Vi har nedbrudt de systemer, som stabiliserer verden – det afslører jordskælvene i Tyrkiet og Syrien

Jordskælvene i Tyrkiet og Syrien har vist os, at det internationale samfund ikke kan løfte selv de simpleste opgaver med at sørge for nødhjælp, vand og husly i krisesituationer. Det er stærkt bekymrende. 

Med jordskælvet var det som om, at helvede åbnede sig under de mennesker i området, der allerede har måttet udstå så mange lidelser. Det værste er, at det ikke behøvede at være sådan. Boligerne kunne have været bygget bedre, hjælpen kunne være nået frem langt hurtigere, og flere kunne være fundet i livet.

Vi har selv været med til at nedbryde de systemer, der kunne have reddet liv. Det gælder de diplomatiske systemer i FN, som skulle sørge for hjælp i Syrien. Og det gælder den offentlige administration i Tyrkiet, hvis uduelighed skyldes korruption, som EU og Danmark også har fodret.

Hvor blev pengene af?

For at underbygge min sidste påstand, vil jeg dele en historie. I 2017 var jeg sammen med to kolleger i den tyrkiske by Gaziantep, der i dag er hårdt ramt af jordskælvet. Vi var der for at undersøge, hvor de tre mia. euro (cirka 22 mia. kroner) fra EU-landene til flygtninge i Tyrkiet var endt. Vi kunne nemlig se på et oversigtskort, udarbejdet af EU-Kommissionen, at der var uddelt mange penge til projekter i regionen. 

Det overraskede os derfor, at vi talte med flygtninge i området, som efter flere år i Tyrkiet stadig ikke havde modtaget en bøjet femøre. Oven i det, måtte de ikke arbejde. Nogle af dem, der alligevel gjorde det, blev deporteret til Sudan eller fængslet. Folk sultede, børnearbejde var udbredt. Det var en ulykkelig situation.

EU’s tætte samarbejde med Erdogan

Aftalen om de 22 mia. kroner var indgået i 2015 mellem EU-landene og Tyrkiets præsident Recep Erdogan. Tyrkiet fik pengene til at håndtere situationen med de mange syriske flygtninge.

Herefter mente EU-landene, at Tyrkiet var et sikkert sted for flygtninge. Tyrkiet kunne forhindre flygtninge i at rejse til EU, og EU-landene kunne stoppe flygtninge ved den græske og bulgarske grænse og sende dem til Tyrkiet. Dem, man ikke fik stoppet, blev (og bliver stadig) tilbageholdt i Moria, en umenneskelige lejr på den græske ø Lesbos.

Aftalen gav en del NGO’er penge til at hjælpe flygtninge i Tyrkiet. Flere blev dog samtidig sagsøgt af den tyrkiske stat. Folkekirkens Nødhjælp blev smidt ud af landet, mens Dansk Flygtningehjælp blev forhindret i at ansætte syriske flygtninge. En nødvendighed, hvis man vil kunne tale med de folk, man forsøger at hjælpe.

I 2018 kunne EU’s egen undersøgelsesgruppe ikke finde ud af, hvor 1 mia. euro af pengene var blevet af. Det er 1/3 af alle de midler, som blev givet. 7,4 mia. kroner. Pengene skulle finansiere særlige kort, som flygtninge selv kunne bruge på mad og tøj. Men det var umuligt at tjekke hvem, der havde modtaget kortene.

Det kom også frem, at FN havde brugt 64 mio. euro (476 mio. kroner) til administration af to projekter i Tyrkiet, som FN havde fået penge til via EU-Tyrkiet-aftalen. Et svimlende stort beløb til administration, som bare underbygger rygterne om, at FN er bedre til at holde møder på 5-stjernede hoteller end til at løse problemer på jorden. 

Afhængig af diktatorer

Historien illustrerer med alt tydelighed, at EU har fodret korruptionen i Tyrkiet (og efterfølgende har set stort på FN’s flygtningekonvention og menneskerettighedskonvention). Pengene blev betalt som aflad til Tyrkiet og nåede langt fra alle – et faktum som stort set er blevet tiet ihjel af danske regeringer.

Nu ser vi så, at der kommer for sen hjælp til de millioner af mennesker i Tyrkiet og Syrien, som lider under jordskælvet. Tusinder er døde, som måske kunne have været reddet. Situation er næppe kommet bag på de folk, der arbejder i det internationale system. De ved godt, at systemerne ikke fungerer.

EU har i årevis valgt en strategi, hvor man har gjort sig afhængig af diktatorer og korrupte præsidenter. For at holde migranter og flygtninge ude og for at importere olie og gas. Vi har styrket korrupte regimer, og vi har gjort det for vores egen vindings skyld.

Det bør ikke overraske, hvis de diktatorer, vi har støttet, ikke beskytter indbyggerne i deres egne lande. Og det bør heller ikke overraske, hvis de selv samme diktatorer starter krige, hvor de er villige til at ofre millioner af soldater og civile. Krige, der hurtigt kan sprede sig til vores egen hoveddør.

Ingen troværdighed

For hvem skal forhindre krige og katastrofer, når FN har mistet al handlekraft. Blandt andet fordi de EU-lande, som burde stå vagt om konventionerne – FN’s byggesten – underminerer dem sideløbende.

FN begyndte at grave sin egen grav, da man stiltiende så til, mens USA invaderede Irak på baggrund af verdens tyndeste løgn. En ulovlig krig, som indenfor de første tre år alene kostede over 600.000 mennesker livet.

FN skal facilitere samtale og diplomati, der skal forhindre verdenskrige. Det kan ikke fungere, hvis medlemmerne kun går op i menneskerettigheder, når det gavner deres egne befolkningsgrupper. Hvilke betydningsfulde lande kan påtage sig rollen som diplomat og mægler, når alle i rummet véd, at de selv ser stort på internationale konventioner.

Der er mange grunde til, at FN-systemet er langsomt og rigidt, når det drejer sig om store sikkerhedspolitiske beslutninger. Men hvis FN end ikke formår at løse den enkle og apolitiske opgave at få nødhjælp frem, når et jordskælv rammer, så forsvinder al troværdighed.

Det lover ikke godt for vores fælles fremtid.