Venstrefløjens partier må vælge mellem politisk renhed og reel forandring

Enhedslistens parlamentariske nybrud – hvor partiet søger indflydelse og kompromiser frem for kompromisløst at repræsentere et grundlæggende brud med den frådende kapitalisme – har mødt kritik.

Dagbladet Information har interviewet to aktivister, som mener, at Enhedslisten ikke repræsenterer deres bagland. I Solidaritet var Frie Grønne allerede i januar 2026 klar med den holdning, at Danmark har brug for en ”konsekvent venstrefløj”, og senest her i juli foreslår tre erfarne aktivister, at forfølge en strategi om at trække venstrefløjen i Folketinget til venstre.

De nævnte indlæg repræsenterer det, jeg i denne sammenhæng vil kalde en ”kompromisløs strategi”. En kompromisløs strategi som aktuelt står i modsætning til Enhedslistens (og Socialistisk Folkepartis) arbejde i Folketinget.

Hvis vi vil forstå baggrunden for den kompromisløse strategi det parlamentariske arbejde, skal vi helt tilbage til stiftelsen af Venstresocialisterne (VS) i 1967. VS blev stiftet af udbrydere fra Socialistisk Folkeparti i protest mod de kompromiser, SF accepterede som støtteparti for den daværende socialdemokratiske regering.

Siden 1967 har den aktivistiske venstrefløj ikoniseret den kompromisløse strategi som den eneste acceptable parlamentariske strategi, men undervejs mistede vi forståelse for, hvilke forhold den kompromisløse strategi giver mening under.

I det følgende vil jeg argumentere for, at kritikken af Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis kompromissøgende parlamentariske strategi er forfejlet – og endda direkte skadelig for vores fælles projekt om at skabe et alternativ til den eksisterende kapitalisme.

Den kompromisløse strategis forudsætninger

I 1967 var verden grundlæggende en anden. Den geopolitiske virkelighed var, at kapitalistiske og socialistiske stater bekrigede hinanden både økonomiske og militært. Når en kapitalistisk stat faldt, blev den afløst af en socialistisk stat. Det havde vi set i Rusland, i Kina, i Jugoslavien, i Albanien – og da Allende-regeringen i Chile og sandinisterne i Nicaragua i hhv. 1970 og 1979 tog magten, blev denne virkelighed bekræftet. Det var i denne geopolitiske virkelighed, den kompromisløse strategi vandt opbakning på den aktivistiske venstrefløj.

Udgangspunktet for den kompromisløse strategi var således, at hvis vi kunne vælte den kapitalistiske stat, ville socialismen (mere eller mindre) uundgåeligt komme til magten. Den socialistiske magtovertagelse ville komme via en revolution, hvor ’folket’ ville tage magten og om nødvendigt nedkæmpe kapitalisternes modstand med fysisk magt.

Den manglende tilslutning til de socialistiske partier blev forklaret med borgerlig manipulation af nyhedsstrømme og medier, og ikke mindst en udemokratiske fordeling af midler til at føre valgkamp for. Det kapitalistiske demokrati blev ikke respekteret som et legitimt demokrati, men snarere som en del af en undertrykkelse af et befolkningsflertal – er befolkningsflertal, som socialisterne hævdede at repræsentere.

Ud fra disse forudsætninger blev den kompromisløse parlamentariske strategi den altdominerende måde at tænke socialistisk parlamentarisk strategi på. Konsekvensen var, at Socialistisk Folkeparti fokuserede entydigt på at få Socialdemokratiet til at fremstå højreorienteret. Venstresocialisterne (og senere Enhedslisten) fokuserede entydigt på at få SF og Socialdemokratiet til at fremstå højreorienteret. Og partierne uden for Folketinget fokuserede entydigt på at få VS/Enhedslisten til at fremstå højreorienteret.

Der var ingen overvejelser om, hvordan man bedst kunne skabe et parlamentarisk flertal, eller hvordan man kunne trække stemmer over midten af dansk politik. Ideen om at skabe et rødt flertal i Folketinget blev grundlæggende opfattet som et forsøg på at forlænge kapitalismens levetid. Opgaven var primært at vælte den kapitalistiske stat.

Den aktuelle kritik af Enhedslistens og Socialistisk Folkepartis kompromissøgende strategi forholder sig ikke til dens historiske arv. Og det giver god mening i lyset af, at den historiske arv både er udemokratisk og potentielt voldelig. Prisen for at ignorere den historiske arv er, at ingen af kritikerne formår at forklare – hvordan den kompromisløse strategi skulle kunne føre til et opgør med kapitalismen.

En kompromisløs strategi uden retning

Den kompromisløse strategi har historisk fejlet komplet. Venstresocialisterne formåede aldrig at få mere end seks mandater i Folketinget, og Enhedslisten formåede først i 2011 at bryde grænsen på de seks mandater, da partiet havde lagt flere af fortidens dogmer på hylden. Partiet havde sat ansigter på valgplakaterne og valgt en forkvinde forklædt som politisk ordfører i Johanne Schmidt-Nielsen, og brugte deres 12 mandater til at søge indflydelse hos Thorning-regeringen.

SF og Enhedslistens kompromissøgende parlamentariske strategi har genskabt fortidens storhed med 31 mandater til de erklærede socialistiske partier – og det endda i en geopolitisk virkelighed, hvor der ikke eksisterer et alternativ til det kapitalistiske system. Fortalerne for en kompromisløs strategi skylder derfor at forklare, hvordan den kompromisløse strategi skulle være et fordelagtigt alternativ.

Det formår de ikke. Man kan med god ret hævde, at de ikke engang forsøger. Den kompromisløse strategi har på dele af venstrefløjen fortsat en ikonisk status, hvor strategien i sig selv har en værdi, uanset om den fører os i den rigtige retning.

Frie Grønne skylder i alle retninger, når de erkender, at parlamentarisk arbejde forudsætter ’forhandlinger, uenigheder og prioriteringer’, samtidig med at de hævder, at deres kritik af Enhedslisten er principiel. Frie Grønne kritiserer Enhedslisten for at ændre ords betydning og for at ’opgive grundlæggende principper om social retfærdighed, antiracisme, international solidaritet og beskyttelse af menneskers liv og rettigheder.’

Frie Grønne hævder at stå for en ’ny venstrefløj’, og argumenterer for at partiet er et ’ægte rødt parti’ i modsætning til Enhedslisten og SF. Men Frie Grønne kommer ikke med et eneste eksempel på, hvordan den kompromisløse strategi har givet resultater, der ikke kunne opnås ved at søge kompromis og forlig.

Hvis vi skal kigge på de to indlæg fra forskellige aktivister finder vi et tilsvarende billede.

I Solidaritet forventer de tre aktivister – Poul Bjørn Berg, Lars Hansen og Jette Kromann – at Enhedslistens politik vil føre til ’svækkelse af venstrefløjen – og dermed på sigt styrkelse af det yderste højre.’ Som alternativ foreslår de, at Enhedslisten bryder med alle andre partier i Folketinget inklusive Socialdemokratierne – og i stedet tilbyder et ’ægte rødt regeringsalternativ’.

Som bevis for deres strategis perspektiv peger de på argentinske FITU, som ved meningsmålinger får støtte fra mellem 10 og 15 procent af vælgerne og i udvalgte områder helt op til 25 procent. Der er ingen overvejelse om perspektivet i at forfølge en strategi, som giver markant dårligere støtte end de 17,9 procent som stemte på Enhedslisten og SF i marts 2026 og markant levere end de 40 procent som stemte på de to partier ved kommunalvalget i København i november 2022.

I Dagbladet Information spørger de to aktivister – Dalia Kababo og Haena Laura Na Blankholm – retorisk, hvorfor de ikke kan se, at Enhedslistens Line Barfod er borgmester i København. Måske fordi de ikke har en bil, for så ville de absolut have oplevet, hvordan der udstikkes dummebøder til bilister, og hvordan parkeringspladser nedlægges alene for at stå tomme.

Intet sted i det meget lange interview kommer aktivisterne med et konkret eksempel på, hvad Enhedslisten skulle have gjort anderledes. Konklusionen er igen og igen, at partiet skulle have gjort mere og talt højere, hvilket i sagens natur altid er en mulighed.

De kompromisløses manglende ansvar

Kritikken af de parlamentariske kompromiser deler et andet centralt fællestræk end den konkrete kritik. Ingen af kritikerne står på mål for det alternativ, de selv efterlyser. Både Frie Grønne og aktivisterne efterlyser mere kompromisløshed, men ingen af dem har modet til at pege på, hvilke forringelser de er villige til at acceptere som betaling for at kunne fremstå ’ægte røde’.

Ville det fx være klogere, hvis Enhedslisten havde droppet alle de grønne forbedringer og i stedet havde stoppet dansk våbensalg til Gaza? På intet tidspunkt træder kritikerne ind og tager ansvar for deres egne holdninger.

Den ene af aktivisterne i Informations interview kritiserer, at Enhedslisten ikke har en ’grundlæggende antikapitalistisk analyse’, men hun peger ikke på, hvor vi evt. kunne finde denne grundlæggende analyse af kapitalismen. Hun siger ingenting, hun selv skulle stå til ansvar for.

Kritikken fremføres i en samfundsforståelse, hvor de konkrete styrkeforhold er ligegyldige. Uanset antallet af mandater og hvor stor opbakning partierne har fra vælgerne, vil det altid være den rigtige løsning at optræde kompromisløst.

Dermed bliver det svært at adskille kritikken fra fortidens udemokratiske og potentielt voldelige marxistiske analyser. Vi ved med stor sikkerhed, at den kompromisløse strategi vil føre til lavere folkelig opbakning, og derfor må vi som demokrater kræve et svar på, hvordan strategien skulle føre os tættere på at få vores politik gennemført.

Kritikken tager udgangspunkt i en form for legitim ret til at få gennemført sin egen politik, på trods af at det ikke kan finde flertal i Folketinget. Politikken må og skal gennemføres, og reelt mobiliserer man til en revolution snarere end et parlamentarisk flertal. Kapitalismens kriser vil vælte regeringen, og mobiliseringen omkring en kompromisløs venstrefløj vil efterfølgende indføre et socialistisk samfund.

Det er ikke kun en udemokratisk og potentielt voldelig strategi. Det er også en strategi, som historisk har ført venstrefløjen væk fra indflydelse og resultater. I den konkrete virkelighed er det også mere sandsynligt, at statens sammenbrud vil føre til en form for fascistisk regime.

Det fører til det relevante spørgsmål, om kritikerne mener, at det danske demokrati er så udemokratisk, at det ikke vil være problematisk, hvis det bliver afløst af et højreorienteret regime.

Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti er heldigvis blevet klogere i dag, hvor hverken SF eller Enhedslisten abonnerer på samfundsændringer via revolution. Begge partier er demokratiske – og endnu vigtigere så arbejder partierne sig væk fra ideen om at stjæle vælgere fra hinanden.

Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet skal på sigt, hver for sig, kunne trække vælgere over midten af dansk politik, så der kan komme et ægte rødt flertal i Folketinget. Det er visionen for Enhedslistens parlamentariske strategi – at skabe et rødt flertal i Folketinget.

Repræsentation af bevægelserne

Det er en integreret del af kritikken af kompromiserne i Folketinget, at partierne ikke i tilstrækkelig grad fungerer som et talerør for de folkelige bevægelser. Fx burde Enhedslisten have stillet betingelser i forhold til det, som ligner et folkemord i Gaza, for at støtte en regering. Denne tankegang understøtter ideen om at, at styrkeforholdet i Folketinget er ligegyldigt, fordi venstrefløjen i sidste ende vil tage magten via ”gaderne”.

I eksemplet med Palæstina-solidaritet er det svært at se, at Enhedslisten kan gøre mere for at sikre opmærksomhed på spørgsmålet. Spørgsmålet dækkes i alle medier, har været til debat i Folketinget ved flere lejligheder – og ingen, som følger dansk politik, er i tvivl om, at der formentlig foregår et folkemord i Gaza. Alligevel møder aktivisterne Enhedslisten og SF med et krav om at ”gøre mere”.

Når et politisk parti mødes med et krav og en forventning om at være talerør for de folkelige bevægelser, lyder det besnærende og demokratisk, men i praksis er det meningsløst.

Hvem har autoriteten til at definere, hvilke krav de store solidaritetsdemonstrationer kan rejse? Er det arrangørgruppen i Solidaritetshuset, som laver det tunge rugbrødsarbejde uge efter uge, eller er det de fagforeninger og organisationer, som kan samle tusinder ved enkelte lejligheder? Hvorfor skulle disse aktører være mere legitime end de partiaktive, som arbejder frivilligt og professionelt med spørgsmålene hver eneste dag?

Hvordan finder de socialistiske partier balancen mellem at vægte de Palæstina-aktives ønske om ubetinget solidaritet, over for deres egen og fagbevægelsens bekymring om, hvorvidt den fascistiske Hamas-organisation har indflydelse på aktiviteterne? Hvem er dommer mellem de folkelige bevægelsers nogle gange modstridende ønsker og behov?

Hvilken fagbevægelse skal definere Enhedslistens og SF’s faglige politik? Det lille BJMF eller det kæmpestore Fagligt Fælles Forbund? Er det Refugees Welcome, som skal definere Enhedslistens og SF’s udlændingepolitik – eller måske Dansk Flygtningehjælp eller Bedsteforældre for asyl?

Kravet om, at de socialistiske partier skal være ukritiske talerør for de folkelige bevægelser, er i bund og grund blot en magtkamp, hvor folk, som ikke har støtte i Enhedslisten og SF, forsøger at flytte magten væk fra partierne – og over til organisationer, de selv kontrollerer.

Danmark og socialismen har brug for stabilitet

Kritikken af den parlamentarisk kompromissøgende strategi bunder i forkerte og udemokratiske præmisser. De, som forventer og måske endda håber på at vælte staten, kan bare lave preppergrupper og gøre sig klar. Det er meningsløst og skadeligt for demokratiet, at et politisk parti skulle agere på den måde.

I praksis er det netop de højreorienterede politiske kræfter, som forfølger den ”kompromisløse strategi”, hvilket kritikerne også anerkender. I mine øjne er det en højreorienteret strategi – alene fordi højrefløjen står til at tage magten, hvis staten skulle fejle.

Der er mobiliseret imod flygtninge og indvandrere mange steder, og mobiliseringen går langt ind i både politi og militær. Det giver ingen mening at skubbe på denne proces, medmindre man er overbevist om, at socialismen uundgåeligt vil følge statens fald. Jeg ser snarere, at fascismen vil afløse statens fald.

Danmark og Europa har aldrig haft større behov for stabilitet – og den stabilitet bør være en socialistisk prioritet både i de folkelige bevægelser og i Folketinget.