love er til for at overholdes!

Klimaindsatsen løber dog ind i en række praktiske og politiske udfordringer, der i betydelig grad drejer sig om penge og prioriteringer.

Mange praktiske udfordringer

Salget af elbiler er støt stigende – også i Danmark, men er i udbredelse skævt fordelt. Kun 14 procent af de danske elbils-købere bor i etageejendomme, da det i de store byer er svært at finde ladestandere, ligesom det i flere landområder også er svært at finde mulighed for opladning. For få opladningsmuligheder er derfor en udfordring i forhold til at nå det politiske mål om 750.000 elbiler i 2030. I juli 2023 er der 152.000 elbiler i Danmark, eller 5 pct. af det samlede antal personbiler. Hver tredje personbil solgt i 2023 er en elbil.

I det hele taget er der kapacitetsproblemer i elnettet, hvis det skal kunne transportere de stærkt øgede mængder af el, der skal til, når biler, cykler og tog ligesom mange industrielle produktionsanlæg og opvarmning i huse, virksomheder og institutioner skal omlægges til at være baseret på el, og der fortsat er et stort forbrug af elektrisk udstyr i hjem og på arbejdspladser og omfattende brug af it, der også er energikrævende. Ikke blot en omfattende udbygning af infrastrukturen er nødvendig. Der skal også produceres meget mere strøm for at dække det stærkt stigende behov – ikke mindst hvis der skal satses stærkt på Power to Ex (ptx), hvor der via elektrolyse skabes forskellige former for miljø- og klimavenlig energi til brug for blandt andet fly, skibe og lastbiler, der ikke kan basere sig på batteridreven energi.

I øjeblikket er der i Danmark 28 ptx-anlæg, hvoraf de fleste er ganske små og ofte på forsøgsbasis; men i Esbjerg er et stort anlæg under projektering, og planen er at oprette mange flere, så ptx-produceret el kan blive en eksportvare. Ud over etablering af en række solcelleparker skal den enorme mængde el til ptx-anlæggene i høj grad produceres på store vindmølleparker til lands og især til vands i form af energi-øer. Sammen med en række andre Nordsølande i og uden for EU har Danmark tilsluttet sig en vision om vedvarende og klimavenlig elproduktion i storskala i Nordsøen. Der sigtes på at nå en offshore vindmølle-baseret elproduktion på 120 gigawatt i 2030 stigende til 300 gigawatt i 2050, hvilket er et enormt spring fremad i forhold til de nuværende 15 gigawatt og de 200 gigawatt, der tilsammen produceres på land og på havet. Et så gigastort projekt løber dog ind i to væsentlige udfordringer – nemlig tilvejebringelse af tilstrækkeligt med råstoffer og arbejdskraft.

Mangel på metal og mineraler

Tidligere skøn opregner, at der på verdensplan skal bruges 28 millioner tons metaller og mineraler på at bruge grønne teknologier i produktionen af alt fra biler til vindmøller, hvis Parisaftalens mål om at reducere udledningerne af drivhusgasser skal reduceres med 40 procent inden 2030. Disse råstoffer skal skaffes i konkurrence med andre formål, herunder den accelererende militære oprustning. Derudover vil behovet for råstoffer nok være endnu større end skønnet til grøn omstilling, der bygger på visioner som den om vindkraftproduktion i Nordsøen. Den skal ligesom vindmøller andre steder i danske farvande og på dansk jord baseres på kæmpevindmøller, der hver især ud over store mængder beton også kræver omkring 2.500 tons stål, 650 tons glasfiber og 60 tons støbejern.

Nogle af disse materialer kan genbruges fra skrottede vindmøller; men ikke glasfiber, som vingerne er lavet af. Det er meget vanskeligt at genanvende, da det er limet sammen. Stålet vil derimod kunne genanvendes, men vil langt fra være nok. Stålvalseværket i Frederiksværk og endnu større tilsvarende værker i Tyskland vil ikke kunne levere nok omsmeltet skrot, ligesom behovet heller ikke kan dækkes af den svenske stålproduktion. Den er langt mindre end i en række andre stålproducerende lande, hvoraf de geografisk nærmeste er Rusland og Ukraine. Krigen i Ukraine udelukker indtil videre import af stål fra disse to lande, der formodentlig også efter krigens afslutning selv vil få brug for en hel del af stålet. Stål vil derfor i høj grad skulle importeres fra de store stålproducerende lande Kina, Japan og Indien, hvilket vil indebære en lang og klimabelastende transport, ligesom produktionen af møllerne også som sådan vil være klimabelastende.

Blandt de mineraler, der skal bruges i både vindmøller og solcelleanlæg såvel som i batterier til el-biler, varmepumper og meget elektronik, er litium, der opfattes som én af 17 sjældne jordarter. Hvis udbredelsen af el-biler udvikler sig som forudset, vil der i hele verden i 2030 være 125 millioner, men ikke nok af de nødvendige mineraler til hverken elbiler, vindmøller og solcelleanlæg og andre teknologier til brug for den grønne omstilling. Udvinding af disse råstoffer kan være belastende for miljø og klima. Litium udvindes især i ørkenområder i Chile, Argentina og Bolivia og er meget vandkrævende med konsekvenser for dyreliv og den lokale befolkning.

Andre grundstoffer er neodymium, praseodymium og dysprosium, der blandt andet bruges til at fremstille de superkraftige magneter, der indgår i mange elektriske apparater, herunder ikke mindst vindmøller og elektriske køretøjer. Disse grundstoffer findes i Kvanefjeldet i Sydgrønland, hvilket kan give et pres fra både EU og USA på Grønland for at starte udvinding – et stærkt omdiskuteret spørgsmål, da en sådan aktivitet kan give omfattende miljømæssige konsekvenser, bl.a. radioaktiv udstråling.

Knaphed på litium og andre mineraler vil USA, Kina og Indien forsøge at overkomme ved at udvinde disse mineraler på månen, hvor en række af de mineraler findes. Derfor er der indledt et kapløb om igen at få bemandede ekspeditioner til månen og etablering af baser, hvorfra udvindingen af mineraler kan foregå; men denne kolonisering af månen er omkostningsfuld, kompliceret og klimabelastende. Selv om Europa har sit eget rumagentur, ESA, vil de europæiske lande nok komme bagerst i dette kapløb og vil kunne få svært ved at få del i eftertragtede mineraler fra månen, selv om de er vigtige for udviklingen af grøn teknologi.

Andre grønne teknologier er geotermik, hvor varmt vand hentes op tre til fire kilometer nede i jorden. Etablering af et stort anlæg hertil er for et milliardbeløb under etablering i Aarhus og under planlægning i København. Flere mindre anlæg er oprettet andre steder i landet, men med blandet succes. En anden teknologi går på at indfange CO₂ og som én af mulighederne lagre store mængder heraf i jorden eller i tømte olielag i havet – men er endnu kun i sin vorden og mødes med en del skepsis af flere eksperter.

Kvalificeret arbejdskraft efterspørges

Fælles for etablering af vindmølleparker og de øvrige tiltag i grøn omstilling er behovet for kvalificeret arbejdskraft. Ud over ingeniører er der i høj grad brug for faglært arbejdskraft, som i forvejen er en mangelvare. De unge har i en række år fravalgt erhvervsuddannelserne, der skal tales op for at tiltrække flere, hvilket både kræver flere ressourcer til erhvervsskolerne, som økonomisk er blevet udsultet i en årrække, og en udvikling af pædagogik og det faglige indhold samt et mere attraktivt socialt miljø. Ved siden af at få flere igennem en erhvervsuddannelse vil der være behov for en omfattende omskoling samt efter- og videreuddannelse af eksisterende arbejdskraft – også af arbejdskraft hentet fra udlandet.

AMU-kurserne på erhvervsuddannelserne skal omstilles og udvikles til at efterkomme dette behov, ligesom fagbevægelsen og arbejdsgiverne får behov for at arbejde sammen om rekruttering og uddannelse af medarbejdere, hvilket 3F Esbjerg med held har begivet sig ud i og blandt andet haft et godt samarbejde med Siemens-Gamesa herom. Et tilsvarende samarbejde med Total er derimod løbet ind i vanskeligheder, fordi virksomheden ikke vil medvirke til finansiering af uddannelse. Selv om der ifølge formand for 3F Esbjerg Transport, Jakob Lykke, er rift om arbejdskraften, er det et langt og sejt træk at skaffe og uddanne al den arbejdskraft, der er behov for. Sammen med andre udfordringer, heriblandt materialemangel, kan det vare årtier at udbygge vindkraft og ptx i tilstrækkelig grad til at nå de fastsatte klimamål.

Politiske udfordringer

Med de mange udfordringer for den grønne omstilling virker Dan Jørgensens forsikring om, at klimalovens intentioner vil blive overholdt, mere som ønsketænkning end virkelighed. Det kniber med at komme fra ord til handling. Udskiftningen af Venstres formand tyder ikke på, at det bliver nemmere at få gennemført skærpede krav til landbrugets klimabelastende udledninger. Det har også vakt forundring, at mens Tyskland og flere andre lande sænker prisen på kollektiv trafik for at lokke flere til at tage tog eller bus, accepterer regeringen, at de danske trafikselskaber hæver billetprisen med i gennemsnit 10 % og dermed jager endnu flere fra tog over i bil. Regeringens beslutning om en flyafgift, der indfases over de kommende år, får næppe heller mange til at udskifte fly med tog, da 60 kroner mere for en kortere flyrejse nok ikke skræmmer så mange væk.

På EU-plan tegner sig også et billede af mere tale end handling. Senest har et flertal i EU-parlamentet udvandet et forslag til begrænsning af emballagen på dagligvarer, ligesom flere andre initiativer inden for klima, miljø og naturbeskyttelse under vejs i beslutningsprocessen bliver blødt op med ringere effekt til følge. Parlamentsvalg og meningsmålinger i flere medlemslande peger tillige i retning af, at der ved EU-parlamentsvalget til juni 2024 vil ske en styrkelse af højreorienterede, nationalkonservative partier, der ikke prioriterer klimaindsatsen, men snarere ser den som udtryk for klimahysteri frem for en reel bekymring.

På verdensplan ser billedet heller ikke for lyst ud i forhold til en forstærket klimaindsats. Ganske vist vandt Lula parlamentsvalget i Brasilien til gavn for bevarelse af regnskoven; men i Argentina er netop blevet valgt en ultraliberalist til præsident, der næppe vil vægte klimaindsatsen særlig højt, om overhovedet. I USA er udfaldet af præsidentvalget helt usikkert, men sikker er det, at hvis Trump vinder embedet, vil klimapolitiske tiltag fra Biden-regeringen blive rullet tilbage. Samtidig har krigene i Ukraine og Mellemøsten flyttet fokus fra klimaproblemerne, og den politisk vedtagne oprustning kan gøre indhug i, hvor mange penge der afsættes til klimaforanstaltninger.

Krig og oprustning øger klimabelastningen

En rapport fra Transnational Institute viser, at de militære udgifter i NATO i år ville kunne finansiere, hvad der svarer til lovede, planlagte klimainitiativer på 100 milliarder dollars i tolv år. Når medlemslandene i NATO når op på at anvende to procent af bruttonationalproduktet (BNP) på militærbudgettet, svarer det til, hvad der kunne betale for klimatiltag for alle lav- og mellem-indkomstlande i syv år. Ifølge en rapport udgivet af samme institut sidste år – bruger de rigeste lande 30 gange så mange penge på militæret som på klimaforanstaltninger.

Samtidigt vil krig og oprustning øge klimabelastningen. NATO´s militære klimaaftryk ligger på højde med udledninger fra mange lande. Hvis NATO var et land, ville det indtage plads nummer 40 på en liste over landes udledninger af drivhusgasser. Hvis alle NATO-lande lever op til kravet om at lade to procent af BNP gå til militæret, kan det anslås til at forøge udledningerne med 467 tons. Medforfatter til rapporten, Nick Buxton konkluderer derfor: ”Rapporten viser, at klimaet tragisk nok er blevet det seneste offer for krigens krydsild. Vinduet for tid til at håndtere klimakrisen er ved at lukkes, men verdens politiske ledere er mere fokuserede på at væbne sig til tænderne end prioritere klimahandling”.

Mange af verdens ledere mødes til den årlige klimakonference, der er blevet afholdt hvert år siden den første FN-klimaaftale i 1992. Dette års konference, COP28, holdes fra den 30. november – 12. december i Expo City i Dubai i De Forenede Arabiske Emirater – hvis hovedindtægt er salg af olie. Det har vakt både forundring og bekymring blandt klimaaktivister, der frygter, at værtslandet vil lægge mere vægt på sine økonomiske interesser og arbejde imod begrænsninger af udvinding og brug af fossile brændstoffer. Som modtræk har emiraternes regering hyret lobbyister til at skabe et positivt billede af landet som klimabevidst og omstillingsorienteret – selv om det er ét af verdens ti største råolieproducenter og i top fem over lande med den højeste udledning af drivhusgasser.

COP28 med fokus på økonomisk støtte til de fattige lande

Ved sidste års klimakonference var det netop flere af de olieproducerende lande, der trådte på bremsen i forhold til mere forpligtende handling. Derudover var striden i høj grad om, hvor meget de rige lande skulle bidrage med til klimasikring i de fattige lande. Efter heftig og langvarig diskussion blev det besluttet at etablere en fond til finansiering af klimaskabte tab og skader i de fattige lande, men udmøntningen af denne beslutning skal nu konkretiseres og kan blive en stor knast på COP28.

Et fokuspunkt for COP28 bliver derfor udligning af økonomiske forskelle med den hensigt at lette strømmen af midler fra rigere til mindre velstående nationer og sikre økonomisk støtte til klimaforanstaltninger. Diskussionerne vil også dreje sig om udformningen af nye aftaler, der er skræddersyet til behovene i udviklingslandene. Èt af tre danske mål ved COP28 er da også, at der leveres på spørgsmålet om klimafinansiering, lyder det ifølge Ritzau fra statsminister Mette Frederiksen, der selv vil deltage i konferencen.

FN ser COP28 som ”et afgørende skridt i den nuværende kamp mod klimaforandringer”, kalder den ”et håbets fyrtårn for en bæredygtig fremtid” og forventer, at den kan ”danne rammen for et forenet globalt svar på udfordringerne med klimaforandringer”. Som mål lægges op til at ”reducere drivhusgasemissioner betydeligt”; men hvad der ligger i den formulering er uklart og åben for fortolkning. Virkeligheden har i alt fald overhalet målet om at holde temperaturstigningerne på højest 1,5 grader, så diskussionen kommer nok nærmere til at gå på, om målet skal ændres til to grader, som det allerede blev luftet på COP27 for et år siden. I den mellemliggende tid har klodens tilstand blot vist sig klimamæssigt endnu værre end forudset af de fleste. Spørgsmålet er derfor, om den tiltagende bekymring vil tilskynde eller presse verdens ledere til mere målrettede og handlekraftige initiativer, der ikke blot baserer sig på fremtidige teknologiske løsninger, men også til en markant kursændring i forhold til produktion, forbrug og fordeling byggende på klima- og miljømæssig samt social bæredygtighed.

Debatklimaet på COP28 kan sikkert blive hedt ind i mellem i det moderne, luftafkølede konferencecenter Expo City, der i månederne forinden er blevet klargjort af udenlandske arbejdere. De knoklede nogle dage i timevis i 42 graders varme – ikke en temperatur for mennesker, som en af arbejderne er citeret for i avisen The Guardian. Ikke desto mindre er det, hvad stadig flere mennesker rundt om på jorden får som hverdag og bliver syge eller dør af. Over fem millioner mennesker dør hvert år ifølge et videnskabeligt studie på grund af meget høje eller meget lave temperaturer – og stadigt flere af de seneste års ekstremt høje temperaturer. Sammenlignet med perioden mellem 1991 og 2000 er den årlige globale dødelighed steget med 85 procent.

Så galt er det ikke fat i Danmark; men de økonomiske omkostninger og praktiske problemer kan for både den enkelte og samfundet blive store nok, give anledning til eftertanke og bekymring. Det er så kun en ringe trøst, at med de stigende temperaturer mindskes risikoen for snestorme med bidende frost, som i november 1971, hvor hele landet lå begravet i sne, så næsten alt gik i stå.

Mens den voldsomme efterårsregn har haft mange tabere, er der dog også enkelte, som fik noget positivt ud af det våde vejr. En landmand øst for Viborg fik sin store kartoffelmark helt oversvømmet af vand, så kartoflerne ikke maskinelt kunne høstes og sendes til Egypten for at blive til kartoffelchips. I stedet for blev alle interesserede igennem et Facebook-opslag tilbudt at komme forbi og helt gratis hente lige så mange kartofler, de havde lyst til – som der stod i opslaget: ”Hjælp en bondemand med at redde kartofler, så de havner på en tallerken i stedet for at gå til spilde”. Den opfordring blev fulgt af en del, der så kunne betegne sig som heldige kartofler i en tid med ellers dystre og dramatiske fremtidsudsigter

Læs mere:

FN om COP28:
https://unric.org/da/cop28-i-dubai-planlaegningen-af-en-baeredygtig-fremtid/

FN Klimapanel:
https://www.unep.org/resources/emissions-gap-report-2023

International Peace Bureau:
https://ipb.org/new-research-nato-2-spending-goal-could-divert-2-6-trillion-from-climate-finance-by-2028/

Transnational Institute:
https://www.tni.org/en/publication/climate-crossfire

Artikler fra Kritisk Revy:
https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2023/08/01/groen-paa-skroemt/ https://kritiskrevy.solidaritet.dk/2023/01/16/klimakamp-i-modvind/

Kilder:

FN, Transnational Institute, Altinget, DR, TV2, The Guardian, Politiken, Kristeligt Dagblad, Information, Jakob Lykke/3F Esbjerg