Vi skal bevare forsvarsforbeholdet – for at være med til at forme et andet Europa

af Niels Henrik Nielsen, medlem af Kritisk Revys redaktion.

I dagbladet Information 19. marts skriver chefredaktør Rune Lykkeberg: ”Desværre har folkeafstemninger om EU historisk også inspireret til skræmmekampagner om overdrevne omkostninger ved et ”nej” og fortællinger om, at fornuftige moderne mennesker nødvendigvis må sige ”ja”.ⁱ Lykkeberg frygter også denne afstemning kan forfalde til gensidig udveksling af overdrivelser og skræmmebilleder og opfordrer til tage en seriøs debat om fordele og ulemper. Lykkeberg slutter med selv at anbefale et ja.

​​ 

Her på Kritisk Revy er vi helt enige med Lykkeberg i, at det er til alles fordel, hvis vi får en seriøs debat uden de demagogiske og letkøbte pro et contra. Så denne skribent tager Lykkeberg på ordet. Modsat Lykkeberg anbefaler skribenten dog at bevare forbeholdet og opfordrer derfor til at stemme nej..

Det handler ikke om

De første skræmmebilleder er allerede luftet. Således er De Konservatives forsvarsordfører Niels Flemming Hansen citeret for, at forsvarsforbeholdet står i vejen for danske virksomheders indtjening. Men det handler ikke om, hvorvidt danske virksomheder går glip af ordrer eller EU-støtte til udvikling og produktion. DRs detektor kunne imidlertid på baggrund af svar fra forsvarsministeriet oplyse, at flere danske virksomheder til sammen har fået omkring 50 mio. kr. fra EU til udvikling af produkter og teknologier, der kan bruges militært.

Danske virksomheder kan søge støtte i EUs forsvarsfond. Faktisk har adskillige danske virksomheder fået støtte via forsvarsfonden til projekter inden for militær og cybersikkerhed. Når det ene argument ikke holder, så finder man imidlertid en variant, Så den konservative ordfører fik opbakning fra Dansk Industris direktør for sikkerhed og forsvar, der så hævdede, at når Danmark ikke sidder med ved bordet, så kan man heller ikke varetage virksomhedernes interesser. Så er niveauet lagt – i hvert fald fra konservativ side.

Det handler ikke om, hvorvidt Danmark er isoleret militært, truet på sin eksistens eller ikke kan bidrage til fred og sikkerhed rundt om i verden. For det første er Danmark med i NATO. Herudover deltager Danmark i det franske European Intervention Initiative. Initiativet opstod efter den franske præsident Emmanuel Macrons berømte Sorbonne-tale i 2017 og intentionen er at skabe en fælles strategisk kultur, der vil forbedre medlemmernes evne til at handle sammen om missioner som en del af NATO, EU, FN eller andre ad hoc-koalitioner. Danmark deltager også i det britisk ledede Joint Expeditionary Force, der består af 10 nordeuropæiske lande og som primært samarbejder om sikkerhed i Østersøregionen, Nordatlanten og omkring Norge. Endelig deltager Danmark i det nordiske militære samarbejde NORDEFCO, hvis primære formål er at styrke den militære kapacitet gennem samarbejde om f.eks. indkøb af materiel mm, eller som det hedder: ”Det overordnede formål med NORDEFCO er at styrke deltagernes nationale forsvar, udforske fælles synergier og facilitere effektive fælles løsninger”ⁱⁱ. Så Danmark er allerede med i samarbejder, der sikrer eller tager hensyn til såvel landets sikkerhed og som giver mulighed for at deltage i øvrige sikkerhedspolitiske interesser.

Det handler heller ikke om suverænitetsafgivelse eller en fælles EU-hær i umiddelbar forlængelse af et dansk ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet. På nuværende tidspunkt foregår det militære samarbejde i EU-regi i henhold til artikel 42 i EU-traktaten som et mellemstatsligt samarbejde, hvilket betyder, at det er op til det enkelte land, hvorvidt det i givet fald vil deltage i en fælles militær operation i EU-regi. Dette kan dog ændre sig, hvis EU-landene bliver enige om det. Således står der i EU-traktatens artikel 42, stk. 2, at ”Denne vil føre til et fælles forsvar, når Det europæiske Råd med enstemmighed træffer afgørelse herom”.ⁱⁱⁱ ​​ En sådan enstemmig afgørelse træffes ikke inden for de nærmeste år. Så Danmark vil heller ikke dagen efter en afstemning skulle bidrage til en fælles EU-hær.

Endelig handler det ikke om at give efter for den russiske aggression over for Ukraine – eller for den sags skyld Georgien og andre tidligere sovjetrepublikker. For ethvert land er i sin suveræne ret til at vælge sine politiske venner og hvilke internationale organisationer, den ønsker at være medlem af. Denne skribent støtter sanktioner mod Rusland og at der sendes hjælp – herunder våben – til Ukraine, men vil også i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at når Tyskland når op på 2% af BNP i militærudgifter, så vil dette budget alene være større end det nuværende russiske militærbudget.

Det handler det om

Det handler om, hvorvidt EU – udover at være en økonomisk, politisk, social og retlig union – også skal være en militær- eller forsvarsunion, som kan varetage sine interesser rundt om i verden gennem militær indsats. De indledende skridt hertil er taget med Det europæiske Råds vedtagelse i marts af ”Det strategiske Kompas” for sikkerhed og forsvar, hvor det slås fast, at ”vi skal kunne handle hurtigt og med gennemslagskraft, når der opstår en krise, sammen med partnere, hvis det er muligt, og alene, når det er nødvendigt.”^iv Bemærk ordene ’og alene, når det er nødvendigt’. EU vil med andre ord ikke længere være afhængig af NATO eller andre internationale militære samarbejder, men forbeholde sig ret til som institution at have sin egen indsatstyrke. Det er også i forlængelse heraf, EU vil opbygge en 5.000 mand stor militær styrke, der hurtigt skal kunne sættes ind i konflikt- eller kriseområder. En styrke på 5.000 soldater er ikke en EU-hær. Det er for øjeblikket slet ikke muligt for EU at sammensætte en stor fælles militær styrke, på grund af de vidt forskellige våbensystemer EU-landene bruger. Den er alene det første spæde skridt til at opbygge en selvstændig evne til militær indsats.

Det handler om, hvorvidt EU og herunder Danmark skal opruste yderligere. Langt de fleste hvis ikke alle EU-lande har allerede besluttet at opruste og de EU-lande, som samtidig er medlemmer af NATO, vil opruste så mindst 2% af BNP bruges på det militære område. Med den lange række af initiativer og konkrete handlinger, som er indeholdt i ”Det strategiske Kompas” vil oprustningen de facto blive markant forøget ud over de 2%. Det er ikke umiddelbart muligt at sætte mere præcise tal på, men omkring 0,5% er ikke urealistisk. Det strategiske Kompas bidrager således til yderligere oprustning udover, hvad de enkelte NATO-lande allerede måtte have forpligtet sig til. Det skal dog bemærkes, at en række af de initiativer, som er indeholdt i Det strategiske Kompas er fornuftige og burde måske have været sat i gang væsentligt tidligere. Det gælder ikke mindst oprustningen omkring cybersikkerhed – især i forhold til det, der kaldes den kritiske infrastruktur, det vil sige internet, strømforsyning og lignende.

Det handler om, at det på sigt er målet, at EU skal være en union, der også har militære funktioner. For uden egen evne til at sætte sine interesser igennem, er mulighederne for at blive taget alvorligt i internationale fora åbenlyst mindre. Det strategiske Kompas slår da også fast, at EU ”skal kunne reagere på overhængende trusler eller reagere hurtigt på en krisesituation uden for Unionen i alle faser af konfliktcyklussen.”^v

I erkendelse af, at man næppe kan få alle med fra starten, er intentionen derfor at anvende det velkendte princip om, at de villige indleder. Således står der i Det Strategiske Kompas: ”Mere generelt må vi også arbejde for større fleksibilitet i vores beslutningsproces uden at gå på kompromis med den politiske og finansielle solidaritet. Vi vil derfor udnytte det potentiale, der findes i EU-traktaterne, herunder konstruktiv afståelse. Vi vil navnlig træffe afgørelse om praktiske retningslinjer for gennemførelsen af artikel 44 i traktaten om Den Europæiske Union i overensstemmelse med beslutningstagningen inden for FSFP, så en gruppe af medlemsstater, der ønsker det og er i stand til det, kan planlægge og gennemføre en mission eller operation inden for EU's rammer og under Rådets politiske tilsyn.”^vi

Denne udvikling kan man vel betragte i lyset af det, der skete, omkring den økonomisk-monetære union. I juni 1988 bekræftede Det europæiske Råd målsætningen om at skabe en økonomisk union. 11 år senere var den økonomisk-monetære union en realitet med fælles mønt, pengepolitik, centralbank mv. for de deltagende lande og med klar påvirkning af de lande som ikke er med, herunder Danmark. Hvad, der før krævede enstemmighed, er blevet til flertalsafgørelse. Det ændrer imidlertid ikke ved, at lande uden for eksempelvis den fælles mønt har en højere grad af fleksibilitet i sin tilgang til økonomisk politik – i det omfang man ønsker det.

Endelig handler det om, hvorvidt hver enkel af de stemmeberettigede borgere her i landet rent faktisk ønsker, at EU skal udvikle sig til en militær union eller forsvarsunion. Når dette skrives, er det hverken propaganda eller skræmmebillede, det er hvad de to største politiske grupper i EU-parlamentet ønsker.

Den største gruppe, EPP (konservative og kristelige demokrater) har således udarbejdet et såkaldt positionspapir med overskriften ”Sikkerhed for Unionen og dens borgere: hen imod en europæisk forsvarsunion”^vii som konkluderer, at vi for at kunne sikre fred er nødt til at handle hurtigt, resolut og beslutsomt. Dette kan bedst gøres inden for en fremtidig europæisk forsvarsunion. Samme holdning findes i den næststørste parlamentsgruppe, de europæiske socialdemokrater, som skriver: ”Derfor hilser vi Det strategiske Kompas velkommen. Det er et stort skridt mod en ægte forsvarsunion og en mere robust fælles sikkerheds- og forsvarspolitik”^viii. Så når tilhængerne for bevarelse af forsvarsforbeholdet argumenterer for, at en ophævelse af forbeholdet er det indledende skridt mod en fælles EU-forsvarsunion, er det ikke nødvendigvis et skræmmebillede. Det er det, de to store og afgørende parlamentsgrupper i EU-parlamentet ønsker eller vil arbejde for. Det store flertal af regeringer inden for EU er enten kristelige, konservative eller socialdemokratiske. Derfor bør man også tage disse partigruppers politiske tilkendegivelser alvorligt.

Man kan med rette spørge: Hvad skal EUs oprustning bruges til i lyset af NATO-landenes oprustning? Er hensigten at lamme Rusland med sanktioner fra nu af og til landet bliver en fejlslagen stat truet af opløsning og med tusindvis af kernevåben, at trække Putin for den internationale straffedomstol og gennemføre operationer i stil med Den kolde Krig, at gøre Rusland til en pariastat, så længe Putin er ved magten, at gøre livet til et helvede for alle med forbindelser til Rusland og det russiske regime? Hvis det er hensigten, så er truslen om atomangreb reel og en farlig sideeffekt. For så er der ingen udvej for det nuværende russiske Putin-regime.

Anbefaling: stem nej

Som vi skrev i sidste nummer af Kritisk Revy, så er kimen til en militær union eller forsvarsunion sået år tilbage. Med vedtagelsen af Det strategiske Kompas er næste skridt taget i denne proces.

I lighed med dagbladet Information ønsker Kritisk Revy en sober debat baseret på fakta fremfor spekulationer. Denne skribents grundholdning er, at han ikke ønsker, at EU - eller Danmark for den sags skyld – bidrager yderligere til oprustning og et stadig mere krigerisk internationalt miljø. Derfor anbefales et nej ved folkeafstemningen om det danske forsvarsforbehold.

Noter