Dom i Storbritannien: Terrorstempling af Palestine Action var lovlig
Den britiske appelret har mandag 15. juni afgjort, at den britiske regerings beslutning om at forbyde aktivistgruppen Palestine Action som en terrororganisation var lovlig. Afgørelsen ændrer dermed en tidligere dom i High Court, som havde frikendt organisationen for terrorstemplingen
Palestine Action er en ulovlig organisation. Det har den britiske appeldomstol vurderet i en opsigtsvækkende dom, der ændrer en tidligere frikendelse i den britiske High Court.
I dommen, der blev afsagt 15. juni, vurderede fem dommere, at det var lovligt, da den britiske indenrigsminister forbød Palestine Action efter Storbritanniens terrorlovgivning.
Domstolen vurderede, at gruppen havde opereret med en hemmelig struktur. Det gjorde dommeren Sue Carr klar, idet hun trak historiske paralleller ind i sin argumentation for kendelsen:
”Selvom nogle påstår noget andet, er den (Palestine Action, red.) ikke en protestgruppe, der anvender civil ulydighed som suffragetterne, der opererede i åbenhed. Det er en skjult organisation, som opererer med hemmelige celler for at undgå, at de, der bruger voldelige metoder til at beskadige ejendom og forvolde skader, bliver sporet og forfulgt.”
Op til 14 års fængsel
Forbuddet betyder, at medlemskab af eller støtte til Palestine Action er strafbart med op til 14 års fængsel. Siden den britiske regering i juli 2025 forbød gruppen, er tusindvis af personer blevet anholdt i forbindelse med demonstrationer og støtteaktioner.
Ifølge nyhedsbureauet AP er mere end 3.300 personer blevet anholdt, og mere end 700 er blevet sigtet efter terrorlovgivningen. Endnu er ingen blevet dømt, men en dommer vil 30. juni afgøre, om man kan gå videre med sagerne mod de sigtede.
Lederen af det britiske venstrefløjsparti The Green Party, Zack Polanski, har på sin Facebook-side kritiseret dommen: ”Regeringens terrorstempling har været årsag til, at bedsteforældre er blevet anholdt og trukket gennem retssystemet bare for at holde et skilt. Det er dybt autoritært, når folk blot udtaler sig mod et folkemord og for et frit Palæstina.”
Også organisationen Defend Our Juries har kritiseret dommen og udtrykt bekymring for, at dommen vil føre til, at politiet skal bruge af dets knappe ressourcer på at spærre fredelige demonstranter inde.
Palestine Action vil anke dommen
Medstifter af Palestine Action, Huda Ammori har udtalt, at gruppen vil anke dommen til den britiske højesteret og til den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det skal ændre det, Ammori kalder: ”et af de mest ekstreme angreb på ytringsfriheden og retten til at demonstrere i moderne britisk historie.”
Dommeren Sue Carr har udtalt, at dommen ikke ændrer på, at det fortsat er lovligt at kritisere Israel og bakke op om et frit Palæstina. Men det er altså ikke lovligt at udvise direkte støtte til Palestine Action.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER
