Spændende tanker – få løsninger: Anmeldelse af “Bæredygtig sikkerhedspolitik i en forrykt verden”

Ved Enhedslistens årsmøde kom Karen Helveg Petersen over og gav mig en lille grøn pamflet. Hun har selv været med til at skrive den sammen med en række andre fredselskende veteraner i tænketanken “Nej til oprustning – JA til bæredygtig sikkerhedspolitik”.

De skal have tak for arbejdet. Det er vigtigt at tænke over, hvad man skal gøre i forhold til krige, trusler og sikkerhedspolitik. Der er mange gode tanker og overvejelser i ”pamfletten”, som forfatterne selv kalder den.  Men der er også store modsætninger og meget store mangler.

Pjecen rejser to konkrete krav. Det ene er at opsige kontrakten om køb af F35-fly, og det andet er at opsige aftalen om at give USA adgang til baser i Danmark.

En mangel her er, at der ikke står noget om baser i Grønland. Vi har allerede givet USA militær adgang til Grønland – og det er måske svært at forhindre det, men det er meget vigtigt, at Danmark og Grønland ikke giver USA suverænitet i baseområderne.

Ikke bare krigen truer os – men også klimaforandringerne

Pamfletten indledes med en meget vigtig pointe: Vores sikkerhed er truet – ikke bare af krig og oprustning, men også af klimaforandringer.

Men så kommer der to modsatte udsagn lige efter hinanden: ”Klimakrisen er ved at komme ud af kontrol. Paris-aftalens målsætning om at hindre, at den globale temperaturstigning bliver mere en 1,5 grader, kan ikke længere nås, vi er snarere på vej mod de tre grader.” Tragisk men sandt – men det står i grel modsætning til den næste sætning ”Men handler vi nu, er det stadig muligt at bremse klimaforandringerne”. Begge dele kan ikke være sandt.

”Vi” må her stå for menneskeheden i sin helhed. Men det er desværre næppe rigtigt.

Klimaforandringerne kommer som bekendt af, at menneskene udleder drivhusgasser – som fx CO₂ og metan. Indtil nu udleder menneskene år for år mere og mere af disse – og alle forsøg på at bremse det, er slået fejl. Især CO₂ er meget længe i atmosfæren – og så længe det er der, fortsætter drivhuseffekten og temperaturstigningen.

Hvis vi for alvor begyndte at skære ned på forbruget af fossile brændstoffer – og fx kun udledte 70 procent af dagens CO₂ – så ville der stadig ske en stigning i mængden af stoffet i atmosfæren. Men faktisk fortsætter forbruget af olie, gas og kul med at stige. Jo, der er glædeligt nok en stor udvikling af vedvarende energikilder – men den øgede elproduktion bliver suget op af øget elforbrug, blandt andet fra datacentre. Ovenikøbet bliver skove og havmiljø også ødelagt, så evnen til at genvinde CO₂ fra atmosfæren bliver mindre år for år

Jeg forstår godt, at der er en psykologisk pointe: Hvis man tror, det ikke er for sent, så kan man handle. Hvis man ved, at katastrofen næppe kan stoppes, så vil mange måske give op og bare nyde livet i salonen på Titanic, indtil skibet rammer isbjerget.

Men det nytter ikke at sige noget, der ikke holder.

Defensive våben?

Forfatterne forsøger at finde en forbindelse mellem en principiel fredslinje og så behovet for en form for militært forsvar i en brutal, usikker og omskiftelig verden.

På side 3 skriver de: ”Miltært bør Danmark arbejde for styrkelse af Europas defensive kapacitet, nu hvor Europa formelt og reelt separeres fra USA’s sikkerhedspolitik.” Her er de helt på linje med det, fx Per Clausen og Jakob Ruggaard fra Enhedslisten tidligere har skrevet i Solidaritet.

Men hvad er defensive kapaciteter? Hvis man tager Ukraine-krigen som eksempel, så er Ukraines defensive kapacitet afhængig af, at de har langtrækkende våben, der kan ramme Rusland i baglandet. Det er klart, at nogle våben er mere offensive end andre, men de fleste våben, der kan bruges defensivt, kan også bruges offensivt.

Og at begrebet er modsætningsfyldt, kommer forfatterne ind på, når de er tæt på at kalde atomvåben for defensive: ”Men besiddelsen af atomvåben spiller i dag en større rolle, både som defensivt værn mod større magter og måske som middel til at etablere sig som leder af en civilisation.” (s 16).

Det handlende “vi”

Gennemgående appellerer pjecen til, at ”Danmark” eller ”EU” skal handle – også her i forhold til klimaet: ”Danmark må sammen med det øvrige EU og andre ligesindede lande stille sig i front i kamp mod klimaforandringer.”  (s 1) Men kære pamfletforfattere. Det sker jo ikke. EU’s konservative og nyliberale strukturer har ikke kurs mod at stoppe udledningen af fossile brændstoffer.

Det samme teoretisk set progressive Europa dukker op igen i slutningen af pjecen, hvor man i afsnittet om Afrika skriver, at: ”’Europa’ kan blive alliancepartner med ’Afrika’ forudsat, at vi tager kampen for økonomisk og social lighed, grøn omstilling, demokrati og menneskerettigheder alvorligt.” Det gør de fleste regeringer ikke – og heller ikke EU-kommissionen. Så længe vi tror, at regeringerne vil løse problemerne for os, så bliver de ikke løst.

Her kommer et andet stort hul i pamfletten. Den skriver en hel del om Afrika og om EU – men der er ikke et ord om, at EU bruger stor militær magt for at holde flygtninge og immigranter ude af EU-området. Det hedder Frontex. Det fører til mange dødsofre – og kampen mod Frontex må stå højt på enhver fredspolitisk og humanitær dagsorden.

Ukraine

Det er godt, at der er en længere analyse af Ukraine – men ærgerligt at den er så lidt sammenhængende.

Til at begynde med skriver forfatterne, at ”Omtænke-tanken” blev stiftet 6. april 2022 lige efter Ruslands invasion af Ukraine, og ”Vi fordømte den russiske angrebskrig og tilsluttede os at Danmark var blandt de lande, der militært støttede Ukraines forsvarskamp.” (s 5). Så langt så godt.

Men nu skriver vi maj 2026, og krigen ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu. Mener pamflettens forfattere fortsat, at Danmark – og andre – skal støtte Ukraine militært? Det gør de måske, for de skriver ”En brutal angrebskrig som den i Ukraine må mødes med militære midler.” (s. 6). Men de mangler klarhed, hvor klarhed er nødvendig.

Lad mig for en ordens skyld tilføje, at citatet på side 5 fortsætter: ”Men vi advarede også mod, at dette førte til en massiv oprustning som del af en kamp mellem Vesten og Rusland (og Kina) om et globalt overherredømme.”

Der er en massiv oprustning – og en stor udvidelse af NATO med Finland og Sverige. Og selv om Rusland er ved at sakke bagud som global spiller globalt, og ”Vesten” er på randen af splittelse takket være Trumps politik, så er der en stadig mere tilspidset global situation.

Jeg er tilhænger af, at de vestlige lande sender våben til Ukraine, men det betyder ikke, at jeg er blind for, at det kan føre til oprustning. De samme våbenfabrikker, der producerer våben til Ukraine i EU, kan også sende våben til Israel.

Forhandlinger om at afslutte krigen

Pamfletten går stærkt ind for forhandlinger som metode til at afslutte krigen i Ukraine.

De mener at ”Første prioritet må være en våbenhvile, som kan standse drab og ødelæggelser. Dernæst må en bæredygtig afslutning resultere i en aftale, som ud over at sætte en stopper for aggressionen, tilgodeser begge parters legitime sikkerhedsinteresser.” (s. 6)

Men hvad er de legitime sikkerhedsinteresser for Ukraine og Rusland? Det svarer pamfletforfatterne ikke på, og det gør det svært at forholde sig til udsagnet. For Ukraine er legitime sikkerhedsinteresser, at Rusland trækker sig ud af de besatte områder, og at Ukraine får sikkerhed, som i den nuværende situation kun kan være en stærk og moderne hær og en form for alliance med en række europæiske lande.

Rusland har selvfølgelig også ret til at være suverænt på sit eget territorium. Men har Rusland ret til at diktere Ukraines alliancer eller militære samarbejde med andre lande? Kan Rusland diktere, hvor stor den ukrainske hær skal være eller stille krav om forhold internt i Ukraine?

Rusland er blevet voldsomt svækket af krigen i Ukraine. Faktum er, at Rusland før 2022 var relativt sikkert, havde en stor og frygtet hær, relativ velstand og ingen akutte trusler mod landet. I dag er Rusland blevet fattigt, ødelagt, hæren reduceret både i kampkraft og prestige. Krigens afslutning kan føre til regimesammenbrud, og at Rusland kastes ud i langvarig krise og fattigdom.

Der har faktisk været mange forhandlinger mellem Rusland og Ukraine – og Ukraine har vedvarende fremsat et tilbud til Rusland om at etablere en våbenhvile ved de nuværende frontlinjer. På det punkt er præsident Zelenskij på linje med pamflettens forfattere. Men Rusland kræver, at Ukraine trækker sig tilbage – fra Donetsk og nogle gange også fra storbyerne Kherson og Zaporizjzja, – som udgangspunkt for forhandlingerne. Så forhandlingerne fører ingen vegne.

Ekko af Putins forvrængede virkelighed

I marts og april 2022 var der direkte forhandlinger i Istanbul mellem Rusland og Ukraine. Det er en af Putins løgne, som er blevet en myte i krigen, at der faktisk var en fredsaftale. Det sagde Putin så sent som på sit pressemøde 9. maj i år. Men det er ikke sandt. Der var en række udkast til aftaler – og en række af fortsatte uenigheder, som gjorde, at forhandlingerne gik i stå og blev afbrudt af Putin.

Et ekko af Putins usande påstande finder man desværre på side 27 i pamfletten: ”Det ville være bedre, om Donbass blev et demilitariseret område under et FN-mandat i fx 15 år (sådan som det næsten var blevet aftalt under de forhandlinger i Istanbul, som efter pres fra vesten blev afbrudt i april 2022.)”

Men det er bare slet ikke rigtigt. Der var ingen ”næsten færdig” aftale mellem Rusland og Ukraine den gang – der var for øvrigt heller ingen aftale om Donbas (Donbas skrives med et ’s’ på ukrainsk og to på russisk) som demilitariseret zone.

Uenighederne mellem Ukraine og Rusland handlede om en række spørgsmål – som fx hvor en våbenhvilelinje skulle gå, hvor stor den ukrainske hær måtte være, om Rusland kunne blande sig i Ukraines indre forhold eller ej og ikke mindst typen af sikkerhedsgarantier, Ukraine skulle have for at slutte fred.

Det er rigtigt, at Boris Johnson udtalte sig mod aftalen, men der er ingen grund til at tro, at de ukrainske ledere ikke selv kunne finde ud af, at de ikke kunne lave en aftale med Rusland. Det kan man fx læse i en artikel, jeg skrev i Solidaritet 2. august 2024. Så det er ikke så klædeligt, at påstanden bliver gentaget i pamfletten og det uden nogen form for kildehenvisning.

“Men Ukraine kan ikke vinde krigen”

Forfatterne kritiserer, at den danske stat leverer ”mere og mere potente våben”, og så skriver de: ”Det store problem ved denne politik er, at den er baseret på illusionen om, at Ukraine kan vinde krigen og generobre det tabte territorium. Men det kommer ikke til at ske” (s. 26). Og som bevis for det citerer man en amerikansk general, der sagde det i 2023 … altså for tre år siden.

Her forholder de sig slet ikke til den nuværende situation i 2026, hvor Ukraine stort set har stoppet den russiske fremrykning ved fronten, er i offensiven i forhold til at ødelægge den russiske militære logistik m.m. bag ved fronten – hvor Rusland er ved at gå fallit pga. krigens omkostninger, ligesom den russiske olieindustri og eksport er under angreb.

Men fordi ”Ukraine ikke kan vinde krigen”, roder forfatterne sig ud i en lang række spekulative ideer om, hvordan et kompromis kan se ud. De konkluderer, at: ”Med erkendelsen af, at det russiske regime ser ud til at være stabilt, autoritært og formodentlig kommer ud af Ukraine-krigen med en vis gevinst, betyder det, at man må tænke langsigtet.” (s 29.)

Genetableret kontakt til Rusland?

Når krigen slutter, mener forfatterne, at de europæiske civilsamfund skal genoptage forbindelsen til russerne, og de mener, at Next Stop Sovjet fra 1989 er ”en vigtig inspiration”.

Jeg var selv med i Next Stop – og det var faktisk den oplevelse, der fik mig til at læse russisk på universitetet og de næste foreløbig 37 år at beskæftige mig med Rusland, Ukraine, Kaukasus og Centralasien. Så jeg er glad for, at det blev nævnt.

Men jeg vil bare gøre opmærksom på, at Next Stop kun var mulig, fordi Sovjetunionen på det tidspunkt åbnede op under Glasnost, så der var en vis frihed – og derfor en opblomstrende bevægelse af især unge mennesker i Sovjetunionen, som vi kunne møde – og frihed for os til at rejse der. Den betingelse er ikke til stede i dagens stærkt kontrollerede, konservative Rusland.

Så kommer vi til Afrika

Der er et langt afsnit om Afrika – og man kan fornemme, at her har Karen Helveg med sin store viden om Afrika nok sat sit aftryk.

Det er rigtig godt, at man beskriver situationen i Afrika, med den store ulighed og store andel af verdens fattigdom. Der er også en god baggrundsorientering om klimaforandringer m.m.

Og man skriver: ”I Afrika raser for øjeblikket 28 konflikter og krige. Mens 32 millioner mennesker er fordrevne og på flugt.”  Men så står der ikke mere om de krige og konflikter. Der er ingen beskrivelse af bare nogle af konflikternes parter, krigenes årsager eller internationale indblanding.

Det ville ellers være nok så nødvendigt i netop denne pjece. Det, mener jeg, er et af de store huller. I hvor høj grad spiller udenlandske interesser en rolle? Hvad med Frankrigs eller Ruslands indblanding – eller Golfstaternes i borgerkrigen i Sudan? Måske kan vi få Karen Helveg til at skrive om det her i Solidaritet?

”I 2050 forventer Verdensbanken 216 millioner klimaflygtninge, hvoraf alene 105 millioner vil komme fra Afrika” (s. 43). Men hvor vil de 105 millioner så prøve at flygte hen? Europa bl.a. Der vil komme et voldsomt pres på de europæiske lande … og netop derfor ville det være nødvendigt, at skrive noget om Frontex og om EU’s flygtningepolitik.

Der er en generel beskrivelse af ”det globale syd” og de krav, ”Afrika” rejser. Men der er ingen beskrivelse af, hvilke typer regimer der er i Afrika. Er det reelt regimer, der vil stille sig i modsætning til vestlige interesser og reelt repræsenterer deres befolkninger – eller er der snarere tale om lokale eliter, der bliver rige på at sælge deres landes råvarer til vesten eller til Kina?

Afsnittet om Afrika og pamfletten som helhed slutter: ”Som et af verdens rigeste og mest udviklede lande har Danmark en forpligtelse til at støtte økonomisk, social og bæredygtig udvikling i Afrika.  Der fines næppe andre veje end gennem egentligt ligeværdige partnerskaber med både regeringsledere, repræsentanter for de unge og for de kolonikritiske kræfter i civilsamfundet, som kæmper for økonomisk og social lighed, bevarelse af biodiversiteten, klimaretfærdighed og konfliktløsning og -forebyggelse”.  (s. 52.)

Det er jo fromme ord – men i mine øjne også noget naive. Forventer forfatterne, at et Danmark ledet af Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen vil gøre, som forfatterne siger? Kan ”vi” arbejde sammen med både regeringsledere i Afrika og de folk, der bliver undertrykt af de samme regeringsledere? Svaret blæser i vinden.

Forfatterne tager fat på mange væsentlige emner, og pamfletten sætter tanker i gang. Men den løser ikke de problemer, den rejser – og det ville måske også være for meget at forlange.

---

Bæredygtig sikkerhedspolitik i en forrykt verden
Skrevet af: Knud Vilby, Henning Salling Olesen, Steen Folke, Karen Helveg Petersen, Drude Dahlereup, Tarja Cronberg, Peder Agger og Thomas Boje for Omtænketanken Nej til Oprustning – Ja til Bæredygtig Sikkerhedspolitik.
55 sider.
Pamfletten kan læses og downloades på omtænketankens hjemmeside.