Er krigen i Ukraine ved et vendepunkt?

Siden starten af 2026 er den russiske forårsoffensiv ikke rigtig kommet i gang. Angrebene fortsætter, men fronten står stille. Samtidig er Ukraine kommet ovenpå i forhold til at bruge droner ikke bare i et 10 – 20 kilometers bælte langs med fronten – men også dybere inde i det russiske bagland.

Rusland har slået sin egen ”antirekord” i angreb på Ukraines byer, museer og civile boliger. Til gengæld angriber Ukraine systematisk Ruslands olieforarbejdningsindustri og eksportsektor. Det har et klart militært formål, selv om det ganske vist også går ud over de russiske civile i form af ”sort regn” og luftforurening fra brændende raffinaderier og oliehavne,

Det er måske endnu ikke vendepunktet i krigen, men det virker som om det vendepunkt kommer tættere på.

Russisk antirekord

13. – 14. maj foretog Rusland sit hidtil største angreb på Ukraines bagland med 1.567 droner og 56 missiler, ifølge ukrainske myndigheder. 27 civile blev rapporteret dræbt. Adskillige ukrainske byer blev ramt, men hovedmålet var Kyiv.

Det skete efter, at Zelenskij havde ydmyget Putin omkring paraden 9. maj. Putin havde gennem Trump bedt om våbenhvile, så Ukraine ikke ville angribe militærparaden. Efter en masse palaver blev der aftalt en våbenhvile i dagene 9. – 12. maj, og Zelenskij ydmygede Putin ved at udstede et officielt dekret om, at ukrainsk militær ikke måtte angribe i ”en kvadrat omkring Den Røde Plads”.

Så kom Ruslands ”anti-rekord” med massevis af raketter og droner. Ukraine svarede med et droneangreb på Moskva, hovedsageligt med militære mål, men hvor nogle civile også blev dræbt.

I det hele taget angriber Ukraine mere og mere i Rusland som sådan og beskyder militære mål og våbenproduktion og især den russiske olie- og gasindustri. Det sker for at stoppe Ruslands finansiering af krigen gennem olie og gaseksport og forsyningen til de russiske soldater af diesel og flybenzin.

De russiske raffinaderier kan måske betragtes som militære mål – og er i hvert fald af stor betydning for krigen. Men angrebene har stor skadelig virkning også for civilbefolkningen. Brandene i olieraffinaderier og depoter forårsager stor luftforurening og et nyt, kendt fænomen i Rusland er ”Sort regn”, hvor delvist forbrændt olie bliver vasket ned, når det regner.

Angrebene fortsætter, men fronten står stille

Ved fronten er de russiske angreb så intensive som nogensinde, men fronten er næsten gået i stå.

Lad os se på denne opgørelse fra Jurij Fjodorov – en iagttager af krigen, der hver morgen er på den russiske oppositions-YouTube-kanal ”Breakfast show”.

Diagrammet sammenholder tre ting fra januar til midt i maj. Den blå linje viser angreb med svævebomber fra fly (ved fronten) og er svagt stigende med omkring 1400 om ugen. Den røde linje er antallet af russiske angreb og er konstant omkring 1200 om ugen. Den sorte linje viser erobrede områder og er faldende ned til 16 km² om ugen. De russiske angreb fortsætter altså med samme intensitet – men resultatet af dem er faldet markant.

Kigger man på frontens forskellige afsnit, så har Rusland bevæget sig en anelse fremad i det nordlige Donetsk omkring byen Konstantinovka – mens Rusland er i defensiven og har tabt terræn i Zaporizjzja oblast på det sydlige frontafsnit. I dag er der ikke længere udsigt til, at Ruslands hær i løbet af sommeren kan komme så tæt på storbyen Zaporizjzja, at de kan beskyde den med artilleri.

Vendepunktet?

Ukraines udenrigsminister sagde på X i forbindelse med NATOs møde i Helsingborg, at krigen er på et vendepunkt: ”Vi befinder os på et afgørende tidspunkt i krigen, og presset på Moskva stiger.”

Jurij Fjodorov mener, det er for tidligt at kalde situationen et vendepunkt. Men han mener, der er sat gang i en række processer, som i løbet af et stykke tid kan føre til det resultat.

Fjodorov forklarer, at der er en ændring i situationen omkring droner – både de kortrækkende og dem der rækker længere. De, der følger udviklingen ved fronten, får hele tiden oplysninger om, at russiske militære objekter i det besatte Ukraine bliver ødelagt.

Et eksempel på det er angrebene på Henichesk i Kherson Oblast, tæt på den tynde landforbindelse til halvøen Krim. Det er en gammel ferieby, og der befandt sig to baser for det russiske sikkerhedspoliti, FSB. De blev destrueret og tabene var meget betydelige – formentlig omkring 100 FSB-officerer.

Den konstante ødelæggelse af logistik – som fx lastvogne eller tog med forsyninger til fronten, stabshovedkvarterer og depoter – betyder sammen med Ukraines tætte dronekontrol over selve fronten, at de russiske angreb taber kraft. Det er måske nok for tidligt at sige, at det russiske militær på Krim og i det sydlige Ukraine er afskårne fra forsyninger, men forsyningslinjerne er hårdt pressede.

En fransk iagttager af krigen, Clement Molin, tæller geolokaliserede angreb i og har siden starten af 2026 sammentalt mere end 1000 angreb på russiske lastbiler, tog og depoter i de besatte områder af Ukraine. Han kalder dem ”a real gamechanger” – en virkelig forandring af situationen.

Ukraine er ikke længere modtager af hjælp, men partner med Europa

En anden væsentlig udvikling er i våbenforsyningen til Ukraine.

I krigens første år var Ukraine nødt til konstant at bede om våben i Europa og i USA. Nu foregår der en fælles ukrainsk-europæisk produktion af våben, i høj grad baseret på ukrainske designs.

Der er ved at foregå en militær-industriel revolution. Der sker et skift fra produktioner af meget dyre våben som fx F35-fly eller Tomahawk-missiler, der kræver hundredvis af millioner eller milliarder af dollars.

Sådanne penge har Ukraine ikke, men de har en lang række kreative entusiaster, der producerer nye designs, som de har udarbejdet, og som nu produceres i Europa. Det er ikke bare droner, men der er også raketter på vej. På den måde bliver der produceret relativt billige våben i masseskala.

Så Ukraine udarbejder og anvender succesfuldt nye typer våben. Og mens samarbejdet med Europa stadig er meget afgørende, går fordelene nu begge veje. En række europæiske lande ser et behov for at bruge ukrainsk design til forsvar mod droner. Det kan føre til, at der virkelig kommer et vendepunkt de kommende måneder, mener Jurij Fjodorov.

Mobilisering i Rusland?

Men hvad med en mobilisering af nye rekrutter i Rusland? Kan den ændre situationen, spørger journalisten på Breakfast Show?

Jurij Fjodorov svarer, at Rusland er i stand til at mobilisere nogle hundredetusinde nye soldater, måske en halv million, hvoraf 30-40 procent kan bruges til at fylde huller ud, der er et resultat af tab ved fronten. Det vil seriøst styrke den russiske hær.

Resten er sværere at bruge, mener Fjodorov, for Rusland mangler officerer. Hvis Rusland skal forøge hæren med 250-300.000 soldater, skal de bruge omkring 20.000 officerer mere, og dem har Rusland ikke.

Over for det står så Ukraines forøgede brug af droner – og det er ikke bare luftbårne droner, men også kørende droner på landjorden. Det kompenserer for manglende ukrainske soldater. De russiske fodfolk er tvunget til at gå igennem en drabszone på 10-15 kilometer for at angribe, og deres tab er enorme – omkring 80 procent.

Derfor taber den russiske hær 4 til 5 gange flere soldater end den ukrainske, vurderer kompetente vestlige observatører ifølge Fjodorov. Derfor er det ikke sikkert, at en mobilisering vil få så stor betydning, slutter Fjodorov.

En rapport fra The Institute for the Study of War

Den amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) – som hævder at være nonprofit og neutral – har 25. maj publiceret en rapport, som Fjodorov også citerer.

Rapporten bekræfter og udbygger nogle af de ting, Fjodorov siger. Blandt andet at det også er lykkedes Ukraine at ødelægge en stor del af Ruslands forsvar mod luftangreb i de besatte områder. Det betyder også bedre muligheder for ukrainske droneangreb.

ISW mener, at Ukraine nu kan stoppe russiske offensive angreb, men endnu ikke selv er i stand til at foretage dem. Sådan har det været siden 2023, men det kan være på vej til at ændre sig, mener ISW: Ukraine har en unik mulighed for at introducere elementer af bevægelig krig og gå i offensiven.

De har en mulighed nu, indtil Rusland finder på noget, der gør Ukraines metoder ineffektive. Derfor er der en tidsbegrænsning på Ukraines overlegenhed, mener de.

De russiske tab er større, end Rusland kan erstatte

ISW angiver også en række kilder til, hvor store de russiske tab er – og konkluderer at Rusland siden december 2025 har tabt flere soldater, end de kan rekruttere. Samtidig er fremgangen ved fronten altså blevet mindre.

På det punkt tørrer Ruslands ressourcer ud. Antallet af frivillige, som vil tegne kontrakt med hæren, er stærkt faldende, og det har sat gang i spekulationerne om en forceret mobilisering. Foreløbig har der været en række forsøg på at presse de unge på universiteterne til at tegne kontrakt med hæren.

Ukraine har altså for tiden stoppet den russiske fremgang – og er i gang med et modangreb i oplandet til fronten. Men formentlig kan Ukraine ikke gå til en egentlig modoffensiv. Angreb kræver flere tropper og giver større tab end forsvar i denne krig – og Ukraine har væsentlig færre soldater og et mindre befolkningsgrundlag end Rusland.

Så Ukraine vil næppe gå til frontalt angreb, men vil forsøge at underminere den russiske hær.

Isolering af Krim?

Det kan man fx gøre i forhold til Krim. Krim er en halvø, hvor der i realiteten kun er tre forsyningsveje. To over land i besat område i Ukraine – og en over Kersj-Strædet på den bro, Putin fik bygget efter besættelsen af Krim i 2014.

Adgangsvejene over land i besat område er nu under heftig ukrainsk dronebeskydning, som foreløbig ganske vist ikke stopper transporterne, men gør militær kørsel på disse veje yderst farlig. Og de mange angreb på luftforsvarsenheder på Krim kan være en forberedelse på et større angreb på Kersj-Broen.

Hvis Ukraine kan lykkes med at stoppe forsyningerne til Krim, kan de i realiteten gøre det umuligt for Rusland at holde halvøen – også selv om Ukraine ikke går til frontalt angreb på det russiske militær der.

Ruslands økonomi

Krigen koster flere og flere penge, og det russiske statsunderskud for 2026 er allerede 5,88 trillioner rubler for de første fire måneder, ifølge finansministeriets opgørelser. Det var ellers planlagt til ”kun” at være 3,79 trillioner rubler for hele året.

Dertil kommer et statsunderskud på 5 trillioner rubler for 2025 – så den russiske økonomi er på vej mod fallit. I nogle måneder er det russiske bruttonationalprodukt endda svagt faldende. Så det er vel ikke så galt? Men det er det.

For produktionen til militæret tæller også på positivsiden i bruttonationalproduktet, selv om den slet ingen gavn gør for den russiske befolknings liv. Så et svagt fald i BNP i Rusland betyder et stort fald i produktion til civile formål i Rusland.

Angreb på den russiske fossilindustri

Ukraine har vedholdende og gentagne gange angrebet alle olieraffinaderier i den europæiske del af Rusland. Rusland reparerer dem, så hurtigt de kan, og det er svært at sige, præcist hvor meget det stopper Ruslands produktion af benzin, dieselolie og flybenzin.

Men at det er alvorligt, fremgår af Reuters vurdering 20. maj. Reuters oplyser også, at den russiske regering har etableret et forbud mod eksport af russisk benzin – fra april måned og foreløbig indtil juli. Samtidig rapporteres der om mangel på benzin og tilmed rationering flere steder i Rusland – og især i de besatte områder. Det fortæller økonomen Vlad Sjukovskij i et interview med Breakfast Show. https://www.youtube.com/watch?v=F9-6MKQCDsU

Journalisten Ivan Yakovina – der er russer af statsborgerskab, men siden 2010 har arbejdet i Ukraine – fortæller om angrebene natten til 29. maj, hvor Ukraine angreb raffinaderiet i Volgograd, som tilhører Lukoil.

Raffinaderiet er et af de største i Rusland og forarbejder årligt 15 million ton olie, som bliver til benzin, dieselolie og flybenzin. Dette raffinaderi forsyner det sydlige Rusland og de besatte områder i Ukraine.

Lederen af Sevastopols russiske administration skriver på sin Telegram-kanal, at byen nu totalt mangler benzin. Netop denne by er yderste udkant af forsyningslinjerne i Rusland, siger Yakovina, der forudsiger, at manglen på benzin vil brede sig på Krim og ind i Krasnodar Krai i Sydrusland.

Hvad er Putins svar på Ruslands problemer?

Med den pressede situation ved fronten, den elendige økonomi og de mange ukrainske angreb på den russiske olieindustri og olie- og gaseksport, er Ruslands krigsførelse på vej ind i en krise.

Men hvad kan eller vil Putin gøre ved det? Det har den danske officer og militæranalytiker Anders Puck Nielsen lavet en video om 29. maj: Han opstiller fire scenarier for, hvad Putin kan gøre.

Anders Puck Nielsen ser Putins handlemuligheder i forhold til, hvad det vil betyde, for at han kan opnå sine krigsmål (som ifølge Anders Puck Nielsen er fuld russisk kontrol over Ukraine) – i forhold til den russiske økonomi og i forhold til sikkerhedsrisikoen for Putin selv.

Putin kunne for det første acceptere nederlaget – og gå ind på en fredsslutning tæt på Ukraines betingelser. Det ville selvfølgelig være et nederlag, men det vil give ham en vis chance for at rette økonomien op – og også for at bevare magten.

På kort sigt vil folk være lettede over, at krigen er slut, men på længere sigt vil det være problematisk. Alle vil kunne se, det var et nederlag og hvorfor så starte krigen? Der vil også være mange problemer med de veteraner, som vender hjem. Selv om økonomien vil blive bedre på lang sigt, vil den stadig være dårlig – og hans legitimitet vil være faldende.

Mulighed nummer to er, at Rusland ikke afslutter krigen, men fastfryser den, dvs. stopper med at angribe ved frontlinjen. Derved vil de russiske tab falde dramatisk. Krigen stopper ikke faktisk. Angrebene med droner og raketter kan fortsætte – både ind i Ukraine og i Rusland. Men måske kan Putin tage imod Zelenskijs tilbud om gensidig våbenhvile i angrebene på energi-infrastrukturen.

Anders Puck Nielsen ser denne mulighed som den farligste for Ukraine. For den vil ødelægge de to grundpiller i Ukraines forsøg på at vinde krigen – de store tab for Rusland ved fronten og de massive angreb på Ruslands olie og gasindustri, der underminerer Ruslands indtægter. Puck Nielsen vurderer, at en sådan mulighed selvfølgelig ikke vil gøre noget godt for Ruslands økonomi – men at Putin vil kunne bevare magten, fordi krigen og dermed repressionen fortsætter.

Scenarie nummer tre er, at Putin vil lave en massemobilisering af soldater. Fordelen ved denne mulighed er, at Rusland kan fastholde sin nuværende militære strategi. Men det er svært at se, hvordan det vil fungere i forhold til den udvikling, krigen er inde i – med Ukraines overlegenhed på droneområdet.

Det vil også være en katastrofe for økonomien at trække så mange ud af produktionen og forøge antallet af soldater, der skal forsynes. En massemobilisering kan også føre til øgede protester mod regimet. Så alt i alt er mobiliseringen dårlig for Putin og indebærer stor risiko for ham.

Den fjerde mulighed ville være at eskalere krigen ved at true NATO lande direkte. Han kan håbe på, at det vil skræmme de europæiske lande så meget, at de vil lade Rusland angribe i Baltikum.

Anders Puck Nielsen mener sagtens, at Rusland kan finde et par divisioner til et begrænset angreb i Baltikum. Det vil være rigeligt, mener han, til at lægge massivt pres på NATO og skræmme de europæiske befolkninger. Det vil være en stor risiko for Putin – og det er svært at sige, hvordan Europa vil reagere. De vil måske reagere præcist modsat af, hvad Putin ønsker, og det vil give en meget høj chance for, at det vil føre til Putins fald.

Puck Nielsen mener ikke, at Putin vil acceptere et nederlag. Han tror heller ikke, at Putin vil fastfryse krigen, selv om det ville være det smarteste for Putin. En frossen, evig krig er det farligste for Ukraine. Det mest sandsynlige er ifølge militæranalytikeren, at Putin vil vælge massemobilisering.

Anders Puck Nielsen konkluderer, at situationen nu er uholdbar for Rusland, og Putin vil være nødt til at gøre noget. Der er en risiko for, at han vil vælge et angreb på Europa.

Håb og / eller tro på ukrainsk sejr?

Der er mange tegn på, at krigen mellem Rusland og Ukraine er ved et vendepunkt. Selvfølgelig er der en risiko for, at krigen vil vende igen – fx ved at Rusland på en eller anden måde får neutraliseret Ukraines nuværende overlegenhed i dronekrigen.

For den der følger en krig, og holder med en af parterne – og det gør denne skribent helt klart – så er der en hårfin linje mellem, hvad man kan tro, og hvad man kan håbe.

Hvis man håber på en sejr, kan man også meget let komme til også at tro, at den vil komme. Hvert lille tegn i den rigtige retning bliver måske overdrevet, og den håbefulde overser tegn i den modsatte retning. Det bliver forstærket af, at man læser de ting på nettet, man tror på – og ikke så meget dem, man ikke tror på.

Men med de forbehold vil jeg sige: Jeg tror, Rusland er ved at tabe deres angrebskrig i Ukraine, og at Ukraine kan sikre sin suverænitet. Ukraine har stort set stoppet det russiske angreb. De er ved at underminere den russiske hær ved fronten.

Men Ukraine har ikke soldater til at igangsætte en frontal offensiv, Det kan derfor nemt tage tid, fx et år eller mere. På den anden side kan et skift på fronten eller et regimesammenbrud i Rusland også ske meget pludseligt. Det vil jeg skrive videre om.