DJØFhuset i Gothersgade, Købehavn. Dennis Kristensen glæder sig over, at DJØF melder sig klar til at udvise en mere betingelsesløs solidaritet i kommende overenskomstforhandlinger. Foto: DJØF
10 min. læsetid

Solidaritet er ikke kun noget for noget. Det er også den betingelsesløse støtte til dem, der har behov for en hjælpende hånd. Velkommen til DJØF på det hold, der synes, at solidaritet skal gå på to ben. Nogle gange til gavn for alle – og andre gange til støtte for de få.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.


Af Dennis Kristensen

Det kan næppe have overrasket mange, at hovedorganisationen Akademikerne øjeblikkeligt vendte tommelfingeren ned til Socialdemokratiets udspil til en pensionsreform: ‘De mest nedslidte fortjener også en værdig pension‘.

Akademikerne har ganske vist ikke tradition for at afvise ethvert reformudspil, men organisationen har et altid vågent øje for egne interesser og et usædvanligt skarpt blik for, at andre ikke opnår mere.

Og Socialdemokratiets udspil har ikke primært de akademiske faggrupper som målgruppe for nye rettigheder til tidlig pension. Tværtimod handler udspillet først og fremmest om de ufaglærte og kortuddannede faggrupper.

Ikke lige solidaritet med de svageste

Skulle de højtuddannede have vendt tommelfingeren op, så ville det have krævet, at akademikerne krone for krone havde kunnet se tilsvarende forbedringer for sig selv. Her er solidaritet med de svageste ikke dét, der tynger mest i rygsækken.

Fagbevægelsen blev med sin historiske opdeling efter fag og uddannelse skabt til interessevaretagelse både for den enkelte faglige organisations medlemsgrupper og fællesskabets interesser. I det mindste fællesskabet inden for LO og FTF (nu Fagbevægelsens Hovedorganisation) og Akademikerne.

I LO var opdelingen på faglige organisationer fra starten styret af både traditionerne fra de gamle håndværks-laug og af fag-chauvinisme og køns-chauvinisme.

De faglærte anså de ufaglærte for en trussel mod egne løn- og ansættelses-forhold. Og hverken faglærte eller ufaglærte ville kendes ved tjenestepigerne på landet og i byen eller arbejderkvinderne i den fremvoksende industri, som måtte danne deres egne faglige organisationer – Kvindeligt Arbejderforbund og Husligt Arbejderforbund.

Lidt forenklet udtrykt blev opdelingen i de senere dannede hovedorganisationer FTF og Akademikerne styret af henholdsvis uddannelsens art og uddannelsens længde.

I LO blev der gennem årtier udkæmpet mange interne kampe mellem faglærte, ufaglærte og kvinder. Men solidariteten i interessevaretagelsen på tværs af fag, køn og organisationer er gennem de seneste mange år vokset, selv om det ikke altid har været LO, der har fået lov til at stå i front.

Den tværgående solidaritet har på samme tid både været en følge af og en katalysator for udviklingen på arbejdsmarkedet og i organisationsstrukturen. Ikke mindst for udviklingen i de basale ansættelsesvilkår, der har bevæget sig fra tjenestemands- og tjenestemandslignende ansættelse til funktionær- og funktionærlignende ansættelse i den ene ende af løn- og tryghedsstigen – og fra lønarbejdervilkår til funktionærlignende vilkår i den anden ende.

I LO blev der gennem årtier udkæmpet mange interne kampe mellem faglærte, ufaglærte og kvinder. Men solidariteten i interessevaretagelsen på tværs af fag, køn og organisationer er gennem de seneste mange år vokset, selv om det ikke altid har været LO, der har fået lov til at stå i front.

Topskatteyderne har ydet deres bidrag, der er ikke mere at komme efter

Akademikerne har også arbejdet målrettet på at udvikle solidaritet mellem de akademiske fag, men det har altid knebet med solidaritet med ikke-akademikere.

Og det var dét, vi oplevede, da akademikernes første reaktion på Socialdemokratiets pensionsudspil blev, at tidlig pension til dem, der startede tidligst i jobs, støder akademikerformand Lars Qvistgaards retfærdighedssans:

Man fremhæver nogle grupper, men ikke andre. Vi véd jo eksempelvis, at undervisere, gymnasielærere og skolelærere også har svært ved at fastholde jobbet frem til pensionsalderen, fordi de bliver slidt ned. Hvem skal betale for det? Nu har man så – i hvert fald fra socialdemokratisk side – sagt, at man vil se på den finansielle sektor, men det kan hurtigt blive alle mulige andre grupper også.

Akademikernes formand vil godt acceptere, at der er forskel på jobbet som brolægger og arkitekt, men mener ikke at forskellen berettiger brolæggeren til at forlade arbejdsmarkedet tidligere. Den forskel er ifølge Akademikerne afregnet over skatten. Der er med andre ord ikke mere solidaritet at komme efter for de ufaglærte og kortuddannede:  

Jeg er ikke blind for, at der er forskel på brancherne, men som velfærdsstat har vi nogle solidariske, fælles løsninger – herunder pension – som vi har lige adgang til. Piller man ved det, frygter jeg, at det kan få betydning for opbakningen til velfærdsstaten. I dag bliver de skævheder, der eksisterer, afregnet over skatten. Og dem med de lange uddannelser er oftest dem med højere lønninger, som derfor også betaler topskat. Så ad den vej har vi gjort regnestykket op. Vi bærer vores del af den økonomiske byrde.

Akademikernes formand, Lars Qvistgaard (billedet) mener ifølge Dennis Kristensen ikke, at forskellen i arbejdets karakter berettiger, at nogle erhvervsgrupper forlader arbejdsmarkedet tidligere end andre. “Det er tydeligvis ligegyldigt for Akademikerne, at tallene ellers taler deres tydelige sprog”, skriver den tidligere FOA-formand i dagens Signatur. Foto: AC Pressefoto.

7 gange flere sosu’er end akademikere presset på førtidspension

Det er tydeligvis ligegyldigt for Akademikerne, at tallene ellers taler deres tydelige sprog.

0,05 procent af de ansatte med lange videregående uddannelser og 0,14 procent af lærerne ender på førtidspension – mens det rammer 0,37 procent af social- og sundhedsassistenterne og – hjælperne.

Andelen af sosu’er, der må se førtidspensionen i øjnene, er altså mere end 7 gange større end andelen af akademikerne … og mere end 2½ gange større end andelen af lærerne. Akademikerne scorer ikke blot flere leveår end de ufaglærte og kortuddannede. De scorer også flere skatteyderbetalte folkepensionsår. Og sådan kunne man blive ved med at dynge statistik om uligheden i pensionsalderen op på bordet.

Lars Qvistgaards argument om, at regnestykket er gjort op via skatterne, illustrerer ganske godt akademikernes solidaritets-begreb.

Mindst to former for solidaritet

Set med faglige briller bygger vi på mindst to former for solidaritet. Den forhandlede solidaritet og den betingelsesløse solidaritet.

Kernen i den forhandlede solidaritet er noget for noget. Skal vi hjælpe jer, skal I hjælpe os i samme omfang. Solidaritet krone for krone. Regnebrættet – eller i akademisk sammenhæng måske snarere regnearket – skal stemme. ’Vi har ofret noget, men er blevet kompenseret med ofringer fra jer andre i præcist samme omfang.’

Den form for solidaritet er der i sig selv ikke noget galt i.

Det var den forhandlede solidaritet, der lagde fundamentet for Solidaritetspagten ved de offentligt ansattes dramatiske overenskomstforhandlinger i 2018.

Mange havde særlige problemstillinger, som de ikke kunne løse alene, med til forhandlingsbordet. Læreres og underviseres arbejdstid, ligeløn og lavtløn, den betalte spisepause osv. blev gjort til en fælles kamp. Til en forhandlet solidaritet.

Problemet er i stedet, hvis den betingelsesløse solidaritet ikke også eksisterer. Hvis støtte til andre i enhver situation kræver noget for noget. Hvis en håndsrækning ikke kan gives alene, fordi der er hårdt brug for den.

OK 2013: betingelsesløs solidaritet afvist

Ved de offentlige arbejdsgiveres lockout af lærere og undervisere i 2013 sagde alle øvrige organisationer desværre nej til FOAs forslag om, at anvende betingelsesløs solidaritet gennem sympatikonflikter. Og tommelfingeren blev vendt ned til både sympatikonflikter som fælles kampmiddel for alle – og som en mere begrænset konflikt på skoler og skolefritidsordninger.

De offentlige overenskomstforhandlinger i 2013 var på mange måder opdyrkning af nyt land. For første gang en så åbenlys sammenblanding af politikernes lovgiver- og arbejdsgiver-kasketter. For første gang en total lockout fra arbejdsgivernes side anvendt som et offensivt kampmiddel. Det var også første gang vi så en koordineret arbejdsgiverkampagne, der i månedsvis varmede offentligheden op til konflikt mod de forkælede lærere og undervisere.

Og endelig lanceredes der et forslag om at bruge sympatikonflikt ved de offentlige overenskomstforhandlinger. Under konflikten sad en socialdemokratisk ledet – men gennemført blå – regering ved roret, der traditionelt havde stærke forbindelser til dele af fagbevægelsen.

I det lys var det måske ikke så uforståeligt, at den betingelsesløse solidaritet – sympatikonflikten – ikke lå på den flade hånd for organisationerne.

Under lockouten af lærere og undervisere i 2013 sagde alle øvrige organisationer nej til FOAs forslag om, at anvende betingelsesløs solidaritet gennem sympatikonflikter. Ærgerligt, mener Dennis Kristensen, der dog ser positive tegn i, at organisationer som DJØF nu er klar til at tage en mere betingelsesløs solidaritet på sig. Foto: Vestergårdsskolens lockoutede lærere

OK 2018: noget-for-noget-solidaritet

I 2018 blev det så i praksis dokumenteret, at de offentligt ansatte er parat til at yde noget-for-noget-solidaritet med den forhandlede Solidaritetspagt.

Til gengæld er det fortsat uafklaret, om de offentligt ansatte i virkelighedens verden er parat til at yde betingelsesløs solidaritet.

Akademikernes modtagelse af tanken om differentieret folkepensionsalder sender i hvert tilfælde et klart signal om, at Akademikerne kun vil være med på vognen, hvis der er noget i det for dem. Hvis det handler om noget for noget – og ikke om solidaritet uden betingelser.

Den tilgang til solidaritet er i forhold til overenskomstforhandlingerne ikke noget nyt.

For akademikerne er skævdeling til fordel for eksempelvis lavestlønnede bandlyst, hvis det ikke bygger på noget for noget. Det er ikke nok for akademikerne, at skævdelingen den modsatte vej til dem er enorm i kraft af traditionen for at aftale generelle lønstigninger til alle i procenter frem for i kroner og øre.

Det holdes der tydeligvis under overenskomstforhandlingerne meget nøje regnskab med.

Og der holdes ikke blot regnskab med balancen. Der handles også. Som ved overenskomstforhandlingerne i 2008, hvor akademikerne i hemmelighed truede sig til ekstra forbedringer efter FOAs vellykkede konflikter i kommuner og regioner.

DJØF skiller sig nu ud på den gode måde

Og så alligevel.

Juristerne og økonomerne skiller sig nu ud fra det akademiske noget-for-noget-fællesskab.

Formanden for deres faglige organisation DJØF, Henning Thiesen vedkender sig nemlig, at der også må eksistere betingelsesløs solidaritet, hvor det ikke alene handler om noget for noget:

Når vi taler om folk, der har været på arbejdsmarkedet fra de var 17-18 år, så tror jeg, at vi alle rent instinktivt kan forstå, at der nok er for langt til en folkepensionsalder på 70 år eller derover. Så jeg har en betydelig forståelse for, at de grupper skal kunne trække sig tilbage, før os andre.

Hermed tager DJØF fat på kernen i den aktuelle pensionsdebat og i Akademikernes nedadvendte tommelfinger.

I modsætning til Akademikerne anerkender DJØF, at andre faggrupper kan have nogle behov, som jurister og økonomer ikke har. Og at de behov skal kunne imødekommes uden tilsvarende kompensation til DJØF’s medlemmer, uden noget for noget:

Ja, det må man sige. Der er vel fysiske grænser for, hvor længe vi mennesker kan arbejde, og hvis man kommer ud på arbejdsmarkedet som 17-årig, så bliver man slidt ned før dem, der starter ti år senere.”

Det synspunkt er der grund til at være glad for. Og der er lige så stor grund til at rose DJØF for at sige fra over for deres hovedorganisations alt for selvcentrerede solidaritetsbegreb.

Velkommen på holdet.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.