8 min. læsetid

Forsiden i Berlingske Tidende forleden, hvor en række topchefer advarede imod at undervurdere virksomhedernes vigtighed, er hverken ny eller særligt overraskende. Det mener Dennis Kristensen, der i dagens Signatur minder om, at et nyt folkeligt oprør mod eliten “ikke igen må overlades til det yderste højre”


Af Dennis Kristensen

Det kan ikke være kommet som den helt store overraskelse for ret mange, at “dybt bekymrede topchefer” forleden ryddede Berlingskes forside med en advarsel om, at “valgkampen er på afveje” – fordi “politikerne har åbnet en gavebod”. Det er set før i tilsvarende situationer. Samme dag kunne Jyllands-Posten på forsiden bringe historien om konsekvenserne af den politik, erhvervslivets top nu vil forsvare med næb og klør. Topcheferne vil fastholde og videreudvikle den grundlæggende forandring af det danske samfund, som har været i gang i de seneste par årtier – mens afstanden mellem de bedst stillede og de almindelige danskere vokser med foruroligende hast.

En række danske topchefer var forleden på forsiden af Berlingske Tidende med et budskab om, at deres virksomheders vækst skulle mere i fokus.

De bekymrede topchefer er tydeligvis blevet provokeret af Lars Løkke Rasmussens velfærdsløfte om at ville anvende det meste af det såkaldte råderum på velfærd i de kommende år.

Statsministeren er her i valgkampen vendt på en tallerken. Nu er melodien ikke længere, som ved valget i 2015, nulvækst i den offentlige sektor og skattelettelser. I stedet har statsministeren copy-pastet Socialdemokratiets budskab om, at de offentlige udgifter skal stige i takt med ændringerne i befolkningens sammensætning. Flere og flere ældre – der lever længere – skal følges op med større bevillinger. Ikke for at genopbygge velfærden, men for at kunne fastholde det nuværende serviceniveau. “Samme velfærd som Socialdemokratiet – bare uden skattestigninger”, som det hedder i et af Venstres valgslogans.

Jyllands-Postens forside bygger på en analyse fra tænketanken Kraka, som viser, at den i forvejen forgyldte rigeste ene procent er blevet voldsomt mere forgyldt. I begyndelsen af 1990’erne stod den ene procent rigeste for 7 procent af det, danskerne i alt tjente. I dag er forgyldningen steget til 11 procent.

35 gange større løn til direktører

Og gennemsnitslønnen for direktørerne i de største børsnoterede selskaber er nu 35 gange større end lønnen for medarbejderne. Det er lønninger, der er oppe i min barndoms Von Ands fantasillioner.

gennemsnitslønnen for direktørerne i de største børsnoterede selskaber er nu 35 gange større end lønnen for medarbejderne. Det er lønninger, der er oppe i min barndoms Von Ands fantasillioner.

Det er resultatet af klassisk fordelingskamp, som toppen hidtil har vundet i ly af den liberale politik, som både blå og røde regeringer har ført siden 2001.

Og den danske reform-amok-periode har skubbet yderligere til uligheden i det danske samfund.

Uligheden er ikke kun vokset på indtægtssiden. Det gælder også for den omfordeling, som er velfærdssamfundets vigtigste opgave. Den omfordeling, som handler om velfærdsydelser uafhængigt af indtægt og formue. De velfærdsydelser, som sikrer lige adgang og lige muligheder uanset pengepung. Og som spænder vores fællesfinansierede sikkerhedsnet ud under os alle.

Den stigende ulighed rammer først og fremmest menneskers livsvilkår og fremtidsudsigter.

Men den stigende ulighed har også en anden ubehagelig side.

En ny afgrund i horisonten

Tidligere statsminister Anker Jørgensen blev i slutningen af 1970’erne beskyldt for at lade både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien løbe løbsk og skabe en uoverstigelig statsgæld og et tilsvarende betalingsbalanceunderskud.

Det var dengang, da den afgående socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen udtalte: »Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«.

Nu nærmer vi os lidt på samme måde en anden kant. En kant, hvor troen på demokrati, fællesskab og velfærd forsvinder hos nogle. Hvor tilliden til, at en aktiv indsats for at påvirke samfundets udvikling kan skabe forandring, ophører. Tilliden til, at stemmesedlen, personlig indblanding, fælles indsats med kolleger i organisationer og bevægelser, gør en forskel, og er med til at sætte en anden retning for udviklingen.

Forsvinder den tillid nærmer vi os en kant – en kant som i 1930’erne åbnede en afgrund. Derfor er stigende ulighed, elitens himmelflugt, og velfærdens nedprioritering ikke alene et spørgsmål om retfærdighed i levevilkår.

Forsvinder den tillid, nærmer vi os en kant – som i 1930’erne åbnede en afgrund. Derfor er stigende ulighed, elitens himmelflugt, og velfærdens nedprioritering ikke alene et spørgsmål om retfærdighed i levevilkår
Hvis vi ikke tager den voksende ulighed seriøst, har vi historisk set hvilke kræfter, der står klar til at udnytte folkets vrede, advarer Dennis Kristensen. Foto: Hulton Archive

I kølvandet på den udvikling følger grundlæggende utryghed og manglende tro på “systemet”, fællesskabets værdi og på egen fremtid. På egne børns fremtid. Og manglende tro på “systemet”, fællesskabet og fremtiden kan skabe grobund for ekstreme holdninger og tro på ekstreme løsninger.

Majken Skals er en af dem, der har opgivet troen på politikere og forbedringer.Hun er uddannet social- og sundhedshjælper, og fortalte for nyligt i Jyllands-Posten, hvorfor hun politisk har bevæget sig fra Venstre over Dansk Folkeparti til Stram Kurs.

I hendes øjne er der skåret så meget i velfærden de seneste år, at det vi i dag byder mennesker, – der er afhængige af offentlig hjælp, er uværdigt. Ikke mindst i den ældrepleje, som hun selv arbejder i. Hun er træt af politikere, der forgylder sig selv og er ligeglade med velfærden.

“Jeg har ikke noget at tabe, men kun noget at vinde. Nu har jeg stemt hver gang, og overordnet synes jeg ikke, det er blevet en skid bedre,” siger hun. “Vi er nødt til at sikre et velfærdsniveau, hvor alle i samfundet føler sig værdsatte og vigtige, for det er vi.”

”Det er en protest, det er helt klart. Man er desperat et eller andet sted. Jeg føler ikke min stemme batter. Forskellen er nok, at Rasmus er meget ekstrem. Nogle gange også lidt for ekstrem. Men overdrivelse fremmer forståelsen. Han går så meget til ilden, at man tør tro på, at han kan rykke noget.”

Og netop det med at tro på, at ting kan forandres og forbedres, er helt afgørende, hvis vi skal kunne genopbygge velfærden og udbygge fællesskabet. Den tro har Majken ikke længere, og derfor vælger hun den ekstreme løsning, selv om hun tilsyneladende ikke helt er med på hele Rasmus Paludans program.

Et nyt folkeligt oprør?

Ved det såkaldte Jordskredsvalg i 1973 skiftede op mod halvdelen af vælgerne parti, og førte blandt andet det besynderlige mix af anarkisme, egoisme og stærk højreorientering – som udgjorde Fremskridtspartiet med nulskatteyderen Mogens Glistrup i spidsen – ind i Folketinget med ikke mindre end 28 mandater.

På det tidspunkt var det skatten og den offentlige sektors størrelse, der blev lagt for had. I dette årti har udlændinge og Islam overtaget rollen som det ildesete.

Men jordskredsvalget indeholdt mere end Mogens Glistrups krav om, at de offentligt ansatte skulle ud og grave grøfter, og at det danske forsvar skulle afløses af en telefonsvarer, der på russisk skulle meddele, at Danmark overgiver sig.

Bagved lå også et folkeligt oprør mod datidens elite.

I disse år oplever vi også et folkeligt oprør mod nutidens elite. Indholdet er et andet, frustrationerne andre, men den manglende forbindelse mellem de bestemmende og de, der bestemmes over, ligner på nogle punkter 1970’erne. Det forestående valg kan meget vel vise sig at blive – næppe et jordskred, men måske – et sandskred med de yderliggående højrefløjspartier Nye Borgerlige og Stram Kurs som de to største ubekendte.

Lægger man 2015-valget med Alternativets indtog i Folketinget med 9 mandater sammen med 2019-valget, kan disse to valg tilsammen måske komme til at minde en del om 1973-valget. For Majken og mange andre handler det om, at finde et troværdigt bud på en anden vej for samfundets udvikling.

Samtidig er det et vink med en vognstang om, at vi – der vil velfærden – ikke har formået at præsentere en mere troværdig vej. I det mindste en vej, der af alle opfattes som troværdig. Og opfattes som noget, der får Majken og andre til at tro på, at det “kan rykke noget”.

I den forstand ser prognoserne ud til, at vi bør opfatte det yderste højres stemmevækst som et wake-up call for de, der vil fællesskabet og velfærden.

Et nyt folkeligt oprør mod eliten må ikke igen overlades til det yderste højre. Den stigende ulighed og velfærdsforringelserne skal mødes social harme og den nødvendige, fordelingspolitiske kamp – men også med en indsats for at fastholde menneskers tro på, at udviklingen kan vendes. At der kan skabes mærkbare resultater. At der kan skabes retfærdighed og rum og plads for alle.


Dennis Kristensen er tidligere portør, og har været forbundsformand for FOA fra 2002-2018. På Solidaritet.dk skriver han hovedsageligt om arbejdsmarkedsforhold, ulighed og “politisk ømme tæer”.