Endnu en gang om krigen og venstrefløjen

Rolf Czeskleba-Dupont (RCP) er ikke begejstret for min omtale af bogen ”Krigen og Venstrefløjen, som blev udgivet på Solidaritets forlag. Han behøver ikke være begejstret, men han må gerne holde sig til fakta.

Folkeafstemningen på Krim

Lad os starte med et faktatjek.

RCP skriver: ”Han (Hertoft) går i stedet for over til at fortælle om ”yderligere en folkeafstemning på Krim” i 2014 efter Ruslands annektering af Krim. Hertoft klandrer Wahl for, at han ”forholder sig slet ikke kritisk til” den. Nej, Wahl omtaler den slet ikke. Det er ikke den mest rammende kritik at pege på noget, som en tekst også burde nævne.” 

Men faktisk skriver Peter Wahl:

”Folkeafstemningen på Krim gjorde krav på folkenes selvbestemmelsesret som folkeretslig retfærdiggørelse. Denne rettighed findes allerede i FN pagtens artikel 2.” (s 76)

Her omtaler Peter Wahl netop den folkeafstemning, der blev iværksat under uacceptable og udemokratiske forhold, umiddelbart efter Rusland havde taget kontrol over Krim. Og han er fuldstændig ukritisk overfor den måde den blev afviklet på. Så min kritik holder 100 procent.  Rolf Czeskleba-Dupont har åbenbart ikke grundigt nok læst den bog, han selv har været med til at oversætte.

Krigsbegejstring

I bogen bliver jeg og andre der støtter Ukraine beskyldt for at være ”krigsbegejstrede”. Jeg opfatter, at Rolf med meget besvær og venden og vriden faktisk forsøger at kommer med en slags undskyldning. Det er nemlig en ”problematisk oversættelse” skriver han.

Han skriver: ”I bogens tyske originaludgave tales der om ’bellizistisch’ og ’Bellizismus’; krigsbegejstring er indrømmet en problematisk oversættelse, der kan virke forvrængende uden at være særligt avanceret. Snarere er det nok bare en problematisk oversættelse.” Men hvordan kan man så oversætte de to tyske ord?

”Bellizistische narrative” er en del af bogens originale titel på tysk – og det oversætter Google til: ”Krigeriske fortællinger.”

Og Wikipedia har på et tysk en artikel om Bellismus”, hvor de citerer den tyske fremmedordbog:

”Der Begriff steht für das dogmatische Befürworten militärischer Handlungen und Maßnahmen, für eine übersteigerte kriegerische Gesinnung und wird auch im Sinn von Kriegstreiberei und Militarismus gebraucht. Er bezeichnet eine ideologische Befürwortung des Krieges und die Neigung, internationale Konflikte grundsätzlich durch militärische Gewalt zu lösen.”

Og for dem der som jeg ikke er særlig gode til tysk, kommer her en google-oversættelse:

”Udtrykket står for den dogmatiske godkendelse af militære aktioner og foranstaltninger, for en overdrevent krigerisk holdning og bruges også i betydningen krigsmageri og militarisme. Den beskriver en ideologisk støtte til krig og tendensen til fundamentalt at løse internationale konflikter gennem militær magt.”

Det er ikke en beskrivelse af den ukraine-solidariske venstrefløj, jeg kan genkende eller tilslutte mig.

Men ”krigsfiksering” betyder jo blot, at man er optaget – fikseret på krigen. Det vil jeg gerne vedkende mig. Som cand.mag. i russisk og efter at have boet både i Rusland og Ukraine mener jeg, det er min pligt dagligt at følge med i, hvad der sker i denne krig – også når danske medier i perioder glemmer den.

Russofobi

Jeg vil gerne knytte et par kommentarer til Hans Mouritsens skriv om ”Russofobi”, som RCP referer til.

Hans Mouritsen: ”Summa summarum: Rusland har hverken militær magt eller motivation til at angribe lande udover Ukraine. I øvrigt er det en besynderlig forestilling, at Putin efter 24 år ved magten pludselig skulle få lyst til at angribe NATO – i øvrigt midt i en besværlig operation i Ukraine. ”

Det er jeg enig i. Et russisk angreb på Danmark er ikke umiddelbart forestående. Man skal absolut ikke undervurdere den nedslidende effekt Ukrainekrigen har på den russiske hær. Forbruget af mandskab og teknik er enormt, den russiske Sortehavsflåde er en skygge af sig selv, og der er også store tab af luftvåben. Nu hvor Rusland har fået 1200 kilometer grænse til NATO, er der rapporter om, at de russiske militære forlægninger langs den finske grænse er halvtomme. 

Rolf Czeskleba-Dupont skriver, at vi skal bekæmpe russofobien. ”Det gælder freden”. En fobi er en irrationel angst. Men der er god grund til, at Ukraine og ukrainere er bange for Rusland. Det samme gælder også en række andre lande, der har førstehånds erfaring med nærkontakt med den russiske krigsmaskine.

Den russiske hær og det russiske flyvevåben har for nylig bevist sin brutalitet og sine forbrydelser mod menneskeheden. Først i den syriske borgerkrig, hvor de nedkæmpede modstanden mod Assad, og nu i Ukraine. Putin har også lagt en kurs, som han ikke bare kan ændre. Når landet er omstillet til krigsøkonomi, er det enklest at fortsætte ad det spor.

Hans Mouritsen skriver:

”Georgien-krigen i 2008 blev startet af Saachasviili med bombardementet af den syd-ossetiske hovedstad Tskhinvali (som jeg som medforfatter har dokumenteret i en bog hos Lynne Rienner, 2012). Rusland rykkede ind og kunne have besat Georgiens hovedstad Tbilisi – men holdt tilbage efter mægling af EU-formand Sarkozy. Ikke desto mindre nævnes Georgien igen og igen i det russiske synderegister af vestlige politikere.”

Tilfældigvis opholdt jeg mig i Georgien i perioden op til krigen som valgobservatør for OSCE i Gori-distriktet, der omfatter Sydossetien. Jeg kan derfor også bekræfte, at det var georgiske beskydninger af Tskhinvali der udløste krigen – og at Russerne trak sig tilbage efter kort tid og ikke besatte Tbilisi.

Men Mouritsen glemmer at skrive, at Rusland her 16 år efter fortsætter kontrollen over store dele af Georgiens territorium – ikke bare Sydossetien men også det langt større og mere betydningsfulde Abkhasien.