Ordbog til den ekstreme højrefløj: Monarki

En måned efter han begyndte sin anden præsidentperiode, publicerede Donald Trump på sit sociale medie Truth Social et AI-genereret billede, hvor han bar en guldkrone ved siden af sætningen: ”Længe leve kongen!” I begyndelsen af maj 2025 vækkede præsidenten igen postyr med et billede, hvor han bar en hvid dragt, bispehue og et guldkors som en pave.

Få dage forinden havde han til pave Frans’ begravelse i Rom udtalt, at han gerne ville have været pave: ”Det ville være mit førstevalg”. I oktober 2025 publicerede han så en AI-genereret video, hvor han med krone på hovedet styrer et kampfly og dropper lort på en gruppe folk, der demonstrerer mod hans regimes autoritære vending under sloganet ”No kings”.

Man kan ikke kun forklare Trumps trang til at præsentere sig selv som en konge som endnu et eksempel på præsidentens grænseoverskridende smag. Man kan heller ikke bortforklare det som hallucinationer af storhedsvanvid eller som Trump-strategen Steve Bannons strategi om at ”flood the zone”.

Det er derimod det hidtil tydeligste eksempel på det enevældige monarkis overraskende genkomst i det 21. århundrede som et attraktivt politisk system, som tilmed kan være nødvendigt for at standse de vestlige samfunds påståede forfald.

Trump er ikke en undtagelse blandt lederne på den ekstreme højrefløj. Allerede i slutningen af 2023 ændrede El Salvadors præsident Nayib Bukele sin profiltekst på X fra ”verdens mest cool diktator” til ”filosofkonge” – som en hilsen til Platons ideal i Staten.

Omtrent samtidig førte Javier Milei valgkamp for at blive præsident i Argentina. Her begyndte han at synge en sang – Panic Show af gruppen La Renga – hvor han ændrede teksten for at beskrive sig selv som ”kongen” og ”løven”. Han bruger stadig sangen i sine offentlige møder, som ofte udarter sig til deciderede rockkoncerter.

Curtis Yarvin

Det bliver skjult som simpel trolling, men dette tredje årtusindes ekstreme højrefløj bygger på ideer, som en række af ultrakonservative, libertære og neoreaktionære intellektuelle, influencere og aktivister længe har fremført.

Den mest berømte af disse er Curtis Yarvin. Indtil for kort tid siden var han en obskur blogger, som skrev under aliasset Mencius Moldbug. Men takket være Peter Thiel blev han en slags popstjerne, der hvisker rovdyrene i Washington i ørerne, frem for alt vicepræsident JD Vance.

Hans mange udgivelser er karakteriseret ved et sarkastisk tonefald, referencer til film som The Matrix og fra en udpræget foragt for akademiske miljøer. Her har Yarvin siden 2007 – hvor han startede sin blog Unqualified Reservations – i store træk gentaget de samme ideer.

Efter Yarvins opfattelse er demokratierne ikke egentlige demokratier, men oligarkier, fordi de kontrolleres af en gruppe bureaukrater, som udgør den dybe stat – eller i Yarvins terminologi katedralen. De vigtigste repræsentanter for denne skulle være Ivy League-universiteterne og New York Times.

I en grov forvrængning af historiske kendsgerninger mener Yarvin også, at USA allerede en gang har været et monarki under Franklin D Roosevelts tid som præsident. Roosevelt stod bag ”det bureaukratiske system” med hans New Deal-politik, ligesom han er bagmand til den globale orden siden 1945.

Desuden er demokratierne ifølge Yarvin ikke effektive, idet de giver for meget indflydelse til den politiske frihed. Yarvins løsning til dette forfald er et enevældigt monarki, hvor kongen er som en CEO i en stor virksomhed og borgerne bliver en form for forbruger-undersåtter, som kan flytte til en anden bystat, hvis de ikke kan lide tingenes tilstand.

Yarvins forbilleder er steder som Singapore, Dubai og Bukeles El Salvador, men også startup-virksomheder i Silicon Valley eller firmaer som Apple, der beskrives som effektive monarkier.

Anarko-kapitalistisk enevælde

Yarvins teknokrati er ikke noget, han selv har fundet på, men et patchwork af gamle ideer, som han genbruger og modificerer til at passe til nutiden. I hans tekster skriver han fx om den engelske monarki-filosof Robert Filmer (1588 – 1623) og den konservative østrigske beundrer af østrig-ungarske kejserrige og fortaler for monarkiets overlegenhed Erik von Kuehnelt-Leddihn (1909 – 1999). Yarvins største inspirationskilde er dog den gammel-libertære Hans-Hermann Hoppe, som i 2001 skrev bogen Democracy: The God That Failed. Yarvin lærte ham at kende hjemme hos Peter Thiel.

Hoppe mener, at demokratiet som system er en fiasko, fordi det forsøger at eliminere uligheden mellem mennesker. Demokratiet har gennem den almene stemmeret frataget styret fra en naturlig elite. Det system, der kommer tættest på Hoppes naturtilstand er derfor det enevældige kongedømme, idet kongen ejer sit rige som en privat ejendel og dermed frit kan hævde sin autoritet over det.

Det indebærer, at monarken har en interesse i at øge værdien af sit rige, hvilket kan føre til politikker, der medfører, at uproduktive undersåtter bliver udvist. I yderste konsekvens kan det også betyde, at man fysisk må fjerne dem, der forsvarer alternative livsformer som fx kommunister, demokrater og homoseksuelle.

Med anarko-kapitalistiske postulater anser Hoppe disse nye monarkier som suveræne mikro-selskaber, hvor en hemmelig bestyrelse kan vælge CEO-kongen. Alt det, Yarvin siger, var allerede blevet sagt for et kvart århundrede siden.

Stifteren af PayPal og Palantir Peter Thiel – som har finansieret Donald Trump og JD Vances valgkamp – og filosoffen Nick Land taler ikke direkte om monarki lige så meget som Yarvin og Hoppe. Men allerede i 2009 skrev de en artikel hos Cato Institute, hvor de mente, at frihed og demokrati ikke kan sameksistere.

I bestselleren Zero to One, som Thiel skrev sammen med venturekapitalisten og forfatteren Blake Masters, argumenterede Thiel for, at de liberale demokratier siden 1970’erne havde vist sig fjendtlige over for teknologisk innovation. Han hyldede samtidig figuren ”grundlæggeren”, forstået som et ekstraordinært individ, der med sin intuition og sit mod forandrer verden. En af arketyperne på grundlæggeren er naturligvis den kapitalistiske iværksætter, som bogstaveligt talt sammenlignes med en feudal monark.

Den belarusisk-italienske forfatter Evgenij Morozov har ret, når han beskriver Silicon Valleys ”filosofkonger” som Elon Musk, Alex Karp, Marc Andreessen og Balaji Srinivasan som et nyt ”intellektuelt oligarki”, der er ved at blive til lovgivere.

Donald Trump som den ny Augustus

Som en af de mest markante repræsentanter for tech-optimismen, mener filosoffen Nick Land, at demokratiet er ansvarligt for det moderne samfunds forfald og for den manglende forståelse af menneskets natur.

I manifestet The Dark Enlightenment fra 2012 forklarede Land, at demokratiet – som er baseret på tolerance og multikultur – havde skabt en ”Orwellsk verden” og var blevet til et ”blød-totalitært demokrati”. Man er derfor nødt til at bruge kapitalismen og teknologien til at accelerere ødelæggelsen af den nuværende orden for at skabe nye, autoritære systemer, hvor effektiviteten skulle udgøre den nye legitimitet.

Mange af disse personer – især Yarvin, men også Thiel og Vance – skaber tit historiske paralleller, og de er besat af antikkens historie, i særlig grad Romerriget. De refererer således ofte til den romerske republiks krise i det første århundrede før vor tidsregning – og ser i den krise et monarkisk ”sving” med den gradvise skabelse af kejserdømmet. De ser det vestromerske riges fald i det femte århundrede i vor tidsregning som et resultat af de traditionelle værdiers forfald, fx på grund af raceblanding.

Det har ført til den såkaldt røde cæsarisme – rød som i Det Republikanske Partis farve – der ses som en autoritær løsning for at forhindre, at også USA falder. Med andre ord bliver Donald Trump set som en ny Augustus, som frelser og reformerer republikken og forvandler den til et kejserdømme.

Den vigtigste abonnent på denne idé er Michael Anton, tidligere direktør for politisk planlægning i Trump-regeringen, medlem af det indflydelsesrige Claremont Institute og forfatter til The Stakes: America at the Point of No Return fra 2020. Ideen er også overtaget af kristen-nationalistiske intellektuelle som Stephen Wolfe, forfatter til bogen The Case for Christian Nationalism fra 2022, hvor han omtaler den røde cæsarisme i teokratiske vendinger og skriver om ”en kristen fyrste”.

Cæsarismens teoretiske ophav er filosoffen James Burnham (1905 – 1987), historikeren Thomas Carlyle (1795 – 1881) og George Fitzhugh (1806 – 1881), som alle er blandt Curtis Yarvins favoritter. Det er ikke noget tilfælde, at Yarvin i juli 2025 opfordrede Donald Trump til at krydse Rubicon og gennemføre et statskup.

Fitzhugh arbejdede for Sydstaterne under den amerikanske borgerkrig og skrev i 1857 bogen Cannibals All!, hvor han forsvarede slaveriet og fremhævede afroamerikanernes racemæssige underlegenhed.

Det er et spørgsmål, hvor også Aristoteles ofte bliver inddraget, om end hans tænkning som regel bliver stærkt forenklet. På den ene side bruges han til at retfærdiggøre det orientalske despoti, repræsenteret ved perserne, hvor undersåtterne betragtes som naturlige slaver.

På den anden side tager Yarvin udgangspunkt i Aristoteles’ skelnen mellem de tre styreformer. Paradoksalt nok mener han, at den eneste måde at besejre det nuværende oligarki og gennemføre et regimeskifte på er ved demokratisk at vælge en monark.

For Yarvin repræsenterer monarken dermed ”en samlet autoritet med en enkelt leder ved roret”.

De nye enevældige konger

Dermed kan vi nå frem til roden for det monarki, de neo-reaktionære ønsker. Yarvins teknokrati, Hoppes suveræne virksomheder, Lands mørke oplysning og Antons røde cæsarisme deler ikke kun et pessimistisk syn på menneskets natur, stærke elitære træk og forhåbninger om en autoritær udvikling. De deler også en dyb foragt for lighed, for universelle rettigheder, for oplysningstidens værdier og for demokratiet.

Disse ideer har i vores samtid cirkuleret uden aldrig helt at forsvinde. De er hjertet i både den reaktionære traditionalisme, i Edmund Burkes konservatisme og i fascismen, ligegyldigt om de taler om monarki, kejserdømme eller et totalitært diktatur.

Nu er disse ideer kommet tilbage i de effektivitets-besatte teorier fra Silicon Valleys teknologi-autokrater, som – i samarbejde med den ekstreme højrefløj – forsøger at blive de nye enevældige konger.

Ordbogen til den ekstreme højrefløj – udtænkt og koordineret af Steven Forti – er baseret på samarbejde mellem historikere, sociologer, politologer og sociolingvister fra forskellige europæiske lande, som er medlemmer af projektet ARENAS (Analysis of and Responses to Extremist Narratives). Projektet er finansieret af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe.

Artiklerne i serien udgives på det italienske tidsskrift MicroMega. De udgives på dansk på Solidaritet efter aftale med Steven Forti. Denne artikel blev først udgivet på MicroMega 23. februar 2026. Den er oversat fra italiensk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.