Fracking i Patagonien har fatale følger
Argentinas højrefløjsregering insisterer på at udvide fracking-industrien i landet. Men frackingen har store konsekvenser for naturen og befolkningens sundhed i de områder, det går ud over. Charlotte Valløe skriver om fracking, miljø og folkesundhed i Argentina
I Vaca Muerta i Patagonien i Argentina er mindre jordskælv blevet en del af hverdagen. Jordskælvene er forbundet med frackingen i området og har forårsaget skader på boliger, institutioner og den sociale infrastruktur. Beboerne i Añelo lige nord for Mari Menuco-søen er derfor begyndt at organisere sig for at kræve, at der træffes foranstaltninger, og at befolkningen informeres.
Jeg mødte argentineren Felipe Gutiérrez Ríos fra Observatorio Petrolero Sur, på klimakonferencen i Colombia i slutningen af april.
”Området er et stort vin- og frugtområde, men Neuquen-provinsen er nu også det største område i verden med fracking, når man ser bort fra USA. Området har aldrig før oplevet jordskælv”, fortæller han og fortsætter:
”Antifracking-bevægelsen fik for alvor fodfæste i området for ca. 15 år siden. Den oprindelige Mapuche-befolkning begyndte at protestere sammen med kirken og sociale bevægelser. Det affødte et forbud mod fracking i provinserne Mendoza og Entre Rios, men i Vaca Muerta i Neuquén-provinsen er frackingen eskaleret.”
Mileis prestigeprojekt møder modstand
Vaca Muerta-området har 3.000 fracking-brønde, og ca. 60 procent af den udvundne gas er på nationale hænder. Shell har et megaprojekt ved navn YPF (Yacimientos Petroliferos, oliefelter), og man drømmer om at kunne eksportere flydende gas og tjene på energikrisen.
Det har været en af præsident Mileis mærkesager at etablere en olieledning til San Matias-golfen på Atlanterhavskysten 500 km væk. Projektet er blevet kritiseret for store mangler i miljøvurderingen.
”Mapuche-folkene kendte ikke deres rettigheder, men de mærkede følgerne, og i 2012 organiserede de en stor demonstration mod Chevron og YPF-projektet”, siger Felipe Gutiérrez Ríos.
”Derefter faldt aktiviteten. Men nu har bevægelsen fået vind i sejlene. For den store sø, Mari Menuco, er i fare for at blive forgiftet. Den er Neuquéns vigtigste kilde til drikkevand, og Salvemos el Mari Menuco (Red Mari Menuco) kræver, at YPF indstiller frackingen, så søen ikke bliver forurenet.”
”Bevægelsen, der ledes af Mapuche-samfund, borgerforsamlinger og sociale organisationer, har stor tilslutning og tæller nu 850.000 mennesker.”
Konsekvenser for sundheden
Jordskælv er desværre ikke den eneste fatale følge af udvinding af fracking-gassen.
De kemikalier, der sendes ned i borebrønden, er meget giftige, og det sker, at de slipper ud i grundvandet. Det kan være på grund af utætte rør eller de små jordskælv, som gør boringerne skrøbelige. Det vand, der sendes ned i brønden, suges op igen og indeholder giftige og radioaktive substanser. Ofte kontrolleres det ikke, hvor dette vand ender. Og der er grund til at frygte, at de kræftfremkaldende giftstoffer også havner i frugt og vin produceret i området.
Der er tre gange så stor forekomst af leukæmi blandt små børn i områder med fracking sammenlignet med andre områder, viser en undersøgelse fra Pennsylvania, USA. Denne tendens ses også i Vaca Muerta.
I områder med fracking oplever man ofte vandmangel, fordi en enkelt boring forbruger et sted mellem 7 – 15 millioner liter rent drikkevand om året. Med klimaforandringerne, hvor gletsjerne smelter, kan drikkevand blive en mangelvare i området.
Det meget fine sand, som arbejderne skal blande i borevandet sammen med kemikalierne, hvirvler let op, og mange arbejdere er ramt af kræftsygdommen silikose. Sikkerheden for arbejderne er mangelfuld, og alene den seneste måned er tre arbejdere omkommet.
Felipe tilføjer: ”At forsvare livet handler også om at beslutte, hvor vi henter vores energi fra. Og der findes en anden vej – en retfærdig energiomstilling, hvor lokalsamfundene, områderne og vandet står i centrum. Ikke fossil kapital. Ønsker vi reelt en fremtidig økonomi, der er afhængig af fossile brændstoffer?”
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
