Bevar Martin Andersen Nexøs mindestuer. Forsvar kulturarven mod historieløsheden

For nylig blev jeg med en venneflok guidet rundt i Medicinhistorisk Museum på Sønderborg Sygehus af en pensioneret overlæge. Han fortalte engageret om sygehusets historie fra oprettelsen som tysk marine-lazaret i 1911. Det blev omstillet til et dansk, statsligt styret hospital efter genforeningen i 1920 og overdraget til amtet efter kommunalreformen 1970.

Han fortalte ikke mindst om den enorme medicinske og teknologiske udvikling i sundhedsvæsenet i de lidt over 100 år, hvor Sønderborg Sygehus været på danske hænder.

Museet er indrettet i de tilbageblevne bygninger fra det oprindelige marine-lazaret, søgt holdt i den oprindelige stand, og drives af en forening af frivillige, mens sygehuset – og dermed Region Syd – står for bygningerne m.v.

Martin Andersen Nexøs mindestuer i farezonen

Lige dér i omtalen af konstruktionen og økonomien bag museumsforeningen og de frivilliges indsats slog det mig, at dette medicinske museum på flere måder minder om mindestuerne for forfatteren Martin Andersen Nexø. Mindestuerne i hans barndomshjem i Nexø på Bornholm er ganske vist noget mindre.

Begge museer drives af en forening af frivillige, som står for publikumskontakten, og begge er oprettet på nogenlunde samme tid i begyndelsen af 1990’erne.

Men der er en afgørende forskel i økonomien.

Det medicinske museum har så at sige sygehusets budget og organisation i ryggen og modtager løbende udstyr og effekter til udstillingsbrug som gaver, mens adgangen er gratis.

Martin Andersen Nexøs Mindestuer modtager også udstillingseffekter som gaver. Driften finansieres derimod først og fremmest af entreindtægter fra besøgende, kontingent fra foreningens medlemmer og tilskud fra forskellig side, herunder et årligt driftstilskud fra Bornholms Regionskommune på 27.000 kr.

Det driftstilskud er desværre nu kommet i farezonen.

Bornholms regionskommune er økonomisk presset, og administrationen har fået til opgave at udarbejde et inspirationskatalog til politikernes forhandlinger om næste års budget med forslag til mulige besparelser og aktivitetsudvidelser. Og det er her, at Mindestuerne er kastet op i luften.

Vores kollektive hukommelse

Både det medicinhistoriske museum og Martin Andersen Nexøs Mindestuer bidrager til at bevare vores kollektive hukommelse om vores egen tid og vores viden om tiden før os.

Et overordnet overblik over, hvordan fællesskabet – samfundet – har udviklet sig frem til i dag er helt afgørende for at forstå det samfund, som vi lever i.

Det er vigtigt for at kunne bidrage aktivt til at fastlægge den retning, som vi i fællesskab – gennem debatter, uenigheder, afstemninger og kompromisser – ønsker at udstikke for fællesskabets videre udvikling.

Uden helt basal viden om velfærdssamfundets forhistorie og sundhedsvæsenets udvikling vil vi ganske enkelt på disse helt fundamentale områder mangle det kompas, der sikrer, at vi bevæger os i den ønskede retning.

Velfærdssamfundet i dagens udformning kan ikke forstås uden en fornemmelse af arbejderbevægelsens og fagbevægelsens afgørende rolle i opbygning af den fælles velfærd.

Og uden en fornemmelse af den medicinske forsknings succeser og fiaskoer, får vi ikke fastholdt den folkelige opbakning til den fortsatte eksperimenterende forskningsmæssige indsats, der skal skabe fremtidens gennembrud for nye former for sygdomsbekæmpelse og sundhedsfremme.

Eller udtrykt på en anden måde: Uden hold på fortiden kan vi ikke bevæge os fremad og skabe nye vellykkede fremskridt uden at gentage tidligere tiders fejl.

Det handler ikke om at skulle tilslutte sig aktuelle magthaveres verdensbillede.

Det handler heller ikke om at købe hele pakken og være enig med arbejderbevægelsen, fagbevægelsen og sundhedsvæsenets beslutningstagere, men derimod om at kunne bygge enighed eller uenighed på en basal viden.

Jeg meldte mig eksempelvis ud af folkekirken, da jeg fyldte 18 år, fordi jeg ikke er religiøs.

Til gengæld har jeg altid syntes, at de religiøse strømningers historie er vigtig, fordi de skabte en væsentlig del af fundamentet for dagens Danmark, og på samme tid udgør en fortælling om magtpolitik og en væsentlig del af vores kulturarv. Uden viden om kirkens politiske og økonomiske magt gennem århundreder og uden fornemmelse for Grundtvigs tænkning er det svært at forstå nutidens samfund. Formentlig er det også derfra, at min glæde ved at besøge kirker stammer.

Nexø, Skjoldborg og Aakjær og det folkelige gennembrud

Martin Andersen Nexø stod sammen med kollegerne Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær i spidsen for det såkaldte folkelige gennembrud i litteraturen omkring år 1900, og han betegnede sig selv og de to andre som de mest fremtrædende forfattere, der havde taget stilling ”for en ny verdensorden” i dette gennembrud:

”De var alle tre vogterdrenge som børn og har en stærk sans for naturen, de drager det brændende tidsspørgsmål – proletarbevægelsen – ind i kunsten, tager konsekvent parti for proletariatet og behandler alligevel deres stof efter rent kunstneriske principper. Og de tager alle tre ivrigt del i proletarernes kamp – som folketalere, journalister, organisatorer.

Skjoldborg har vakt husmændene til klassebevidsthed; Aakjær skildrer landarbejdernes elendighed og har skrevet smukke kampdigte for underklassen; Andersen Nexø skildrer bønder, fiskere og søfolk – og frem for alt den klassebevidste industriarbejder i hans kamp. Alle tre har de en stor produktion bag sig og næppe noget andet land kan vel i dag opvise en så kraftig og målbevidst social digtning som Danmark.” (Martin Andersen Nexø: Den danske Litteratur! Krabbesholm Højskole ved Henrik Yde 1986)

Elsket og udskældt

Martin Andersen Nexø har gennem tiden været både populær og upopulær.

Han bliver som oftest rost til skyerne for de store romaner ”Pelle Erobreren” og ”Ditte Menneskebarn” samt hans erindringer, og skældt hæder og ære fra for hans politiske udvikling, der gik fra Georg Brandes radikale, over Thorvald Staunings socialdemokrater til Aksel Larsens kommunister. Der var næppe nogen af partierne, der fandt ham nem at tøjle med partidisciplin og partiprogrammer.

Til tider blev der også set skævt til ham for hans brug af virkelige personer med digterisk frihed i sine romaner, og hans med alderen til tider noget barske kommunikation med folk han var uenige med.

Men det må være indiskutabelt, at han blev en af dem, der på fremragende vis gennem sine romaner skildrede en af Danmarkshistoriens store omvæltninger set fra neden: Overgangen fra landbrugsland til industrisamfund.

Og den omvæltning er i høj grad en kulturarv, som fortsat spiller en betydelig rolle for opbygningen af nutidens samfund.

Kulturarv kontra historieløshed

Så vidt jeg kan aflæse det politiske landkort, er væksten i gruppen af superliberale unge, som bygger deres politiske holdninger på ”mig, mig, mig” – ud over sikkert en del andet – også et udtryk for manglende indsigt i eller bevidst fravalg af viden om vores grundlæggende kulturarv som samfund.

Netop manglende indsigt i eller bevidst fravalg af viden om fortiden på godt og ondt skaber historieløshed.

1930’ernes tyske Tredje Rige byggede netop på at skabe en kunstig historie, der kunne begrunde en særlig germansk races overlegenhed og ret til at udøve verdensherredømme.

Historieløshedens nok største faldgruppe er gentagelse af fortidens fejl eller manglende anvendelse af indsigt skabt gennem historien. Derfor kan intet samfund i mine øjne i længden overleve udbredelsen af historieløshed i befolkningen.

Også på dette område skræmmer sporene fra USA’s helt tydeligt historieløse præsident Donald Trump, som former sin udgave af den amerikanske historie efter, hvad der passer ind i hans aktuelle ønsker til at ændre amerikanernes nutid og fremtid.

Forfatteren Carl Scharnberg har formuleret det så præcist:

”Dag efter dag har vi lært det:

Viden er mere end magt.

Enhed gir kraft til at sprænge

Kår, vi blev tvangsunderlagt.

Styrken vil ku’ forandre

Forhold, der nu skaber frygt.

Viden kan opløse cirklen;

Åbne den vej, vi har søgt.”

(Carl Scharnberg: Dag efter dag. Prolog til indvielse af SiD’s kursuscenter, Svendborg, 1. maj 1977)

Forhåbentlig holder de bornholmske politikere fast i, at ”viden er mere end magt” og yder et lille bidrag mod historieløsheden ved at afvise at droppe driftstilskuddet til Martin Andersens Mindestuer og dermed risikere, at nøglen til forfatterens barndomshjem må drejes om én gang for alle.

---