Fred er ikke ensbetydende med, at Ukraine skal give op

Først to punkter hvor vi er enige. Forfatterne skriver: ”Vi har anerkendt, at Danmark støtter Ukraine militært.” Det går jeg ud fra, at de fortsat mener, Danmark skal gøre. Det er jeg enig med dem i.

Jeg vil så også godt erklære mig enig med forfatterne i, at krigen i Ukraine desværre er blevet en motor i oprustningen. Derfor er fortsat dialog meningsfuld.

Men vi er også uenige – både om hvad der skete historisk med forhandlingerne i Istanbul i 2022, og hvad perspektivet er for forhandlinger nu i 2026.

Forhandlingerne i Istanbul i 2022. Hvad skete der?

Forfatterne mener, at der var enighed om en våbenhvile mellem Rusland og Ukraine i foråret 2022.

De skriver: ”Det er også veldokumenteret, at der i foråret 2022 i Istanbul var nået, ikke en færdig aftale, nej, men enighed om en våbenhvile mellem Ukraine og Rusland på basis af de aktuelle fronter.” (Min fremhævning).

Forfatterne angiver ingen kilde til denne opfattelse – som de ellers skriver er veldokumenteret. Det, de skriver, er heller ikke rigtigt – ifølge de kilder jeg har studeret fra forhandlingerne.

Synspunktet stammer fra Vladimir Putin. Putin har hævdet flere gange, at der var en aftale – og han har viftet med nogle papirer til møder med bl.a. afrikanske ledere i juni 2023 og sagt det var aftalen.

Men chefforhandleren for Ukraine, Davyd Akhamiia, understregede i et interview, at det var forkert: ”Putin har ikke offentliggjort dette dokument – hvorfor tror du? Hvis han havde sådant et dokument, ville han have offentliggjort det.” 

Uenighed om fire store spørgsmål

Vi ved ikke alt, hvad der foregik i forhandlingerne i Istanbul. Men New York Times har publiceret udkast til dokumenter til aftaler fra den gang. Det gjorde avisen 15. juni 2024, hvor de offentliggjorde tre dokumenter på både russisk og engelsk, inklusive forhandlingsdokumenter, der var udkast til traktater. Der var fire meget store uenigheder mellem Rusland og Ukraine.

1) Hvor stor skulle Ukraines hær have lov at være??

Hvor mange soldater måtte Ukraine have; hvor mange tanks, raketter, fly osv, og hvor langt måtte raketterne kunne flyve? Rusland havde et sæt tal – Ukraine et helt andet.

2) Hvad skulle Ukraine have af sikkerhedsgarantier, for ikke at blive angrebet igen?

Ukraine var ganske rigtigt modstridende gået med til at forhandle om at opgive NATO-medlemskab (som landet alligevel ikke havde udsigt til at få). Men da man absolut ikke stolede på Rusland – som jo allerede var i gang med sin fuldskala-invasion af Ukraine – krævede ukrainerne en sikkerhedsgaranti fra en lang række garantstater – herunder USA, Frankrig, Storbritannien og Rusland.

Ideen var, at disse stater skulle love, at de ville forsvare Ukraine militært, hvis landet blev angrebet. Men så krævede Rusland, at det skulle landene kun gøre, hvis de var enige. Altså ville Rusland reelt få vetoret. Det gjorde, at hele ideen om sikkerhedsgarantier meningsløs og blev en hovedgrund til, at forhandlingerne ikke kunne fortsætte.

Det er derfor helt misvisende, når forfatterne skriver: ”Her var Zelenskij gået med til, at Ukraine fik status som neutralt land.” Zelenskij var ikke gået med til noget sådant og havde intet underskrevet.

Da denne diskussion om sikkerhedsgarantier er fortsat i alle de efterfølgende fredsforhandlinger, ved vi også mere om problematikken i dag. USA vil reelt ikke stille sikkerhedsgarantier for Ukraine. De vesteuropæiske lande har ikke den militære styrke til at give sådanne garantier – og Rusland vil aldrig gå med til, at der skal stå ”fredsbevarende” styrker fra NATO-lande på ukrainsk grund. Det gør sådanne sikkerhedsgarantier meget lidt realistiske.

Der er endnu en grund til, at Ukraine er meget skeptisk over for den slags sikkerhedsgarantier. Rusland, Storbritannien og USA har allerede garanteret Ukraines sikkerhed. Det skete, da Ukraine opgav atomvåben i 1994. Det hjalp ikke, da Rusland angreb Ukraine i 2022.

3) Hvor skulle våbenhvilelinjen gå?

Spørgsmålet om, hvor meget ukrainsk land Rusland skulle have lov til at besætte, blev simpelthen udsat ved forhandlingernes start. Til dels fordi frontlinjen jo flyttede sig – på det tidspunkt temmelig meget, da Rusland trak sig tilbage fra det nordlige Ukraine.

At spørgsmålet blev udsat, betød ikke, at man var enige om det.

4) Hvor meget skulle Rusland have lov til at blande sig i Ukraines indre forhold?

Rusland stillede en lang række krav til Ukraines indre forhold; herunder om det russiske sprogs rolle, Ukraines politiske liv, om at russiske TV stationer skulle kunne ses i Ukraine m.m. Ukraines forhandlere var ikke indstillede på at gå med til sådanne krav, der reelt ville gøre Ukraine til en lydstat under Rusland, på linje med Belarus.

Nogle af kravene – fx om retten til at bruge russisk sprog, kan være fornuftige nok isoleret set, men ikke, at det er noget Rusland skal bestemme.

I øvrigt var det Putin, der endeligt afbrød forhandlingerne.

Det, forfatterne skriver, er derfor forkert: Der var ingen enighed mellem Rusland og Ukraine.

Om brugen af russisk i Ukraine

Russiske propagandatrolde påstår regelmæssigt, at det er forbudt at bruge russisk sprog i Ukraine. Det er forkert. Der er intet forbud i Ukraine mod at tale russisk eller mod at publicere medier på russisk.

Jeg ser næsten dagligt YouTube medier og læser websider, publiceret på russisk i Ukraine, så det kan jeg garantere for.

Der er rigtigt nok en begrænsning af retten til at bruge russisk i retsvæsenet og i undervisningssystemet. Det synes jeg er uklogt, men det er ikke noget, Rusland skal bestemme.

Er Boris Johnson den store skurk, der forhindede freden?

Forfatterne fortsætter: ”Men Boris Johnsons besked til ham (Zelenskij) var, at Ukraine ville miste al vestlig støtte, hvis man underskrev den aftale med Rusland.”

Igen angiver forfatterne ingen kilde. I de offentlige udtalelser, der blev citeret dengang, fremsatte Boris Johnson ikke noget sådant ultimatum. Zelenskij har afvist, at det eksisterede i en artikel i The Guardian. Han siger, at det ikke var Boris Johnson, der overtalte Ukraines ledere til ikke at indgå en fredsaftale

Davyid Arakhamiia – der som sagt var chefforhandler – sagde også i samme interview som refereret ovenfor, at Ukraine allerede havde besluttet ikke at underskrive nogen aftale, allerede inden Boris Johnson kom til Kyiv.

Hele denne historie er vigtig, fordi det er en af Putins og den russiske propagandas myter, at der var en fredsaftale i maj 2022. Det var ifølge myten Vesten, der tvang Ukraine til ikke at underskrive den – og Boris Johnson, der dengang var britisk premierminister, var budbringeren.

Derfor er det ifølge den myte Vestens skyld, at krigen fortsætter – og derfor er Rusland den truede part. Det er den myte, forfatterne også synger med på, og det er meget uheldigt.

Kommende forhandlinger

Forfatterne har en omfattende ide om, hvordan fredsforhandlinger skal finde sted, som jeg vil citere i sin helhed:

”Aktuelt er det vigtigt at lytte til de forskellige forslag, der er på bordet i det internationale diplomati. At kampene skal ophøre langs de nuværende fronter. At Ukraine skal blive neutralt. At NATO standser yderligere udvidelser østover permanent. At Europa og Rusland begynder at genoptage økonomiske forbindelser. Og at OSCE igen påtager sig rollen som central garant for en fælles europæisk sikkerhed, der ikke funderes i en opdeling af Europa i militære blokke. Hvordan det ender, kan ingen vide. Men fortsat eskalering af krigen bringer ikke nogen løsning.

Vi advarer mod en situation, hvor mange tusinde fortsat vil lade livet i en kamp, der højst fører til marginale magtforskydninger. Alle vil stå sig bedst ved at anerkende, at Rusland har følt sig snigløbet og ydmyget af Vesten og truet af at få NATO-raketter stående 500 km fra Moskva. Om vi kan lide det eller ej, er denne fornemmelse vidt udbredt i Rusland – og medvirkende til, at krigen holder Putins styre ved magten. Også vores egen sikkerhed er bedre tjent med en diplomatisk løsning og et nærmere forhold til Rusland end med en storslået oprustning i Europa.”

Det første er jeg enig i. Altså at ”kampene skal ophøre langs de nuværende fronter.” Det er også præcis, hvad Ukraine foreslår og længe har foreslået. Man kan fx læse Ukraines position i dette åbne brev fra Zelenskij til Putin fra 4. juni i år. Ukraines position er, at der skal etableres en våbenhvile ved de nuværende fronter – og derefter skal der være forhandlinger.

Men det afviser Rusland. Putins pressesekretær Dmitrij Peskov sagde fx 13. maj: ”For at stoppe skydningen og åbne en korridor til fuldskala fredsforhandlinger, skal Zelenskij give en ordre til Ukraines væbnede styrker om at stoppe skydningen og forlade Donbas og forlade de russiske regioner, som Putin allerede sagde for et par år siden”.

Rusland stiller som betingelse for våbenhvile og for at ”åbne en korridor til fredsforhandlinger” – at Ukraine skal trække sig tilbage fra flere storbyer og fra områder, som Rusland efter mere end fire års krig ikke har kunnet erobre.

Det er Ruslands position, der gør, at krigen fortsætter.

Neutralitet og sikkerhedsgarantier

Ukraine vil heller ikke lade Rusland afgøre, om Ukraine skal være neutralt. Spørgsmålet om NATO-medlemskab er måske ikke så relevant længere – da NATO er i en omfattende krise som følge af Trumps politik og trusler om at forlade NATO.

Men Ukraine har allerede indgået 28 bilaterale aftaler om militært samarbejde – med 25 europæiske lande, Canada, Japan og USA. Der tegner sig et billede af et fremtidigt Europa, hvor Ukraine spiller en vigtig rolle med sine erfaringer fra kampen mod Ruslands invasion.

Genoptagelse af de økonomiske forbindelser mellem Europa og Rusland

Forfatterne foreslår, at Europa og Rusland begynder at genoptage økonomiske forbindelser. Jeg håber, de mener, at det skal ske, efter der er sluttet fred mellem Ukraine og Rusland. Indtil det sker, er det eneste rigtige, at Europa afviser at købe russisk olie og gas og afviser at sende højteknologi til Rusland.

Sanktionerne mod Rusland er langt fra perfekte. EU-lande køber stadig gas fra Rusland – og elektroniske komponenter fra EU finder også vej til russiske våben, der bliver brugt i Ukraine. Men opgaven for venstrefløjen må være at kræve skærpelse af de sanktioner, ikke at lette dem.

Hvis Rusland stadig efter en fredsslutning bliver regeret af en tyran som Putin, mener jeg også, at EU skal være forsigtig med at vende tilbage til en tilstand, hvor fx Tyskland er helt afhængig af billig, russisk gas.

OSCE er en papirtiger

I 1975, for godt halvtreds år siden, blev der etableret et forsøg på at lave en gensidig europæisk sikkerhedsstruktur ved forhandlinger i Helsinki – det som endte med at hedde OSCE – Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.

Forfatterne ønsker, at ”OSCE igen påtager sig rollen som central garant for fælles europæisk sikkerhed.” Det er desværre en illusion. OSCE var aldrig en sådan garant – og det ved jeg blandt andet, fordi jeg har arbejdet for organisationen i Tjetjenien.

OSCE var og er en diplomatisk samarbejdsstruktur, der samarbejder om det, medlemsstaterne kan blive enige om – dvs. det kræver konsensus. I en situation, hvor landene ikke kan blive enige om ret meget, er OSCE reelt magtesløs – en papirtiger. 

NATO-raketter 500 kilometer fra Moskva?

”Alle vil stå sig bedst ved at anerkende, at Rusland har følt sig snigløbet og ydmyget af Vesten og truet af at få NATO-raketter stående 500 km fra Moskva.”

Her snakker forfatterne igen Putin og hans propagandister efter munden. Sådanne raketter 500 kilometer fra Moskva er ikke noget argument for, at Rusland startede krigen mod Ukraine.

For det første fordi var der ikke sådanne NATO-raketter i Ukraine i 2022, hverken med atomvåben eller konventionelle sprænghoveder. Der var heller ikke planer om at stille dem op. Vi ved det ganske nøje, for under Ukraine-krigens første år nægtede de vestlige lande at give raketter til Ukraine med en rækkevidde over et par hundrede kilometer.

Midt i 2023 fik Ukraine så britiske Storm Shadow-raketter og franske Scalp-raketter med en rækkevidde på godt 500 kilometer – men på betingelse af at de ikke blev brugt på russisk territorium. Denne begrænsning blev først fjernet i 2024; og først 20. november 2024 – to og et halvt år inde i krigen – blev det rapporteret, at Ukraine brugte raketterne mod et mål i Rusland.

I dag har Ukraine raketter med en rækkevidde på flere tusinde kilometer – Flamingo – men det er kun, fordi de har udviklet dem selv.

For det andet kan enhver se på et kort og finde ud af, at Letlands østgrænse ikke er længere fra Moskva end Ukraines Østgrænse. Og Letland var medlem af NATO allerede i 2022. Så hvis USA (NATO) ønskede at stille raketter op 500 kilometer fra Moskva, kunne de gøre det dér.

Ingen krav til Rusland

Det er bemærkelsesværdigt og beklageligt, at forfatterne slet ikke stiller nogen krav til Rusland i hele deres liste over, hvordan freden skal etableres.

De kunne ellers nemt rejse et krav om, at atomraketter skal trækkes tilbage i et bredt bånd i Europa – lad os sige 500 kilometer på hver side af grænsen. For i Belarus står der i dag russiske atomraketter tæt på Warszawa, og der er ingen garanti for, at der ikke er atomvåben i det russiske Kaliningrad. Der er ca. 500 kilometer fra Kaliningrad til København, som raketterne flyver.

Forfatterne rejser intet krav om, at Rusland skal trække sig ud af Ukraine – og ikke noget krav om at Rusland skal være neutralt (Rusland er med i flere militære samarbejder). Intet krav om krigsskade-erstatning til det ødelagte Ukraine, om udveksling af fanger og børn, der er tvangsflyttet til Rusland.

Der er ikke et ord om, hvilke sikkerhedsgarantier Ukraine skal have for ikke at blive angrebet igen.

Reelt foreslår vores fredselskende veteraner, at Ukraine skal kapitulere til Rusland – og med et svækket, neutralt Ukraine i midten, skal Vesten og Rusland så genoptage venskabelige forbindelser.

Zelenskijs forslag til fred

Ukraines præsident Zelenskij foreslår i sit åbne brev til Putin 4. juni en fred, der skal være ærlig, med værdighed og med garantier for, at krigen ikke bliver genoptaget.

Han foreslår, at han og Putin mødes i et neutralt land

Han foreslår at der etableres en våbenhvile langs med frontlinjen – som varer, så længe forhandlingerne varer – og at et startpunkt i forhandlingerne vil være en udveksling af krigsfanger – militære og civile på basis af ”alle for alle”.

Det er en position, alle fredselskende må bakke op om.

Slutbemærkninger

Forfatterne skriver: ”At forhandlinger ingen vegne fører, er vi derfor ikke enige med Hertoft i.”

Det er en forvrængning af mine synspunkter. Jeg siger ikke, at forhandlinger aldrig fører nogen vegne. Jeg siger, at de forhandlinger, der hidtil har været mellem Rusland og Ukraine, ikke har ført nogen vegne. Og jeg kan forsikre fredsveteranerne om, at jeg har fulgt hver eneste forhandlingsrunde omhyggeligt, da de fandt sted.

I sidste ende har forfatterne kun et argument for, at Ukraine skal bøje sig for Rusland. Det er, at Ukraine jo alligevel ikke kan vinde krigen. Kampen kan højest føre til ”marginale magtforskydninger”.

Det, er jeg slet ikke sikker på, er rigtigt. Det seneste halve års udvikling tyder på, at Ukraine faktisk godt kan stoppe Ruslands angreb.