Hvem former den islamiske religiøse diskurs i Danmark?

Den 26. juni 2026 fandt en stor Ashura-procession sted på Nørrebro i København til minde om Imam Husseins martyrium. Der var næsten atten tusinde deltagere. Det påfaldende ved arrangementet var, at organisatorerne krævede en fuldstændig kønsopdeling: mænd, børn og bevægelseshæmmede gik forrest med kvinder i en separat række bagefter.

Set fra det danske samfunds ligestillingsværdier udgør det en form for kønsopdeling i det offentlige rum, der minder om praksisser kendt fra konservative religiøse diktaturer, herunder Iran, hvor kønsopdeling i det offentlige rum håndhæves obligatorisk. Vigtigere er det, at det rejser alvorlige spørgsmål om opbygningen af parallelle samfund, der opererer uden for statens fælles juridiske og værdimæssige grundlag. Hændelsen udløste brede reaktioner, herunder fra højrefløjspartier, der knyttede den til det, de kalder “danske værdier”.

Det handler imidlertid ikke om at give højrefløjen ret eller låne dens retorik. Det er et selvstændigt principspørgsmål.

Men kønsopdeling i det offentlige rum strider imod venstrefløjens værdier, menneskerettighedspagterne og princippet om fuld ligestilling mellem kvinder og mænd, en ligestilling som progressive og feministiske bevægelser i det danske samfund har tilkæmpet sig gennem generationers kamp.

For at tydeliggøre pointen: Hvis en højreorienteret gruppe organiserede en demonstration med adskillelse af hvide og farvede, ville det så ikke være åbenlys racediskrimination, der fortjente fordømmelse?

Den samme logik gælder for kønsopdeling i det offentlige rum. Ytringsfriheden og retten til at udøve religiøse ritualer er beskyttet — men den støder på sine grænser, når den forvandles til organiseret diskrimination på gaderne.

Det er dog ikke nok at standse her. Vi er nødt til at stille det afgørende spørgsmål: Hvem opbygger den islamiske religiøse forståelse og orientering i Danmark?

På den baggrund handler det ikke kun om kritik, men om at gå videre med konkrete politikker: et forbud mod kønsopdeling i det offentlige rum, gennemsigtighed i religiøs finansiering, lokal uddannelse af imamer og en kobling mellem offentlig støtte eller anerkendelse og respekt for ligestilling og loven.

Hvem former den islamiske religiøse diskurs?

Med udgangspunkt i en venstreorienteret position mener jeg, at en fuldstændig adskillelse mellem religion og nationalisme på den ene side og staten på den anden er en grundlæggende betingelse for at opbygge et moderne socialistisk demokratisk samfund baseret på princippet om lige medborgerskab, hvor alle borgere er ligestillede i rettigheder og pligter uanset religion, nationalitet eller social baggrund.

Danmark tilslutter sig en model, der i vid udstrækning bygger på statens religiøse neutralitet, det vil sige religion som et individuelt og samfundsmæssigt anliggende organiseret inden for en borgerlig og juridisk ramme. Uden en direkte rolle i udformningen af offentlig politik eller styringsorganer.

Den luthersk-kristne kirke er underlagt en formel juridisk ramme samt institutionel regulering og tilsyn, hvilket sikrer dens overensstemmelse med de generelle love og det borgerlige rettighedssystem og forvandler den til en religiøs institution, der opererer inden for den offentlige sfære snarere end over den.

Omvendt er en væsentlig del af de islamiske trossamfund mindre integrerede i den model for adskillelse af religion fra staten, med fortsat bred afhængighed af finansiering og indflydelse udefra, særligt fra lande som Tyrkiet, Qatar, Saudi-Arabien og Iran, via statslige eller halvstatslige religiøse organer.

Det skaber en ulige fordeling af religiøs neutralitet: Ikke alle islamiske institutioner modtager udenlandsk finansiering, men fænomenet er udbredt nok til at have udløst en bred politisk debat i Danmark.

I de seneste år er debatten om udenlandsk finansierings indflydelse på den religiøse fortælling i visse moskeer og muslimske organisationer taget til. Det danske folketing vedtog i 2021 lovgivning med sigte på at begrænse visse former for udenlandsk finansiering af religiøse institutioner. Den praktiske gennemførelse er dog stadig begrænset og ufuldstændig, og grænseoverskridende finansierings- og organisationsnetværk fortsætter med at øve indflydelse i varierende grad.

Udenlandsk finansiering er ikke et neutralt spørgsmål

Et trossamfund, der påvirker menneskers bevidsthed, forvalter økonomiske ressourcer og deltager i udformningen af det sociale liv, kan ikke behandles som et rum isoleret fra politik og samfund. Spørgsmålet om udenlandsk finansiering er derfor ikke blot et teknisk eller administrativt anliggende. Det handler om karakteren af den religiøse debat, der former sig i samfundet, og om hvilke kræfter der bidrager til at styre den.

I de seneste årtier har organer tilknyttet udenlandske stater bidraget til finansieringen af en række moskeer og islamiske trossamfund i Danmark og Europa generelt. Nogle har tydelige politiske og religiøse projekter og søger at udvide deres kulturelle og sociale indflydelse via religiøse institutioner og tilknyttede foreninger. I mange tilfælde er finansieringen uløseligt forbundet med intellektuel og politisk vejledning.

Det skaber spændinger i det danske samfund. Staten bygger på et demokratisk fundament med relativt klare lighedsprincipper. En del af de islamiske trossamfund opererer til gengæld under indflydelse fra lande og politiske miljøer, der er grundlæggende anderledes end disse værdier.

Og indflydelsen er ikke begrænset til finansiering. Den strækker sig til udenlandske religiøse autoriteter, uddannelsesnetværk og grænseoverskridende organisationsrelationer.

Problemet er ikke religiøsitet. Det er heller ikke muslimers ret til at organisere sig religiøst. Det handler om fraværet af en uafhængig lokal ramme, der sikrer finansieringsgennemsigtighed og trossamfundenes uafhængighed af udenlandsk politisk indflydelse.

Det placerer nogle muslimer selv i en position med afhængighed af udenlandske religiøse autoriteter fremfor at udvikle uafhængige institutioner med udgangspunkt i den danske virkelighed.

Det er værd at bemærke at i der i det danske muslimske samfund eksisterer initiativer, personligheder og organisationer, der arbejder på at udvikle en religiøs forståelse i tråd med demokratiets og ligestillingens værdier. Deres tilstedeværelse er dog begrænset over for de traditionelle institutioners tyngde, og netop derfor er støtte til dem en nødvendighed snarere end et valg.

Det er på denne baggrund nødvendigt at behandle islamiske trossamfund efter ensartede demokratiske standarder baseret på gennemsigtighed, ansvarlighed og respekt for loven og menneskerettigheder.

Danmark har erfaring med at regulere forholdet mellem stat og religion

Den danske erfaring viser, at staten er i stand til at regulere sit forhold til religiøse institutioner uden at krænke religionsfriheden eller troens selvstændighed. Trods statens klassepræg og den nationale kristne kirkes historiske tilknytning til magtstrukturen.

Folkekirken er underlagt klare love, dens finansiering er offentlig, og dens arbejde foregår i overensstemmelse med grundlæggende rettigheder. Den har desuden gennemgået en lang udviklingsproces, der har gjort den mere i overensstemmelse med demokratiets, menneskerettighedernes og ligestillingens værdier.

Det spørgsmål, der melder sig: Hvorfor udvikles der ikke en lignende ramme for islamiske trossamfund i Danmark?

Hensigten er ikke kontrol over religion. Det drejer sig om at opbygge en gennemsigtig og demokratisk ramme, der regulerer trossamfundenes virke som en del af den offentlige sfære. Enhver organisation, der forvalter midler og påvirker menneskers liv, skal være underlagt gennemsigtighed, ansvarlighed og forbud mod tilskyndelse til had eller diskrimination.

Det skal gælde for alle uden undtagelse, for spørgsmålet drejer sig om den offentlige sfæres karakter og ikke om en bestemt tro.

Staten har derfor et ansvar for at støtte og finansiere opbygningen af uafhængige lokale islamiske institutioner, reducere afhængigheden af udenlandsk finansiering og fremme reforminitiativer i overensstemmelse med det demokratiske medborgerskabs værdier og ligestilling.

Imamers uddannelse i Danmark er en samfundsmæssig nødvendighed

En imams rolle er ikke begrænset til bøn eller prædiken. Den strækker sig til familiespørgsmål, børneopdragelse, unges forhold til samfundet, synet på kvinder og omgangen med anderledestænkende.

Uddannelsen af imamer i Danmark er derfor et socialt, kulturelt og politisk spørgsmål, der er uløseligt forbundet med integration. Men mange moskeer i Danmark anvender imamer fra udlandet eller uddannet i religiøse og politiske sammenhænge, der er anderledes end det danske miljø. Det gør spørgsmålet om lokal uddannelse endnu mere presserende.

En sådan uddannelse skal bygge på forståelse af det danske samfund og respekt for loven og grundloven. Den offentlige sfæres reference er loven, og tro er et individuelt anliggende.

Uddannelsen skal forankres i en kultur præget af menneskerettigheder og ligestilling, hvor ligestilling mellem kvinder og mænd udgør et grundlæggende og ufravigeligt princip. Enhver religiøs fortælling, der retfærdiggør diskrimination, er i strid med disse værdier. Mangfoldighed skal fremmes, og religiøs eller national diskrimination afvises, fordi det danske samfund bygger på sameksistens på tværs af baggrunde.

Forskellen er tydelig: En imam uddannet i Danmark via anerkendte danske uddannelsesinstitutioner i overensstemmelse med samfundets værdier og love er integreret iden juridiske og kulturelle virkelighed. En imam uddannet i andre politiske og religiøse sammenhænge kan derimod bringe forestillinger med sig, der ikke harmonerer med det danske samfund.

Religiøs reform er et historisk forløb

Religiøs reform er ikke en historisk undtagelse. Den europæiske erfaring har gennemgået dybe forandringer, der omformede forholdet mellem religion og stat, og gradvist befæstede medborgerskabets, ligestillingens og menneskerettighedernes værdier.

Også i islamisk sammenhæng opstod der reformistiske og kritiske strømninger, der forsøgte at genfortolke den religiøse tekst og forbinde den med nutidens virkelighed, men de forblev begrænsede på grund af manglende støtte over for de traditionelle institutioners styrke.

Det er ikke en konflikt med religion. Det er tværtimod et opgør med monopolet på dens fortolkning. At åbne feltet for mangfoldige læsninger og støtte reforminitiativer bidrager til at opbygge en religiøs forståelse mere i tråd med det moderne samfund.

At efterlade dette felt ubehandlet betyder, at udenlandske kræfters indflydelse på dele af det sociale liv i Danmark fortsætter, og at de islamiske trossamfunds svage selvstændighed vedvarer.

Adskillelsen af religion fra staten er forbundet med samfundets udvikling og dets indbyggeres valg. Indtil denne fulde adskillelse er opnået, udgør standarderne for gennemsigtighed, ansvarlighed og respekt for menneskerettigheder en nødvendig ramme, som alle trossamfund uden undtagelse bør arbejde inden for. Det kræver klare regler, der regulerer den religiøse sfære i overensstemmelse med demokratiske værdier og moderne borgerrettigheder.

Danmark står i dag over for et klart valg. Enten at fortsætte med den nuværende politik og de modsætninger, den producerer. Eller at opbygge en ny model baseret på adskillelse af alle religioner fra staten og afskæring af afhængigheden af de religiøse stater, der bruger trossamfund som redskab til at forlænge deres indflydelse. Målet er gennemsigtighed, ligestilling og reel integration i omgangen med religiøse institutioner.

Den danske venstrefløj og islam: Nødvendigheden af en sekulær position

Den danske venstrefløj står over for en reel problematik, når det gælder politisk islam og trossamfund med udenlandsk finansiering. På den ene side stammer venstrefløjen fra en intellektuel tradition, der afviser diskrimination og forsvarer mindretals rettigheder. På den anden side kræver de samme principper en klar holdning til enhver religiøs fortælling, der befæster hierarkiet mellem kønnene, fremmer opdragelsesformer i strid med medborgerskabets værdier, behandler seksuel mangfoldighed med foragt, opfordrer til straffe uforenelige med menneskerettigheder, eller holder muslimske samfund under udenlandske religiøse autoriteters formynderi langt fra princippet om adskillelse af religion fra staten.

Den spænding driver en del af venstrefløjen til at udskyde sin position eller nøjes med en alt for forsigtig tilgang af frygt for at blive sat i bås med den racistiske højrefløjs retorik.

Men en overdreven forsigtighed tjener ikke de ligestillings- og sekularismeprincipper, som venstrefløjen historisk set er bygget på. Når en kønsopdeling organiseres på Københavns gader i religiøse ritualers navn, er det ikke tilstrækkeligt at henvise til religionsfrihed eller ytringsfrihed. Spørgsmålet er dybere: Det drejer sig om, hvem har redskaberne til at forme den religiøse og sociale bevidsthed inden for indvandrersamfundene.

En konsekvent venstreorienteret position betyder ikke at tilslutte sig den racistiske højrefløjs retorik, men at anlægge en konsekvent sekulær kritik, der på én gang afviser diskrimination baseret på køn, religion og race, støtter trossamfundenes uafhængighed af udenlandske staters indblanding, kræver at den danske stat støtter og genopbygger islamiske institutioner efter tidssvarende demokratiske værdier, og samtidig støtter de muslimer, der inden for deres egne samfund kræver reform og ligestilling. De er venstrefløjens naturlige allierede, ikke de kræfter, der genskaber religiøs patriarkalsk dominans i hjertet af Danmark.

Hvad betyder det i praksis?

Danmark står i dag over for et klart valg: enten at fortsætte med den nuværende politik og de modsætninger, den producerer, eller at opbygge en ny model baseret på adskillelse af alle religioner fra staten og afskæring af afhængigheden af de religiøse stater, der bruger trossamfund som redskab til at forlænge deres indflydelse.

Den model er ikke en generel parole, men en pakke af konkrete tiltag.

Det første er et klart lovforbud mod kønsopdeling i enhver offentlig eller licenseret begivenhed, på linje med forbuddet mod racemæssig adskillelse. Der er ingen grund til at undtage kønsopdeling med henvisning til religiøse ritualer.

Det andet er at begrænse udenlandsk støtte og forpligte ethvert trossamfund, der modtager udenlandsk finansiering, statslig eller halvstatslig, til offentligt at oplyse kilden og omfanget heraf, på linje med oplysningspligten for partistøtte. Gennemsigtighed er her en grundlæggende forudsætning for samfundets tillid, ikke en indskrænkning af religionsfriheden.

Det tredje er at koble enhver offentlig støtte eller anerkendelse til klare demokratiske standarder, herunder en udtrykkelig accept af ligestilling mellem kønnene, afvisning af diskriminerende retorik og selvstændighed i udnævnelsen af imamer fra enhver udenlandsk autoritet. Institutioner, der afviser disse standarder, forbliver frie til at virke inden for lovens rammer, men fortjener hverken støtte eller officiel anerkendelse.

Det fjerde er at støtte og finansiere trossamfund efter princippet om ligestilling og lade staten investere i lokale institutter til uddannelse af imamer, frem for at overlade det til udenlandske netværk, ligesom det historisk er sket med uddannelsen af kristne præster.

Venstrefløjen kan ikke nøjes med en principiel holdning. Den må tilslutte sig disse krav og skelne mellem at forsvare muslimers ret til at udøve deres tro og at tie om praksisser, der befæster diskrimination og holder hele samfund under fremmede autoriteters formynderi.

Tavshed beskytter ingen, den overlader blot scenen til den racistiske højrefløj på den ene side og til de udenlandsk finansierede konservative institutioner på den anden.