Hvis Pia Olsen Dyhr er Mick Jagger – hvor er så Keith Richards?

Det tog omtrent en uge med SF som regeringsparti og hende selv som indenrigs- og økonomiminister, før SF’s partiformand mistede fornemmelsen for store dele af sit bagland.

Pia Olsen Dyhrs ansættelse af Thomas Nystrøm som personlig rådgiver fyldte alle medierne i begyndelsen af juni 2026. Man kan sige, at det i en tid med alt for mange krige og VM i fodbold måske var en overreaktion, at alle medier følte sig nødsaget til at liveopdatere fra SF-krisen, men ikke desto mindre fyldte sagen meget.

Det skete, efter SF’s medlem af Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, Lotte Kofoed, løftede sløret for, at hun var blandt de kvinder, Nystrøm havde krænket, inden han i 2020 måtte forlade sit job som rådgiver i SF som følge af MeToo-sagen. Siden da havde han haft en stilling som public affairs-chef i Danmarks Naturfredningsforening.

Nu mente Pia Olsen Dyhr altså, at tiden var inde til at få sin betroede rådgiver tilbage. Men enten havde hun ikke forhørt sig hos ofrene for overgrebene, eller også var hun ligeglad med deres indvendinger. Thomas Nystrøm blev ansat som spindoktor, og Lotte Kofoed kritiserede i medierne, hvor hun også fortalte sin historie, inden hun troppede op med et skilt med teksten ”Aldrig mere i SF”, mens partiformanden holdt tale på folkemødet på Bornholm.

Imens fyldte kritikken en del i medierne, hvor Kofoeds partiforening på Frederiksberg stillede sig fuldstændig bag sin kommunalpolitiker, og SF’s mangeårige medlem af byrådet i Aarhus, Jan Ravn Christensen, forlod partiet.

Krisen fandt sin umiddelbare slutning lørdag 13. juni, da Thomas Nystrøm selv meddelte, at han trak sig som Pia Olsen Dyhrs særlige rådgiver. Men tilbage står et forløb, som har givet SF – og i særlig grad partiets formand – en uheldig start som regeringsparti.

Som mange medier har givet udtryk for, efterlader sagen en del spørgsmål. Hvorfor er netop Thomas Nystrøm så uundværlig, at hans rådgivning er værd at lægge sig ud med store dele af baglandet over? Det kom i hvert fald frem, at Nystrøm har været hyret som ekstern konsulent – i hvert fald i forbindelse med et kommunalvalg. Hvor længe har det stået på, og til hvor mange opgaver har han været hyret? Hvorfor er det lige præcis seks år, der er nok for, at nu må de kvinder, krænkelserne gik ud over, tilgive Nystrøm? Hvorfor vil Pia Olsen Dyhr ikke give Lotte Kofoed en undskyldning? Og i hvor høj grad mener Pia Olsen Dyhr alt det med MeToo?

SF’erne kritiserer

Det er spørgsmål, der vækker undren i landets talende klasse. Og det vækker også undren i SF. Foruden partiforeningen på Frederiksberg og Jan Ravn Christensen i Aarhus har en række af de ellers normalt så disciplinerede SF’ere ytret deres kritik og undren i offentligheden.

Det gælder fx Nafisa Fiidow, som er medlem af bestyrelsen i SF Indre By. Hun har været ude med riven på Facebook, hvor hun blandt andet har skrevet:

”Jeg ved ikke, hvad der er værst i hele denne fortælling. Men jeg ved, at jeg skammer mig over, at jeg ikke har været en bedre partifælle over for dig, Lotte Kofoed. Jeg skulle have råbt højere, så du ikke stod alene. Vi er mange, som skulle have stillet os tydeligere ved din side. Det kan man godt forvente af et parti, som sætter kvindekamp og LGBT+ rettigheder højt.”

Og hun er ikke alene. Fx har formanden for SF Skive, Martin Kristensen, udtalt til TV2:

”Det er fair nok, at man skal have en ny chance, men man behøver ikke at få chancen i samme lokale med de folk, som man har chikaneret”.

SF Sønderborg skal også have holdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde, hvor de kritiserede ansættelsen af Thomas Nystrøm. Ligeledes har SF Ungdom kritiseret ansættelsen af Thomas Nystrøm i et åbent brev:

”Vi mener ikke, at SF i tilstrækkelig grad er lykkedes med at sikre tryghed for sine medlemmer i forbindelse med den ansættelsessag, som har fyldt de seneste døgn. (…) Det tager vi som selvstændig samarbejdspartner til SF afstand fra”, står der ifølge Ekstra Bladet i brevet.

Forsangersyndromet

Men ifølge TV2 er der også masser af lokalformænd i SF, som bakker op om partiformanden, og langt de fleste har valgt at svare ”ingen kommentarer”. Lotte Kofoed og Jan Ravn Christensen er de største navne, der klart har kritiseret SF-formanden.

Alligevel vækker det undren, at der kun skulle gå en uge med SF i regering, før partiformanden og den nyslåede økonomi- og indenrigsminister viste så dårlig fornemmelse for store dele af sit eget bagland. Et bagland der gennem de seneste mange år har været ufatteligt loyalt over for projektet om igen at gøre SF til et regeringsdueligt parti.

Den del af baglandet lod sig ikke spise af med forklaringen om, at Nystrøm var ansat i ministeriet og ikke SF – og at der dermed var forskel på minister-Pia og partiformands-Pia.

Pia Olsen Dyhr har udført et enormt – og enormt imponerende – arbejde med at genrejse SF og gøre partiet i stand til igen at være et regeringsparti. Men måske kommer succesen med en pris. En pris hvor baglandet – i form af rådgivere, politikere og landsledelse ikke vil sige formanden imod, selv om hun træffer en dårlig beslutning.

På den måde havde den politiske kommentator Søs Marie Serup måske ret, da hun i TV2 udtalte, at Pia Olsen Dyhr kunne lide af det, Rolling Stones-guitaristen Keith Richards kaldte lead vocalist syndrome, når han skulle beskrive sin forsanger Mick Jaggers opførsel:

”Keith Richards taler nemlig om et forsanger-syndrom, hvor man på et tidspunkt har været en stjerne i et band så længe, at man tænker, at det er en selv, der er fed, og ikke bandet.”

Der er ingen tvivl om, at Pia Olsen Dyhrs stjernestatus i SF i dag kan sammenlignes med Mick Jaggers betydning for Rolling Stones. Men vi har endnu ikke set en Keith Richards i SF – en højtstående figur der har talt klart imod formandens dispositioner i ansættelsessagen.

For at bruge endnu en kommentator-floskel har Olsen Dyhrs formandskab nok fået et hak i tuden, og hun får svært ved troværdigt at udtale sig om MeToo-sager i fremtiden. Men der er intet, som tyder på, at hendes position som formand er truet. Ligesom det er værd at huske på, at Mick Jagger stadig er forsanger i Rolling Stones.

Regeringsmagten og partidemokratiet

Men nok om Rolling Stones. Overvejelserne om forsangersyndromet giver dog grobund for yderligere overvejelser om partidemokrati og regeringsdeltagelse. For her kan man ikke altid få alt det, man vil have.

Hvis et parti skal være regeringsdueligt, som man kalder det, er de regeringsbærende dele af partiet grundlæggende afhængige af fleksibilitet og manøvrerum både i tid og sted. Denne manøvredygtighed kræver til gengæld, at folketingsgruppen – og i særlig grad ministrene – i mindst muligt omfang er underlagt en landsledelse eller en hovedbestyrelse, og landsledelsen er ifølge partiets love altså SF’s ledende organ mellem landsmøderne.

Til gengæld kræver regeringsdeltagelsen og fleksibiliteten, at der står et professionelt sekretariat til rådighed for at vejlede folketingsgruppen i at tage de rigtige beslutninger. Det fører til en yderligere selvstændiggørelse af folketingsgruppen.

Det fører i sin tur til, at folketingsgruppen og dens sekretariat bliver til partiets politikudviklende centrum, mens partiets afdelinger og medlemmer reduceres til at være dem, der klapper ad ledelsens beslutninger og udspil.

Er intet så skidt, at det ikke er godt for noget?

Det er næppe SF’s folketingsgruppes centrale bekymring lige nu. Efter rådgiversagen har SF fået den dårligste meningsmåling i tre år og er dumpet 2-3 procentpoint ned på under 10 procents opbakning. Og som regeringsparti er det bare sværere at genvinde vælgeropbakning, end det er som oppositionsparti. Det ved SF noget om.

SF-toppens kommunikationsstrategi om sagen er tydeligvis at lade tiden gå, sommerferien komme og glemslen træde ind. Så kan man fokusere på det politiske – fx den aftale om kommunernes økonomi i 2027, som muligvis kan lægge op til et vist opgør med den økonomiske spændetrøje, kommunerne og dermed velfærden har været pålagt. Også selvom opgøret er behæftet med mange bureaukratiske mellemregninger, der skal overvindes, før det er noget, befolkningen og velfærdssektoren mærker noget til.

Det er heller ikke usandsynligt, at en sommerferie vil lægge låg på kritikken. Men det kan heller ikke afvises, at Nystrøm-sagen har løsnet ventilen en anelse, så flere SF’ere fremover vil udtrykke sig kritisk over partiledelsen. Måske kan det føre til, at baglandet også begynder at kritisere SF for det politiske indhold, hvis regeringsdeltagelsen fører til politisk uspiselige sager.

Det er ikke kun skidt. Som en anden kommentator sagde i DR, skal man huske på, at SF er et rigtigt parti. Det er et parti med et rigtigt bagland af frivillige, som gerne både vil høres på og have nogen indflydelse. Så kan man ikke lægge låg på alle ubehagelige diskussioner i den gode stemnings og partidisciplinens navn.

Måske kan det føre til partiintern diskussion om partiets politik og identitet – og måske på sigt en mere skarpt venstreorienteret profil i regeringsgangene. Nystrøm-sagen har i det mindste vist, at SF’erne også godt kan være uenige udadtil. Om det fører til et parti, hvor baglandet også har indflydelse, vil tiden vise.