En velkommen debat – svar til Mikael Hertoft

Tak til Mikael Hertoft for anmeldelsen af pamfletten ”BÆREDYGTIG SIKKERHEDSPOLITIK i en forrykt verden”, som vi har været medforfattere til. Et af de helt store problemer i dag er fraværet af debat om oprustningen og hvad deraf følger. Derfor byder vi diskussionen velkommen. Også fordi vi, ligesom de fleste andre dødelige, ikke ved alt, endsige har alle svar på dagens internationale uorden.

Vores ærinde er bl.a. at skabe debat om den monumentale tiltro til oprustning og militær konflikthåndtering. Den, som nu med inspiration fra Ukraine, har fået et ekstra nøk i det nye regeringsgrundlag. Det danske forsvar skal nu etablere et ”systematisk og ambitiøst samarbejde med forsknings-, innovations- og produktionsmiljøerne i Danmark” med henblik på at opnå ”storskala industriel produktion af omkostningseffektiv militær kampkraft.”

Tillad os et par kommentarer til anmeldelsen. Først om klimaforandringerne, som Hertoft tillægger vægt, men også kommer til at forkludre omtalen af. Han synes at forveksle ordet ’bremse’ med ’afværge’ i vores sætning: ”Men handler vi nu, er det stadig muligt at bremse klimaforandringerne.” Enhver handling mod udvinding og brug af fossile brændsler nytter. Det modsiger ikke det forhold, at klimakrisen er ved at komme ud af kontrol. Og at den udgør den største trussel mod vores alles sikkerhed.

Hold fast i det diplomatiske spor

Så er der diskussionen om Ukraine: Mere end fire års krig, Trumps narcissistiske paradediplomati og de europæiske lederes diplomatiske nølen har kun gjort situationen yderligere – og unødigt – kompliceret. Vi har anerkendt, at Danmark støtter Ukraine militært, ja. Men vi opfordrer også, både i pamfletten og andre steder, til aldrig at lukke det diplomatiske spor. Heri ser vi ingen modsigelse.

Det gælder ikke mindst i dag, hvor der spores tydelig krigstræthed på begge sider af fronten, og hvor både Zelenskij og Putin er under stigende internt pres, økonomisk som politisk. Og hvor der er forsøg fra mange sider på at få genoptaget holdbare diplomatiske kontakter og forhandlinger mellem parterne.

At forhandlinger ingen vegne fører, er vi derfor ikke enige med Hertoft i. Kriges afslutning og fred forhandles faktisk mellem fjender, og netop i en tid, hvor Trump, Putin og Netanyahu dyrker krigene i deres ekstremer, er det vigtigere end nogensinde at udbygge fredens og forhandlingens politik. Vi må ikke glemme, at det i 2022 var muligt at forhandle en aftale igennem med Putin, der trods krigen gjorde det muligt for Ukraine at eksportere korn og mindske sult i andre dele af verden.

Det er også veldokumenteret, at der i foråret 2022 i Istanbul var nået, ikke en færdig aftale, nej, men enighed om en våbenhvile mellem Ukraine og Rusland på basis af de aktuelle fronter. Og om at skyde de territoriale spørgsmål frem til senere forhandling og afklaring.

Her var Zelenskij gået med til, at Ukraine fik status som neutralt land. Men Boris Johnsons besked til ham var, at Ukraine ville miste al vestlig støtte, hvis man underskrev den aftale med Rusland. Krigen blev trappet op. Forløbet er centralt, fordi det viser, at territoriespørgsmålet ikke er det vigtigste for Ukraine. Det er derimod staten Ukraines uafhængighed og sikkerhed.

Krig kræver et styrket diplomati, ikke et svækket. Det kræver mere robuste internationale forhandlingsstrukturer. Det kræver, at vi har viden om hinanden, og det kræver vilje til at diskutere alternative udviklinger.

Aktuelt er det vigtigt at lytte til de forskellige forslag, der er på bordet i det internationale diplomati. At kampene skal ophøre langs de nuværende fronter. At Ukraine skal blive neutralt. At NATO standser yderligere udvidelser østover permanent. At Europa og Rusland begynder at genoptage økonomiske forbindelser. Og at OSCE igen påtager sig rollen som central garant for en fælles europæisk sikkerhed, der ikke funderes i en opdeling af Europa i militære blokke. Hvordan det ender, kan ingen vide. Men fortsat eskalering af krigen bringer ikke nogen løsning.

Vi advarer mod en situation, hvor mange tusinde fortsat vil lade livet i en kamp, der højst fører til marginale magtforskydninger. Alle vil stå sig bedst ved at anerkende, at Rusland har følt sig snigløbet og ydmyget af Vesten og truet af at få NATO-raketter stående 500 km fra Moskva. Om vi kan lide det eller ej, er denne fornemmelse vidt udbredt i Rusland – og medvirkende til, at krigen holder Putins styre ved magten. Også vores egen sikkerhed er bedre tjent med en diplomatisk løsning og et nærmere forhold til Rusland end med en storslået oprustning i Europa.

Vi har sagt det igen og igen, i pamfletten og andre steder: Ingen nationer og befolkninger kan føler sig sikre, medmindre deres modparter føler sig sikre.

Fokus på Afrika

Endelig er der Afrika. I pamfletten har vi valgt at se på Afrika som en særlig sikkerhedspolitisk arena. Fordi Afrika og dets befolkninger er ofre for klimaødelæggelser, ulighed, fattigdom og (post)kolonial udnyttelse og dermed et centralt eksempel på den rådende globale uorden. Og fordi Afrika udgør rygraden i et globalt syd, der stiller krav om radikale forandringer i magtspillet om, hvem der får adgang til verdens ressourcer, og hvordan de skal anvendes.

Vi har forsøgt at beskrive den nye selvtillid, som viser sig som komplekse bevægelser af kolonikritik og samtidige ønsker om tættere samarbejde. Hertoft havde gerne læst mere om Afrikas mange krige, deres parter og årsager, og om, ”hvilke typer regimer der er i Afrika.” Den interesse er vi glade for.

Vi har berørt noget af det, hvad angår udviklingen i Mali og Burkina Faso, Israels anerkendelse af Somaliland og krigen i Sudan. Men Afrika består af 54 lande og en udtømmende analyse vil være omfattende og ligge uden for rammerne af en lille pamflet som vores. (Vil man følge med, er mediet Danwatch og podcasten ’Syd for Sahara’ på Radio IIII gode, aktuelle bud.)

Hertoft vil også gerne vide mere om, hvorvidt det i Afrika ”reelt er regimer, der vil stille sig i modsætning til vestlige interesser og reelt repræsenterer deres befolkninger – eller er der snarere tale om lokale eliter, der bliver rige på at sælge deres landes råvarer til vesten eller til Kina?” Hvis bare man kunne stille det så enkelt op.

Der er store forskelle mellem landene og i deres relationer udadtil, og som vi skriver, prøver en del afrikanske lande at frigøre sig fra Vesten. De lægger fx ikke skjul på utilfredsheden med Vestens sølle bidrag til klimainvestering i Afrika, mens det selv bruger pengene på oprustning. Omvendt er mange landes modsvar at satse på det private initiativ. Som i øvrigt ikke udelukker hverken olie- eller og gasudvinding.

Den strategi er fyldt med dilemmaer. Afrikanske regeringsledere er åbne for samarbejde til flere sider. De ved, at de inviterer udenlandske investorer ind til en ny form for kolonisering. De ved, de er ombejlede, og at det indgår i den ny kamp om Afrika: Kina, USA og Rusland, men også Indien, Tyrkiet, lande i Mellemøsten og EU har alle økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser at tage vare på dér.

Samtidig presses de afrikanske ledere indefra af unge stærke, ikke mindst kvindelige, røster i de kolonikritiske klimabevægelser. De stiller sig ikke tilfreds med investeringer i fx CO²-kreditter og store vand- og vindprojekter. De kalder på stop for udvinding af olie og gas. Og på initiativer, der kan bevare kontinentets naturressourcer og sikre, at de kommer den udsatte befolkning til gode.

I pamfletten behandler vi Kinas økonomiske og sikkerhedspolitiske rolle i Afrika. Den indflydelse, som Kina har bl.a. gennem BRIKS-samarbejdet benyttes bl.a. til at arbejde for at reformere FN og dets institutioner, så de i højere grad afspejler dagens aktuelle virkelighed og ikke situationen efter Anden Verdenskrig. Da FN og de internationale finansinstitutioner blev skabt på en måde, der gav Vesten særlig indflydelse.

Det giver genklang i de kolonikritiske miljøer i Afrika, og det hos både regeringer og civilsamfund – de millioner, som lige nu lider under voldsomme nedskæringer på bistanden pga. nedbarberingen af USAID og reduktionen i bidrag fra lande som Storbritannien, Frankrig og Italien.

Lige nu strunter USA i alle internationale aftaler og regler, og Europa er optaget af sig selv og sine problemer i kølvandet på oprustning og Ukrainekrigen. Begge dele fremmer afrikanernes og det øvrige globale syds bestræbelser på at skabe en ny orden baseret på andre værdier og magtforhold.

Afrika støtter en multipolær verdensorden

Dét er værd at notere sig. For den vestlige dominans i den nuværende uorden er ikke bare hyklerisk, men ude af trit med behovene hos flertallet af verdens befolkninger. Derfor skal der ske ændringer.

Ligesom BRIKS-landene hylder man i Afrika multilateralismen, og ser ikke kærligt i retning af de krige, man i Vesten har travlt med i Ukraine og Mellemøsten. Omvendt så man gerne, at EU ville være med til at sikre Afrika mere indflydelse i FN, Verdensbanken og andre vigtige institutioner. Her mener vi, at Danmark og EU faktisk kunne støtte op.

Men det giver Hertoft ikke meget for. Han går i rette med tanken om, at ”Så længe vi tror, at regeringerne vil løse problemerne for os, så bliver de ikke løst.” Det er sandt. Men det er heller ikke det, vi skriver. Vi spørger, ”hvilke muligheder et Europa – forudsat, at vi tager kampen for økonomisk og social lighed, grøn omstilling, demokrati og menneskerettigheder alvorligt – kan have som alliancepartner der.”

Skønt både den danske regering og EU ofte arbejder i modsat retning, bør det ikke afholde os fra at lægge pres og søge alliancer, hvor det er muligt. Vi nævner afviklingen af den gældsbyrde, som holder mange lande nede. Vi foreslår en gradvis og internationalt koordineret nedrustning, der – udover at bidrage til at afværge yderligere krig – kunne etablere midler til kampen mod fattigdom og ulighed. Og mod den klimakatastrofe, som rammer store dele af Afrika, og om et øjeblik os alle sammen.  

De afrikanske regeringer ved, at de ikke længere bare kan regne med Vesten. USA trækker sig ud af dusinvis af FN-organisationer, herunder UNESCO og WHO, og skærer voldsomt i bistanden. EU kompenserer ikke. Den bistandshjælp, der ikke længere gives, lægger et nyt pres på de afrikanske regeringer. Hvem og hvad skal tage sig af de fattige flertal og sikre uddannelse, sundhed og social sikkerhed? Alt det, der allerede forsømmes, og som får afrikanerne på gaden overalt på kontinentet. De unge i Generation Z reagerer på ulighederne med genklang, også udover Afrika.

Det er alt det, vi plæderer for, at vi herhjemme tager bestik af og støtter op bag. Og vi foreslår, at vi i Vesten begynder at afgive nogle af vores privilegier til gengæld for en økonomisk, social og bæredygtig udvikling i Afrika. 

Solidaritet og egoisme

Hertoft mener, at det er naivt, når vi taler for ”egentligt ligeværdige partnerskaber med både regeringsledere, repræsentanter for de unge og for de kolonikritiske kræfter i civilsamfundet, som kæmper for økonomisk og social lighed, bevarelse af biodiversiteten, klimaretfærdighed og konfliktløsning og -forebyggelse”. 

Og ja, hvis det var Lars Løkkes Rasmussens Afrika-strategi med dens knap så ”ligeværdige” fokus på vestlig sikkerhedspolitik og danske erhvervsinteresser, der var tale om, ville det ikke bare være naivt. Det ville være direkte skadeligt. Men det, vi taler om, er indsatser for en reelt bæredygtig udvikling, som de unge afrikanske befolkninger kan se sig selv i.

En udvikling, som ovenikøbet vil være af betydning for hele verden. På samme måde som vores klimaødelæggende livsform nu er af fatal betydning for Afrika. Man kan sige, at vi prøver os frem med en kombination af solidaritet og egoisme.

Her til sidst: Hertoft efterlyser med rette ”noget om Frontex og om EU’s flygtningepolitik”. Det er en valid pointe, ikke mindst i lyset af EU’s nye asyl- og migrationspagt. Med dens stærkt problematiske ønske om oversøiske modtagecentre for flygtninge, der ikke betragtes som velkomne i Europa, blev reguleringen (ganske vist efter pamflettens færdiggørelse) for nylig stemt igennem i Europaparlamentet vha. stemmer fra det yderste højre.

Desværre står også den nye danske regering bag. Så ja, den pagt, dens baggrund og den alvorlige opbakning til fremmedfjendske partier i Europa og resten af verden er helt sikkert værd at både tale og skrive om.

I OMTÆNKE-tankens første pamflet ’BÆREDYGTIG SIKKERHEDSPOLITIK. En nødvendig omtanke’ fra 2023 skriver vi om den lidet flatterende rolle, som Frontex har spillet. Og om hvordan grænsekontrol betragtes som et spørgsmål om landenes sikkerhed, mens flygtninge på forhånd fremstilles som illegale indvandrere.