Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
18. juni. 2026

Putin-regimets brutalitet mod politiske fanger øges, mens krigen trækker ud

Forholdene for politiske fanger i Den Russiske Føderation og de territorier, landet besætter, er blevet markant forværret i takt med, at krigen mod Ukraine er blevet forlænget. Udtalelse fra Boris Kagarlitskijs internationale solidaritets-kampagne

Den fængslede russiske socialist Boris Kagarlitskij.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Personer, der er blevet anklaget eller dømt for ”at svække krigsindsatsen” gennem fabrikerede anklager, modtager længere fængselsstraffe. Tilbageholdte bliver genarresteret for at forlænge deres fængsling. Der er rapporter om søvn- og madberøvelse, og tortur er blevet rutine.

Senest har den forfærdelige behandling af matematikeren Azat Miftakhov fået international opmærksomhed. Han har været tilbageholdt siden 2019 på en række opdigtede anklager, herunder for hooliganisme og retfærdiggørelse af terrorisme, og er i øjeblikket indespærret i et højsikkerhedsfængsel i Ruslands polarområde.

Ifølge førstehånds vidneudsagn fra 21. april 2026 blev Azat udsat for frygtelige, fysiske og psykiske overgreb med det formål at knække hans vilje. Han blev tvunget til at klæde sig af, bundet, kvalt, gentagne gange slået, udsat for elektriske stød og seksuelt krænket.

Miftakhovs sag er – ligesom sagen om Bakhrom Khamroyev, som også er fængslet i Kharp – blandt de tilfælde, der bekræfter en alarmerende forværring af forholdene for mænd og kvinder, der er fængslet og forfulgt, fordi de har udtrykt modstand mod Ruslands krig i Ukraine. Seks politiske fanger i alderen 43 til 65 år er døde alene i de første fire måneder af 2026 i russisk statslig varetægt. 

Allerede i efteråret 2024 rapporterede Mariana Katzarova, FN’s særlige rapportør om menneskerettigheds-situationen i Rusland, at: “Tortur anvendes som et statsautoriseret redskab til systematisk undertrykkelse for at opretholde kontrol og for at kvæle dissens.”

Undertrykkelsen rammer flere, som krigen skrider frem

Den grove mishandling af politiske fanger, som tæller tusinder, går hånd i hånd med en intensivering af den interne undertrykkelse under Putin-regimet, som samtidig udvider antallet af fængslede borgere både i Rusland og i de besatte områder. Ukrainske civile, der holdes som fanger, er også blandt Kremls ofre.

“Undertrykkelsens net bliver kastet bredere ud end i krigens første år som reaktion på frygten for voksende intern modstand, og enhver begrundelse kan bruges,” forklarer den eksilerede russiske journalist og antikrigsaktivist Alexey Sakhnin. “‘Ekstremisme’ kan bare være kritik af regeringen; ‘terrorisme’ kan betyde diskussion af politiske tekster.”

Ifølge Sakhnin har undertrykkelsen desuden flyttet fokus fra politiske aktivister i middelklassen til en bredere del af befolkningen, herunder arbejdere og fattige – som i stigende grad er utilfredse med den langvarige krig og de forværrede sociale forhold, den medfører.

Antallet af politisk motiverede domfældelser er steget med 80 procent fra 2024 til midt i 2025, rapporterer Re:Russia-netværket. Flere unge mennesker, herunder mindreårige, bliver også arresteret, retsforfulgt og dømt. Det gælder blandt andet de unge antikrigsaktivister i den såkaldte Vesna-sag samt en gruppe digtere, der blev fundet skyldige i at have “opildnet til had”.

Øg det politiske pres på Putin-regimet

Boris Kagarlitsky International Solidarity Campaign er dybt bekymret over, hvad disse foruroligende udviklinger kan betyde for Boris Kagarlitskij selv, som fortsat sidder fængslet efter at have afsonet mere end to år af den fem år lange fængselsstraf, som en militærdomstol uretmæssigt idømte ham for en sarkastisk bemærkning, han fremsatte i 2022 om eksplosionen på Krim-broen (“retfærdiggørelse af terrorisme” efter russisk lovgivning).

Vi frygter også for velfærden og sikkerheden for alle de øvrige fanger, der udsættes for de brutale forhold i det russiske fængselssystem.

Vi opfordrer til et tættere samarbejde mellem alle organisationer, der forsvarer fængsledes rettigheder – for at kunne øge det politiske pres på Putin-regimet så meget som overhovedet muligt.

Om skribenten

Boris Kagarlitsky International Solidarity Campaign

Boris Kagarlitsky International Solidarity Campaign

Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER