EU’s nye handelsaftale med Mexico – et skridt frem og (mindst) to tilbage

Mit udgangspunkt er, at EU’s handelsaftaler skal vurderes på baggrund af deres konkrete indhold, og ikke af hverken fordomme eller spin-kampagner. Derfor måtte jeg konkludere, at det blev et nej til aftalen fra mig, da jeg så, hvad der rent faktisk er med i den nye aftale. Den har meget store åbenlyse mangler.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev overrasket over at opdage, at jeg var den eneste danske EU-politiker, der havde stemt imod, mens en anden sneg sig op til at stemme blankt.

En forældet opdatering

Den ”nye” EU-Mexico aftale er faktisk ikke en ny aftale, men en opdatering af den aftale, der har været mellem EU og Mexico i lidt mere end et kvart århundrede. At det var en opdatering, kunne måske have givet forhåbning om, at den derfor også ville have bevæget sig væk fra nogle af de koncepter, der traditionelt har gjort venstreorienterede skeptiske overfor den slags aftaler. Men, så bliver man skuffet.

For læser man aftalen, bliver det hurtigt klart, at den er baseret på et forældet tankesæt. Samtidigt er det bemærkelsesværdigt og bekymrende, at klimaforpligtigelserne i den nye aftale er bemærkelsesværdigt dårligere end i aftalen mellem EU og New Zealand. Bl.a. er Parisaftalen pludseligt ikke længere med som en bindende forpligtigelse.

Man kan undre sig over, hvorfor EU i 2026 indgår aftaler, der på den måde markerer et skridt tilbage i klimakampen?

Firmaer kan fortsat sagsøge stater om klima- og miljøpolitik

Aftalens problemer går dog langt videre end det. Det kan undre, at så mange politikere, herunder fra Danmark, var ivrige efter at godkende en aftale, der er bygget op omkring en version af det, der også er kendt som ISDS.

Det kan på dansk beskrives som en mekanisme til at bilægge tvister mellem mellem stater og private investorer, som giver private virksomheder mulighed for at sagsøge stater for milliarder, uden om det sædvanlige retssystem

Desværre er det ikke en hypotetisk risiko, der er tale om. Det er allerede set det i forbindelse med flere landes klima- og miljøpolitik. Derfor er det også for både mig og Enhedslisten og mange på den internationale venstrefløj helt uspiseligt.

Problemer med faglige rettigheder og outsourcing

Et tredje punkt, som Venstrefløjsgruppen i EU-Parlamentet har lagt vægt på, er, at der er store problemer med både faglige rettigheder og menneskerettigheder i Mexico. Det er i sig selv bekymrende.

Men det bliver endnu betænkeligt, når man tænker på, hvordan arbejdspladser aktivt flyttes væk fra steder med faglige rettigheder til Mexico.

Mine belgiske kollegaer ynder eksempelvis at tale om, hvordan Belgien allerede har erfaringer med, at store firmaer har lukket europæiske fabrikker og flyttet arbejdspladserne til Mexico under den eksisterende aftale.

Med den nye aftale frygter man at det kan ske i større stil, samtidigt med at man fra EU’s side intet reelt gør, for at modvirke problemerne i Mexico.

Det er fint og logisk, at EU ser sig om efter nye og stærkere forbindelser rundt om i verden – men hvorfor skal det ske gennem dårlige aftaler?