Ordbog til den ekstreme højrefløj

Som den nederlandske teoretiker Cas Mudde påpeger, blev den ekstreme højrefløj under den kolde krig set som en slags “normal sygdom” i vestlige demokratier. Noget lidt gammeldags, som kun en lille del af befolkningen støttede. Men siden 1990’erne er højreekstremismen i stedet blevet en “sygelig normalitet”.

Eller sagt på en anden måde: Partier på den ekstreme højrefløj har siden afslutningen på anden verdenskrig eksisteret overalt, men først i de seneste 30 år har de fået centrale roller i europæisk politik, og lidt senere også på det amerikanske kontinent. Det ekstreme højre er endda kommet i regering i forskellige lande som Ungarn, Polen, Italien, Østrig, Belgien, Nederlandene, Slovakiet, Tjekkiet, Finland, Argentina, Brasilien, Chile, USA…

Og i lande, hvor de endnu ikke sidder med regeringsmagten – fra Frankrig til Tyskland, fra Storbritannien til Spanien, fra Portugal til Rumænien – virker den ekstreme højrefløj nu til at stå ved slottets porte med valgresultater, der indtil for kun tyve år siden forekom helt urealistiske.

Den ekstreme højrefløj – fra marginaliseret til accepteret

Normaliseringen af højreekstreme partier – altså at mange mennesker betragter disse politiske bevægelser som et acceptabelt politisk valg – skyldes flere forskellige faktorer. Blandt dem er den stigende ulighed, et voksende fokus på personer i politik og en krise i den politiske repræsentation. Derudover spiller en række forandringer i samfundet en rolle: fx øgede migrationsstrømme og et forandret medielandskab.

Angående dette sidste punkt er vi nødt til at huske på to ting: dels de traditionelle mediers gradvise tilbagegang og dels den rolle, internettet, sociale medier og skabelsen af de såkaldte ”alternative” medier spiller – med alle de følger og konsekvenser, som vi efterhånden kender godt.

Her finder vi blandt andet fænomener som desinformation, fake news, det post-faktuelle samfund og fantasifulde konspirationsteorier. Det var ikke et tilfælde, at Oxford Dictionary i 2016 – året med Brexit-afstemningen og Donald Trumps første valgsejr – valgte post-truth som årets ord. De beskrev ordet som ”omstændigheder, hvor objektive fakta har mindre indflydelse på dannelsen af den offentlige mening end appeller til følelser og personlige overbevisninger”.

De sociale medier bidrager til skabelsen af såkaldte filterbobler og ekkokamre. Det hænger tæt sammen med folks tendens til kun at søge efter den information, som bekræfter det, vi allerede mener. Det fører i sin tur til øget flokmentalitet og øger polariseringen i samfundet og på nettet.

Det er alt sammen vigtigt, fordi det første skridt mod den sociale accept af de højreekstreme partier er normaliseringen af de ideer, som de støtter og udbreder. Først da kan de tidligere marginale partier håbe på at blive centrale i samfundet. Denne proces begyndte for årtier siden, uden vi lagde mærke til det. Vi kan nu se resultatet med vores egne øjne.

Højrefløjens konspirationsteorier er over det hele. Der er den om den store befolkningsudskiftning, hvor den såkaldte ”globaliserede elite” har gang i et komplot om at udskifte Europas befolkning med muslimer.

I dag forarger det stadigt færre mennesker, når MAGA-influencere offentligt giver udtryk for, at kvinder ikke burde have stemmeret. Når Argentinas præsident Javier Milei mener, at social retfærdighed er en kræftsvulst, som skal udryddes. Når praktisk talt alle ledere på Europas ekstreme højrefløj bakker op om at deportere millioner af migranter og kalder det et fornuftigt tiltag. Eller når medlemmer af Israels regering umenneskeliggør palæstinenserne ved at kalde dem dyr og dermed retfærdiggør et folkedrab.

Kort sagt er højreekstremismen i vid udstrækning blevet mainstream. Det skyldes, at det fænomen, som man i sociologien kalder ”Overton-vinduet”, er rykket radikalt mod højre. Det vil sige, at ideer, som tidligere blev anset som uacceptable, nu bliver anset som helt fornuftige – og til sidst bliver en del af lovgivningen.

Her er to aktuelle eksempler: I Rusland og i Ungarn er homoseksualitet nu juridisk kædet sammen med pædofili, og hvis man i USA kalder sig antifascist, svarer det til at blive anset som medlem af en terrorgruppe.

Imens er hadtale blevet hverdagskost. Danmarks nationalleksikon Lex.dk beskriver hadtale som udtalelser eller andre meddelelser ”ved hvilken en persongruppe »trues, forhånes eller nedværdiges«”. Det er sket takket være skabelsen af et økosystem af medier – ikke kun online – der meget rammende er blevet kaldt ”fascistosfæren”.

Højrefløjens fortællinger

Ved i en kontekst præget af voksende mistillid fra borgerne til institutioner og eksperter at udnytte de muligheder, som de nye teknologier tilbyder, har den yderste højrefløj – bevidst eller ubevidst, det er underordnet – overtaget den metapolitiske strategi, som blev udtænkt i de fjerne 1970’ere af Alain de Benoist og den nye franske højrefløj.

I korte træk handler det om, at den ideologiske kamp om at vinde den kulturelle hegemoni er et vigtigt første skridt i kampen om at vinde den politiske magt.

I nyere tid er der desuden kommet mere brug af følelsesbaserede fortællinger i modsætning til fakta og data. Her har kulturkampen fået en central rolle. Humor og ironi bruges ofte – med stærke indslag af provokation og grænseoverskridelser.

Når vi kommer til bunds i alt dette finder vi altid en række ord og begreber, som så at sige skjuler ekstremistiske narrativer: Vestens forfald, den naturlige orden, globalisme, kulturmarxisme, ytringsfrihed og kønsideologi er nogle eksempler.

Alle disse begreber skelner mellem en gruppe af folk, der er inde, og en gruppe, der er ude. Inde-gruppen har den moralske og æstetiske legitimitet, mens ude-gruppen bliver set som både underlegen og farlig. Inde-gruppen skal derfor aktiveres for at forsvare sine interesser mod ude-gruppen. Det skal ske med alle midler – om nødvendigt også med vold.

Den ekstreme højrefløjs fortællinger er ofte bygget op med sans for dramaturgien. En velstruktureret sekvens af begivenheder med skarpe modsætninger mellem ”os” og ”dem” rammer folk på følelserne og styrker nogle bestemte verdensbilleder. Men fortællingerne udbreder og normaliserer også ideologien.

Det er selvfølgelig ikke noget, den ekstreme højrefløj fandt på i går. Disse fortællinger har i mange tilfælde eksisteret i mere end 100 år og er blevet tilpasset forskellige historiske og geografiske sammenhænge. Denne tilpasning er fundamental for at forstå, hvordan den slags fortællinger kan fortsætte med at udvikle sig.

Man kan sammenligne tilpasningen til forskellige sammenhænge med rødderne i et træ, som heller ikke spreder og forbinder sig på en lineær og symmetrisk måde. Denne omstillingsparathed gør det muligt for fortællingerne at tilpasse sig forskellige sociale og historiske virkeligheder – uden at miste deres gennemslagskraft.

Det at den ekstreme højrefløjs fortællinger kan genbruges – og at de kan genskabe sig selv og cirkulere på tværs af tid og sted – er afgørende for at forstå deres styrke, og hvor let de kan trænge ind i samfundet. Med andre ord forsvinder disse fortællinger – uanset om de handler om nation, køn eller videnskab – aldrig helt. De ændrer sig og dukker op igen, men de grundlæggende ideer forbliver de samme.

En ordbog til den ekstreme højrefløj

I en tid hvor hukommelsen bliver kortere og kortere, hvor sandheden i stigende grad afhænger af den enkeltes følelser, og hvor den ekstreme højrefløj er blevet mainstream, har vi fundet det gavnligt at lave en ordbog til højreekstremismens vigtigste begreber i 2020’erne.

Denne artikelserie – som i løbet af 2026 løbende vil blive udvidet med nye begreber – er tænkt som en værktøjskasse til at forstå, hvad der ”gemmer sig” bag hvert af disse ord. Hvilke fortællinger ligger bag dem? Hvor kommer de fra? Hvordan har de ændret sig over tid? Hvordan er de dukket op igen? Hvordan spredes de? Hvordan bruges de? Og med hvilke formål?

Det kan lyde som en selvfølgelighed, men vi er nødt til at minde om, at kun oplyste medborgere kan forsvare de demokratiske værdier.

Hvis vi vil udstille og bekæmpe de ekstremistiske ideer og talemåder, som i dag oversvømmer den offentlige debat i hele verden, er vi først nødt til at kende dem.

Ordbogen til den ekstreme højrefløj – udtænkt og koordineret af Steven Forti – er baseret på samarbejde mellem historikere, sociologer, politologer og sociolingvister fra forskellige europæiske lande, som er medlemmer af projektet ARENAS (Analysis of and Responses to Extremist Narratives). Projektet er finansieret af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe.

Artiklerne i serien udgives på det italienske tidsskrift MicroMega. De udgives på dansk på Solidaritet efter aftale med Steven Forti. Denne artikel blev først udgivet på MicroMega 26. januar 2026. Den er oversat fra italiensk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.