Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
19. februar. 2024

Yemen har en lang tradition for solidaritet med det palæstinensiske folk

Yemens houthi-bevægelse tiltrak sig global opmærksomhed, da den i Det Røde Hav beslaglagde et skib med forbindelse til Israel og affyrede raketter mod Israel. Bevægelsen følte sig tvunget til at handle på grund af den stærke, historisk rodfæstede støtte til palæstinenserne i det yemenitiske folk.

Oversat med tilladelse fra Helen Lackner, Yemen Has a Long Tradition of Solidarity With the Palestinian People, Jacobin, 8. december 2023

Den 19. november 2023 beslaglagde soldater fra Yemens Ansar Allah-bevægelse – kendt som houthierne – et fragtskib, der sejlede i Det Røde Hav, fordi det var delvist ejet af en velhavende israeler. Et par dage tidligere havde Ansar Allahs militære leder på Twitter/X meddelt, at houthierne ville angribe skibe med forbindelse til Israel. Han advarede staterne om at fjerne besætningerne fra disse skibe og at undgå at betjene dem.

Blot nogle timer senere havde houthierne brugt en af deres få helikoptere og hurtige både til at kapre Galaxy Leader og føre det til et sted på Rødehavskysten i nærheden af Hodeida, så den maritime verdens komplekse, internationale system af ejerskab og administration kunne forsøge at forhandle om frigivelse af skib og besætning.

Siden begyndelsen af det folkemorderiske israelske angreb på Gaza i oktober har houthierne højt og tydeligt støttet palæstinenserne og sendt en række missiler og droner i retning af Israel. Den militære effekt af disse angreb har været minimal, da de flyvende objekter er blevet opfanget af enten den amerikanske flåde i Det Røde Hav eller Israels eget forsvar.

Men det er lykkedes dem at sikre, at mange skibe nu undgår ruten gennem Det Røde Hav, hvilket har medført betydelige ekstraomkostninger. Den politiske og PR-mæssige effekt af angrebene er langt større, både internt og internationalt.

En lakmusprøve

De forskellige yemenitiske politiske fraktioners reaktion på Gaza-krigen afspejler også i dag deres overordnede politiske holdninger, som det har været tilfældet gennem historien. Hver aktørs reaktion har været en retningspil for vedkommendes overordnede internationale politik.

Holdninger til Palæstina er i den arabiske og muslimske verden en effektiv lakmusprøve på progressiv eller reaktionær tilpasning. I Yemen har disse reaktioner i mindre grad også været påvirket af holdningerne hos de respektive gruppers udenlandske allierede.

Et element, som har været støt og stabilt hele vejen igennem, er den yemenitiske befolknings stærke engagement til støtte for Palæstina og palæstinenserne. Folk er chokerede over den uretfærdighed, palæstinenserne udsættes for, og den dobbeltmoral, der udvises af de magtfulde stater, som dominerer verdenspolitikken.

Under den nuværende krise har der været massive demonstrationer til støtte for palæstinenserne i hele landet, de største i de houthi-kontrollerede områder, hvor de opmuntres af regimet. I modsætning til de fleste folkelige begivenheder der organiseres af houthierne, er mobiliseringen i dette tilfælde ægte. De tusinder, der marcherer, udtrykker en dyb, autentisk sympati for palæstinenserne og vrede over de israelske massakrer.

Andre steder har demonstrationerne været mere spontane og med begrænset engagement af de politiske grupper, der har kontrollen. Den splittede, internationalt anerkendte regering (IRG) har udtrykt sympati med palæstinenserne, men ikke gjort andet.

Især Aden er en undtagelse med hensyn til det folkelige udtryk for solidaritet. Selvom byen officielt er IRG’s midlertidige hovedstad i Yemen, er den de facto under kontrol af Southern Transitional Council (STC) – Det sydlige Overgangsråd – der er en sydlig separatistfraktion, som er kraftigt støttet af regimet i De Forenede Arabiske Emirater (UAE).

Som en afspejling af det tætte forhold og STC’s store afhængighed af De Forenede Arabiske Emirater, har der stort set ikke været nogen offentlige demonstrationer med støtte til Palæstina i Aden. STCs ledere er bekymrede for, at De Forenede Arabiske Emirater måske vil prioritere at støtte andre fraktioner under deres indflydelse, herunder nogle der modsætter sig separatisme.

Yemen og Palæstina

Allerede i 1947 tog en af de første offentlige demonstrationer i den daværende britiske koloni Aden mod det britiske styre form af en tredages strejke mod Storbritanniens pro-zionistiske politik i Palæstina. Det følgende år blev mutawakkilidernes imamat – en slægt af imamer – i Yemen et af de første medlemmer af De Forenede Nationer (FN). Landets delegation sluttede sig til fem andre arabiske stater, hvis repræsentanter stormede ud af FN’s generalforsamling, da den vedtog at dele Palæstina.

Den arabisk-israelske krig i 1967 og Egyptens nederlag havde en direkte indvirkning på situationen i den nordlige Yemens Arabiske Republik (YAR). Gamal Abdel Nassers Egypten havde støttet og “vejledt” republikanerne i Sana’a, som væltede imamatet i september 1962. Den egyptiske regering sendte straks både civile administratorer og militære styrker for at styrke det nye republikanske regime.

Men da imamen havde overlevet revolutionen og trukket sig tilbage til bjergene med sine tilhængere, udbrød der borgerkrig, hvor op mod 70.000 egyptiske soldater deltog på den republikanske side. Egypten blev beskyldt for at bruge kemisk krigsførelse i kampen mod imamens styrker.

Egyptens nederlag til Israel i 1967 førte til Khartoum-aftalen, hvor Saudi-Arabien tvang det egyptiske militær til at trække sig ud. Dette overlod det til de yemenitiske fraktioner at bringe krigen til en afslutning med et kompromis mellem fraktionerne i 1970.

I modsætning hertil blev Aden stedet, hvor man i juni 1967 opnåede den første militære succes mod udenlandske kolonialistiske styrker efter det ydmygende nederlag i Seksdageskrigen. På det tidspunkt kæmpede Den nationale Befrielsesfront (NLF) for at befri Aden fra den britiske kolonialisme. Fronten tog kontrollen med en del af byen fra de britiske styrker og holdt området besat i to uger, noget der gav den arabiske verden en sejr og hjalp med til at modvirke det udbredte mismod i regionen.

Det var en nationalistisk og antikolonialistisk succes, der varslede socialismens fremgang på Den arabiske Halvø. På trods af denne præstation markerede nederlaget i junikrigen begyndelsen til enden for de nationalistiske, republikanske bevægelser i regionen og den senere fremkomst af islamistiske bevægelser.

Arven fra 1967

Senere samme år sikrede NLF sig uafhængighed fra Storbritannien og styrede det, der blev til Den Demokratiske Folkerepublik Yemen (PDRY), den eneste marxistisk-leninistiske stat i den arabiske verden under Den kolde Krig. Lukningen af Suezkanalen som følge af junikrigen havde en katastrofal indvirkning på den nye stat, som havde regnet med betydelige indtægter fra Adens havn for at finansiere sin økonomi.

I de 27 år, PDRY eksisterede, støttede den hele tiden de palæstinensiske bevægelser med særlig vægt på de venstreorienterede palæstinensiske organisationer. NLF selv var barn af Den arabiske Nationalistbevægelse, Movement of Arab Nationalists (MAN), der i 1952 under palæstinensisk ledelse blev oprettet i Beirut sammen med Folkefronten til Palæstinas Befrielse, People’s Front for the Liberation of Palestine (PFLP) under George Habash og Den demokratiske folkefront til Palæstinas Befrielse, Democratic Front for the Liberation of Palestine (DFLP) under Nayef Hawatmeh. De tre bevægelser sluttede sig alle til de dele af MAN, der i løbet af det årti gik fra ren nationalisme til socialisme.

Det var først, da Den arabiske Liga anerkendte Den palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), der er en paraplyorganisation af palæstinensiske bevægelser domineret af Fatah, at PLO også etablerede en separat repræsentation i Aden. Nayef Hawatmeh og George Habash var hyppige besøgende i Aden, mens PLO’s leder Yasir Arafat for første gang tog dertil i 1977. Både Hawatmeh og Habash deltog i mæglingen mellem rivaliserende fraktioner i Det yemenitiske Socialistparti, som fra 1978 og frem efterfulgte NLF.

Inden for rammerne af sine begrænsede midler gav PDRY praktisk støtte til Palæstina. I 1971 tillod den PFLP at angribe et israelsk skib i Bab al Mandab-strædet. To år senere lukkede man Bab al Mandab for israelsk skibsfart for at hjælpe Egypten i Oktoberkrigen.

Da den egyptiske leder Anwar Sadat i 1979 anerkendte Israel og underskrev Camp David-aftalerne, var PDRY’s reaktion at udvise egyptiske lærere fra landet med undtagelse af dem fra den egyptiske venstrefløjsopposition, især kommunisterne. Da landet var afhængigt af udenlandske lærere for at sikre udviklingen af sit uddannelsessystem, måtte de erstattes af gymnasieuddannede, som blev sendt ud i hele landet for at undervise i to år i en form for samfundstjeneste, der erstattede den militære værnepligt.

Saleh og palæstinenserne

PDRY’s nordlige nabo, YAR, indtog også en holdning, hvor man systematisk støttede op om Palæstina. Men da YAR’s politiske holdning var tættere på Vesten end PDRY’s, var det PLO, der nød godt af den.

Ali Abdullah Salehs regime, som ledede YAR fra 1978, støttede formelt palæstinensiske resolutioner i Den arabiske Liga og FN. Men dets vigtigste udenrigspolitiske bekymringer lå et andet sted. På trods af sin støtte til Palæstina på tidspunktet for den egyptisk-israelske fredsaftale i 1979, accepterede Saleh amerikanske våbenleverancer i sin kamp mod det “kommunistiske” PDRY. Disse våben blev sendt til YAR via Saudi-Arabien uden om den amerikanske kongres’ godkendelse.

Den israelske invasion af Libanon i 1982 var en mulighed for lederne af YAR og PDRY til at handle i fællesskab på et tidspunkt, hvor der var store spændinger mellem dem. Saleh og PDRY-lederen Ali Nasser Mohammed besøgte Saudi-Arabien og Syrien i august og sendte derefter hold af ministre til andre arabiske hovedstæder. De informerede også Arafat om, at de var villige til at modtage palæstinensiske krigere.

Disse krigere begyndte i august 1982 at ankomme til begge dele af Yemen, efter at PLO og dets militære styrker var blevet fordrevet fra Beirut. I begge hovedstæder oprettede de militærlejre. Begge stater husede også civile palæstinensere, som fik fulde og lige rettigheder med yemenitterne.

Den interne konflikt mellem rivaliserende palæstinensiske bevægelser i 1983 gav en yderligere mulighed for samarbejde mellem ellers rivaliserende arabiske ledere. Dette omfattede et møde mellem Arafat, den libyske leder Muammar Gaddafi og både Ali Abdullah Saleh og Ali Nasser Mohammed.

Saleh selv demonstrerede sine nationalistiske holdninger ved forskellige lejligheder og var oprigtigt engageret i den palæstinensiske sag, hvor han lejlighedsvis demonstrerede klar uafhængighed af sine vestlige allierede. Hans holdning til Palæstina er en vigtig indikator for hans grundlæggende nationalistiske overbevisning.

Efter genforeningen

Efter Yemens genforening i 1990 fortsatte Saleh-regimet med at anerkende og støtte staten Palæstina og samarbejde med Den palæstinensiske Myndighed (PA) i Ramallah, på trods af Arafats død og PA-lederen Mahmoud Abbas’ stigende mangel på troværdighed i hjemlandet. Saleh kom personligt med en række udtalelser, hvor han beklagede de arabiske regimers manglende støtte til palæstinenserne, især ved det arabiske topmøde i Sharm el Sheikh i 2000.

Yemens samtidige officielle opbakning til Hamas, PLO og Libanons Hizbollah afspejlede tvetydigheden i regeringens holdning. Palæstinensiske ledere fra alle fraktioner besøgte ofte Sana’a, herunder Arafat (som fik et “palads” af Saleh), Abbas i 2006 og Hamas-lederen Khaled Meshal i 2008.

For at opmuntre civilsamfundet til at støtte Palæstina, etablerede det forenede regime Al Aqsa-sammenslutningen – som så tidligt som i 1991 havde afdelinger i hele landet – og Kanaan-selskabet for Palæstina, Kanaan Society for Palestine. Begge organisationer holdt hvert år møder på Jerusalem-dagen og indsamlede midler til at støtte Al Aqsa-moskeen og beskytte islamiske monumenter i Palæstina.

Med udbruddet af borgerkrigen i Yemen i 2015 og de udenlandske staters rolle i konflikten har situationen ændret sig. De saudiarabisk- og emiratisk-støttede fraktioner af IRG er fortsat med at støtte PA i Ramallah, mens houthierne er blevet mere og mere højlydte i deres støtte til de mere radikale palæstinensiske bevægelser.

Ansar Allahs anti-israelske og anti-amerikanske politik er tydelig i bevægelsens hovedslogan, hvor to af de fem linjer er “Død over Israel” og “Forbandet være jøderne”. Houthiernes ideologi er begrænset i omfang: Dens hovedelement er en insisteren på, at profetens efterkommere er de eneste, der har ret til at regere. I Ansar Allahs udenrigspolitik er modstand mod USA og Israel de eneste eksplicit erklærede holdninger.

En mulighed, man ikke lod gå fra sig

Det betød, at houthierne ikke kunne forpasse den chance, som det israelske folkemord i Gaza gav, hvis de skulle bevare nogen form for troværdighed i det folk, de regerer. I betragtning af det palæstinensiske spørgsmåls popularitet i Yemen har det desuden hjulpet dem med at øge deres ellers faldende popularitet.

Det er også en vidunderlig rekrutteringsmulighed for Ansar Allahs væbnede styrker. De har allerede åbnet lejre, hvor de træner frivillige til at kæmpe i Palæstina, og de har krævet, at deres tropper får ret til at rejse dertil – noget, som kongeriget Saudi-Arabien, der ligger mellem Yemen og Israel-Palæstina, højst sandsynligt ikke vil give dem.

Sandsynligheden for, at houthiernes missiler når Israel, er lille, og den største effekt af deres holdning til Palæstina i dag er på bevægelsens eget omdømme. I Yemen og i den arabiske og muslimske verden som helhed lægger almindelige mennesker mærke til, at houthi-bevægelsen er den eneste (uden for Palæstina), der tager affære mod Israel.

Selvom Ansar Allah betragtes som en ikke-statslig aktør, opfører den sig i praksis som en stat, der kontrollerer hovedstaden og de formelle ministerier samt regerer over to tredjedele af landets befolkning. I Yemen har selv de, der er imod houthierne, bemærket deres aktive støtte til palæstinenserne i modsætning til IRG’s vage reaktioner på situationen, for slet ikke at tale om IRG’s støtter, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.

Løbende affyringer af missiler og droner mod israelsk relateret skibsfart i Det Røde Hav sørger for, at houthierne konstant er i verdens overskrifter, og er et stort irritationsmoment for USA og andre pro-israelske magter. Selvom de er militært ubetydelige, har houthiernes angreb en meningsfuld indvirkning, da skibe, der risikerer at blive angrebet, omdirigerer deres ruter væk fra Det Røde Hav med betydeligt øgede omkostninger til følge, mens amerikanske flådestyrker er aktive med at opfange houthiernes flyvende objekter.

USA’s forlegenhed over denne udvikling er stor. På den ene side er Washington fast besluttet på at afslutte krigen i Yemen, hvilket var en politisk beslutning, der blevet truffet allerede i Biden-regeringens første tid. For at nå dette mål presser man på for den aftale, der i øjeblikket diskuteres mellem Saudi-Arabien og houthierne. På den anden side er enhver manglende direkte reaktion på houthiernes angreb i Det Røde Hav ydmygende, når den ses i lyset af Biden-regeringens utrættelige støtte til Israel.

Helen Lackner er forfatter til ‘Yemen in Crisis: The Road to War’ (2019) and ‘Yemen: Poverty and Conflict’. Hun har arbejdet med udvikling af landdistrikter og boet i de tre yemenitiske stater i femten år.

Om skribenten

Helen Lackner

Helen Lackner

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER