Vil fagbevægelsen omfavne os platformsarbejdere til OK-25?

I de seneste fire år har platformsarbejdere, særligt madbude, oplevet både stilstand og nederlag. Deres protester har fået opmærksomhed i offentligheden, men det har ikke resulteret i de ønskede fremskridt.

I gadebilledet har vi set demonstrationer, hvor utilfredse Wolt-bude har samlet sig uden for Wolts hovedkontor i Indre København. Det var, som om vi var de fordømte, der rejste sig mod systemet og udbytterne. Men måske var det blot en illusion. 

Danmark står i en historisk periode, som er præget af færre strejkedage og en lavere organiseringsgrad. Det kan man se i madudbringningssektoren, hvor jeg selv har været involveret gennem min egen klub – Madbudenes Organisation. 

Jeg var selv en del af det i en periode, da jeg kortvarigt arbejdede som Wolt-bud. Første gang jeg oplevede protesterne, var det på grund af ændringer i betalingsmodellen, der forværrede vores vilkår. Anden gang drejede det sig om endnu en ændring, hvor man gik fra en fast sats til en dynamisk prisstruktur, som vi kender det fra flybilletter. 

Klædt ud til at storme Vinterpaladset

Det er svært for mig at adskille de her “endagsstrejker”. Det var det samme hver gang – tungt åndedræt og et hurtigt bankende hjerte. Situationen føltes dramatisk. Nogle fagligt aktive, som var tæt på miljøet, havde forberedt skilte til demonstrationerne, men de var ikke lavet af budene selv. 

De fandt rekvisitterne frem til os. Det føltes som om, man klædte sig ud til at storme zarens vinterpalads. Det endte med en skuffelse. Som et timeglas, hvor det sidste sandkorn løb ud, forsvandt oprøret. Det ebbede ud, og vi kunne gentage samme seance igen og igen.  

Vi træder snart ind i nye overenskomstforhandlinger. Danmarks første platformsarbejderklub – Madbudenes Organisation – har oplevet fremgang. Jeg vil her forsøge at forklare, hvorfor organiseringen blandt platformsarbejdere har været svag, og hvilke dynamikker vi madbude og vores allierede skal være opmærksomme på.

På trods af at en stor del af sektoren nu er overenskomstdækket, er vi stadig fanget mellem to ting: Er vi gig-arbejdere eller platformsarbejdere? 

De faktiske forhold i gig-industrien

For at forstå hvorfor organiseringen af madbude har været så udfordrende, må vi dykke dybere ned i de strukturelle forhold.

Vi har set forskning på området, der har forsøgt at belyse forholdene i Danmark. Men forskningen mangler at reflektere over organiseringsgrundlaget og etableringen af kollektive aftaler på området. Det skyldes ikke blot virksomheder, der har fornægtet arbejdsgiveransvar – men grundlaget for den danske model.

Arbejdsmarkedets parter og staten har gennem Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) og Center for Arbejdslivsforskning fået indblik i arbejdet på digitale platforme. Et kig på FAOS’ forskningsprogram fra 2019 – 2023 beskriver forskningsspørgsmålene. 

Tag for eksempel afsnittet: “Hvordan forholder arbejdsmarkedsorganisationerne sig til atypisk beskæftigede? Mens lønmodtagerorganisationerne i stigende grad adresserer deltidsansatte samt tidsbegrænset ansatte og vikarer, repræsenterer de soloselvstændige fortsat en udfordring for organisationerne. Skal de overhovedet være medlemmer og hvilke services efterspørger de?

Betragter de medlemskab af fagforeninger og nye erhvervsorganisationer mere som business strategi end varetagelse af lønmodtagerinteresser?”

Det kaster ikke sit blik mod en arbejdsmarkedstendens, hvor arbejdet i visse sektorer bliver til såkaldte “småjobs” (gigs), og der måske i et større omfang ikke er tale om atypisk beskæftigede, men om udviskningen af ansatte i det hele taget. 

Madbudene – som er et af de forskningsområder, FAOS har skrevet meget om i en årrække – er blevet gigificeret. Det er et begreb, der kommer fra det svenske researchkollektiv GigWatch.

I den banebrydende rapport ”Apparna och arbetet” fra 2022 undersøger Gigwatch den usynlige værdiskabelse. De beskriver gigifciering som en slags arbejdsmarkedstrends, hvor brancher påvirkes af usikre ansættelsesvilkår. Det spreder sig til flere brancher og ender med at blive gigjobs. Hele brancher påvirkes af usikre ansættelsesvilkår, og det øger sandsynligheden for, at det spreder sig til flere brancher. 

Det har nærmest gjort det umuligt at skabe en social dialog i store dele af sektoren. Det gør det svært at drage dem, som ikke ønsker at ansætte deres folk, til ansvar.  Vi har behov for at stille virksomheder til ansvar som forhandlingspartnere i det omfang, man nu kan. Det bør en app ikke få os til at gruble længe over. 

Platformsarbejdere og gig-arbejdere i Danmark

Vi beskriver ofte madbudene som platformsarbejdere. Men det er vi langt fra alle sammen. Vi er i gang med en forvandlingsproces. Så hvad er vi lige nu? Vi er arbejdere, som arbejder på digitale platforme.

Forsvarerne af gigificeringen betragter de nye småjobs som en saltvandsindsprøjtning til dansk økonomi. Men vi ved også, at det kan føre til en langsom opløsning af den sociale orden, som i høj grad er bygget på kollektive aftaler i Danmark.

Med den kommende indførelse af EU’s platformsdirektiv er der en forventning om, at løsningerne vil komme. “Tag det roligt,” hører vi ofte. Men vi må ikke glemme det mest afgørende: Det er arbejdsmarkedets parter, inklusive os selv, der skal forhandle og forme fremtidens arbejdsmarked.

Samtidig ser vi, at nye arbejdsformer bliver mere udbredte. Når vi sidder ved det næste forhandlingsbord, handler det ikke om at opretholde status quo, men om at sikre en retmæssig plads på arbejdsmarkedet – ikke som midlertidige småjobbere, men som anerkendte platformsarbejdere.

Når forhandlingerne begynder, bør centrale emner som ansvarlig ledelse, indsigt i algoritmisk styring og forbedret adgang til kolleger være i fokus. Disse punkter skal nøje overvejes i de kommende overenskomstforhandlinger for at sikre bedre vilkår for platformsarbejdere.

Madbude og fremtidige platformsarbejdere er kommet for at blive, og vores arbejdsmarkedspolitik og forhandlinger skal tage højde for os.