Artpusher taber sagen om kunstnerisk ytringsfrihed til Coop

COOP Danmark A/S anlagde i juni 2023 sag mod Artpusher og hans galleri med påstand om, at brugen af Irma-pigen i en række kunstværker krænkede COOPs ophavs- og varemærkerettigheder.

Artpusher har under hele sagen fastholdt, at værkerne er kunstneriske fortolkninger – ikke kommercielle efterligninger – og at kunsten ikke bør begrænses af virksomheders brandinteresser i et omfang, der underminerer ytringsfriheden.

Konflikten begyndte i 2022, da Artpusher skabte et værk som en hyldest til Roskilde Festivals 50-års jubilæum. Værket viste Irma-pigen på festival og vakte stor opmærksomhed.

Senere skabte Artpusher værket FUCK COOP efter lukningen af Irma. Værket blev hurtigt en del af den offentlige debat og blev adopteret af mange som et symbol på frustration over lukningen af Irma-kæden. Værket blev købt af den tidligere IRMA direktør Alfred Josefsen.

Artpusher afviser anklagerne

Også LEGO har sagsøgt den danske kunstner Artpusher. Her drejer sagen drejer sig om kunstværker, som LEGO mener krænker firmaets copyright. Artpusher afviser anklagerne og ser sagen som et spørgsmål om kunstnerisk ytringsfrihed og retten til at male den eksisterende verden.

I en pressemeddelelse skriver Artpusher:

’’Østre Landsret har netop afsagt dom i min tre år lange ankesag mod COOP i den såkaldte FUCK COOP-sag. Dommen viderefører efter min opfattelse den alvorlige begrænsning af den kunstneriske ytringsfrihed, som allerede lå i Sø- og Handelsrettens afgørelse. Østre Landsret har samtidig afvist at forelægge sagen for EU-Domstolen. Det er dybt problematisk.

Sagen rejser et principielt spørgsmål, som det danske retssystem endnu ikke har besvaret tilfredsstillende: Hvor går grænsen mellem en virksomheds ret til at beskytte sit varemærke og en kunstners ret til at fortolke fælles kulturelle symboler i samfundskritisk kunst?

Det spørgsmål rækker langt ud over mig selv. Denne sag kan få direkte konsekvenser for billedkunstnere, karikaturtegnere, satirikere og andre kulturskabere i Danmark.

Med denne dom i hånden bliver det meget lettere for økonomisk stærke virksomheder at bruge deres juridiske muskler til at begrænse kunst, de ikke bryder sig om. Dommen er kontroversiel og ubalanceret.

”Hvis denne sag ikke prøves ved Højesteret, og når EU-Domstolens vejledning ikke indhentes, vil dommen stå som et signal til alle danske kunstnere om, at satirisk og samfundskritisk brug af kulturelle ikoner i kunst er forbundet med uoverskuelig juridisk risiko. Det er det, man kalder en chilling effect — og det er en reel trussel mod den kunstneriske frihed i Danmark.’’

Jeg ønsker nu at søge sagen indbragt for Højesteret. Det er ikke, fordi jeg ikke respekterer domstolene. Det er, fordi denne sag er principiel, har åbenbar samfundsinteresse og fortjener en endelig prøvelse i den instans, der bedst kan foretage den nødvendige afvejning mellem varemærkebeskyttelse og kunstnerisk ytringsfrihed.

Vi har allerede set, at landsretter og Højesteret ikke altid vurderer ytringsfriheden ens.’’

Destruktion af værkerne?

Endnu mere absurd bliver det, når Østre Landsret også i sin dom når frem til at Artpusher skal destruere sine originale billeder.

Artpusher udtaler 3. juli:

’’Østre Landsret har netop beordret mine originale malerier destrueret. Lad det synke ind et øjeblik. Ikke forbud mod salg. Ikke konfiskation. Destruktion!

Sidst det skete i Danmark, var i 1937, da Wilhelm Freddie blev dømt og hans surrealistiske værker blev beslaglagt som “anstødelige”. De blev også dømt til destruktion. I dag hænger de på Statens Museum for Kunst.

Og hvis vi går længere tilbage – til 1930’ernes Tyskland – ved vi, hvad det betyder, når en stat begynder at destruere kunst, den ikke bryder sig om. Det startede ikke med bål. Det startede med domme. Jeg sammenligner ikke min sag med nazismens rædsler. Det er der ingen grund til.

Men mekanismen – at magten definerer, hvilken kunst der må eksistere – den er den samme. Og den bør altid give anledning til at stoppe op. Kunst kan godt forbydes. Den kan konfiskeres. Den kan gemmes væk. Men destruktion er uigenkaldeligt. Det fjerner ikke kun et værk – det fjerner muligheden for, at fremtiden kan dømme anderledes.’’

Disse sager og domsafgørelser er af afgørende betydning for danske kunstneres demokratiske rettigheder og retten til ytringsfrihed. Jeg vil derfor opfordre til, at billedkunstorganisationerne KUFA (Kunstnernes Fagforening) og BKF (Billedkunstnernes Forbund) aktivt støtter Søren Vilhelms kamp for den kunstneriske ytringsfrihed ved domstolene. Det er en principiel sag.