Solidaritets anbefalinger til sommerlæsningen – del 2

Helene von Tabouillot, anmelder og kulturskribent

Sidste forår anbefalede en oversætterkollega mig en krimiroman, som jeg for nylig endelig fik fingrene i.

Jennifer Crofts The Extinction of Irena Rey fra 2024 er noget så sjældent som en ultranørdet krimi om oversættelse og udrydningstruede svampearter i urskoven Białowieska på grænsen mellem Polen og Belarus.

Her mødes stjerneforfatter Irena Reys oversættere i hendes private hjem for at oversætte hendes nyeste værk, hvori kunsten og klimaet er dødsfjender.

Snart gør teoretiske uenigheder, seksuelle spændinger og overnaturlige hændelser oversætterne selv til dødsfjender. Kort fortalt: The Extinction of Irena Rey er en politisk potent pageturner.  

Jeg bruger gerne sommeren på at læse de værker færdige, jeg er gået i stå med i løbet af året. I år bliver det først og fremmest Giovanni Boccacios tusindsiders novellesamling fra 1300-tallet, Dekameron.

Det fedeste ved Dekameron er beskrivelserne af det pestramte Firenze; mellem marts og september 1348 tog byldepesten 50-75 procent af byens befolkning, og Boccacio fortæller om løsslupne, antiautoritære og fordrukne efterladte. Men han er også ret repetitiv, så jeg kommer nok til at snyde og springe nogle fortællinger over.

Så når jeg måske også til den ligeledes tusind sider lange The Books of Jacob af en af mine yndlingsforfattere, polske Olga Tokarczuk, som faktisk er oversat til engelsk af ovennævnte Jennifer Croft.

Ole Wugge, redaktør og bestyrelsesmedlem

I sommer vil jeg læse Fænomenet Fo – gøgler, maler, ven af den danske dramaturg og tidligere lektor på teatervidenskabt Bent Holm.

Dario Fos groteske humor, dramatik og politisk engagement satte i 70 år dybe spor i både teaterverdenen og samfundsdebatten.

Holms intention er ikke kun at beskrive Fos kunstneriske aktiviteter, men også at belyse dem kritisk i samspil med Italiens politiske historie.

Bent Holm var personlig ven med Dario Fo. Det giver bogen et personligt præg uden at være ukritisk over for hverken Fos værk eller politiske holdninger.

Jeg anbefaler Hans Christian Nørregaards bog Brecht og danskerne. Det er på alle måder en stor bog. Næsten 30 cm høj, 23 cm bred og 750 sider lang. Det er efter min opfattelse langt den bedste bog om Bertolt Brecht på dansk. Efter Harald Engbergs Brecht på Fyn.

Fokus er ligesom hos Engberg på Brechts asyl i Danmark i årene 1933-1939, men Nørregaard gennemgår desuden systematisk Brecht-opsætninger på danske teatre og følger Brechts relationer til Danmark og danskere både før hans eksil og helt frem til hans (og Ruth Berlaus, Brechts danske elskerinde) død.

Brecht og danskerne er ligesom Holms bog om Dario Fo udgivet på forlaget Multivers. Brecht og danskerne udkom i 2023 og er et efterladt manuskript, som forlaget har valgt at udgive posthumt og uforkortet som en værdig gravsten for Hans Christian Nørregaard. Den har han fortjent!

Jonas Neivelt, redaktør for Solidaritet

Det skal jeg læse: Alt for meget af diskussionen om kunstig intelligens handler om nytteværdi og magtbalancer. Hvis det er noget, der vil forandre samfundet så meget, som de kloge siger, så handler diskussionen også om moral.

Derfor er jeg glad for, at pave Leo XIV har skrevet en 250 sider lang encyklika om kunstig intelligens. Her stiller han spørgsmålet: Vil vi skabe Babelstårnet eller Det Ny Jerusalem? Skift dem endelig ud med sekulære termer, hvis du synes.

Den seneste pave ved navn Leo, Leo XIII skrev i slutningen af 1800-tallet en anden, meget berømt encyklika med titlen Rerum Novarum (om de nye forhold). Her skrev han om industrisamfundet og sender en advarsel mod den allerværste ågerkapitalisme. Det er den arv, den nuværende Leo bygger på i sin encyklika. Så den vil jeg læse i sommerferien.

Det skal du læse: Jeg synes, at du skal læse nogle rigtige knaldromaner. Og her vil jeg frem for alt anbefale David Downings såkaldte stations-serie, som Forlaget Solidaritet udgiver i danske oversættelser.

Det er Berlin i tiden før, under og efter anden verdenskrig. Det er storpolitik og almindelige mennesker, der manøvrerer i den. Det er mænd i røgfyldte lokaler. Det er spioner, skuespillere og sortbørshajer.

Men frem for alt handler historierne om mennesker. Ligesom hos den beslægtede John Le Carré er seriens hovedpersoner ikke superhelte. De begår fejl og pisser i bukserne, og det gør bøgerne og dens karakterer til mere interessante bekendtskaber. Og så er bøgerne bare enormt velskrevne, så den ene side tager den anden.