Når politiets magtmisbrug forsvares af folkedomstolen

De sociale medier koger over i disse dage.

”Han fik som fortjent,” lyder det i hundredvis af kommentarer på Facebook. ”Han kunne jo bare have ladet være med at køre åndssvagt,” og ”hvis man løber fra politiet, må man tage konsekvenserne.”

Reaktionerne falder i kølvandet på den video fra Aarhus, som i øjeblikket har vakt berettiget harme i hele landet. På videoen ses en politibetjent, der løber direkte hen og sparker en mand i hovedet eller baghovedet, mens han ligger ned og reelt er ved at blive pacificeret.

På lydsporet fra en anden video, der er filmet lidt før hændelsen, høres der, hvad der lyder som om politimanden råber ”kom her, din skide perker”.

Sagen er rystende, men det er folkedomstolens villighed til at acceptere rå, uniformeret magtanvendelse mod minoriteter desværre også. For hvornår blev vi et samfund, hvor vi accepterer, at politiet agerer både færdselsbetjent, dommer og korporlig afstraffer i én og samme arbejdsgang?

Magtens tredeling gælder også på gaden

Lad os slå det fast med det samme: Uanset hvad forhistorien til denne anholdelse er, uanset om borgeren har overtrådt færdselsloven, kørt hasarderet eller forsøgt at stikke af fra en patrulje, så har dansk politi aldrig ret til at udøve afstraffelse på gaden.

I Danmark har vi et grundlæggende princip om magtens tredeling. Politiet skal efterforske og anholde, domstolene skal dømme, og Danske Fængsler skal eksekvere straffen. Når en betjent tildeler en liggende mand et spark i hovedet, har magtanvendelsen forladt de professionelle rammer. Det er ikke lovhåndhævelse. Det ligner gadejustits.

Ifølge Politilovens §16 skal politiets magtanvendelse altid være nødvendig og proportional. Det betyder, at man ikke må bruge mere fysisk magt, end situationen absolut kræver, og indgrebet må ikke være værre end det problem, man forsøger at løse.

At sparke en mand, der ligger ned, strider mod de principper, som hele vores retssystem hviler på. Politiet er sat i verden for at beskytte borgerne og opretholde loven, ikke for at hæve sig over den.

Fra “Perle-sagen” til i dag: En gammel kultur dør langsomt

Når den fysiske magtanvendelse på gaden i Aarhus i dette tilfælde ledsages af mistanke om racistiske tilråb som ”skide perker”, vækker det ubehagelige minder om fortiden. Det udstiller en dybere, strukturel problemstilling, som offentligheden desværre har måttet lægge ører til før.

For mange vil det vække minder om den efterhånden ikoniske ”Perle-sag” fra 2009. Dengang fangede et videokamera en betjent, der under en demonstration, råbte ad en borger med minoritetsbaggrund. Selvom hele Danmark kunne høre, hvad der lignede det samme racistiske skældsord som i Aarhus, forsøgte politiledelsen efterfølgende at bortforklare det med den efterhånden legendariske påstand om, at betjenten i virkeligheden råbte ”perle”.

At vi her mange år senere står med en ny video fra Aarhus, hvor præcis de samme gloser tilsyneladende runger i baggrunden, mens støvlen taler sit eget sprog mod en liggende mand, viser, at problemet ikke er løst. Det handler om en kultur, hvor visse herboende minoriteter risikerer at miste deres krav på basal menneskelig værdighed, så snart de kommer i konflikt med systemet.

Selvom sagen fra Aarhus er ekstrem, fordi den involverer et direkte spark, indskriver den sig i et generelt mønster af uforholdsmæssig hårdhed. Vi ser det, når politiske protester udfordrer økonomiske interesser, som ved Mærsk-hovedkvarteret i København, hvor siddende demonstranter blev slået med stave, eller helt aktuelt under Palæstina-aktivisternes blokade af Aarhus Havn, hvor fredelige aktivister resolut blev slæbt og trukket hen ad asfalten.

Når borgerne efterfølgende klager over denne type overgreb, lander sagerne hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP). Men i lighed med Statsadvokatens håndtering af ”Perle-sagen” i 2009, er DUP i årevis blevet kritiseret for reelt at fungere som politiets beskytter frem for borgernes. I 2025 førte kun 3,7 procent af de 694 klagesager til kritik af politiet.

At det i vid udstrækning stadig er politiet, der efterforsker politiet, svækker retssikkerheden fundamentalt.

Retssikkerhed er for alle – ikke kun de pæne

Det er en farlig og skræmmende glidebane, når store dele af den danske offentlighed på Facebook legitimerer et spark i hovedet med argumentet om, at offeret ”selv var ude om det”.

Menneskerettigheder og retssikkerhed er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til ved at opføre sig pænt. Det er fundamentale rettigheder, der beskytter os alle – netop også når vi mistænkes for noget ulovligt eller forsøger at flygte fra en patrulje.

Hvis vi som samfund accepterer, at en betjent må udøve korporlig afstraffelse og bruge racistiske skældsord under en anholdelse, så udhuler vi retsstaten indefra.

Sagen fra Aarhus må ikke glemmes eller ties ihjel som en færdselsforseelse, der eskalerede. Den skal bruges til at kræve en reel, uafhængig kontrol med politiet og et opgør med den kultur, der tillader, at uniformeret magtmisbrug finder sted.

Magtvold og racisme må aldrig blive normen i de danske gader, uanset hvad det råbende kommentarfelt på Facebook mener.