På vej mod Gaza – Tara Adlers fortælling om Freedom Flotilla, kapringen og fængslet

Jeg var hele tiden bevidst om, at der var en del øjne på mig under hele processen – under sejladsen og mens vi var i de israelske myndigheders varetægt. Det betød, at de israelske soldater ikke bare kunne gøre hvad som helst, uden at verden ville få det at vide. Samtidig vidste jeg også, at en del mennesker ville være interesserede i min historie. Det giver mig en form for magt. Den magt har de fleste palæstinensere ikke.

Hele sejladsen havde været præget af forsinkelser. Vi i Freedom Flotilla og den størrre Global Sumud Flotilla ville gerne koordinere og sejle samlet, efter Israel 30. april havde kapret en anden nødhjælpsflåde fra Global Sumud Flotilla.

Der er en masse, som skal koordineres, og samtidig er skibene i flotillerne heller ikke toptunede. Derfor skete der en del forsinkelser. Vi lå fx til havn på den græske ø Simi i fire-fem dage, mens Global Sumud Flotilla gjorde sig klar i Tyrkiet. I alt havde vi i Freedom Flotilla fem skibe, og Global Sumud Flotilla havde nogle og halvtreds skibe.

Vores forventning var, at Israel ville kapre os om natten i internationalt farvand. Sådan var det gået for alle de foregående nødhjælpsflåder. Men de angreb os i fuldt dagslys mandag 18. maj.

Soldaterne i speedbådene

Jeg havde haft en udkiksvagt tidligt om morgenen. Natten var forløbet uden hændelser, og jeg husker tydeligt, at jeg følte mig lettet. Vi havde klaret endnu en nat, og håbet voksede. Måske kunne vi faktisk nå frem til Gaza.

Jeg gik ned for at hvile mig lidt. Men nogle timer senere opstod der uro. Nogen havde lagt mærke til, at vores internetforbindelse var røget. Inden da havde en anden skrevet i en gruppechat, at vi nok ville blive angrebet i løbet af dagen.

Da jeg kom op på dækket, kunne jeg se et fragtskib og et militærskib i horisonten.

Vi havde en akutprocedure, som vi skulle følge. De ting, vi gerne ville skille os af med, smed vi i havet. Telefoner, personlige noter, den slags. Jeg havde også aftalt med folk, jeg kender, som har venner og familie i Gaza, at jeg ville tage gaver med. Hvis de gaver var for personfølsomme, havde jeg aftalt at smide dem i vandet. Jeg havde også ansvar for at smide køkkenknivene over bord. Hvis man virkelig vil, kan de jo anses som våben.

Vi vidste ikke præcis, hvad der ville ske. Derfor tog vi masser af tøj og redningsvest på og gik op på dækket og holdt øje. Vi kunne se en sort speedbåd sejle rundt mellem flotille-skibene. Soldaterne på speedbåden begyndte at borde skibene, og besætningerne blev rykket op forrest på skibene. Så vi regnede med, at noget lignende ville ske for os.

I et stykke tid var det lidt kattens leg med musen, hvor vi prøvede at finde vores venner på de andre skibe, så vi ikke var alene. Men de speedbåde sejler bare i et helt andet tempo.

Da de bordede vores skib, beordrede de os til at rykke op forrest, så det gjorde vi. Jeg sad ud for masten og tættest på soldaterne og var meget bevidst om ikke at kigge soldaterne i øjnene, for det kan fortolkes som en provokation, og man ved aldrig, hvad der tænder soldaterne af.

Der kom i alt fem soldater om bord på vores båd. Et par af dem holdt øjne og geværer på os, mens de andre gik rundt og ødelagde vores kommunikationsudstyr og kameraer. De fik os til at tømme vores lommer, visiterede os og fordelte vores pas mellem os.

Så blev vi gelejdet over på speedbåden. Der var høje bølger den dag, så det var ikke ufarligt at bevæge sig mellem de to både. Jeg tror, at der var en, som kom lidt til skade. Så blev vi i fuld fart sejlet hen mod et fragtskib med en åbning i siden, hvorfra der hang en rebstige.

Fængselsgården på fragtskibet

Vi var på fragtskibet i to døgn. Der var ligesom to fængselsafdelinger om bord, og i min afdeling – den største af de to – var vi 160 personer. Jeg var den første fra min båd, der kom op, og jeg så bare en masse maskerede soldater. Jeg skulle aflevere mit pas og lægge mit tøj i en skraldepose. De tog meget af vores tøj fra os. Jeg havde en t-shirt med skriften ”Jøder for retfærdig fred” foran og ”Free Palestine” på ryggen og en trøje hvor der står ”Stop the genocide” på. Trøjen ville de ikke have, men de lod mig beholde t-shirten. Jeg ved ikke rigtig hvorfor.

Så blev jeg ført langs med nogle containere. De holder en fast i armen og presser ens hoved ned, så man ikke kan se, hvad der foregår. Da vi kom ud i sollyset, blev vi mødt med klapsalver, for der var allerede en del aktivister i fængselsgården. De havde besluttet, at de ville møde alle de nye, fængslede aktivister med klapsalver.

Fængselsgården var udformet af seks containere i et rektangel. Der var pigtråd langs hele kanten. Vi havde adgang til fem af de seks containere. Den sidste var den, som blev brugt som ind- og udgang.  I containerne kunne vi søge ly for sol og vejr. Uden for dem var der solskin, og der stod også nogle festivaltoiletter i gården. En gang imellem hældte soldaterne vand ind under containerne. Det betød, at der altid var mudret og klamt, og festivaltoiletterne stod i den bagende sol. Vi løb også tør for toiletpapir, og det blev til en form for forhandling med soldaterne at få udleveret noget mere. Det samme gjaldt for menstruationsbind.

Vi fik vand i halvlitersflasker og pitabrød i papkasser og plasticposer. Papkasserne og plasticposerne blev til dyrebar valuta, for så var der noget, man kunne ligge på. Jeg havde både leggings og bukser på, så om natten brugte jeg buksebenene som ærmer.

I begyndelsen havde jeg det ret svært med at gå ind i de der containere, for som jøde er jeg vokset op med historier om kreaturvogne. Så jeg gik først derind, da det blev rigtig koldt om natten. Der var ikke plads til os alle sammen i containerne, så det endte med, at vi sov på skift i en slags uformelle skiftehold.

Om eftermiddagen den første dag kunne man høre tumult og skud. Mathi – en aktivist fra en af vores søsterbåde – var blevet skudt i benet og havde et stort, blødende sår. Hun havde været oppe ved åbningen til fængselsgården, da nogen skulle ind i gården. Det var hun ikke bevidst om, at hun ikke måtte, og soldaterne skød, før de advarede. Mathi blev taget ud og tilset af en læge, men da vi senere så hende igen, var det tydeligt, at hun på ingen måde havde fået den nødvendige behandling.

Der var også en mand med skrammer ved øjet. Inden for få timer blev mærket større og større, og til sidst var det et kæmpe blåt øje. Det var fra en gummikugle. En anden var blevet ramt i baghovedet af en strømpistol. Så vi kunne se, at det var gået heftigt for sig ved nogle af kapringerne.

Soldaterne stod oppe over os og holdt øje med os i gården. De havde geværer med gummikugler og vandkanoner klar, og om natten oplyste de gården med projektører. Der var også en slags blinkende lys på deres geværer, så man kunne se på geværet, når det var rettet direkte mod én.

Selv gik jeg meget op i at holde styr på, hvad klokken var, og hvilken retning vi sejlede i. Når der kom nye aktivister ind i gården, kunne de opdatere os om tid og sted. Og så havde soldaterne glemt at tage armbåndsuret fra en af aktivisterne, så på den måde kunne vi følge med i tiden. Jeg kunne se på skyggerne, at vi sejlede meget i ring. Måske var det for at trække tiden ud, måske var det for at finde flere både.

Onsdag 20. maj fik vi så besked om, at vi snart ville ankomme til havnen i Ashdod.

På knæ og med hovedet på jorden

Vi blev alle sammen stillet bag en streg, der var lavet af gaffatape. Så tog de en stak pas og læste navnene op. Man fik udleveret sit pas, og så fik man strips om håndleddene.

Nogle blev behandlet hårdere end andre. En person blev kaldt ind i en container, hvor man kunne høre, at han fik tæsk. Det gjorde selvfølgelig folk meget oprevne. Personen ved siden af mig begyndte at råbe for at få dem til at holde op. Det var de ikke glade for, så de stormede frem mod os med geværer og begyndte at skyde. De ramte ham lige bag os med gummikugler på klos hold. Han blev båret væk sammen med ham, der havde råbt.

Jeg var en af de sidste 50, der blev råbt op. Jeg blev kaldt ind i containeren, hvor den kvindelige soldat, som havde ansvar for mig, sagde til mig, at jeg skulle vende mig om og tage min t-shirt af, og så fik jeg en fængsels-sweatshirt. Jeg havde også sådan en vandmelon-ørering på, men den havde jeg lagt ned i lommen, da jeg havde hørt, at de godt kunne finde på at rive øreringe ud af øret på folk.

Jeg fik heldigvis strips på med hænderne foran kroppen. Det virkede lidt tilfældigt, om man fik strips på foran eller bagpå, og hvor stramt de blev sat på. Så fik jeg min plasticpose og mit pas og blev skubbet videre med hovedet presset ned ligesom på skibet.

Til sidst blev vi gennet ind i et telt, hvor der blev spillet en sang på repeat. Måske var det den israelske nationalsang. Der blev vi sat i rækker – på knæ og med hovedet på jorden. Jeg var en af de bagerste. Fordi jeg havde strips på foran, kunne jeg manøvrere min plasticpose med tøj ned foran mig, så der var lidt blødt på jorden.

Folk med hænderne i strips på ryggen havde det meget værre. Jeg kunne se folks hænder blive lilla. En kvindelig aktivist i nærheden fik overbevist soldaterne om at løsne hendes strips og forhandlede så med soldaterne om også at løsne de andres strips.

Min støtte var begrænset til, at jeg fik øjenkontakt med to folk omkring mig for ligesom at bekræfte, at vi var der sammen. Ellers lagde jeg ikke mærke til så meget, for soldaterne råbte, når vi havde hovedet oppe. Man kunne dog høre, at mange var i smerter. Gennem min armhule kunne jeg se en soldat gå hen til en soundboks og blive lidt desperat, da sangen stoppede, og soldaten ikke kunne finde ud af at sætte den på igen.

Siden har jeg tænkt, at jeg kan have været der, mens Israels sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir var forbi og lavede de videoer, der siden fik så meget omtale. Men i de to timers tid, jeg var inde i teltet, så jeg ham ikke selv.

Kontorerne på havnen i Ashdod

Vi kom fra teltet og ud i et administrativt cirkus. Først skulle man sende sine ting gennem en scanner. Så kom man over og fik tjekket lommer. Jeg havde fletninger, så de tjekkede, om jeg havde noget i mit hår. De sorterede alt i vores poser, og alt, der havde noget med Palæstina at gøre, blev smidt ud.

På havnen i Ashdod havde myndighederne opstillet en masse borde, skillevægge og israelske flag. Så der gik vi rundt og deltog i en masse procedurer – vi fik fx taget fingeraftryk. Det virkede både som en undskyldning for at hundse rundt med os og som en administrativ proces, der skulle retfærdiggøre det hele.

Så kom vi hen til et venteområde, hvor vi blev sat på nogle stole. Her sad jeg ved siden af en fra min båd – en mellemøstligt udseende mand, som sagde, at han havde fået slag. En anden nonbinær person med maskulint udtryk fortalte, at de også var blevet slået.

Mens vi sad der, så vi omkring fem soldater overfalde en aktivist. En af soldaterne stillede sig oven på en anden aktivists ankler. Denne aktivist, som også er jøde, havde advaret om, at de ville gå hårdere til mig, hvis de vidste, at jeg var jøde. Det kunne jeg også høre, da de talte med en anden jødisk medaktivist – det var med en særlig afsky i stemmen. Der var generelt mere vold mod arabisk udseende aktivister, mod mandlige aktivister og mod jødiske aktivister. Det var i hvert fald det, jeg observerede.

I Ashdod mødtes vi også med aktivisterne fra en anden fængselsbåd. Fængselsbåden lignede vores, men aktivisterne fortalte, at soldaterne i den båd havde taget aktivisterne ind i en container én for én og der givet dem tæsk eller udsat dem for andre overgreb.

Efter nogen tid i dette venteværelse fik vi at vide, at vi skulle have en samtale med immigrationsmyndighederne. De ”tilbød” mig at skrive under på en erklæring om, at jeg havde brudt en lov ved at nærme mig et forbudt militærområde. Jeg blev stillet i udsigt, at hvis jeg anerkendte det, kunne jeg få lov at komme hjem og undgå fængslet. Jeg bad om at få lov til at tale med en advokat. Det var ikke muligt. Det var heller ikke muligt at tale med nogen fra den danske ambassade.

Folkene hos immigrationsmyndighederne havde ikke masker på, som soldaterne havde. Det var meget mere kontor- og hverdagsagtigt, hvor embedsmændene jokede med hinanden og ikke kunne få printeren til at virke.

Men de lokkede hele tiden med aftalen og sagde, at hvis jeg ikke skrev under, ville jeg komme i fængsel. Jeg fastholdt, at jeg ikke havde lyst til at skrive under.

I fængsel

Så blev vi klargjort til at komme i fængsel. Det er ligesom, hvis man bliver arresteret herhjemme. De tager ens ejendele og kommer dem i en pose. Jeg havde fx en 3D-printet kopi af min grandtantes halskæde, som de lagde i posen. Så var der en nøgenvisitation, og bagefter blev stripsene skiftet ud med håndjern. Vi fik også fodlænker på, og jeg fik flere muligheder for at skrive under på den der erklæring.

Vi blev ført ud i en fængselsbus, hvor jeg sad i en lille celle med tre andre. En af de andre kunne genkende mig fra teltet, hvor vi havde været i stressposition sammen. Hun var bange og var lidt forvirret.

Vi kørte længe gennem en ørken, og jeg fik den idé, at jeg gerne ville have mine vandmelonøreringe – som jeg trods visitationen stadig havde i lommerne – med mig hjem. De var en gave, og jeg var blevet utrolig glad for dem under sejladsen. Jeg formodede, at vi alle ved ankomst til fængslet ville få konfiskeret vores eget tøj og komme i fængselsuniformen – et gråt joggingsæt. Og jeg havde jo allerede fået fængselstrøjen på, inden jeg kom af fængselsbåden. Der var kameraovervågning, men jeg kunne diskret få øreringene ud af venstre bukselomme og forsigtigt hænge dem i syningen af trøjens højre ærme.

Til sidst ankom vi til et sted, hvor vi kunne høre hunde, der gøede, men jeg så aldrig nogen hund.

Her blev vi udsat for den samme procedure som før. Vores hoveder blev presset ned, så vi ikke kunne se, hvad der skete, mens vi blev skubbet videre.

Vi var blevet opdelt efter køn, og jeg endte i en celle, der var beregnet til otte personer, men vi var en del flere. Der var metalsenge, men uden noget på – kun metal – og adskilt fra cellen var der også et toilet. Vi havde stadig håndjern på, men fodlænkerne blev fjernet ret hurtigt. I cellen mødte jeg Mathi – aktivisten der var blevet skudt i benet.

Senere blev jeg kaldt over til en anden celle, hvor der var en masse maskerede personer med våben. Her skulle jeg tage alt mit tøj af og fik så udleveret et andet sæt, så jeg fik ikke lov til at beholde trøjen med øreringen. De tog også mine sko og smed dem ud med resten af mit tøj.

Sådan gik det i lang tid. De rykkede rundt på os. Kaldte os ud på skift, så vi hele tiden var i nye konstellationer af mennesker. Så skulle vi sidde i stressposition, så skulle vi løbe. Nogle gange var der et påskud af en grund til det. Andre gange ikke.

Der kom nogle sandwiches, men jeg var ikke sulten. Jeg havde spist et halvt pitabrød på fængselsbåden. Jeg fokuserede mest på at drikke nok vand. Men der var altså mad og vand til fangerne.

En del af kvinderne påpegede, at de havde brug for medicin eller lægehjælp. De fik hele tiden at vide, at de måtte vente. Jeg havde som forberedelse stoppet med noget medicin, jeg var på, da jeg hellere selv ville være i kontrol over, om jeg kunne tage min medicin.

I fængslet mødte jeg også nogle af aktivisterne fra det andet fængselsskib, og de havde det meget værre end os. Der var nogle læger blandt aktivisterne, som havde sørget for at holde øje med, hvor mange der var kommet til skade. Det var selvfølgelig begrænset, hvad de kunne gøre, men jeg så med egne øjne et tilfælde, hvor en aktivist var overophedet. Her var lægerne til stor hjælp.

Vi bad rigtig mange gange om lov til at få håndjernene af, men det måtte vi ikke. Da jeg endelig troede, at jeg kunne slappe lidt af, gjorde mine håndled så ondt, at jeg var nødt til at holde dem oppe. Og hvis man falder i søvn, falder håndleddene jo ned igen.

For mig er det tydeligt, at fængselspersonalet legede med os for at vise, hvem der bestemte. Fx tændte de alt lyset og truede os så, hvis vi prøvede at slukke det igen.

Efter nogen tid blev vi overført til en celle, hvor der var omtrent det antal mennesker, der var plads til. Her fik vi håndjernene af, og det var en kæmpe lettelse. Vi fik også nogle madrasser, og jeg fik sovet et par timer. Så blev vi vækket og fik håndjern på igen og fik at vide, at nu skulle vi for retten.

Turkish Airlines

Først blev vi ført ind i et lille rum, hvor en mand sad og satte nogle krydser på et papir. Bagefter blev vi ført ud til en fængselsbus, hvor betjentene holdt mindre øje med os, så vi kunne tale sammen. Vi sad der i lang tid, før bussen kørte.

En af aktivisterne, der sad forrest i bussen, kunne se en af vagterne over skulderen. Vagten sad med sin telefon, hvor der stod, at vi ville ankomme halvanden time senere. Hvor det så end var.

Jeg spurgte en tyrkisk aktivist, om hun troede, at Turkish Airlines ville flyve aktivisterne til Istanbul, som de også gjorde med aktivisterne fra Global Sumud Flotilla i 2025. Hun sagde klart ja.

Til sidst ankom vi til en lufthavn et sted. Her blev vi ført ind ad en gang, som med midlertidige skillevægge var adskilt fra resten af lufthavnen. Vi kom ud på selve flyvepladsen, hvor der stod tre fly fra Turkish Airlines og ventede på os. Det var en lettelse at møde flypersonalet. Her var der endelig nogen, som passede på os.

Efter vi var lettet, sad jeg for mig selv og kiggede ud ad vinduet. Den vej lå Gaza.

På flyet fik vi god mad, og vi fik tilmed en lille toilettaske med tandbørste, læbepomade og sovemaske. Personalet spurgte, hvem der havde brug for lægehjælp, og så sørgede de for, at folk fik det med det samme, efter vi landede i Istanbul.

Da vi steg af flyet i Istanbul, kom der nogen og overrakte en keffiyeh til os alle sammen. Så blev vi kørt hen til terminalen, hvor vi mødte dem, der havde hjulpet os på afstand. De kunne også fortælle, hvor meget Ben-Gvirs mediestunt havde givet bagslag. Jeg kom i kontakt med en fra den danske ambassade og lånte en telefon, så jeg kunne ringe hjem.

I alt var jeg i Istanbul i mindre end et døgn. Jeg ved ikke rigtig, hvem der stod for det, men vi blev kørt til en bygning, hvor vi fik udleveret vores pas. Der var en kantine, hvor vi kunne få noget at spise. Der var jurister med tolke, så vi kunne aflægge vidnesbyrd. Og så var der retsmedicinsk personale, som kunne undersøge folk for skader, der var sket i de israelske myndigheders varetægt.

Ship to Gaza – Danmark skaffede flybilletter, så jeg fløj hjemad fredag morgen. Andre aktivister blev der i længere tid, men jeg ville ærligt talt bare gerne hjem, hvor folk ventede på mig.

Jeg fik nogle af mine ejendele tilbage, hvor jeg fandt min 3D-printede kopi af min fasters halskæde. Den tog jeg på, og så fløj jeg hjem i fængselstøj og klipklappere. I hånden havde jeg en plasticpose med mit overtøj. Jeg mellemlandede i Budapest, og ved gaten til flyet i København gik jeg hen til de første, som jeg hørte tale dansk. Jeg fik lov til at låne deres telefon og ringede hjem til min mor for at fortælle, at jeg var på vej.

Ud og hjem igen

Da jeg trådte ud i ankomsthallen, blev jeg mødt af høje ”Free Palestine”-råb og mange velkendte ansigter. Jeg krammede min familie, mens folk omkring os råbte. Der var også en journalist fra DR, og jeg stortudede, mens jeg talte med hende. Jeg kan ikke rigtig huske, hvad jeg sagde. Men jeg fik da sagt, at behandlingen ikke var en overraskelse, for det har palæstinenserne jo altid fortalt os.

Vi ser, hvad der sker i Palæstina, og der er ingen politikere herhjemme, der gør noget ved det. Så kan vi jo blive nødt til at tage af sted.

Lige nu holder jeg stadig fri, mens jeg tager rundt og fortæller om turen. Til efteråret skal jeg færdiggøre mit studie, og så kalder voksentilværelsen nok også på et tidspunkt. Den tid, den sorg.

En del af mig er nok stadig i choktilstand. Og derfor kan jeg også tale om mine oplevelser med en vis distance. Det er voldsomme oplevelser, men det er kun en lille bid af den brutalitet, palæstinenserne oplever.

Jeg er taknemmelig for, at jeg tog af sted og forsøgte at sejle til Gaza for at bryde Israels ulovlige blokade. Jeg er også glad for, at jeg gjorde det som en repræsentant for en større bevægelse og ikke bare for mig selv.

Men jeg er også frustreret over, hvor lidt der sker fra politisk side i Danmark – og hvor lidt reel folkeoplysning, medierne laver, når det handler om Palæstina og Gaza.

Vi er ikke så magtesløse, som vi går og tror. Der er ildebrande og uretfærdighed over det hele, og det er nemt at føle afmagt. Jeg kan godt forstå, at folk ikke føler, at de kan gøre en forskel. Løsningen ligger ikke i solidaritetsflåder – de kommer ikke til at stoppe folkemordet. Men det er en af de ting, normale mennesker kan gøre brug af for at lægge pres på politikerne.

Det fik jeg mulighed for at gøre, og det gav mening for mig. Men langt det største arbejde foregår herhjemme, og det kan tage alle mulige former. Det behøver ikke være stort og ligne en heltegerning. Skab noget synlighed om sagen, gå med din keffiyeh, flag med det palæstinensiske flag. Det er også vigtige handlinger.

---

Taras historie er fortalt til og sat sammen af Jonas Neivelt.