Regeringsgrundlaget gør ikke op med uligheden

Dangbladet Information kører for tiden en debat om venstrefløjen i Danmark og i resten af nVesten. Bravo for det! Jeg vil her gøre et nedslag i chefredaktør Rune Lykkebergs samtale med Pelle Dragsted under folkemødet på Bornholm.

Rune Lykkeberg og Pelle Dragsted mener, at venstrefløjen aldrig har stået stærkere, fordi antallet af medlemmer af Folketinget for Alternativet, SF og Enhedslisten er numerisk højt, svarende til ca. 20 %.

Det lyder jo godt, men faktum er, at det nye regeringsgrundlag med Enhedslistens parlamentariske opbakning indeholder både fremgang og tilbagegang. 

Realistisk set er balancen i regeringsgrundlaget mest af alt status quo (det vurderer jeg som nationaløkonom). Det gør desværre slet ikke op med de underliggende, meget stærke, kræfter, som skaber økonomisk ulighed. Det Økonomiske Råd har også sået tvivl ved virkningen af forskellige elementer så som momslempelserne.

Pelle Dragsted siger under samtalen, at regeringsgrundlaget bremser den fortsatte negative udvikling i økonomiske ulighed. Trods skattelettelser og en friværdigaranti. At den økonomiske ulighed skulle blive mindre i de kommende år, tror jeg ikke på. 

Hovedargumentet syntes at være, at vi lever i en blandingsøkonomi med en andel på frie markedsvilkår og en andel med regulering. Det er ganske rigtigt, vi lever med en blandingsøkonomi. Den private andel har været i vækst siden finanskrisen i 2008. Den regulerede, som jo omfatter de store velfærdindsatser som sociale ydelser, sygehuse og uddannelse, har derimod været under pres og relativ nedskæring. 

Den brutale kontanthjælpsreform fra 1. juli 2025 er kongeeksemplet. Allerede i juni 2013 konkluderede Ekspertudvalget om fattigdom, at grænsen for økonomisk fattigdom ligger væsentligt højere end de senere og nye satser for mindstesats og grundsats (ca. 6.000 kroner om måneden efter skat).

Ulighedens motor kværner derudaf. Regeringsgrundlaget er ikke udtryk for det ønskede sporskifte. Tværtimod kan det hævdes, at pebernødder til gratis bus og en tusse til de fattigste pensionister mv. er et forsøg på at pynte sig med ’retfærdighedens lånte fjer’, der ikke er der. 

Ser man mere bredt på formuefordelingen i Danmark, er den blevet koncentreret mærkbart i det 21. århundrede. De superriges andel af formuen bare vokser, primært fordi de ejer de største besiddelser af aktier. 

Derfor er det nærmest urkomisk, at regeringsgrundlaget synes at stimulere til en kultur for småaktionærer med lempeligere regler for aktiesparekonti. Selv om spekulation i aktier af indlysende årsager er blevet populært, er de små aktionærer stort set uden indflydelse i de største danske virksomheder. 

Der ligger også et udbredt problem i forhold til de enorme arbejdsfrie kapitalgevinster på ejer- og andelsboliger i hovedstaden. Det burde optage venstrefløjen ud fra et ideologisk synspunkt, da gevinsterne er helt urimelige og skævvrider almindelige menneskers klasseinteresser (på samme måde som med aktionærkulturen) og skaber stor ulighed mellem land og by. Forbrugsmulighederne har aldrig være mere skævt fordelt.

Det uheldige er, at den herskende klasse, et flertal af Folketingets medlemmer samt flere af venstrefløjens fremmeste repræsentanter selv nyder godt af disse privilegier på det københavnske boligmarked. Det skaber den nævnte status quo. 

Tæt på ingen i den københavnske elite ønsker radikale forandringer på boligmarkedet, eller at der flyttes hegnspæle i blandingsøkonomien. Netop her burde venstrefløjen vise sit format. Boligmarkedet skriger på politisk regulering!

Løsningen burde ideelt set være en formueskat, men lobbyisterne for storkapitalen (og dele af fagbevægelsen!) gav hurtigt Mette Frederiksen kolde fødder under valgkampen. 

Paradoksalt nok var det den økonomiske vækst i de små og mellemstore virksomheder, som lobbyisterne var bekymret for. Alle ved at store virksomheder som Novo, Mærsk, Grundfos osv. i stadig stigende omfang trækker det store læs i dansk økonomi. De realiserede afkast ligger her mange gange over de 0,5 % af formuer over 25 millioner kroner, som Mette Frederiksen foreslog. 

Antallet af personer med en formue på over 25 millioner i Danmark er de lokale superrige. En sammenligning med Occupy Wall Street-bevægelsens kamp imod eliten (’De 99 % mod den ene procent’) i årene efter finanskrisen er nærliggende. 

Socialdemokratiets forslag til en formueskat under valgkampen var relevant, en begyndelse,men blev ikke bakket kraftigt nok op af venstrefløjen med ideologi, propaganda og mobilisering. Det var en gylden mulighed, som gik tabt.

Formueskatten kunne bruges til at give et råderum for forbedringer af velfærden og lettelser i personskatten. Se eksempelvis ”Formueskat er vejen til skattelettelser” i POV International fra 17. maj 2022. Her gives en konkret beskrivelse af, hvordan forøgelse af personfradraget især vil give store skattelettelser for lavindkomstgrupperne; – og dermed flere penge i hånden for dem, der er økonomisk mest presset. Det burde interessere venstrefløjen.

Formueskatten er et meget velegnet til en forøgelse af det økonomiske råderum til brug for almenvellets interesser og formueskatten rammer præcist de økonomisk stærkeste i samfundet. 

Fordelene er klare: 

Landets samlede formue er mange gange større end årets samlede indkomst, hvorfor selv små satser skæpper i kassen. Alle aktivklasser fra aktiebeholdninger til ejerboliger mv. beskattes med samme sats. 

Skattegrundlaget er et øjebliksbillede og skelner ikke mellem gammel og ny formue eller, hvordan formuen er fremkommet. Tanken fra regeringsgrundlaget om en ”friværdigaranti, så ingen boligejere risikerer at betale avanceskat af allerede optjente værdistigninger på tidspunktet for implementeringen af et eventuelt nyt system” (se side 22 i regeringsgrundlaget) er ikke til at leve med, hvis der skal gøres op med uretfærdighederne på boligmarkedet. 

Hvad mener, eksempelvis ungdommen om SF og Enhedslistens stiltiende accept til denne del i regeringsgrundlaget? Var det ikke netop her de store proportioner i den førte politik skulle forandres i fremtiden? 

Asymmetri i skattesystemet har været og er stadig årsagen til ’skatteplanlægning’, med henblik på unddragelse og minimering af skattebetaling. Husk blot afdøde skatteadvokat og folketingsmedlem Mogens Glistrups provokation, da han fremviste sit skattekort med et skattetræk på nul procent. Asymmetrien i satserne i skattesystemet kan begrænses betydeligt, hvis indkomstskatten af personlige indkomster også kan sænkes sideløbende (hvad en formueskat giver mulighed for).

Formueskatten har sin egen retfærdighed i, at falder formuen, så falder skatten og omvendt, når formuen vokser, skal der betales en brøkdel i skat. Ingen rigmænd kommer til at gå fra hus og hjem på grund af en formueskat.

Vender vi blikket til indkomstfordelingen i Danmark gentager mønstret sig, dog mindre markant. Den økonomiske kage fordeles stadig mere ulige med stadig større andele til profit, mens lønkvoten falder. 

Op til finanskrisen i 2008 lå lønkvoten i industrien på langt over 50 procent, men er faldet til langt under 50 procent i 2025 (Kilde: Danmark Statistik: Statistikbanken tabel NABP10). Den ’kreative klasse’ har ikke kunne kompensere for dette fald. 

En del af miseren ligger i det stadigt mere fragmenterede arbejdsmarked og individualiseringen for ’mit eget bedste’ samt den svagere organisationsgrad i (’ægte’) fagforeninger med retten til at forhandle overenskomster med arbejdsgiverne.

Det problem er strukturelt – ligesom indførelse af arbejdskraftbesparende teknologi, senest med kunstig intelligens – og er en af de aktuelle udfordringer, som venstrefløjen ikke har talt tilstrækkeligt op eller givet overbevisende løsninger på. Hvordan sikres det, at almindelige mennesker på bekostning af kapitalisterne får mest glæde af den ny teknologi? Kan det unødvendige overforbrug og den overdrevne arbejdstid reduceres til gavn for hele klodens befolkning? 

Tendensen til privatisering med private pensioner, private skoler, private sundhedsforsikringer, private arbejdsløshedsforsikringer, burde venstrefløjen (også) have større fokus på, da de alle er et symptom på forringelser, der opfattes utidssvarende og primært rammer bunden i samfundet, mens den øvre middelklasse og overklassen nok skal klare sig. 

Helt konkret skal eksempelvis folkepensionen, som den var udtænkt for et århundrede siden, være til at leve af; – beskedent og i et værdigt og sundt liv set i forhold til nutidens standard. Det er desværre ikke tilfældet i dag.

Jeg ville ønske, at den danske venstrefløj tog ved lære af Spaniens legalisering af 500.000 migranter, fordi som premierminister, Pedro Sánchez – ifølge DR Analyse 14. juni 2026 fra Anna Gaarslev – siger det ligeud: 

”Indvandringer er ikke bare en nødvendighed – indvandring er en fordel for samfundet – og anerkendelsen af migranterne en del af det at være menneske: Hvornår blev anerkendelse af rettigheder et radikalt synspunkt? Hvornår blev empati til noget exceptionelt?” 

Dette emne blev kun berørt summarisk under samtalen mellem Rune Lykkeberg og Pelle Dragsted. Faktisk har selv Lars Løkke Rasmussen (M) talt forholdsvis positivt om indvandring som en forudsætning for udvikling og vækst. 

Venstrefløjen kunne godt bruge repræsentanter i øjenhøjde med almindelige mennesker, hvor humanistiske værdier overtrumfer interessen for størrelsen af lønningsposen. 

Uden at fornærme de nuværende profiler på venstrefløjen, savner jeg folk af samme kaliber, som eksempelvis forhenværende statsminister, Anker Jørgensen eller Uruguays forhenværende præsident, José Mujica. José Mujica var kendt for sin humanisme og dybt ydmyge livsstil, hvor han donerede omkring 90 procent af sin præsidentløn til velgørenhed og fattige og boede på et simpelt landbrug.

Jeg har endnu ikke nævnt målet om oprustning på 5 procent af BNP, der støttes af alle partierne i Folketinget, inklusive den del af venstrefløjen, der er repræsenteret her. 

Der mangler en plan B fra venstrefløjen. Måske burde den nuværende venstrefløj hente inspiration i, at fredsbevægelsen i tidligere tiders venstrefløj opnåede store resultater i kampen for at stoppe Vietnam-krigen og medvirkede til, at vi kunne leve i fredelig sameksistens i årtier under nedrustningen under Den kolde krig og i mange år efter Sovjetunionens kollaps. 

Jeg tror almindelige mennesker længes efter værdige økonomiske vilkår og gode velfærdsydelser, især i bunden af samfundet, og at de fleste ønsker, at politikerne omgående stopper aggressionen, krigene og ødelæggelsen af vores drikkevand, havet, den vilde natur, …ja stopper ødelæggelsen af hele planeten, for ellers kan det hele være lige meget. 

Vi har brug for et radikalt opgør med et politisk-økonomisk system, der er ”designet for de bedrestillede” og relativt set ikke er til stor gavn for den almindelige borger. 

Den franske økonom Thomas Piketty har i mere end et årti dokumenteret verdens ulighed og har på det seneste peget på en vision, som forudsætter et opgør med de nuværende økonomiske og politiske magtstrukturer. 

Visionen er en radikal systemkritik, der indebærer en voldsom stigning i beskatningen af de superriges arv, formue og indkomst. Samtidig mener Piketty, at de teknologiske fremskridt ikke længere skal omsættes til yderligere økonomisk vækst, men skal bruges til at redde planeten ved at der arbejdes mindre og forbruges mindre (især i vores del af verden og i vores befolkninger). Det er nødvendigt for at knække kurven for C02-udledningen og dens dødelige opvarmning af jorden. 

Gennemføres hovedtrækkene i visionen får vi til gengæld mere af naturens rigdom og mere fritid til at nyde den. Det er i sidste ende et politisk valg. Formuleringen af et alternativ til laissez faire-politikken ligger lige til højrebenet for en bred alliance. Hvornår rammer venstrefløjen bolden rent?