We The People, del 3: Populismen i det amerikanske demokrati

Amerikanerne taler om heling, men landet har altid været splittet. Politisk trækker det fastlåste to-partisystem skillelinjerne hårdt op, ledsaget – som det har været – af Trumps fascistoide  retorik, skriver Karen Helveg Petersen.

Af Karen Helveg Petersen

Det amerikanske dilemma

’We The People’ begynder forfatningen med. Det er ’folket’, der har og giver magten. Siden den magt kanaliseres gennem institutionerne, skal de valgte og regeringsapparatet som sådan fortolke folkets vilje. Dilemmaet er, at med modstridende synspunkter og interesser kan der ikke være én overbevisning, entydige handlinger, men mange. Hvordan skal det afgøres? I praksis appelleres der til en underliggende fællesinteresse, eller en nærmest guddommelig folkevilje. Populistiske slogans om, hvad ’amerikanerne’ vil dominerer den politiske debat, nøjagtig som vi kender det fra den hjemlige debat om ‘danskerne’.

Her ligger kimen til den demagogi, som Trump har raffineret på ondskabsfuld façon. Men også Biden og alle andre præsidenter og politikere taler om the American People. Dilemmaet er, at de valgte skal fremme indbyggernes velfærd, men på den anden side er enhver fri til at søge sin egen lykke. De regeringsfjendtlige fundamentalister læser ud af uafhængighedserklæringen, at borgerne har ret til at yde modstand mod tyranni, og er fanatiske forsvarere af den anden forfatningstilføjelse, som giver folk en ukrænkelig ret til at bære våben, og samtidig udtrykker, at en velreguleret militia er nødvendig for en fri stats sikkerhed.

Den anden side af påberåbelsen af folkeviljen er skrækken for splittelse. I disse dage hører vi i én uendelighed om den splittelse, der skal heles. Det kan lyde helt medicinsk-religiøst. Folket skal forenes, stå sammen, vi er de Forenede Stater. Men hvornår har USA ikke været splittet? Måske har der ikke konstant været så højtråbende udtryk for politisk had som i dag, men afgrundsdybe uenigheder og fjendskaber har der været nok af.

Bidens politiske dagsorden

Der er nu også betragtelige forskelle på den afgående præsident og den tiltrædende præsidents umiddelbare politiske dagsorden. Af Trumps gerninger i hans sidste dage kan nævnes hastetilladelse til at sende omdiskuterede Alaska-oliefelter i naturbeskyttede områder i udbud. Heldigvis er der ikke kommet bud på halvdelen af felterne, og de fleste af buddene kommer fra en økonomisk udviklingsfond, oprettet af staten Alaska selv. Processen kan i øvrigt stadig stoppes.

“Folket skal forenes, stå sammen, vi er de Forenede Stater. Men hvornår har USA ikke været splittet? Måske har der ikke konstant været så højtråbende udtryk for politisk had som i dag, men splittelser har der været nok af.”

Præsidenten er commander-in-chief, dvs. leder af militæret. Derfor blev forkvinden for Huset, Nancy Pelosi, efter stormen på Kongressen skrækslagen for, om Trump kunne finde på at trykke på atomknappen, og kontaktede militærtoppen for at sikre sig mod det. Præsidenten kan underskrive traktater, der skal ratificeres af Kongressen bagefter, og gøre meget andet på egen hånd.

Gennem sin udenrigsminister, Mike Pompeo eksekverede Trump i sine sidste dage en række beslutninger, der uden tvivl har til hensigt at gøre livet surt for Biden-Harris. Cuba er sat på terrorlisten, og Pompeo dukkede op i israelske bosættelser på Vestbredden med endnu to indrømmelser til Israel til skade for Palæstina. Der blev løsnet op for diplomatisk kontakt med Taiwan, og houthierne i Yemen – der kæmper mod den afsatte præsident støttet af en saudiarabisk-ledet koalition og USA-våben – blev også sat på listen over terrorister. Dermed vil humanitær bistand til udhungrede yemenitter blive yderligere vanskeliggjort. 

Præsidenten kan også give amnesti, hvilket Trump benyttede sig flittigt af, lige til han forlod Det Hvide Hus. Joe Biden har i overgangsperioden haft travlt med at få sit ministerhold på plads. Man kan ikke sætte en finger på racemæssig diversitet og kønsfordeling, men der er utilfredshed i Sanders-kredse med, at de alle tilhører den moderate, businessvenlige, forsvarsfikserede og ’teknokratiske’ fløj af partiet.

Bekæmpelsen af pandemien står øverst på dagsordenen, ledsaget af en massiv økonomisk hjælpepakke, forbedring af sygesikringssystemet og reform af justitsvæsenet, renovering og udbygning af infrastruktur, skattereform (tilbagerulning af nogle skattelettelser for de rige), klimapolitik og jobskabelse. Paris-aftalen og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) tog Joe Biden initiative til at genindtræde i med det samme.

Præsident Biden arver årtiers amerikansk-orkestreret kaos i Mellemøsten, som USA hverken kan trække væk fra eller løse. Han har dog annonceret, at han vil søge at genoplive atomaftalen med Iran, som Trump rev i stykker. Derudover står Biden for et stærkt NATO, og er i det hele taget lige så begejstret for amerikansk militærmagt som Republikanerne. Det diplomatiske tryk på Kina vil fortsætte, selvom han måske vil få glattet det økonomiske samarbejde ud. Endelig ser den nye administration Ruslands stigende magt og indflydelse som en trussel. 

Så hvad vi kan vente, er en mere social og progressiv politik indadtil, traditionel amerikansk magt- og sikkerhedspolitik udadtil for et USA, der har fået mindre indflydelse i verden.

USA: Et begrænset demokrati – som så mange andre

Der udkommer et hav af bøger om demokratiets snarlige ende gennem pøbelvælde & fare for fascisme, techvirksomhedernes almagt og korporationernes korrumperende greb om politikken samt sammenbruddet af ’den offentlige samtale’. Historikeren Timothy Snyder ser klare fascistiske træk i Trumps systematiske fordrejninger af regulære fakta, og at alt der ikke passer ham er ’fake’.

Jeg vil gå endnu videre: For sine tilhængere inkarnerer Trump en højere sandhed (’alternative fakta’, kaldte hans bidske rådgiver Kellyanne Conway det). Derfor kan han sige hvad som helst, og konsekvent gå efter manden og ikke bolden. Det er fascistoidt. Der er imidlertid i lang tid bygget op til den trumpske version af republikanerne, Bushs Irak-løgne til fordel for olieindustrien, voter suppression og Tea Party-bevægelsen, der tog fart efter Obama kom til. Og den systematiske indsættelse af højesteretsdommere med en fundamentalistisk, politisk aktivistisk tolkning af forfatningen.  I skyggen af det har børsnoterede selskaber fået frit spil til at søge deres lykke, og aktiekurserne boomer. Nå ja, der var lige finanskrisen, men den glemmes.

“Valget var demokratisk nok, men én ting er, at det politiske system lever op til sit løfte om repræsentation. Noget andet er, at demokratiet som idé og det amerikanske demokratiløfte lægger op til mere end det.”

Valget var demokratisk nok, men én ting er, at det politiske system lever op til sit løfte om repræsentation. Noget andet er, at demokratiet som idé og det amerikanske demokratiløfte lægger op til mere end det. Ethvert kapitalistisk demokratisk samfund har en dobbelthed: Politisk lighed, men økonomisk ulighed i den samfundsmæssige grundstruktur. I USA er selve det politiske system i fare for at knække under sin egen vægt i kraft af at al energi sættes ind på selve valgene, ja, i sidste ende stemmeprocessen (tænk på hvor let det er at vælge i Danmark). Når man tænker på  de pengemæssige og menneskelige ressourcer, der smides ud på valghandlinger med begrænset udvalg af kandidater, bliver udsigterne klaustrofobiske.

Når det kommer til at vedtage politiske beslutninger, er der – som også vist – begrænset råderum i et fastlåst topartisystem. Det er ikke kun USA, men også andre vestlige lande, hvor befolkninger presser på for transformation, der forekommer ude af stand til at træffe grundlæggende beslutninger. De gammelkendte interesser er for stærke. På den måde er der vel ikke den store forskel mellem ’demokratierne’.  

Karen Helveg Petersen har studeret og boet 13 år i USA.