Venstrefløjen vil se chefredaktørernes løn

»Det står selvfølgelig en avis, som får mediestøtte, frit for at give sin chefredaktør fem eller otte millioner kroner om året. Men så skal det også være muligt for folk at sige: Ah, dét der projekt gider jeg altså ikke støtte«. Sådan lyder det fra Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, og han får opbakning fra Alternativets Uffe Elbæk.

Af Kim Kristensen

Hvis det står til venstrefløjen, skal landets mediechefer fremover lægge deres lønsedler frem for at få del i mediestøtten. Forud for forårets forhandlinger om en ny medieaftale, henviser Enhedslisten og Alternativet således til, at et bredt flertal i Folketinget – herunder Socialdemokratiet – tidligere har krævet åbenhed om cheflønningerne.

»Der, hvor staten går ind og giver statsstøtte, eller mediestøtte, er det også rimeligt, at staten – og samfundet – véd, hvordan pengene bruges,« siger Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard. »Det står selvfølgelig en avis, som får mediestøtte, frit for at give sin chefredaktør fem eller otte millioner kroner om året. Men så skal det også være muligt for folk at sige: Ah, det dér projekt gider jeg altså ikke støtte«.

Alternativets medieordfører, Uffe Elbæk, understreger, at som »udgangspunkt er gennemsigtighed et afgørende princip« for partiet. »Også på dette område. Så det er et klart ja herfra,« siger Elbæk.

De Radikales medieordfører, Jens Rohde, er til gengæld »klart imod« forslaget. Jens Rohde fraskrev sig i 2005 offentligt muligheden for at blive minister, da Venstres daværende politiske ordfører meddelte, at han ikke ønskede at blive minister, hvis ikke bare han selv, men også hans samlever skulle oplyse sine økonomiske interesser til det dengang nyoprettede register over ministre og deres ægtefæller/samlevers økonomiske interesser. Som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kort konstaterede: »Det må jeg jo lade indgå i mine fremtidige overvejelser«. Jens Rohde blev som bekendt heller aldrig minister, og i dag lyder det fra medieordføreren: »Kontraktforhold er en personlig ting mellem virksomhed og medarbejder, og bør holdes inden for virksomhedens vægge,« skriver medieordføreren i en kommentar. »Det er ikke et offentligt anliggende. – Armslængde!!!!!«

På forsiden

Senest har chefredaktøren af den socialdemokratiske netavis Pio, Jens Jonathan Steen, efterlyst mere åbenhed, når det handler om dem, der har »magten til at sætte dig på forsiden, til at placere en fotograf i din busk, og til at smadre din karriere«. Derfor er der brug for et såkaldt hvervsregister, som der gælder for folketingspolitikere og ministre – hvor også mediecheferne bekender deres økonomiske interesser og oplyser om løn- og pensionsforhold.

Jens Jonathan Steens forslag har dog fået den kolde skulder af Thomas Rønnow, der er viceadministrerende direktør i Danske Mediers Arbejdsgiverforening. Rønnow mener, at »yderligere krav om offentliggørelse af mediechefernes lønninger risikerer at skade medievirksomhederne, når de skal konkurrere med det øvrige erhvervsliv om de bedste ledere«.

»Min løn rager ikke nogen«

Forslaget om åbenheden, som oprindeligt blev lanceret af Socialdemokratiet tilbage i 2015, vandt dog ikke gehør under den tidligere VLAK-regering. Det på trods af, at ikke bare Venstre og De Konservative støttede forslaget forud for forhandlingerne om det seneste medieforlig. Selv den daværende statsminister gjorde det.

»Med tanke på 0-moms og mediestøtte i millionklassen, så falder kun ét ord ind: Ynkeligt!,« skrev Lars Løkke Rasmussen på Twitter, efter Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen havde udtalt, at »min løn rager ikke nogen«. En udtalelse som faldt i forbindelse med, at 47 helt normale danskere i formiddagsavisen fremviste deres lønseddel for at være med til at skabe mere åbenhed om løn.

Liberal Alliance – og ikke mindst daværende kulturminister Mette Bock (LA) – var dog imod forslaget, og det glimrede ved sit fravær i medieaftalen i 2018 mellem regeringen og Dansk Folkeparti (som heller ikke var tilhænger af tanken).

Når Socialdemokraterne oprindeligt kom med forslaget i 2015 skyldtes det, at medierne nok er private og kommercielle, men samtidig finansieres i høj grad af mediestøtte fra staten, og dermed skatteyderne. Derfor bør chefredaktørerne underlægges samme krav om åbenhed, som gælder over for public service-mastodonten Danmarks Radio (DR), lød argumentet.

»Det er helt reelt at stille det krav, når det er skatteyderne, der er med til at betale for en stor del af den virksomhed, der foregår i de private medier,« lød det dengang fra Socialdemokratiets daværende kulturordfører, den nuværende fødevareminister Mogens Jensen.

Offentlige lønninger

I dag afviser Søren Søndergaard, at åbenhed om cheflønningerne skulle være en indgriben i den redaktionelle frihed eller konkurrenceforvridende.

»Nogle gange bliver den politiske debat fortegnet, når det er så uklart, hvad de ledende i samfundet egentlig tjener,« siger medieordføreren. »Nu har politikere ikke det problem, for vores lønninger er offentligt kendte, men ellers kunne man jo med samme ret indvende, at offentligt ansattes lønninger heller ikke skulle offentliggøres, for så ville det være svært for staten og kommunerne at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det ville aviserne – og deres lederskribenter – jo harcelere imod, hvis vi lukkede for de oplysninger. Hvorfor skal det så ikke være offentligt, hvad medier – som modtager mediestøtte – giver i lønninger?«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kulturminister Rasmus Prehn (S) til Enhedslistens og Alternativets krav. Socialdemokratiets medieordfører, Jesper Petersen, skriver i en kommentar, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvad den nye medieaftale kommer til at indeholde:

»Regeringen har ikke taget stilling til indholdet i et kommende udspil til nyt medieforlig. Således heller ikke til spørgsmål om offentlighed vedrørende lønninger i statsstøttede medier«.

Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har senest skrevet bogen Det Hærdede Stål, om Enhedslistens første 25 år i Folketinget.