Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. august. 2021

Velfærd eller verdens fremtid?

Klimakrisens iboende ulighed stiller høje krav til finansieringen af omstillingen. Samtidig stiller den dog lige så høje krav til tempoet for omstillingen, og derfor virker det fuldstændig grotesk, at vi bruger så meget tid på at diskutere, hvor pengene skal komme fra.

Illustration: KLE-art
Denne artikel tager cirka 4 minutter at læse.

Venstre er endnu engang kommet i tanke om, at der er stemmer i at være et grønt parti – og modsat andre gange hvor det primært har handlet om farven på slips og logo, er der denne gang reel politik bag fortællingen. Selvfølgelig ikke tilstrækkelig ambitiøs politik, men det kan vi vende tilbage til. Budskabet er klart: Venstre kan bruge alle pengene på at redde kloden, for de har ingen ambitioner om at forbedre og udvikle velfærden – ja, de skærer sågar gerne i den for klodens skyld.

Kontrasten til den socialdemokratiske regering der gang på gang messer alle de ting, den grønne omstilling ikke må gå udover, er tydelig. Vil man velfærd, skal man vælge Socialdemokratiet. Vil man klima, skal man vælge Venstre. Det absurde ved situationen er, at Socialdemokratiet selv har åbnet den flanke med Mette Frederiksens ”Jeg er rød, før jeg er grøn” og den ene utilstrækkelige klimaaftale efter den anden.

Venstres nyfundne klimakamp skal først og fremmest finansieres, som det økonomisk ansvarlige parti de jo nu en gang er. Og hvor finder man bedre finansiering end hos nogen af dem, der har mindst? Eller dem der skal leve med konsekvenserne af klimakrisen? Eller allerbedst hos dem, der har mindst og skal leve med konsekvenserne, men som man alligevel er lykkedes med at frame som de mest privilegerede i hele samfundet: arbejdsløse dimittender.

Som den ræverøde socialist jeg er, bliver jeg rasende og min retfærdighedssans får lyst til at skrige. Men som den unge klimaaktivist jeg også er, føler jeg mig også fuldstændig fortabt. For finansieringen af klimakampen bliver simpelthen nødt til at komme i anden række. Ikke forstået som, at vi på den politiske venstrefløj ikke skal kæmpe med næb og klør for en retfærdig finansiering. Men forstået som at der er noget grundlæggende galt, når vi har gjort så lidt og har så lidt tid, og så bruger tiden på at diskutere finansiering.

“Så længe der ikke ligger langt mere ambitiøse klimaaftaler på bordet, kan det være fuldstændig ligegyldigt, hvordan både Venstre og Socialdemokratiet hver især vil finansiere omstillingen.”

Klimakrisen rammer skævt. Skævt mellem generationer. Skævt mellem klasser. Verdens rigeste procent har ifølge Oxfam Ibis udledt dobbelt så meget CO2 som den fattigste halvdel af verdens befolkning. Og om lidt er det igen verdens rigeste, der kan skærme sig mod klimakrisens klimaforandringer, mens den fattigste halvdel har trukket det korteste strå og må flygte fra hus og hjem til Europas låste porte. Kapitalismen er klimakrisens drivkraft og idéen – om at krisen kan løses blot ved at bruge unge menneskers offentlige ydelser på investeringer i ny teknologi – er dybt naiv.

Regningen må og skal fordeles retfærdigt, og løsningerne bliver nødt til at tage højde for den iboende uretfærdighed. Heldigvis findes faktisk principper, der burde samle liberale idéer og venstreorienteret retfærdigheder. Princippet om at forureneren betaler, bør samle os på tværs af fløje og straks sætte turbo på den reelle forandring og samtidig sikre, at byrden er mere retfærdigt fordelt.

Der er masser af redskaber at tage i brug. Vi kan indføre en høj, ensartet CO2-beskatning, og bruge provenuet fra denne til at sikre en kollektiv transport, der hænger sammen og er til at betale for alle. Vi kan stoppe med at udvinde olie, og vi kan kæmpe for, at flytrafik ikke længere skal være fritaget for afgifter. Og vi kan begynde at stille krav til det landbrug, der modtager massiv støtte fra statskassens fællesskab. Vi kan stille udlederne til ansvar.

Men det gør man ikke. I stedet skal vi vente på at Socialdemokratiet og Venstre er færdige med at diskutere velfærd versus verdens fremtid, som om de hver især skulle være garant for nogen af delene. Faktum er, at så længe der ikke ligger langt mere ambitiøse klimaaftaler på bordet, så kan det være fuldstændig ligegyldigt, hvordan de hver især vil finansiere omstillingen.  


Om skribenten

Sofie Lippert

Sofie Lippert

Folketingskandidat for SF. Tidligere landsforkvinde for SF Ungdom. Ønsker med egne ord "at få venstrefløjen til at gå mere i offensiven, og skriver derfor om det vi kæmper for - alt dét, der skal til for at skabe et mere lige samfund"   Læs mere