Vores folkestyre – det oppegående dødsleje

I disse uger kæmper ukrainerne en desperat kamp for frihed, demokrati og fædreland med livet som indsats. Tusindvis er allerede døde, og millioner har måttet flygte.  Nogle helt til Danmark, hvor betydningen af frihed og tryghed bliver nærværende og konkret. Det får naturligt mange herhjemme til at prise sig lykkelige over at bo i Danmark, et frit land med folkestyre og, trods mangler, et på mange måder velfungerende samfund.

Et serviceeftersyn af folkestyret

Men mens der udføres serviceeftersyn af de kommunale beskyttelsesrum, var det måske også en god idé at foretage et serviceeftersyn af vores folkestyre? For hvor velfungerende er vores folkestyre egentlig, når det kommer til stykket? Har vi noget, vi skal forsvare i vores lille fredelige land?

Jeg synes nemlig, at folkestyret, bare i min levetid, er blevet udhulet og indskrænket på mange måder. Det er især tendensen til at træffe beslutninger i toppen af centraladministrationen, i en ret snæver kreds, hen over hovedet på folket, der til gengæld mærker følgerne i hverdagen mange år fremover, som jeg finder dybt problematisk!

Atlantis Copenhagen – også kaldet Lynetteholmen

Lad os starte med beslutningen om at opføre Lynetteholmen i Københavns Havn. Projektet blev pludselig, som lyn fra en klar himmel, præsenteret af Frank Jensen og Lars Løkke på et pressemøde. Frank Jensen havde efter sigende ikke fået demokratisk opbakning til sin tilslutning til forslaget i Københavns Borgerrepræsentation inden. En udbygning af København med 35.000 boliger ville tidligere, da man havde Hovedstadsrådet, skulle have været godkendt af dette folkelige organ, der stod for den overordnede planlægning i hele hovedstadsområdet. Men Hovedstadsrådet er nedlagt. Nogle socialdemokratiske vestegnsborgmestre brokkede sig da også over ideen, idet de havde ledige arealer til boligbyggeri!

Da man vedtog forslaget i Folketinget, vedtog man samtidig at dispensere fra plan- og miljølove og se bort fra internationale konventioner, således at sagen ikke kunne påklages nogle steder, og der var ikke foretaget de nødvendige forudgående miljøundersøgelser. Førende miljø- og planforskere fra vores universiteter tager sig himmelfaldne til hovedet over den lemfældige forvaltning og kritiserer den skarpt offentligt!  På grund af den manglende forudgående folkelige debat er det kommet bag på magthaverne, at der fx lå et rensningsanlæg i vejen, og at transport og trafikforhold er problematiske? Samtidig overskrides budgetterne hele tiden med raketfart. Beslutninger taget på blød bund!

Fortielser og lukkethed

Det er nu også kommet frem, at man i et års tid ikke har fundet det nødvendigt at informere folketinget om den svenske miljøministers protest mod projektet. Fortielser er bedre end oplysning, mener magthaverne. Derfor strammede de også offentlighedsloven, så den slags er blevet nemmere at skjule. Den frie og kritiske presse har fået sværere arbejdsvilkår.

“Alle de socialdemokratiske borgmestre langs Køge Bugt, hvor slammet fra havnen skal dumpes, protesterer over for deres partifæller i folketinget. Østersøen er næsten død.”

Magten lukker sig om sig selv. Skulle man være i tvivl om det, så kan man jo bare se på PET’s ageren, da de følte det opportunt at indkalde landets mediechefer til en kammeratlig samtale om, hvad de kunne ifalde af straf, hvis de skrev for meget om sigtelserne for landsforræderi mod en tidligere forsvarsminister og chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste!
Da de østsjællandske afdelinger af Danmark Naturfredningsforening sendte en delegation til Stockholm for at redegøre for sagen for den svenske rigsdag, var svenskerne forbløffede over lukketheden i den danske forvaltningsproces. Det mindede dem, udtalte de, om forhold i Østeuropa før murens fald!

Alle de socialdemokratiske borgmestre langs Køge Bugt, hvor slammet fra havnen skal dumpes, protesterer over for deres partifæller i folketinget. Østersøen er næsten død. Fiskekvoterne er på et historisk minimum, og selv lystfiskerne må kun fange 1 fisk pr. mand.
Summa summarum: Politisk, demokratisk og miljømæssigt hængedynd!

Skatteskandalen

Da den borgerlige regering besluttede at nedlægge de kommunale skattevæsener i 2005, dengang Danmarkshistoriens største offentlige fusion, advarede lokalpolitikere fra alle partier mod denne centralisering og forudså problemer med skatteopkrævningen!  Ingen lyttede på Slotsholmen. Beslutningen var reelt taget på forhånd. Lokalpolitikernes advarsler kom til at slå til i overmål.

Fejlslagne it-systemer, fyringer af skattefolk i bundter, inden IT-systemerne var på plads, åbnede skattefars pengekiste for svindlere og lommetyve og afstedkom almindelig dysfunktion. Opkrævning af folks gæld til det offentlige brød totalt sammen og henligger stadig delvis i kaos. Tænk, hvis de tabte milliarder kunne være investeret i velfærd i stedet? Ejendomsbeskatningen er heller ikke fuldt på plads endnu. 

Folkeskolefallitboet

Med en aftalt matchfixing mellem Finansministeriet, KL og regeringen blev lærerne sendt ud i en storlockout i 2013. Matchfixingen afslørede bl.a. Annette Vilhelmsen, SF-formand, efter hun var gået af.  Efter en måned blev arbejdsgivernes diktat ophøjet til lov, og derefter var Thorning/Corydon-regeringen klar med sin folkeskolereform, der dermed var delvis finansieret af lærernes merundervisning på discountvilkår uden tid til forberedelse og efterbearbejdning af undervisningen – for slet ikke at tale om det vigtige relationsarbejde.  Folkeskolen var lagt i benlås, og der ligger den fortsat og stønner i smerte.

“Mange børn undervises i dag af ikke-læreruddannede, der underviser i klasser med høj klassekvotient og inklusionsudfordringer i lag. Fagligheden er selvfølgelig ikke gået frem.”

Reformens indhold var aftalt af en lille snæver, og pædagogisk ensidig, kreds af universitetsforskere, KL og Finansministeriet, idet Undervisningsministeriet reelt blev kørt ud på et sidespor. For første gang i Danmarkshistorien fandt man det ikke nødvendigt at inddrage lærere, forældre og elever forud for en folkeskolereform. Alle mulige løsagtige politiske synsninger, uden forskningsmæssigt belæg i folkeskolens virkelighed, blev dominerende. Man skrottede 200 års dansk skoletradition med et håndkantsslag. Resultat?  En falleret folkeskole med elev- og lærerflugt.

Siden reformen er 40% af lærerne skiftet ud. Mange børn undervises i dag af ikke-læreruddannede, der underviser i klasser med høj klassekvotient og inklusionsudfordringer i lag. Fagligheden er selvfølgelig ikke gået frem. Nogle steder er den gået tilbage, og de politisk ansvarlige ved ikke deres levende råd! Er man i tvivl, skal man bare lytte opmærksomt til landets undervisningsminister, når hun undtagelsesvist udtaler sig.  

Oprustning til milliarder

Forleden meddelte SF-veteranen Bent Iversen, at han nu gik i indre eksil i sit parti i protest mod SF-toppens tilslutning til den massive oprustning. Bent Iversen har været valgt til kommunalbestyrelse og regionsråd igennem sine 40 år som partimedlem. Han følte, at beslutningen var forhastet, uden forudgående grundig analyse, og indgået i den øjeblikkelige panik, men med langtrækkende følgevirkninger for genopretningen af velfærdssamfundet.

Partierne er så topstyrede i dag, at en snæver kreds reelt træffer de fleste beslutninger. Landsmøderne er reduceret til klappekageforsamlinger til hyldest af de store ledere. I gamle dage i SF drillede vi socialdemokraterne med, at i SF havde medlemmerne lige så meget styr på partitoppen, som partitoppen havde styr på medlemmerne i Socialdemokratiet. Det vil man ikke kunne sige i dag.

Partierne har i stadig ringere grad brug for medlemmer, idet partierne har bevilget sig selv snabeladgang til statskassen i form af diverse tilskud til driften. Samlet set er følgen, at medlemmerne siver ud af partierne, og remtrækket mellem folk og folkevalgte er slapt og i mange tilfælde slet ikke eksisterende. 

Knus til Mette Frederiksens spindoktor

I Politiken kunne man i en reportage om tilblivelsen af oprustningsforliget læse, at da de 4 partiledere skulle skrive aftalen under med Dannebrog i baggrunden, der omfavnede Mette Frederiksen spontant sin spindoktor. Det var ham, der havde født ideen til oprustningsforliget hen over midten, forstod man.  En enkelt embedsmand, uden folkeligt mandat og ukendt i offentligheden. Det hele forhandlet igennem i et lukket rum i Statsministeriet på 4-5 dage. Det var dog længere, end det tog samme Mette Frederiksen at dekretere en forhastet nedslagtning af landets mink uden lovgrundlag. 

Og mens Mette Frederiksen lagde hånden på kogepladen, så blev Bent Iversen lagt på is af sit parti. Vores demokrati har forfrysninger, og den slags lugter råddent. Eller som Shakespeare siger i Hamlet: ”Something is rotten in the state of Denmark!” Og hvad er svaret?: Til kamp for et levende folkestyre – med og for folket!