Det mindste onde – en fejlagtig strategi

Det var en hård fødsel. Parlamentarismen er overalt i Europa i krise. Kapitalismen har udelukkende reaktionære svar på den sværm af systemiske kriser, den selv har skabt. Dens dybt reaktionære løsninger er uforenelige med selv skinnet af borgerligt parlamentarisk demokrati.

Derfor raser den politiske polarisering og ustabilitet – selv i et lille imperialistisk smørhul som Danmark. Derfor var regeringsdannelsen så vanskelig.

Hvad var det egentlig der foregik? Dansk Folkeparti (DF) – som er på klar og tydelig fremmarch efter sin krise – holdt sig langt væk fra regeringsmagten. Men ikke bare det. DF forhindrede aktivt de svækkede traditionelle borgerlige partier i at få regeringsmagten. DF brugte sin vælgertilstrømning til at lave en effektiv vejspærring for de traditionelle borgerlige centrum-højre partiers regeringsdannelse. Dermed udstillede DF det traditionelle højres rystende svaghed.

Hvilken interesse har DF i dette? Svækkelse af det traditionelle borgerlige højre er en afgørende del af Dansk Folkepartis forberedelse på selv at tage regeringsmagten, måske allerede ved det næste folketingsvalg. DF baner sig vej til magten ved først nu at svække – og derefter feje hovedmodstanderen – de traditionelle højrepartier – helt af banen.

Sådan spiller det yderste højre på kapitalismen krise, det borgerlige demokratis krise, det parlamentariske systems begyndende sammenbrud og den deraf følgende polarisering af samfundet.

Den parlamentariske venstrefløjs strategi

Hvorfor gør det parlamentariske venstre – Enhedslisten. SF og Alternativet – ikke det samme? Altså forbereder sig på en virkelig styrkelse af venstresiden i polariseringen med perspektivet for en rød arbejderregering på vejen til et ægte socialistisk samfund?

De tre parlamentariske venstrefløjspartier – Enhedslisten, Alternativet og SF – har en fuldstændig anden strategi: De ser deres mål som forbedring af klima/miljø og af befolkningens levevilkår gennem en trinvis proces i Folketinget.

Derfor forfølger de på regeringsspørgsmålet det, man kan kalde ”det mindste onde”. Tanken er kun tilsyneladende logisk: ved at sikre en regering ledet af ”centrum”, mener de tre partiledelser, at de kan opnå forbedringer – samtidig med at de mener at kunne hindre det, der er værre – nemlig en radikal højreregerings fremmarch.

Problemet er, at begge dele er forkerte. De tre partier kan hverken opnå væsentlige forbedringer eller stoppe højre-polariseringen. Tværtimod åbner de tre parlamentariske venstrepartier med deres mindste onde-politik for en folkelig skuffelse og desillusionering, som er selve grundlaget for det yderste højres vækst.

Hvad vil den nye regering betyde?

De tre partiers ”mindste onde” – den nye centrum-regering er kommet til at se sådan ud: SF udgør dens de facto socialdemokratiske ”centrum”. Den politik, som SF med sin regeringsdeltagelse bliver ansvarlig for, kommer ikke desto mindre til at ligge milevidt til højre for SF’s egen politik.

Når vi sætter centrum i gåseøjne, er det fordi, det ikke er nogen centrumvenstre-regering, men snarere en centrumhøjre-regering. Socialdemokratiet, Moderaterne og det Radikale Venstre vil fortsætte deres hidtidige konsekvente pro-kapitalistiske økonomiske politik. Når det gælder den ny regerings største angreb på arbejderklassen og de unge, så vil den altid kunne finde sit nødvendige flertal hos den borgerlige ”opposition”.

• Statsracismen bliver ikke udfordret af den nye regeringskonstellation, og især hetzen mod muslimer vil øges.
• Den zionistiske folkedrabs-stat Israels eksistens vil fortsat blive støttet blandt andet gennem det danske bidrag til våbentransporten.
• Grønlands oprindelige inuit-folk vil fortsat blive afpresset med truslen om at miste deres nødvendige og alt for små økonomiske tilskud som straf for enhver reel uafhængighed fra kolonimagten Danmark.
• Den militære oprustning vil fortsætte for fuld hammer.
• Olie- og gasudvindingen i Nordsøen vil fortsat blive udbygget; bl.a. med åbningen af det nye Hejre-felt.
• De store infrastrukturprojekter vil blive fortsat med yderligere miljøødelæggelse til følge.
• Kun en brøkdel af grundvandet vil blive beskyttet af et kommende sprøjteforbud, mens udledningen af kvælstof i øvrigt får lov til at fortsætte.
• Arbejderklassens levestandard, herunder værdien af overførselsindkomsterne, vil fortsat falde.
• Udbytningen vil øges i form af færre arbejdere om de samme arbejdsopgaver og en øget pensionsalder.
• Ungdommens akutte bolignød, de helt uvirkelige boligpriser i storbyerne og de rædsomme folkeskoler, hvor store dele af ungdommen mistrives, vil stort set forblive uforandret.
• Den nye regering kommer til i hovedsagen at fortsætte den forrige regerings politik med skattelettelser for de rige osv.

En af regeringens første handlinger vil være at vedtage en finanslov. Allerede her vil styrkeforholdene stå klart frem.

Det er altså sådan en regering, som Enhedslisten og Alternativet har meldt sig som garanter for – ikke bare dannelsen af, men dens fortsatte liv. Enhedslisten og Alternativet er nemlig garanter for, at oppositionen ikke danner et flertal MOD denne mindretalsregering.

Helt uanset hvilke garantier de tre partiledelser får, når det gælder deres ”betingelser” – som for eksempel ”ingen stigninger i uligheden” eller ”sikring af dyrevelfærd og drikkevand” mm. – så vil disse krav næppe opfyldes i væsentlig grad. Der er fortsat kun udsigt til klima- og miljø-lapperier, og som hidtil betalt i rigt mål af arbejderbefolkningen. Uligheden mindskes måske en smule – ved manipulation af regnemetoderne, eller ved at bytte et større angreb mod en lille indrømmelse – i en studehandel.

Da de fire partiformænd fremlagde regeringsgrundlaget, lød det helt fantastisk og ”afbalanceret”, for godt til at være sandt. Det er det også – altså for godt til at være sandt.

En beregning fra Cepos (!) viser, hvor meget mere en ”direktørfamilie” får sammenlignet med en ”arbejderfamilie”. Det bliver ekstra grelt, når en af de ting, der skulle skabe balance, er lettelserne i mad-momsen – som imidlertid kommer alle til gode og derfor på ingen måde skaber nogen som helst balance.

Det store nummer med ”gratis tandpleje” ligger i en kommission og skal først være fuldt indfaset om 10 år, hvor der jo har været mindst to folketingsvalg inden da.

Omlægningen af svineproduktionen bliver parkeret i en svine-4-part, så hvad det ender med er svært at sige.

I stedet for fortsat at støtte en borgerlig klassepolitik og at sprede illusionen om en kapitalisme med et menneskeligt ansigt, skulle den parlamentariske venstrefløj lade de kriseramte borgerlige partier stege i deres eget fedt, udstille årsagen til deres krise og fremlægge et eget politisk alternativ.

Men nu bliver de tre parlamentariske venstrefløjspartier medansvarlige. Især SF kommer som regeringsdeltager til at stå politisk til ansvar.

Konsekvensen for venstrefløjspartierne

Socialdemokratiets ledelse opfatter øjensynligt, at partiet er det bedste til at sikre, at kapitalismen fortsat fungerer uden voldsomme forandringer. Under kapitalismens sværm af systemiske kriser går partiet derfor så langt til højre – eller taktisk til venstre – som krævet for at bevare magten.

For Socialdemokratiet er fastholdelse af regeringsmagten nemlig det absolut centrale. Konsekvensen er, at forbindelsen til arbejderklassen igennem en årrække er svækket radikalt. Når partiledelsen accepterer en regering med så tilsyneladende stor vægt af folketingets yderste venstrefløj, så kan det let misforstås, som om partiet reelt har foretaget et venstresving. Men sådan forholder det sig ikke.

Under Socialdemokratiets skrappe højrekurs er SF blevet Socialdemokratiets værste konkurrent til venstre. SF har stjålet vigtige arbejdervælgere fra et alvorligt skrumpende og svindende højrevendt Socialdemokrati. Ligesom under den socialdemokratiske Thorning-regering er Socialdemokratiets ledelses mål nu at inddrage SF med det formål at svække og helst helt knuse SF. Det mest effektive middel er, at SF fundamentalt kompromitterer sig selv.

Hvad tjener bedre dette formål end at inddrage SF i en borgerlig regering? Med SF’s folketingsfikserede iver for at få ”indflydelse” har dette mål de bedste udsigter. Enhedslisten og Alternativet har udsigt til i bedste fald at fremvise total magtesløshed og irrelevans eller mere sandsynligt at blive dybt politisk kompromitterede som venstrefløjspartier.

Men denne forudsigelige svækkelse af venstrefløjen betyder ikke, at Socialdemokratiet vil blive styrket. Tværtimod vil partiet formentlig miste endnu flere vælgere i de større byer og blandt de unge og yngre – især kvindelige vælgere.

Det mindste onde – en fejlagtig strategi

Alt i alt vil valget af det mindste ondes strategi udelukkende resultere i den parlamentariske venstrefløjs alvorlige svækkelse i virkelighedens test – mens arbejderklassen og ungdommen ser til.

Dansk Folkeparti og det øvrige radikale højre kan blot vente på, at venstrefløjen og de svækkede traditionelle borgerlige partier (R, M og nu også SD) gør arbejdet for dem. Den folkelige desillusionering og skuffelse vil vokse, og den yderste højrefløj og dens partier styrkes. Utilfredse vælgere vil ikke kunne få øje på andre steder at udtrykke deres protest.

Den beskrevne proces er ikke vores fantasikonstruktion, men et historisk og ikke mindst aktuelt kendt fænomen. I de fleste af de europæiske imperialistiske stater og i USA har traditionelle borgerlige regeringer gået forud for, at det yderste højre enten har taget magten, eller at de er nær ved det.

Det samme fænomen har man igennem flere år kunne iagttage i Latinamerika, hvor de såkaldt lyserøde regeringer ender med at skuffe befolkningens forhåbninger og må vige pladsen for højrefløjen.

Alle steder har den folkelige frustration og skuffelse over, at de traditionelle borgerlige eller ”lyserøde” partier kun har forringet arbejderklassens og den lavere middelklasses levevilkår, voldsomt svækket disse partier og banet vejen for det yderste højre.

“Socialdemokratiseringen” af Enhedslisten

Enhedslisten har været set som det mest venstreorienterede af de tre parlamentariske venstrefløjspartier. Derfor har en del mennesker også nok haft flere socialistiske forhåbninger til Enhedslisten end til SF og Alternativet. Imens fortsætter det, vi vil kalde den ”socialdemokratiske forvandling” af Enhedslisten.

Samtidig med at Enhedslistens ledelse har ført partiet ind i denne regeringsstøtte-blindgyde, så fortsætter det, vi vil kalde den ”socialdemokratiske forvandling” af Enhedslisten. Samtidig med, at kapitalismens manglende evne til at løse nogen af sine problemer demonstreres dagligt.

Enhedslistens folketingsgruppe har fortsat øjnene stift rettet på Folketinget som vejen til en samfundsforandring. Med forsøg på at skabe forbindelse til dele af fagbureaukratiet formulerer Enhedslistens partiledelse sig nu i socialdemokratiske vendinger. Ord om velfærd for ”befolkningen” med ”råd til svinekoteletter” var på Enhedslistens valgmenu.

Alle de store internationale samfundsproblemer fra oprustning til racistisk international politik forbigik Enhedslisten i tavshed under valgkampen.

På partiets årsmødet var der minimal tid til reel politisk debat og indflydelse fra de delegerede. Meget af tiden blev brugt på gruppearbejde, taler fra gæster, og der var kun 1½ minuts taletid under debatterne – alt for kort tid til at kunne præsentere og argumentere for andre synspunkter. Partiets årsmøde-udtalelse blev vedtaget mod et stort mindretal. Udtalelsen viser ikke nogen nye tegn på evne eller vilje til at deltage ledende i klassekampen og i bevægelserne.

Enhedslistens forsøg på at indtage den plads som reformistisk masseparti, som Socialdemokratiet har forladt, har meget ringe udsigter til at lykkes. Den kriseramte kapitalisme levner ikke længere plads til den slags indrømmelser til arbejderklassen, og desuden har SF for længst samlet stumperne op.

Et alternativ til Enhedslistens socialdemokratiske nederlagskurs

Hvis valget af det mindste onde og ”socialdemokratiseringen” af Enhedslisten ikke fører til andet end svækkelse af venstrefløjen – og dermed på sigt styrkelse af det yderste højre – hvordan kan styrkelsen af det yderste højre så stoppes? Det vil vi give nogle forslag til.

Alle de følgende programpunkter står i skærende modsætning til ikke bare det yderste højre – men i lige så høj grad til hvert eneste af de borgerlige partier, inden for såvel som uden for regeringen.

Den første og afgørende betingelse for at udgøre et reelt politisk alternativ er derfor at bryde med alle de borgerlige partier – inklusive Socialdemokratiet – og tilbyde et program for et ægte rødt regeringsalternativ. Kapitalen og ikke arbejderbefolkningen skal betale for genoprettelsen efter de systemiske kriser, som kapitalen har forårsaget – ikke bare i form af lappeløsninger, men virkelige løsninger på kriserne.

• Gennemførelse af en klima- og miljø-nødplan for at varetage og imødegå klimakrisen og ødelæggelsen af miljøet – til gavn for mennesker, dyr og den øvrige natur på land og i vandet.
• For et opgør med landbrugskapitalen og det traditionelle industrilandbrug – for en radikal jordreform og en radikal omlægning af den måde, jorden dyrkes på.
• Mod alle partiernes støtte til oprustning og til NATO. Nej til NATO og al oprustning – også nej til Europa som styrket imperialistisk blok. Mod alle imperialistiske lande fra USA og Europa til Rusland og Kina.
• Mod højrefløjens – og Socialdemokratiets racisme. Mod al statsracisme – for ligeret for alle borgere i Danmark på alle områder og beskyttelse af flygtninge fra såvel krige, etniske udrensninger og miljøkatastrofer.
• Frigørelse for alle specielt undertrykte, f.eks.: kvinder, LGBTQ+, etniske minoriteter, handicappede.
• Mod de borgerliges økonomiske gidseltagning at Inuit-folket. For fuld erstatning til det grønlandske folk for de tab, det historisk har lidt til den danske kolonimagt, og som har hindret den historiske, økonomiske og uddannelsesmæssige oprindelige akkumulation – et tab som i dag møder Inuit-folket i form af manglende økonomisk udvikling i dets kamp for at opnå den ønskede selvstændighed.
• Mod al borgerlig snak om ”budgetansvarlighed”, som kun dækker over, at arbejderklassen skal betale. Alt skal finansieres med øget skat på de meget rige. Når dette resulterer i trusler om og forsøg på kapitalflugt, skal det straks mødes med ekspropriation af den pågældende kapital uden kompensation. Det samme gælder de banker, der søger at assistere kapitalflugt.

De borgerlige bygger på atomisering af arbejderklassen som vælgere og en fastholdelse af illusionen om, at varige forbedringer skal vindes via Folketinget. En ægte rød regering vil bygge på arbejderklassen og dens allierede organiseret i demokratiske arbejderråd på arbejdspladser, uddannelsessteder, boligkvarterer osv. – og hvis valgte ledelser til enhver tid kan tilbagekaldes, og nye vælges.

Jamen er dette perspektiv ikke totalt urealistisk? Vi har lige måttet konstatere, at både det mindste onde og Enhedslistens socialdemokratisering ikke bare er urealistisk, men er en vej til direkte styrkelse af det radikale højre.

Et eksempel fra Argentina

For at besvare spørgsmålet om kampen for en ægte rød regering er totalt urealistisk eller ej, er det relevant at se på en aktuel udvikling i Argentina. Det drejer sig om det argentinske FITU, der er en front af fire organisationer, som alle er udtalt revolutionære fra den trotskistiske tradition.

De fire står op imod den ekstreme højre-præsident Milei, som kom til magten i 2023 efter en folkelig bitter desillusionering med Peronismen. Milei begyndte straks en række angreb på alle fronter. Op imod dette rejste FITU et program, der står for nationalisering af og arbejderkontrol med økonomiens nøglesektorer og for en regering af arbejdere og de folkelige masser, opnået igennem mobilisering af de udbyttede og undertrykte.

Støtten til dette program er steget fra 2,7 procent ved det seneste præsidentvalg til mellem 10 og 15 procent i de seneste nationale meningsmålinger. I arbejderkvarterene i Buenos Aires’ forstæder og blandt unge er støtten sandsynligvis mere end 25 procent.

Disse organisationer har i årtier ud fra et socialistisk perspektiv arbejdet med opbygning og organisering af arbejderklassens styrke i fagforeninger og bevægelser. Det har betydet, at en del af samfundet ser med sympati på muligheden for en revolution – og den del er ikke længere så lille.

Jamen, vil nogen indvende – forholdene i Danmark er slet ikke de samme. Det er sandt nok. Det er heller ikke pointen her. På et lavere niveau er tendensen det samme. Det betyder, at metoden skal være den samme. Den argentinske revolutionære styrke er heller ikke opbygget på kort tid.

Afvent ikke regeringens svigt – start modstanden nu

Tålmodig, dynamisk opbygning er overalt – også i Danmark – kodeordene for opbygning af sådan et revolutionært socialistisk, internationalt alternativ. Det kræver politisk omgruppering og organisering af dem i bevægelserne og partierne, der er enige i at kæmpe for dette perspektiv.

Det aktuelle udgangspunkt er forståelsen af, at regeringen ikke kommer til at gennemføre sine løfter. Den eneste måde at gennemføre reelle forbedringer – ægte reformer – er gennem bevægelsernes massemobiliseringer. Især fagbevægelsens arbejdermedlemmer har den største kollektive magt.

Det er perspektivet, vi må forenes om og kæmpe for overalt i bevægelserne og i partierne.