Illustration: Blue Cheddar / Tumblr.
6 min. læsetid

Drop de ufuldstændige beregninger, der gør kvinder til en underskudsforretning: Tre kønsforskere opfordrer til et opgør med konkurrencelogik og diskrimination i anledning af 1. Maj.


Af Astrid Elkjær Sørensen, Inge Biehl Henningsen & Lise Lotte Hansen

Kære politiske kammerater, kollegaer, feminister og fagforeningsaktivister:

I en klassisk apokalypse eller katastrofefilm er helten næsten altid en hvid mand med pistoler, der ensomt kæmper sig igennem horder af zombier.

I den nuværende corona-krise er heltene derimod sundhedsmedarbejderne, kasseassistenterne, rengøringspersonalet og alle de andre, som tager en tørn ved fronten – ofte med eget helbred som indsats. Fælles for vores helte er, at et flertal af dem er kvinder, og at deres job ofte er både dårlige lønnet og ringe anerkendt. Måske fordi en gråhåret pædagog eller en rengøringsassistent med tørklæde ikke passer ind i vores billede af, hvordan rigtig helte ser ud.

Ikke desto mindre har corona-krisen vist os, hvor afhængige vi er af jobfunktioner, som vi normalt hverken anerkender med ord eller en ordentlig løn. Men en krise kan også være en mulighed for forandring – tiden til at overveje hvilke dele af den gamle hverdag, som vi egentlig ønsker at vende tilbage til.

Så skal vi ikke kollektivt love os selv og hinanden, at vi efter corona-krisen husker dem, som bar os igennem krisen?

I TV, på de sociale medier og i utallige artikler i de trykte medier har vi set, hvordan familierne har klaret både børnepasning, hjemmeskoling OG at passe job. Det har ikke været nemt, børnene har kedet sig, jobbet er blevet forsømt, men der har også været stor glæde ved at være sammen. Men vi har også savnet, og vi savner stadig hinanden, vores store familie, vores venner, vores kollegaer, vores klassekammerater, vores studiekammerater, vores naboer og alle dem, vi laver foreningssamarbejde med. Corona-krisen har synliggjort, at vi er sociale væsner, at vi er afhængige af hinanden, og at vi kan ikke eksistere uden den omsorg, som vi giver hinanden i hverdagen.

Så skal vi ikke love os selv og hinanden, at vi efter corona-krisen husker, at den ubetalte omsorg og alle vores fællesskaber er vigtige for vores liv og for vores samfund?

Trods rosen af det hovedsageligt kvindelige frontpersonale og vores genopdagelse af fællesskabet har Ugebrevet Mandag Morgen netop været ude med en nyhed om, at kvinder er en ”underskudsforretning” for velfærdssamfundet.  Det Økonomiske Råds sekretariat har regnet på sagen for Mandag Morgen.  De ”beviser”, at mens mænd i gennemsnit bidrager til statskassen med 0,9 mio. kr., så koster hver kvinde samfundet 1,4 mio. kr. henover livet. Hvis man ellers tror på beregningerne.

For der mangler noget. Mandag Morgen ser kun på skatteindbetalinger og offentlige udgifter. Men hvis et samfund skal have en fremtid, har vi ikke kun brug for indtægter og udgifter, men også investeringer. Børn er en betydningsfuld, samfundsmæssig investering, og kvinder afholder via varetagelse af omsorgsforpligtelser i højere grad end mænd udgifterne til denne investering. Skal det ikke ind i velfærdssamfundets regnskab? Personale i sundheds- og omsorgssektoren har for lave lønninger – og det sparer det offentlige hvert år store summer på. Men i Mandag Morgens regnskab indgår kun den lavere skattebetaling.

Så skal vi ikke love os selv og hinanden, at vi efter corona-krisen finder mere retfærdige og udførlige måder at regne på, der tager højde for, at værdi kommer fra mere end bare skatteindbetalinger?

Lad os kæmpe sammen for, at corona-krisen ikke blot fører til ulykke og arbejdsløshed, men at den også giver os mulighed for at opbygge et mere ligestillet og retfærdigt samfund.

Et første skridt på vejen er at huske vores alle sammens helte ved de kommende overenskomstforhandlinger for den offentlige sektor i 2021. Vi beder derfor Christiansborg overveje, om tiden ikke er inde til en særlig pulje – øremærket til at løfte lønniveauet i de lavtlønnede og kvindedominerede fag i den offentlige sektor. Nogle vil sige, at det ville være et brud på den danske model. Til dem ønsker vi at sige, at en ligelønspulje vil være en længe ventet kompensation for mange årtiers diskrimination og fastlåste strukturer, der har fastholdt os i et system, hvor traditionelt kvindearbejde ringagtes.

“Vi ønsker en økonomisk tænkning, hvor det reproduktive og det produktive arbejde såvel som det lønnede og ulønnede er ligestillet”

Et andet skridt er at begynde at beregne værdien af det ubetalte omsorgsarbejde, og at regnemodellerne også inddrager de dynamiske effekter af velfærdsinvesteringer. Vi ønsker en økonomisk tænkning, hvor det reproduktive og det produktive arbejde såvel som det lønnede og ulønnede er ligestillet. Vi tror på – at det giver mulighed for langt bedre at passe på os selv og verden, og for at værdsætte de ting som giver livet allermest værdi. 

Det tredje, mest vidtgående skridt er et opgør med konkurrencelogikken og en generobring af den økonomiske politik. Økonomien skal være et værktøj, som vi bruger til at opnå vores mål om et retfærdigt, ligestillet og solidarisk samfund. Vi vil genskabe og omforme samfundets institutioner og ressourcer, så de beskytter og udvikler de fælles goder, og ikke som nu alt for ofte ender med at tjener snævre og kortsigtede interesser.

Vi kunne ikke samles til Kvindernes Internationale Kampdag. Vi kan ikke samles til Arbejdernes Internationale Kampdag. Men det skal ikke forhindre os i at kæmpe for retfærdighed, lighed og ligestilling.

Glædelig 1. Maj


Astrid Elkjær Sørensen er ph.d. i historie og arbejdsmarkedsforsker ved Aarhus Universitet.

Illustration: Blue Cheddar / Tumblr.

Inge Henningsen er lektor emerita, statistiker og kønsforsker, og er styrelsesmedlem i Kvinderådet.


Lise Lotte Hansen er lektor i arbejdsmarked, køn & retfærdighed v. Institut for Samfundsvidenskab & Erhverv, RUC. Leder af Center for Køn, Magt & Mangfoldighed samme sted, og er aktiv medstifter i Feministisk Forandring.