HVORNÅR KOMMER DET NÆSTE KLIMA-OPRØR?

(Oprindeligt bragt på Facebook d. 27. juni 2026, og bringes her med forfatterens tilladelse.)

Jeg befinder mig i centrum af hedebølgen, der har ramt Europa. I Sydvestfrankrig, hvor temperaturen hver dag når over 40 grader og om natten aldrig under 23.

At gå udenfor er som at blive åndet på af en ildsprudende drage. Solen er ikke en venlig stjerne, men et varmeglødende missil med kurs mod jorden. Vand er ikke blot læskende, men livsnødvendigt som en blodtransfusion til en krop, der er i færd med at forbløde. Græsset stritter afsvedet, træernes grønne blade synes et sidste værn mod en overalt truende brandfare.

Vandet i svømmebassinerne, der skulle bringe afkøling, er 30 grader varmt. Torsdags-markedet i nabobyen er omgivet af tomme parkeringspladser. Mange stader står ledige. Kunderne, der plejede at tage sig tid til at undersøge de friske råvarer, haster af sted, som om de frygtede at komme hjem med rådne kyllinger og mugne frugter. Kun køleskabet byder på et fristed. Hvis der var plads, ville vi alle sammen sidde derinde.

Og nu rammer hedebølgen også Danmark. Læg ti grader oveni, så ved I, hvordan vi har det i Spanien og Frankrig.

Alle varmerekorder bliver slået. Nogle steder må man gå 70 eller over 100 år tilbage i tiden for at finde temperaturer, der bare kommer i nærheden af disse. Klimaforskerne har ikke noget opmuntrende budskab. Inden længe bliver hver anden sommer ramt af en hedebølge som denne. Og så hedder det ikke længere en hedebølge. Så er det normalen med sommertemperaturer, som man i dag ellers kun finder i Sahara.

Kan vi lære af fremtiden? Et tilsyneladende mærkeligt spørgsmål, for vi plejer altid at lære af fortiden. Fremtiden er så usikker, så hvordan kan man lære af den?

Hvad angår klimakrisen, kan, skal og må vi lære af fremtiden, for det er den fremtid, vi for enhver pris må undgå, hvis kommende generationer skal have et tåleligt liv på jorden. Hver eneste dag ser vi beviser på dens eksistens. Skønt den endnu ikke har vist sine værste konsekvenser, er klimakrisen en kendsgerning på linje med tyngdeloven. I disse dage ånder den dig ind i ansigtet. Vi falder ikke opad, men nedad.

Klimavidenskaben er fremtidsvidenskab. Klimavidenskaben er katastrofevidenskab. Klimavidenskaben er videnskaben om ødelæggelsen af vores livsgrundlag. For klimavidenskaben handler også om os, dette altid uforudsigelige element i verdenshistorien.

Hvad vælger vi at gøre? Vælger vi at lytte og handle, eller vælger vi at ignorere vores viden? Stærke kræfter arbejder på at bagatellisere eller benægte klimakrisen. Den fossile brændstofindustri, en destruktiv profitøkonomi, en forbrugerøkonomi, der på dele af den nordlige halvkugle er gået over gevind.

Hvad er løgnens, fortielsens, fordrejningens appel?

Klimavidenskaben er en ubekvem sandhed, og de bekvemme halvsandheder har altid deres appel. Det er ikke vores overlevelsesinstinkt, de appellerer til, men vores behov for at flygte fra de besværlige sandheder, der vil indebære et opbrud fra vores tilvante liv. Vi ønsker, at i morgen skal være som i dag, og så lukker vi øjnene for den afgrund, der om ti år vil åbne sig under vores fødder. Vores børns liv skal være som vores, siger vi halvhjertede, dette falske løfte, der får os til at overgive os til den farligste tankegang af alle, vanetænkningens bedøvende trummerum.

Vi har netop fået at vide, at det store løfte, vi danskere afgav os selv, ved årtiets begyndelse, i 2030 at have nedbragt vores CO2-udslip med 70 procent, det er der nu kun 1 procents chance for, at vi kommer til at holde.

Hvornår kommer det næste klima-oprør?