Venstrevind i Norge

Mandagens kommunalvalg i Norge peger frem mod Stortingsvalget i 2021. Det bekræftede det seneste halve års meningsmålinger uden store overraskelser, og gav fremgang til både Rødt og Sosialistisk Venstreparti. Anders Ekeland analyserer valget for Solidaritet.

Oversat af Bjarke Friborg

Af Anders Ekeland

Mandag 9. september var der kommunalvalg i Norge, hvilket blev en bekræftelse af tendenserne i meningsmålingerne det seneste halve år. Selv om resultatet ikke var overraskende, er det alligevel et vigtigt politisk signal forud for Stortingsvalget i 2021.

Den stærkeste tendens i Norge, som i resten af Europa er, at et nyliberalt, oprindeligt socialdemokatisk arbejderparti går kraftigt tilbage, hele 8,2 procentpoint siden forrige kommunevalg i 2015. Højrefløjen, dvs. både det traditionelle konservative parti Høyre og højrepopulisterne i Fremskrittspartiet, gik tilbage med hhv. 3,1 og 1,3. Det klassiske «udkantsparti» Senterpartiet gik mest frem med 5,9 procentpoint. Partierne til venstre for Arbeiderpartiet – Rødt, Sosialistisk Venstreparti (SV) og Miljøpartiet De Grønne (MDG) havde også en solid fremgang. Rødt, Enhedslistens søsterparti, er med 3,8 % meget tæt på den vigtige 4 % spærregrænse, der giver adgang til tillægsmandater.

Partiet har i dag et enkelt medlem af Stortinget, men kommer partiet over den nationale spærregrænse … stiger det hurtigt til 7-10 repræsentanter. Rødt fik 2,4 % ved Stortingsvalget 2017. SV fik også et godt valg i forhold til kommunalvalget i 2015, men fik allerede 6 % ved Stortingsvalget i 2017. Under alle omstændigheder var det et godt valg for SV – som de seneste fem år har fået Rødt som «konkurrent» til venstre for sig … og MDG til højre for sig. MDG fik et rigtig godt valg med 6,7 %, særligt i lyset af at de var nede på 3,2 % i 2017 – altså under den norske spærregrænse på 4 %.

Ser vi på de store byer, er venstrefløjs-vinden endnu kraftigere. I Oslo fik MDG hele 15,3 %, SV 9,1 % og Rødt 7,2 % – og bliver dermed til sammen større end Arbeiderpartiet, som gik tilbage med 12 procentpoint og havner på 20 %.

I Oslo fik Senterpartiet kun 2,2 %. Det er alligevel et historisk godt resultat for dem, op fra 0,6 % i 2015. Tilsvarende resultater fik de i Trondheim og Bergen. Et nyt indslag i valget var det såkaldte «Bompengepartiet», der fik 16,7 % i Bergen, 9,2% i Stavanger og 5,8% i Oslo. I lighed med de gule veste i Frankrig viser Bompengepartiet, at indførelse af klima/miljø-afgifter – der ikke samtidig er koblet til kraftig social omfordeling – vil møde stærk modstand i store dele af arbejderklassen

Fremgangen for Rødt og SV skyldes, at man har været helt klare i kampen for velfærdsstaten, mod øgende forskelle – og ikke fokuseret på ‘identitetspolitik’. Derimod har modstand mod EUs energiagentur (ACER) og modstand mod EUs tvangsprivatisering af jernbanerne været vigtige i forhold til at vinde vælgere fra Arbeiderpartiet. Norge er medlem af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), og har hidtil accepteret samtlige nyliberale direktiver fra EU – men modstanden mod EØS er stigende.

Nye styrkeforhold i de store byer

I de store byer – især Oslo og Trondheim, hvor venstrefløjen (MDG, SV og Rødt) er større end Arbeiderpartiet – skal der nu udarbejdes en strategi, som tager udgangspunkt i de nye styrkeforhold og ikke, at man som hidtil er en juniorpartner eller en «vagthund», der bjæffer og presser på fra venstre. Nu må man vise, at det at stemme på venstrefløjen betyder noget i hverdagen. I 2015 fik MDG og SV i Oslo opbakning til, at der skulle oprettes en bilfri zone i Oslo centrum. Ganske vist er der blevet bedre forhold for cykler og færre parkeringspladser, som har medført færre biler – men en reelt bilfri zone er det ikke blevet til. Det er meget farligt, for intet er farligere for venstrefløjen end løfter, der ikke bliver indfriet, da det lynhurtigt fører til skuffelse og demobilisering.

Bilfrie bymidter er en meget vigtig måde at gøre klimakampen konkret, og at gøre kampen mod bilismen og for bedre luft konkret. At der ikke er en kamp for bilfrie zoner i København, Stockholm, Berlin, Paris, Bruxelles, London og Madrid viser, at den norske og europæiske venstrefløj absolut ikke er dér, hvor øko-socialister burde være. Det viser, at «ledelsen» i dagens situation kun haltende er i hælene på «masserne». Det er Greta Thunberg, der har udløst skolestrejker, ikke venstrefløjen.

Venstrefløjen og regeringsdannelse i 2021

Selv om fylke (en norsk form for regioner, red.)- og kommunalpolitik er vigtigt, er det helt klart diskussionen om venstrefløjens strategi i forhold til Arbeiderpartiet og Senterpartiet i 2021, der er det vigtigste og sværeste spørgsmål, givet de nye styrkeforhold. SV var juniorpartner i en regering med Arbeiderpartiet 2005-2013, hvad der var helt katastrofalt for partiet. Opslutningen faldt fra 12 % i foråret 2005 til 4,07 % i 2013, dvs. hårfint over spærregrænsen.

Årsagen var, at SV – ligesom danske SF, da de var i regering – havde som princip, at de aldrig ville vælte en Ap-regering. Dermed måtte man «sluge kameler» både morgen, middag og aften. Katastrofen var et faktum, allerede da SV fik 4,1 procent ved kommunalvalget i 2011. Resultatet var, at SVs daværende formand gik af, og Audun Lysbakken blev valgt som ny formand i et kampvalg imod to kandidater fra SVs højrefløj. Lysbakken havde i lang tid tilhørt SVs venstrefløj, men havde ikke taget kampen op mod højredrejningen i SV, efter at han blev næstformand i 2006 .

I marts 2015 udgav han en bog om socialismen i vor tid. Efter en kritisk gennemgang af SVs erfaringer med at være i regering med Arbeiderpartiet, skitserede han nu en «ny vej til magt», dvs. en ny strategi, når det gælder forholdet til Arbeiderpartiet.

Der er klare paralleller til denne strategi og dét, som Bloco de Esquerda gjorde forud for valget i Portugal i september 2015, dvs. at stille en håndfuld centrale og populære krav som ufravigelige betingelser for at støtte en mindretalsregering ledet af det nyliberale socialistparti. Denne «metode» har ført til en international diskussion af «The Portuguese Non-Model». Efter min mening er det, Bloco gjorde, netop en model for, hvordan man bør tackle et nyliberalt arbejderparti.

Mens det at stille ufravigelige krav blev improviseret af Blocos talskvinde helt i slutningen af valgkampen – for derefter at blive diskuteret i partiet, startede SVs ledelse – med Lysbakken i spidsen – diskussionen i SV allerede i foråret 2015. Diskussionen skulle lede til 4-5 ufravigelige krav, som Arbeiderpartiet måtte godtage, hvis SV skulle støtte en Arbeiderpartiet-ledet regering. Disse krav måtte være så konkrete, at Arbeiderpartiet ikke kunne udvande dem. De måtte have så stor støtte i fagbevægelsen og Arbeiderpartiets vælgere, at det ville være politisk selvmord for den nyliberale ledelse af Arbeiderpartiet ikke at gå med til dem.

Der blev vedtaget fem ufravigelige krav på SVs landsmøde i 2017. Kravene indebar et brud med den kompromis- og knæfalds-linje, der  havde været dominerende i SV i årtier, og som også havde domineret SF i Danmark i om muligt endnu længere tid. Nu blev der ikke flertal til Arbeiderpartiet, Senterpartiet, SV, Rødt og MDG i 2017. Dermed blev de ufravigelige krav ikke fuldt afprøvet, men de var helt klart årsagen til, at SV fik et godt valg og gik fra 4 til 6 %. I 2017 formåede Rødt desuden at få et enkelt mandat i Stortinget for første gang siden 1999 .

Efter valget i 2017 har radikalisering i Norge også ført til en fantastisk stærk medlemsvækst for SV, Rødt og MDG. I 2015 havde Rødt ca. 2.800 medlemmer. I dag har de over 9.000 medlemmer. Størstedelen af væksten kom i 2018 og 2019. 10. januar 2018 havde SV 11.400 medlemmer, nu har partiet ca. 17.000 medlemmer. For både Rødt og SV er det de højeste medlemstal nogensinde. MDG har også haft en eventyrlig medlemsvækst. Det står i stærk kontrast til de fleste andre partier i Norge, der mister medlemmer.

Ufravigelige krav

Når Arbeiderpartiet svækkes og venstrefløjen styrkes, så bliver den vigtigste diskussion på venstrefløjen i Norge – hvilke ufravigelige krav, der skal stilles for at støtte en Arbeiderpartiledet regering i 2021. Det er i den sammenhæng afgørende, at fagbevægelsen, miljøbevægelsen og kvindebevægelsen trækkes ind i diskussionen om de ufravigelige krav. Hvis de ikke bliver formuleret gennem diskussioner i og med bevægelserne, vil de ikke få den forankring, det er nødvendigt at have, når borgerskabet uvægerligt vil gå til modangreb. Den slags omfattende diskussions-bevægelser er vigtige for at vise konkret, at et socialistisk demokrati er noget andet end blot smart manipulation af holdninger og meninger .

Diskussionerne er også helt afgørende for, at MDG, Rødt og SV kan danne en fælles front på flest mulige områder mod det nyliberale Arbeiderparti. Kernen i en sådan bred front må være Rødt og SV. Heldigvis har disse partier nærmet sig hinanden politisk de seneste fem år. Rødt har taget et klart opgør med maoismen. I en diskussion om Mao i 2015 udtalte partisekretæren i Rødt, at «Vi har ikke mere sympati for Mao end for Pinochet». I SV er højrefløjen blevet kraftigt svækket, efter at deres kompromisstrategi – ligesom hos danske SF – ikke førte til den succes, de havde forventet, men tværtimod til et katastrofalt fald i opslutning og megen intern frustration .

Flere af højrefløjens ledende medlemmer er gået over til Arbeiderpartiet, nogle til MDG, herunder tidligere partileder Erik Solheim, højrefløjens chefstrateg. Opgøret med det gamle højreregime burde have været klarere, men der har været en klar venstredrejning af SV, så der er grundlag for, at Rødt og SV i løbe af nogle år måske kan samles i et klart anti-kapitalistisk, anti-imperialistisk parti. Mange har påpeget, at de to partier nu er «politiske tvillinger» og har taget til orde for samling.

Det vil ikke ske før valget i 2021, men fælles, ufravigelige krav over for Arbeiderpartiet fra Rødt og SV er et vigtigt første skridt. Det bedste ville være fælleslister i hele Norge i 2021, men fælleslister i de fylker, hvor det er afgørende for at få direkte mandater, kan være et «second best». Det er også særdeles vigtigt med en fælles taktik over for MDG, som er et meget modsætningsfyldt parti, især når det gælder EU og NATO. Senterpartiet er meget klart mod EU og EØS, men til gengæld helt igennem for NATO. Selvom norsk medlemskab af NATO fortsat har stor opbakning i befolkningen, er modstanden mod NATOs interventionskrige dog fortsat stor – og voksende. Det ville derfor være taktisk uklogt at rejse spørgsmålet om udmeldelse af NATO, men til gengæld vigtigt at styrke modstanden mod det, som NATO konkret gør – og eksempelvis kræve Tyrkiet ud af NATO .

Klimapolitik og mobilisering

Klimapolitikken bliver derimod meget vigtig i 2021. Når det gælder klimapolitik, er Senterpartiet dybt splittet, især når det gælder fremtiden for norsk olie- og gas-produktion: Skal man sige nej til nye oliefelter? Hvor hurtigt skal olie- og gas-produktionen udfases – hvis overhovedet? Hvordan man løser disse uenigheder i og mellem Senterpartiet og MDG, SV og Rødt vil afgøre, om venstrefløjen vil kunne få gennemslag for en ny kurs efter 2021.

En kurs, der betyder en stopper for al privatisering, nej til profit i velfærden, kraftig reduktion af lederlønninger i offentligt kontrollerede virksomheder, «pension fra første krone» og andre nødvendige og populære reformer. Der skal omfattende reformer til, hvis ikke folks ønsker om et regeringsskifte blot skal føre til nye skuffelser og politisk demobilisering, som det skete i 2005-2013. Da må udgangspunktet være et sæt ufravigelige krav, så man allerede under regeringsdannelsen har fået gennemslag for så vigtige reformer, at det opvejer de uundgåelige kompromisser. Folk forstår godt, at en venstrefløj med 20 % opslutning ikke kan få gennemført hele sit program. Dermed må der prioriteres nådeløst i forhold til de krav, som betyder mest.

Når der mobiliseres og opnås gennemslag for kravene, vil det give folk tro på, at kamp nytter noget, og at en helt ny kurs er mulig. På den måde vil det være muligt at opnå en god spiral, hvor mobilisering for reformer giver øget støtte til mere omfattende, progressive reformer. Erfaringerne fra Sverige – hvor Vänsterpartiet ikke stillede en række konkrete og populære krav som ufravigelige betingelser for at støtte en regering ledet af Socialdemokraterne – endte med en regering med en aggressiv nyliberal politik. Det gav det helt forudsigelige resultat: nemlig en demobiliseret venstrefløj.

I det danske valg gik det langt bedre. Men man kan spørge, om Enhedslistens krav var konkrete og mobiliserende nok. Hvis man kun lægger vægt på farerne ved at støtte en regering ledet af socialdemokraterne frem for på, hvad man kan presse den nyliberale ledelse i partiet til, så bliver venstrefløjen aldrig et nyttigt redskab i folks kamp mod «djævelskabet». Venstrefløjen i mange europæiske lande er i en situation, hvor tidligere socialdemokratiske partier svækkes kraftigt, hvor dele af arbejderklassen støtter højrepopulistiske partier, og hvor venstrefløjen fortsat har mindre opslutning end socialdemokraterne. Og de mangler en konstruktiv strategi og taktik i regeringsspørgsmålet.

Med det gode udgangspunkt, som kommunalvalget gav, kan den norske venstrefløj ved valget i 2021 få testet, om den «portugisiske model/metode» med ufravigelige krav virker.

Når det gælder klimapolitikken, der uden tvivl er den vigtigste årsag til venstrefløjens fremgang ved dette valg, så er det særlige ved Norge, at Rødt, SV, MDG og Naturvernforbundet (Norges største miljøorganisation med ca. 30.000 medlemmer, red.) alle har programfæstet en CO₂-afgift til fordeling (KAF), hvilket vil sige en socialt retfærdig CO₂-afgift. KAF har nogle lighedstræk med «Den grønne check», men er mere omfattende, mere effektiv, mere omfordelende, mindre selektiv.

Afgiften beskatter de rige med højt CO₂-forbrug, og giver tilbage til almindelige mennesker med et lavere CO₂-fodaftryk – med andre ord en slags ‘Robin Hood-afgift’ på CO₂. Denne form for progressiv skat er helt nødvendig, hvis man skal få Gule Veste-bevægelser i såvel Norge som Frankrig til at aktionere for højere benzinpris, og ikke imod. Den franske venstrefløj er politisk paralyseret på spørgsmålet om, hvorvidt man vil have højere eller lavere benzinpriser. De Gule Veste viser betydningen af en politik, der kombinerer en klimamæssigt helt nødvendig «evig» stigning i CO₂-prisen med kraftige omfordelingsmekanismer.

De norske Fjerde Internationale-trotskister har været blandt de første og mest ivrige tilhængere af både den «portugisiske model» og en progressiv CO₂-afgift. De har også i mange år arbejdet for samling af anti-kapitalistiske ikke-stalinister i ét parti, der på den baggrund kan fungere som et afklaret og «bredt» parti. Viljen til samling af Rødt og SV er kun øget i styrke de sidste år, og at både Rødt og SV har fået et godt valg giver et godt udgangspunkt for et langt tættere samarbejde, idet begge er valgvindere. Det bliver to meget spændende år frem mod Stortingsvalget i 2021.

Anders Ekedahl har været medlem af Rødt 1990-2003, og blev derefter medlem af SV. Han sidder i fylkesbestyrelsen for Viken, der med 1,2 mio. indbyggere er Norges største fylke.