Velfortalt og aktualiseret arbejderhistorie i “Slaget på Grønttorvet”

November 1918 bølgede optøjer i flere dage igennem Københavns centrale bydele. Politi med både sabler og knipler mod en større skare københavnske arbejdere, der var samlet i protest mod dyrtid, arbejdsløshed, fattigdom og i det hele taget socialt sammenbrud deroute. 

Slaget på Grønttorvet, der startede 13. november, var en bitter frugt af mange års ophobet vrede over afsavn og stigende elendighed. Men arbejderklassens vrede var også en afgørende katapult for et stærkt, progressivt reformarbejde, der satte sig varige spor for hele Danmark og løftede underklassens positioner i samfundet et stykke op. 

Det er emnet for arbejderhistorikeren Søren Kolstrups fortættede udgivelse “Slaget på Grønttorvet”. Jeg kan med glæde fortælle, at den kun 100 sider lange, velillustrerede bog er et formidlingsmæssigt mesterværk. Forfatteren formår at gøre denne efterhånden ret gamle historie til noget helt nærværende her i 2024. 

Klassesamfund

Først og fremmest kan Søren Kolstrup fortælle om et klassesamfund i bevægelse. En stadig større arbejderklasse organiserede sig fagligt og politisk i Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Men uden om det og i opposition samlede man sig også i Fagoppositionens Sammenslutning. Dertil kom de små landbrugere, der samledes i Det Radikale Venstre og husmandsbevægelsen. Samfundsændringer tog fart, og de præger Danmark den dag i dag.

Dengang, i 1918, havde Socialdemokratiet opgivet sin tidligere modstand mod at deltage i et regeringssamarbejde med andre partier. Man var godt på vej til at finde en plads som regeringsparti – uden at have et flertal bag sig.

Fagbevægelsen var ligeledes i gang med at finde institutionelle veje til at virkeliggøre sine mål. Organisering, fredspligt og accept af voldgift hed midlerne. Heroverfor mobiliserede så en venstrefløj, syndikalisterne hed de, organiseret i Fagoppositionens Sammenslutning.

De var en reel trussel mod socialdemokraternes magt over fagbevægelsen, og i de år omkring 1. verdenskrig var udfaldet af styrkeprøverne mellem de to poler langt fra givet. 

Danmark og verden i 1918

Internationalt havde arbejderklassens venstrefløj et sus af medvind. Året forinden havde bolsjevikkerne taget magten i Rusland. En revolutionær bevægelse bølgede over Tyskland samtidig med optøjerne i København. Den tyske kejser blev afsat, og flere steder dannedes arbejderråd.

Også i Danmark var den socialdemokratiske strategi under pres fra venstre side. Både socialdemokratiet og fagbevægelsens ledere var i alarmberedskab og holdt krisemøder over optøjerne med centrum på Københavns Grønttorv (nu Torvehallerne og Israels Plads).

Socialdemokraternes leder Stauning, der dengang var minister i en samlingsregering, holdt også møder med statsministeren, den radikale Carl Th. Zahle.

Over for truslen fra den kampvillige arbejderklasse gik man to veje. Den ene handlede om repression. Politi blev mobiliseret med både revolvere, sabler og tørre tæsk. Syndikalisternes ledere røg i fængsel.

Den anden vej handlede faktisk om en vis grad af imødekommenhed. Socialdemokraterne fik i al hast skrevet et reformprogram, kaldet november-manifestet.

Det blev skrevet, så det var ok for de radikale, regeringspartneren i Folketinget. Med Søren Kolstrups ord handlede det om at “tage brodden ud af den revolutionære strømning”.

November-manifestet

Reformerne handlede først og fremmest om en arbejdstidsreduktion til 8 timer, fordelt på 6 dage. Dernæst kontrol med bankvæsen og etablering af bedriftsråd og sociale løft til de marginaliserede på arbejdsmarkedet: de arbejdsløse, de syge, invalide og gamle.  Tyendeloven skulle afskaffes. Husmænd og landarbejdere skulle have mulighed for at erhverve sig jord.

Dermed kom en alliance af socialdemokrati og radikale til verden, som bandt byernes underklasse sammen med landets underklasse. Det kom til at præge hele 1900-tallet ud. 

Resultaterne af dette blev et stort socialt, økonomisk og politisk opbrud. 

Engageret fortælling

En af Sørens Kolstrups fornemste kvaliteter som formidler er, at han dygtigt blander sit engagement med en faglig distance kan være dybt engageret i sit stof.

Her er en mand, der skriver med glødende interesse for lighed og samfundssolidaritet. Samtidig holder han så meget distance, at han kan vise modsætningerne for datidens aktører.

Vi får et tydeligt billede af en venstreopposition, der nok kan mobilisere, give stemme til samfundets allersvageste og artikulere krav. Men det er socialdemokraterne, der lykkedes med at gennemføre forandringerne. 

Reformer

Der kom 8-timers arbejdsdag, der kom forbedringer for syge, arbejdsløse og alle dem på kanten af arbejdsmarkedet. Vi fik en jordreform og begrebet statshusmand kom til verden. Men vejen fra program til virkelighed var bestemt ikke nogen walk in the park.

Både den parlamentariske strategi og syndikalisternes vej, der handlede om mobilisering på arbejdspladserne, havde deres succeser og deres begrænsninger.

Når 8-timers arbejdsdagen lykkedes via overenskomstsystemet, skyldtes det ikke mindst, at den faglige venstrefløj med centrum i byggefagene var villige til aktion. De satte pres på socialdemokraterne, både dem i folketinget og dem i fagbevægelsens top.

Fra samme periode fik vi også begyndelsen til en forbedret boligstandard for arbejderklassen. Det var etableringen af andelsboliger, og det der i nutiden hedder de almene boliger, fortæller bogen.

To, der hader hinanden

Socialdemokraterne var bestemt ikke venlige over for deres modspillere i fagbevægelsen, Fagoppositionens Sammenslutning. Herfra talte man om “syndikalist-bacillen” og “snyltere”, der med giftfyldte paroler arbejdede for splittelse.

Fagoppositionens folk havde heller ikke pæne ord den anden vej (hvad bogen dog ikke fortæller). Her kommer så Kolstrups afgørende pointe. De reformer, der kom efter slaget på Grønttorvet, blev “fastholdt og understøttet” af det, han kalder en kampivrig arbejderklasse. Der blev strejket i stor stil, og socialdemokraterne tog afstand – også i stor stil!

Men det var konfliktvilligheden, der drev reformerne, mener Søren Kolstrup. Et paradoks, ja. Men også en god lille ting at huske for dem, der taler om politisk strategi her i 2024.

“Slaget på Grønttorvet” er skrevet med en forståelse for, at det i allerhøjeste grad er situationsbestemt, hvem der trækker fremskridtet. Vi ser syndikalisterne som dem, der driver samfundsudviklingen i én periode. De stiller sig i spidsen for en strejkebølge, der går gennem store dele af arbejderklassen i det følgende år.

Men syndikalisterne har også deres begrænsninger. Vi hører om, hvordan arbejdsgiverne ville trænge arbejdernes resultater opnået gennem flere vilde strejkebølger i 1919 tilbage. En lockout skulle kæmpe dem ned. 

Påskekrisen i klassekampen

Men så ændrede det politiske spil sig pludseligt. Kongen afskedigede den radikale statsminister og indsatte først den ene, så den anden statsminister fra højresiden. Men de fik kun titlen af statsminister, nogle dage før Socialdemokraterne truede med generalstrejke. Dermed faldt kongens kupforsøg mod parlamentarismen.

Det var ellers helt uvant for det kompromissøgende Socialdemokrati at skulle blæse til oprør. Men de gjorde det. Disse begivenheder er gået over i historien som “Påskekrisen”.  Efterfølgende fik Venstre regeringsmagten, arbejderklassen blev dog ikke helt kuet, ved næste overenskomst holdt reallønnen niveau.

Fagbevægelsens venstrefløj kastede sig ud i fortsatte strejker. Efter Søren Kolstrups fortolkning blev det dog endeligt for syndikalismen i Danmark. De isolerede strejker førte ingen vegne. Det parlamentariske demokrati vandt, syndikalisternes paroler om arbejdermagt mistede terræn.

En rigtig arbejder

I et særligt afsnit behandler bogen et aspekt af den underforståede ideologi, der er på spil i den socialdemokratiske tænkning. Samfundsbilledet er klart: arbejdere mod kapitalister. 

Kapitalismen skal elimineres gennem et statsligt reformarbejde inden for lovens rammer, men modsætningerne står klart mellem arbejdere og kapitalister; og man er hele tiden opmærksom på, at den enkelte ændring ikke stod alene, men var et led i at trække samfundet hen mod “en lysere tid”. 

Her har Kolstrup en interessant pointe: Den arbejder, der tales om, er en mand, håndværker og bor i lejlighed i byen. Det er ikke fra socialdemokratisk side, man hører krav om ligestilling; og netop billedet af den mandlige byarbejder var noget, der faktisk hæmmede udviklingen af en bredere forståelse af den sociale basis for fremskridtets drivkraft.

Det er faktisk en radikal, der rejser krav om lighed i “aldersrenten”. Her mente den socialdemokratiske Stauning, at mænd burde have højere aldersrente, fordi de ikke var så gode som kvinderne til at varetage daglig husførelse: gøre rent, lave mad, stoppe strømper! 

Heller ikke fra kvindelige fagforeninger f.eks. de kvindelige bryggeriarbejdere hørte man krav om ligestilling, kan Søren Kolstrup fortælle.

1918, 1956 og nu

Hele bogen er skrevet med et klart blik for, at det vi kalder historien, frembyder forskellige fortolkninger. Det sete afhænger af øjnene, der ser, og mod slutningen fremhæves forskellige fortolkninger af det fortættede reformforløb (forfatterens udtryk), der sættes i forbindelse med slaget på Grønttorvet? 

På bogens allersidste sider sættes det hele ind i et større historisk perspektiv. Tidligere er der også blevet givet, hvis der også blev taget. Det skete i 1918 og igen i et andet knudepunkt i arbejderklassens historie, nemlig begivenhederne i 1956. 

Her greb den socialdemokratiske regering ind i strejkeretten. Et træk klart til arbejdsgivernes fordel, men umiddelbart efter satte man lov om folkepension til vedtagelse Et træk, klart til lønmodtager fordel. 

Men nu tør Socialdemokratiets leder ikke engang vise sit ansigt over for Københavns lønmodtagere på 1. maj. Er de tider helt forbi, hvor et indgreb over for lønmodtagerne blev kompenseret med social reformering? Bogen svarer ikke. 

Men lidt optimistisk anfører forfatteren, at Danmark stadig har en høj faglig organisationsprocent. Det må kunne udnyttes politisk.

Søren Kolstrup: Slaget på Grønttorvet. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider. Vejledende pris: 125 kr.

Tidligere er Sørens Kolstrups “Forandringens årti” anmeldt på Solidaritet: Socialdemokraternes store højresving startede i 1990’erne | Solidaritet

Desuden gør vi opmærksom på Henning Bro og Søren Kolstrups ”Fra Slum til velfærd”, SFAH