Centrumekstremisterne og deres uundgåelige march mod højre
Den konstante søgen mod den politiske midte fører i realiteten kun én vej: Langt mod højre. Det skriver Bjarne Speth Hansen i dette debatindlæg
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Siden alle gængse stavekontroller ikke kan stave til centrumekstremisme, kunne man fristes til at tro, at ekstremismen kun kan komme fra enten højre eller venstre – men vejen til højreekstremismen er dog den evigt midtsøgende ekstremisme fra centrum.
Det borgerlige centrums konstante søgning af midten er, hvad jeg vil definere som ekstremisme. Centrumekstremister vil se det som en sejr, at de har nået til et kompromis med nazisterne om kun at dræbe halvdelen af jøderne.
For centrumekstremisten er kompromiset ideologien. Der er intet fast holdepunkt. Flytter midten, flytter de sig – men aldrig til venstre.
Det gamle højre bliver til det nye centrum
Venstre—————Centrum—————Højre
Venstre—————————————-Centrum—————————————-Højre>
Overton-vinduet og midtsøgningens højredrejning
Overton-vinduet er en teori om, hvad der er politisk acceptabelt at tale om. Der er ting, som ikke er acceptable at tale om, men når de bliver italesat eller inviteret ind i debatten – så rykker vinduet for, hvad der er acceptabelt at tale om.
Engang var det ikke okay at tale om at ville smide alle brune mennesker ud af landet, men nu står et etableret parti alligevel og fremlægger lige præcis det. Det kom ikke ud af det blå, men fordi det politiske centrum har overtaget og accepteret alle de små skridt derhen, giver det højreekstremismen plads til at rykke debatten længere mod højre.
Det tyske naziparti opfandt ikke racehygiejne som koncept i 1933. Det var en bredt accepteret politisk holdning langt før. Tvangssterilisering af “åndssvage og sædelighedsforbrydere” (mest “umoralske” kvinder) fortsatte også langt efter anden verdenskrig, selv i socialdemokratiske lande.
Men nazismens forbrydelser flyttede racehygiejnen fra det normale til det uacceptable, og det er først nu – 80 år efter og efter 30 års hårdt arbejde fra højreekstreme partier og eftergivenhed fra centrumekstremisterne – at det er rykket ind i debatten igen.
Partierne på “midten”
I dansk politik kæmper næsten alle partier om at være mest på midten. Selv de højreekstremistiske partier råber op om, at deres politik i virkeligheden er den sande midte. Nye partier starter oftest på midten eller udspringer af midten.
Moderaterne og Ny Alliance (nu Liberal Alliance) søgte midten. Alternativet udsprang af midten og søgte som en enlig svale mod venstre. Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne udsprang af midten og søgte det ekstreme højre. Kun et parti har søgt mod venstre i de seneste tyve år, resten har søgt midten og endte til højre.
Det er næsten en deterministisk regel, at nye partier skal hævde, at de er den sande midte i dansk politik, mens deres projekt langsomt – nogle gange knapt så langsomt – glider mod højre.
Reelt har vi nu tre partier på venstrefløjen: Enhedslisten, Alternativet og SF.
Der er to partier på den traditionelle politiske midte: Radikale Venstre og Moderaterne.
Og resten er til højre – centrumhøjre er efter min opfattelse en løgn: Konservative Folkeparti, Venstre, Socialdemokratiet, Liberal Alliance.
Eller det ekstreme højre: Borgernes Parti, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Socialdemokratiet og Liberal Alliance flirter på hver deres måde med højreekstremismen, og det er kun fordi midten er rykket så langt mod højre, at deres holdninger ikke hører til der. Endnu.
Hvorfor centrumekstremisterne vælger fascisme frem for socialisme
Ja, hvorfor gør de egentlig det? I sin simpelhed er det et spørgsmål om at vælge sikkerhed frem for retfærdighed, status quo over “usikkerhed”. For centrumekstremisterne er kompromiset som sagt ideologien, men status quo er målet, og status quo følger den siddende økonomiske og magtelite, altså kapitalismen.
Derfor er den største trussel mod centrumekstremisterne partier, der ønsker et opgør med magteliten og kapitalismen – og den trussel kommer altid fra venstre, aldrig fra højre. Derfor vælger centrumekstremisterne altid kompromiset til højre frem for venstre, og højreekstremisterne / fascisterne kan altid finde nogle nye at hade, nogle flere rettigheder at fjerne og nogle nye fjendebilleder at bruge til at fjerne fokus fra magteliten.
Derfor bliver midtsøgningen også altid en rejse mod højre og giver dermed plads til højredrejningens uundgåelige konsekvens – fascismen.
Scratch a liberal, and a fascist bleeds
Overskriften på dette afsnit er et kendt udtryk fra den amerikanske venstrefløj. I deres politiske struktur kan vi nemlig se det klareste udtryk for centrumekstremismens logik.
Demokraterne giver igen og igen efter for det fascistiske Republikanske Partis politik, og gennem denne idiotiske søgning af midten accepterede Demokraterne opbygningen af en fascistisk paramilitær milits (ICE), der nu bruges til at udøve terror mod befolkningen.
Om der kommer sande demokratiske valg til efteråret, er nu et åbent spørgsmål, for fascismen er nu en realitet i USA. Det er midtsøgningen og centrumekstremisterne, der har åbnet landet for dette.
USA med deres i forvejen udemokratiske to-parti-valgsystem er selvfølgelig et ekstremt eksempel herpå, da størstedelen af amerikansk politik de seneste 50 år har været ført til højre for, hvad resten af verdenen ville kalde midten. Men netop derfor kan vi se, hvad den midtsøgende politik fører med sig: Højredrejning og fascisme.
Martin Luther King Jr. sagde det klart i “Letter from a Birmingham Jail”, hvor han angriber de “hvide” moderates ønske om fred og sikkerhed frem for frihed og retfærdighed. Det er de samme kræfter, vi kæmper med i dag: Centrumekstremisterne der støtter den økonomiske status quo og vil kaste social retfærdighed og minoritetsrettigheder under den nærmeste bus – frem for at sige fra over for den økonomiske forråelse og hadpolitik, en samlet højrefløj fører.
Det er det, der menes, når man siger “scratch a liberal, and a fascist bleeds” – for det kræver kun en ridse af personlig ubekvemhed, før det politiske centrum råber om hårdere straffe og tvangsudvisninger.
Hvad gør vi nu, lille du?
Som venstrefløj er modsvaret til midtens politiske ekstremisme ikke simpelt. Det er enormt forførende, når det “brede samarbejde” og den “kompromissøgende politik” føres frem. Vi skal derfor altid stå på vores ideologiske standpunkter, og gøre det uden at undskylde vores holdninger, for som Malcolm X sagde det: ”A man who stands for nothing will fall for anything.”
Når højrefløjen fremsætter falske fjendebilleder – hvad enten det drejer sig om transpersoner, indvandrere eller arbejdsløse – skal vi stå fast på, at de sande fjender er den økonomiske magtelite; og aldrig snuble i vores forsvar for minoriteters rettigheder for at vinde billige point.
Stram udlændingepolitik, angreb på LGBTQ+, minoritetsrettigheder, terrorlovgivning og så videre er højrefløjens murbrækker til at svække solidariteten i den arbejdende klasse. Derfor er forsvaret for minoritetsrettigheder også et forsvar for fagforeningerne, for de fattige og de svage i samfundet.
Venstrefløjens opgave er altså at skabe positive løsninger til rigtige problemer, for på den måde at afvise myten om den økonomiske nødvendighed, om kompromisets nødvendighed.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
