Storbritanniens elite puster til pogromer mod indvandrere

Nu til dags er der ikke meget i Storbritannien, som fungerer, men de mekanismer, som får bevæbnede shitstorme til at blæse, lader til at fungere perfekt. Hvordan kan det være? Lad os se på det sørgeligt genkendelige mønster fra de seneste begivenheder.

Siden optøjerne i Knowsley i februar 2023 – hvor asylcentre blev angrebet, efter videoovervågning havde vist optagelser af en asylsøger, der kom med tilnærmelser til en 15-årig pige – har der været en række nye udbrud af vold mod migranter.

Efter et knivangreb med mange ofre, hvor en asylsøger – der skulle have været i efterretningstjenesternes søgelys – fejlagtigt blev tilskrevet skylden for angrebet, brød der i sommeren 2024 optøjer og pogromer ud i Hull, Sunderland, Rotherham, Liverpool, Aldershot, Leeds, Middlesbrough, Tamworth, Belfast, Bolton, Stoke-on-Trent, Doncaster og Manchester.

I sommeren 2025 rettede racistiske demonstrationer sig mod asylcentre i hele Storbritannien. Imens reagerede nordirske loyalister (højreorienterede protestanter, der er loyale mod det britiske styre, red.) i Ballymena på retssagen mod to teenagere for forsøg på voldtægt. De gik til angreb i kvarteret Clonavon Terrace i Ballymena, hvor mange flygtninge var indkvarteret, og satte ild til folks hjem. To tredjedele af byens roma-befolkning var tvunget til at forlade Ballymena.

Loyalisterne står klar

Nu står Belfast igen i flammer. Igen sker det i sommermånederne. Anledningen til volden var et grusomt knivangreb på Stephen Ogilvie, som angiveligt var begået af en sudanesisk flygtning med opholdstilladelse. Angrebet fandt sted på vejen Kinnaird Avenue i det nordlige Belfast – en katolsk domineret gade ikke langt fra Crumlin Road, som var og er en skillelinje mellem Belfasts protestantiske og katolske befolkningsgrupper.

Endnu en gang mente Nordirlands loyalistiske, fredselskende tåber, at den slags vold kun kunne være blevet bragt til Nordirland af fremmede med mørkere hud.

Lad endelig være med at tænke på, at Nordirland har en ulækker historie med knivvold. Lad endelig være med at tænke på, at Ogilvie selv tidligere var blevet udsat for tortur af en bande med tilknytning til Ulster Volunteer Force – en loyalistisk, paramilitær gruppering, der i hemmeligt samarbejde med den britiske stat myrdede katolikker under den lange borgerkrig i Nordirland.

Selvom knivangrebet fandt sted i en katolsk domineret gade, var den efterfølgende pogrom især ført ud i livet af loyalister og unge mænd fra loyalistiske områder i det nordlige og østlige Belfast.

I fuldt dagslys marcherede bander af maskerede mænd gennem gaderne og gik til angreb på boliger, hvor de vidste, at migranter boede. De sparkede døre ind og smadrede vinduer. I Crumlin Road og Newtonard Road i det nordlige Belfast blev migranter brændt ud af deres hjem.

Politiets svar var påfaldende nænsomt, selvom de i månedsvis var blevet advaret om, at der på den ekstreme højrefløj florerede en liste over steder, den ekstreme højrefløj ville angribe og brænde ned. Pogromen var så annonceret i forvejen, at forretninger lukkede, inden de fandt sted. Derfor var migranterne ofte nødt til selv at stå for deres egen sikkerhed.

Stephen Ogilvie og Henry Nowak

Journalisten Séamas O’Reilly skriver i The New Statesman, at alt dette er et nyt udtryk for gammel vold. Nordirlands loyalister har årtiers erfaring i at brænde folk ud af deres hjem og voldelig patruljering af gaderne for at sikre områdets renhed. Og de har bekræftede forbindelser til den ekstreme højrefløj på det britiske fastland.

Men bare fordi loyalisterne begik størstedelen af angrebene, betyder det ikke, at mange katolikker ikke bakker op om dem. Racisme over for indvandrere er udbredt blandt alle Nordirlands befolkningsgrupper: katolikker og protestanter, unge og gamle. Journalisten Aris Roussinos rapporterede fra Belfast om en ældre, katolsk mand, der sagde om oprørerne: ”Lige for tiden holder vi lidt afstand til dem, men ret beset burde vi alle sammen være med.”

Denne pogrom finder sted i en bredere, national sammenhæng. Navnet Henry Nowak blev nævnt af uromagerne, og højreekstreme agitatorer koblede det specifikt til knivangrebet på Ogilvie. I december 2025 blev den 18-årige Henry Nowak stukket ihjel af den 23-årige Vickrum Digwa fra Southport.

Digwa tilkaldte selv politiet til gerningsstedet, hvor han hævdede, at Nowak havde overfaldet ham og kommet med racistiske tilråb, ligesom Digwa fortalte, at Nowak lå på jorden, fordi han var fuld, og ikke fordi han var ved at dø af knivsårene. Politiet trak Nowak over den grusede gade og forsøgte at arrestere ham, inden de havde tjekket, om han var kommet til skade. Nowak døde, mens han blev behandlet som en kriminel.

Sagen fik dog ikke national bevågenhed, indtil retssagen belyste politiets overgreb, hvor betjentenes egne kameraer viste en døende Nowak blive lagt i håndjern.

Højrefløjen gav skylden til det woke politikorps, som går ud over hvide mennesker. De Konservatives leder Kemi Badenoch sagde, at politiets nedværdigende behandling af Nowak skete på grund af ”alt det nonsens, Black Lives Matter har medført.” Reform-lederen Nigel Farage brugte en velkendt vending, da han sagde, at sagen blotlagde ”en kultur af forskelsbehandling, hvor hvide menneskers rettigheder betyder mindre end etniske minoriteters rettigheder.” USA’s vicepræsident JD Vance skød skylden på europæisk ”selvhad” over at invitere en ”masse-invasion” af indvandrere.

Beviserne tyder dog på, at det selv samme politikorps i Hampshire, som mishandlede Henry Nowak, har sin egen historie med institutionaliseret racisme. Nylige undersøgelser har blotlagt racismen i alle retssystemets trin – fra visitationer over håndjern og brugen af knipler og strømpistoler til domsafsigelser og fængselsstraffe.

Den slags realiteter bekymrer dog ikke højrefløjen. Kun få i medierne gider diskutere dem, og Keir Starmers regering er helt sikkert ikke interesseret i at behandle det.

Desuden er alt dette underordnet i forhold til de hvide såkaldte etno-nationalisters hovedargument: at hvide mennesker er blevet andenrangsborgere i deres eget hjemland. At deres rettigheder skulle være mindre værd end minoriteter og indvandreres rettigheder. At de ”woke” eliter har skabt et farligt og omvendt moralsk hierarki.

Som Zia Yusuf fra Farages Reform-parti sagde, mens Belfast begyndte at brænde: ”Nogle kulturer er MEGET bedre end andre.” Og alligevel bliver vi, som er meget bedre end dem, behandlet meget værre.

Det er derfor, mordet på og den nedværdigende behandling af Henry Nowak allerede inden knivangrebet på Stephen Ogilvie var ved at blive en udløser for pogromer.

Det ekstreme højres internationale netværk

Lad os komme tilbage til spørgsmålet: Hvorfor er disse udbrud af voldelig nationalisme blevet så normale? Vi hører hele tiden om folks ”legitime bekymringer”. Det tidligere parlamentsmedlem for Labour og nuværende Reform-støtte Kate Hoey skriver om den ”legitime frygt” og ”vreden bag” optøjerne.

Frygt og vrede over hvad? Den ”stigende række af grusomheder begået af migranter eller efterkommere af migranter.” Kun disse handlinger bliver uden nærmere overvejelse tilskrevet det, som den højrenationale unionistiske politiker Jim Allister kalder “fremmede kulturer”. Kun de opfattes som alvorlige nok til at kunne fremkalde den form for vrede, der kan føre til en pogrom.

Hoey og hendes ideologiske medsammensvorne vil sikkert hævde, at migranter er særligt disponerede for at begå ”grusomheder”, men bevismaterialet tyder på noget andet. Og desuden handler problemstillingen ikke kun om migration. Migranternes efterkommere er britiske statsborgere – ganske vist ofte med sort eller brun hud. Og heri ligger hysteriet mod migranters iboende logik.

Som det tidligere parlamentsmedlem Roy Hattersley sagde for mange år siden: Hvis ”de” er et problem i dag, må ”de” nødvendigvis også have været et problem før. Måske skulle ”de” aldrig have haft lov til at komme. Denne logik begynder med grænsekontrol, fortsætter til massedeportationer og ender med den ekstreme højrefløjs krav om etniske udrensninger (eller ”remigration”, som det hedder med en eufemisme).

Kan vi så tilskrive skylden for disse pogromer på udefrakommende agitatorer, der maner til ”splittelse”? Politikommissær Mark Rowley antydede uden beviser, at Iran eller Rusland kan have haft en finger med i spillet. Lignende forklaringer – uden beviser – blev fremlagt efter pogromerne i sommeren 2024.

Mere troværdigt pegede Center for Countering Digital Hate på Elon Musks agitation i anledning af knivangrebet på Stephen Ogilvie på Musks eget sociale medie X som en central forklaring på den racistiske vold, der fulgte. The Guardian har identificeret et internationalt netværk af højreekstreme agitatorer, som inkluderer Elon Musk og den britiske fascist Tommy Robinson samt et nynazistisk netværk af såkaldte ”Active clubs” i USA.

Den slags grupperinger betyder selvfølgelig noget. De pogromer, vi ser, er hverken fuldstændigt koordinerede eller fuldstændigt spontane hændelser. De er en form for fragmenteret vold med elementer af topstyring og elementer af spontan smitte blandt folk. Mønstret er det, man kunne kalde en “væbnet shitstorm”, hvor de kollektive raseriudbrud og løse forbindelser i online smittefænomener bliver overført til den fysiske verden.

I den fragmenterede vold er ansvaret for tilskyndelserne, organiseringen, brandattentaterne, overfaldene, mordene og apologeterne efter begivenhederne fordelt over et bredt netværk af mennesker. Men disse mennesker kan kun reagere på – og give tilladelse til – en vrede, der allerede eksisterer.

Social fattigdom som grundlag for racisme

Det er derfor langt mere interessant at forsøge at læse raceoptøjerne som et symptom for en stat, der fejler. John Merrick skriver fx i The New Statesman om Storbritanniens potpourri af elendighed med stagnerende lønninger og produktivitet, stigende husleje og energipriser, forfaldende veje med huller og ulovlig dumpning af affald.

Hvis regeringen ikke kan stoppe tusind små både med flygtninge i at ankomme hvert år, hvordan skulle den så kunne håndtere samfundets mere grundlæggende problemer? Snarere end et pludseligt masseudbrud af social sadisme og racisme er det dette, der ligger til grund for den meningsmåling, som sidste år viste, at næsten 60 procent af befolkningen bakkede op om en militær løsning på problemet med de små både.

Selvom der ikke er noget ”pludseligt” ved fremvæksten af racisme og social sadisme i Storbritannien, har dette argument et vist bevisgrundlag. Holdningerne til race er i årtier blevet mildere, og de fleste briter har det rimelig fint med at leve i et multikulturelt samfund.

Og en dysfunktionel stat og fattigdom har en rolle i at opildne til fjendtligheder. De racistiske optøjer i sommeren 2024 fandt fx sted i nogle af Storbritanniens fattigste områder. Den midtsøgende tænketank More in Common udgav sammen med University College London en undersøgelse, der forbandt optøjerne med ”social opløsning” i postindustrielle områder.

Uligheder i indkomst, glemte lokalområder og personlige nederlagsfortællinger er med andre ord stærkt forbundet med støtte til etnisk nationalisme. Hvis nogen er på jagt efter de materielle omstændigheder, der fungerer som grobund for den udsigtsløse frustration og had, som i sin tur kan føre til voldelige udrensninger, så er de omstændigheder lige der for vores øjne.

Hvorfor?

Men også her mangler et vigtigt argument. Hvis årsagen ligger i en fejlende stat og fattigdom, hvorfor er vi så ikke vidner til voldelige oprør mod sparepolitik, stagnerede lønninger, stigende regninger og en uduelig regering? Hvorfor opstår alle disse optøjer som følge af voldelig kriminalitet – og kun voldelig kriminalitet, der er begået af nogen med brun hud?

Hvorfor handler oprørernes bekymringer om en såkaldt moralsk trussel? Og hvorfor siger oprørerne altid noget med ”indvandrere ud” snarere end ”lønninger og boliger”, når de bliver spurgt, hvad de vil have?

Hvorfor er etnisk renselse svaret på sociale dårligdomme? Hvorfor bakker folk op om et etno-nationalistisk projekt, som er en konservativ hindring for at forbedre folks materielle vilkår? Og hvis migration er blevet en kode for socialt forfald og uorden, hvordan er det så sket?

Og på den anden side: Hvorfor har millioner af mennesker, hvis liv er blevet ødelagt af kapitalismen, aldrig deltaget i eller retfærdiggjort en pogrom? Hvorfor er dem på bunden tit de mindst tilbøjelige til at falde for etno-nationalistisk ideologi?

Når alt kommer til alt, er man nødt til at opleve materielle forhold. Inden de materielle forhold kan blive til et politisk udtryk, skal de opleves og tildeles en betydning. Ofte er de reelle årsager til vores problemer fjerne og systemiske, og i nyhedernes fragmenterede og fordrejede fremstilling af “fakta” helt uigennemsigtige.

Vi er nødt til at improvisere vores egne forklaringer baseret på den umiddelbare hverdagsvisdom – “shit happens”, politikere er alle ens, livet er et lotteri – eller på den blanding af forklaringer, som Westminster og medierne tilbyder. Det, sidstnævnte i nogen tid har tilbudt, er moralsk panik omkring migration.

Dystopi avler dystopi

Som reaktion på pogromerne i sommeren 2024 pegede aktivisten Gracie Mae Bradley på den længe etablerede politik, der begyndte med New Labour og fortsatte gennem Theresa Mays hårde kurs som indenrigsminister, uroen om Brexit og panikken omkring “små både”, om at skabe et “fjendtligt miljø” for migranter.

Det fortsatte med Keir Starmer som premierminister for Labour. I sin tid i opposition havde han fordømt den konservative regering for at være ”for liberal” i migrationsspørgsmålet. Starmers svar til pogromerne i 2024 var en tale, hvor han advarede om, at et multikulturelt Storbritannien var ved at blive ”en ø af fremmede”. Hans regering annoncerede, at den efter dansk forbillede ville begynde at tage migranters smykker fra dem for at sælge smykkerne.

Denne racisme, som ellers retfærdiggøres som et svar på “legitime bekymringer”, der vokser nedefra i befolkningen. Men den er organiseret oppefra som en del af en række autoritære tiltag, som den borgerlige politik bruger til at håndtere sin egen legitimitetskrise.

I sin bog If we tolerate this identificerer journalisten Daniel Trilling et særligt dødbringende aspekt i dette politiske dukketeater. Regeringer, der har ført hård sparepolitik i den offentlige sektor, har samtidig opildnet til offentlig fjendtlighed over for migranter ved at love et urealistisk mål for “nettoindvandring”, som de ikke har nogen intention om at nå. Samtidig udviser de spektakulær sadisme over for de mest sårbare nyankomne – flygtningene. Resultatet bliver, at den racistiske højrefløjs ”bekymringer” bekræftes, men at højrefløjen stadig kan påstå, at de bliver forrådt.

Det ville nu heller ikke skabe nogen reelle forskelle at begrænse indvandringen. Tallene taler deres tydelige sprog. Både nettoindvandringen og antallet af ankomne både er faldet skarpt i det seneste par år. Men Belfast bliver stadig sat i flammer. Mens regeringer gør sig umage for at imødekomme og tale ned til racisterne, opmuntrer det dem til at kræve mere.

Nu handler det ikke længere om antal, men om ”islamister”, der styrer landet eller om en såkaldt ”to-rangs-stat”, som skal være imod hvide mennesker. I stigende grad taler højrefløjs-propagandister som politolog og Reform-kandidat Matthew Goodwin åbent om, at Storbritanniens ikke-hvide befolkningsgrupper ikke ”etnisk” – og dermed rigtigt – kan være britiske, idet de nedstammer fra indvandrere.

Det er den logiske konsekvens, når staten selv har taget et skarpt sving til højre – et sving mod sparepolitik, autoritarisme og racisme, og nu også mod militarisering, som skal finansieres af yderligere sparepolitik.

Selv den måde, hvorpå staten reviderer betydningen af racisme til at omfatte modstand mod folkedrab – men ikke fordomme mod migranter – baner vejen for en spirende fascisme. Dystopi avler dystopi.

Vanedannende pogromer

Ligegyldigt hvor omhyggeligt borgerskabets politikere og medier forsøger at forme de racistiske følelser, behøver det dog ikke ende i optøjer og pogromer. Der er et andet element. For udøverne er disse pogromer adspredelse fra hverdagen. Pogromerne er en spændende – om end flygtig – lejlighed til at føle sig som en del af noget større og til at føle politisk effektivitet. Men det er ikke ægte handlekraft.

”De sørgelige lidenskaber”, som den nederlandske filosof Baruch Spinoza beskrev de hadefulde følelser, der er på spil, reducerer vores evne til at handle i egen ret. Selv hvis vi handler på vores følelser, er det bare et udbrud uden rigtigt at forstå, hvorfor vi gør det. Alligevel giver optøjerne en spændende illusion af, at man ”gør noget ved det”, selvom vi ikke rigtig forstår, hvad ”det” er.

Pludselig lader der til at være et fællesskab med en sammenhængende, politisk vilje. Det peger i sin tur videre end statens manglende evne til at handle – det peger på en krise i offentlighedens evne til at handle.

Grunden til, at folk ofte svinger mellem at opgive alt og tro, at alt kan ændres med vilje alene, er, at der mangler en organiseret måde at håndtere tidens store kriser på. Der findes ikke et politisk redskab, som er modent og stærkt nok til at skabe reel samfundsforandring i det omfang, der er brug for, og som kan omsætte folks frustration til fælles handling – fra indadvendt tilbagetrækning til pludselige udbrud af handling.

Derfor er pogromerne så farligt vanedannende for de folk, de tiltrækker: De tilbyder hurtige shots af eventyr og følelsen af at udrette noget – men det bliver aldrig nok. Det kan ikke dæmpes med mere racistisk vold eller statslig brutalitet, lige så lidt som fobi for edderkopper kan lindres ved at dræbe flere edderkopper. For at kunne fortsætte må det hele eskalere.

Venstrefløjens ansvar

Venstrefløjen, som stadig plejer sine sår efter årtier med nederlag og politisk tilbagegang, har også et ansvar. Det handler ikke kun om at mobilisere antiracisterne eller bakke op om hurtige svar på racistisk motiverede angreb. Vi på venstrefløjen har en moralsk forpligtelse til at bryde ud af den onde spiral af borgerligt forfald og ulmende fascisme.

Det er vores pligt at svare på den racistiske volds pseudo-handlekraft ved at skabe reel, folkelig handlekraft. Det er vores pligt at svare på den giftige, racistiske løgn med sobert klassehad – frem for at prøve at forhandle med løgnen. Vi skal give dem, der ikke er racister, en grund til at føle begejstring og selvsikkerhed. Og vi skal trække nogle af dem, der er racister, væk fra racismens falske glans og pragt.

Pogromerne i Storbritannien begyndte i en tid, hvor landets venstrefløj var organisatorisk døende efter nederlaget til Jeremy Corbyns politiske projekt. Venstrefløjen kunne organisere massemøder om krisen i folks leveomkostninger, men møderne førte ingen vegne. Venstrefløjen kunne mobilisere hundredtusinder i spontane demonstrationer mod folkemordet i Gaza, men det skabte ikke en organisation med social bredde og dybde.

Your Party, som blev stiftet sidste år, er et pragteksemplar på alle de måder, venstrefløjen modarbejder sig selv. For tiden søger folk, der har lyst til at organisere venstrefløjen, hen mod The Green Party. De skal roses for, at de ikke har ødelagt det for sig selv, at de ikke er gået på kompromis med racisme, og at de i vid udstrækning ikke er bukket under for presset fra det etablerede system.

For at parafrasere Clara Zetkin er fascisme straffen for venstrefløjens mangler. Pogromerne er et udtryk for den ulmende fascisme i en nøddeskal. Hvis vi bliver ved med at fejle, går det også ud over vores fremtid.

---

Artiklen er først udgivet på Jacobin.com 16. juni 2026. Den er oversat fra engelsk af Jonas Neivelt.