Hvordan Saudi-Arabien og UAE underminerede Sudan – og verden så tavst til

Allerede i tiden op til diktator Omar al-Bashirs fald i april 2019 havde både UAE og Saudi-Arabien opbygget tætte bånd til Sudans militær. Bashirs regime deltog fra 2015 med tropper (inkl. den berygtede Rapid Support Forces (RSF) milits) i den Saudi-ledede krig i Yemen, og til gengæld modtog Sudan milliardbeløb i kontanter, subsidier og lønninger betalt af golfstaterne. Faktisk anslog embedsmænd fra UAE, at de alene havde tilført omkring 7 milliarder USD til Sudans skrantende økonomi inden 2018.

Pengene kom dog ikke uden betingelser, da Bashir forventedes at lægge afstand til sine islamistiske allierede og slutte sig til Riyadh og Abu Dhabis linje i regionale rivaliseringer. Da Bashir nølede og forsøgte at spille både Qatar/Tyrkiet og Saudi/UAE ud mod hinanden, mistede golfstaterne tålmodigheden og begyndte at se ham som en upålidelig partner, der kunne undværes.

Da det sudanske folk rejste sig i en fredelig revolution i 2018-19, så UAE og Saudi deres chance for endelig at få større indflydelse i Khartoum. De to lande hilste militærets kup mod Bashir velkommen og støttede åbent det nye militærråd. Allerede få dage efter Bashirs fald lovede Riyadh og Abu Dhabi en hjælpepakke på 3 mia. USD til Sudans overgangs-militærråd – et kolossalt beløb der inkluderede 500 millioner USD i indskud i centralbanken og resten i form af tiltrængte fødevarer, medicin og brændstof.

Denne økonomiske livline styrkede de nye generaler i de kritiske uger efter revolutionen og gav dem selvtillid til at ignorere demonstranternes krav om civilt styre. Protestbevægelsens ledere advarede dengang om golfstaternes indblanding, hvor folket med god grund frygtede, at Saudi-Arabien og UAE reelt betalte for at holde militæret ved magten på bekostning af demokratiet. Udsagnet viste sig profetisk.

Støtten fra de to golfstater opmuntrede militærrådet til en hård linje og banede vej for massakren 3. juni 2019, hvor sikkerhedsstyrker (især RSF-militsen) brutalt slog en sit-in ned i Khartoum og dræbte over hundrede fredelige demonstranter. Senere samme sommer indgik militæret ganske vist en magtdelingsaftale med civile, men generalerne sikrede sig en dominerende rolle i overgangsstyret, tydeligt styrket af opbakningen og pengene fra Abu Dhabi og Riyadh.

Golfstaternes motivation var ikke kun ideologisk betinget af frygt for demokrati, men også geopolitisk og økonomisk. Sudan er rig på landbrugsjord, kvæg og mineraler som guld, og for Saudi-Arabien og UAE – der begge importerer omkring 80 procent af deres fødevarer – er adgang til Sudans ressourcer næsten et spørgsmål om national sikkerhed.

Både Riyadh og Abu Dhabi har investeret milliarder i sudanske landbrugsprojekter for at sikre fødevarer til deres egne befolkninger. Dertil kommer Sudans strategiske beliggenhed ved Det Røde Hav, som golfstaterne ønsker kontrol over af hensyn til skibsruter og regional indflydelse. Endelig var det nye Sudan også en politisk trussel i golfstaternes øjne, da en vellykket demokratisk overgang i Sudan ville kunne inspirere prodemokratiske bevægelser andre steder i den arabiske verden – et mareridt for de autoritære monarkier.

Derfor foretrak Saudi-Arabien og UAE et stabilt Sudan styret af kendte generaler frem for et usikkert eksperiment med civilt styre.  Som forskere har påpeget, agerede golfstaterne som regionale stormagter, der blandede sig aktivt i Afrikas Horn for at fremme økonomisk ekspansion, sikkerhedspartnerskaber og anti-demokratiske alliancer.

Man kan endda kalde det en form for nykolonial adfærd, hvor UAE og Saudi-Arabien ikke optræder som traditionelle kolonimagter, men alligevel udøver imperialistisk indflydelse i regionen gennem økonomisk støtte og militære proxyer.

Proxy-krig: SAF mod RSF i regionalt magtspil

Golfstaternes indblanding i Sudan er desværre ikke kun fortid. Den aktuelle krig, der brød ud i april 2023 – mellem Sudans hær (SAF) ledet af general Abdel Fattah al-Burhan og den paramilitære Rapid Support Forces (RSF) ledet af Mohamed “Hemedti” Dagalo – bærer tydelige præg af at være en proxy-konflikt med Golf-aktører på hver sin side.

UAE fremstår som den mest indflydelsesrige ydre aktør i konflikten. Allerede før krigen opbyggede Emiraterne tætte bånd til Hemedtis RSF-milits. RSF var et oplagt redskab for Abu Dhabis agenda, da Hemedti havde både viljen til brutal magtanvendelse og kontrollen over store guldminer, især i Darfur.

Guld er blevet en afgørende ressource, da det finansierer krigsmaskineriet. Meget af Sudans guld, herunder “konfliktguld” fra områder under RSF’s kontrol, bliver smuglet til Emiraterne, der er hovedknudepunkt for guldeksport. Denne illegale guldhandel har gjort Hemedti til en af Sudans rigeste mænd og forsyner RSF med midler til at købe våben og loyale krigere. Under krigen er dette kun eskaleret, hvor rapporter dokumenterer, hvordan RSF finansierer sine operationer ved at flyve tonsvis af guld ud af Sudan via Chad, Sydsudan og Uganda til UAE.

Til gengæld har Emiraterne ifølge andre rapporter formentlig forsynet RSF med avancerede våben. Droner, ammunition, artilleri og logistisk støtte har fundet vej til RSF via luftbroer til bl.a. en lufthavn i Tchad – ofte maskeret som humanitær hjælp – i et omfang, der har styrket militsens slagkraft markant.

Hvor UAE har satset på RSF som sin foretrukne proxy, har Saudi-Arabien indtaget en mere ambivalent rolle, men i praksis ligget tættere på SAF. Kronprins Mohammed bin Salman prioriterer Saudi-Arabiens interne moderniseringsplan Vision 2030 højt, hvilket har gjort Riyadh forsigtig med at kaste sig åbent ind i dyre, risikable konflikter.

Ikke desto mindre har kongedømmet væsentlige interesser at beskytte i Sudan. Saudierne ønsker at forhindre rivaler (Iran, Rusland, og ja, Emiraterne) i at få for meget fodfæste i Sudan, samtidig med at de, som UAE, har brug for Sudans landbrugs- og kvægproduktion for at sikre fødevarer. Under overfladen har Riyadh derfor støttet det etablerede magtapparat i Khartoum, om end mere stilfærdigt.

Saudi-Arabien var med til at finansiere og legitimere Burhans regime efter kuppet i 2021, og i den nuværende krig udøver saudierne primært indflydelse via diplomati. De har sammen med USA lagt hus til våbenhvileforhandlinger i Jeddah og forsøgt at mægle mellem parterne. Officielt insisterer Riyadh på neutralitet, men meget tyder på en stiltiende støtte til SAF-regeringen. For eksempel har Saudi-Arabien (sammen med Egypten) i FN modarbejdet tiltag, der kunne svække Burhans position, og man har ingen saudiarabiske sanktioner set mod SAF-ledere eller deres finansielle netværk.

Saudierne synes altså at hælde imod hæren af geopolitiske årsager. Dels deler de hærens modvilje mod at give magten til en uforudsigelig militsleder som Hemedti, og dels frygter Riyadh et øget UAE-fodfæste ved Det Røde Hav, hvis Hemedti og UAE skulle få kontrollen over f.eks. en havn i Sudan. Rivaliseringen mellem de to golfstater – en kamp om regional førerposition og adgang til Afrikas Horn – udspiller sig således blodigt på sudansk jord.

For Sudan har konsekvensen af magtspillet været katastrofal. Med to ydre mæcener, der pumper ressourcer og politisk opbakning ind i hver sin krigsherre, er konflikten blevet langvarig og endnu mere ødelæggende, end hvis parterne stod alene. Sudans befolkning betaler prisen for dette geopolitiske magtspil.

Den tavse omverden: Hvor er det internationale samfund?

Mens UAE og Saudi-Arabien aktivt har pustet til ilden i Sudan, har meget af det internationale samfund forholdt sig forbløffende tavst eller tandløst. Trods den humanitære katastrofe, titusinder dræbte og millioner fordrevne nyder golfstaterne tilsyneladende straffrihed. Vestlige lande har undladt at konfrontere Abu Dhabi og Riyadh med deres ansvar, angiveligt fordi man ikke vil risikere andre strategiske samarbejder.

Europæiske hovedstæder og Washington er dybt afhængige af godt forhold til golfstaterne for alt fra olie og investeringer til samarbejde om Iran, migration og senest folkemordet i Gaza. Disse prioriteter har fået forrang frem for Sudan-krisen, hvilket har gjort Vesten uvillig til at lægge pres på golfstaterne for at stoppe deres destruktive indblanding. Som en rapport fra European Council on Foreign Relations nøgternt konstaterer, har Vestens tøven, særligt over for UAE, blot opmuntret Emiraterne til at fortsætte deres kurs ufortrødent.

På papiret har FN, USA, EU og Den Afrikanske Union alle fordømt volden i Sudan og opfordret til våbenhvile. Men i praksis er det meget småt med håndfaste initiativer. Et halvt år inde i krigen indførte USA ganske vist sanktioner mod visse RSF-frontvirksomheder i Dubai og mod Hemedtis broer, som menes at facilitere guldhandelen.

Det er et skridt i den rigtige retning, men bemærkelsesværdigt er det kun RSF’s netværk, der rammes. Ingen emiratiske aktører eller statslige organer er blevet holdt ansvarlige, til trods for de mange beviser på våbenleverancer og finansiering via UAE.

Saudi-Arabien er heller ikke blevet kritiseret for sin rolle – tværtimod fremhæves Riyadh ofte som en konstruktiv mægler. Den asymmetri afspejler en ubehagelig realitet, hvor de store magter vægrer sig ved at øge presset på regeringer, som de betragter som uundværlige partnere i andre sager, om så prisen er at ignorere disse partneres skadelige indflydelse i konflikter som den i Sudan.

En kirkegård for den internationale orden

International tavshed og hykleri har dybe menneskelige konsekvenser i Sudan. Når verden ser den anden vej, fortsætter krigsherrerne ufortrødent. Hver dag forlænges konflikten af den strøm af penge, våben og politisk legitimitet, der kommer udefra, og hver dag forværres katastrofen for civilbefolkningen.

Som den sudanesiske kommentator Husam Mahjoub bittert bemærker, er Sudan blevet en kirkegård for den regionale og internationale ordens hykleri. Alle taler om menneskerettigheder og demokrati, men i Sudan vejer geopolitiske alliancer tungere end folkets lidelser. Det internationale samfunds passivitet over for golfstaternes destruktive indblanding er i sidste ende et svigt ikke kun af Sudan, men af de principper om ansvar og retfærdighed, som verdens ledere siger, de står for.

Endelig skal vi huske Sudans folk, der trods alt stadig kæmper for en fremtid uden diktatur og krig. Midt i ruinerne har civilsamfundet reorganiseret sig i lokale modstandsgrupper, der dokumenterer overgreb, leverer nødhjælp og insisterer på civil ledelse. Disse modige sudanesere fortjener andet og mere end tomme erklæringer. De fortjener solidaritet og konkret støtte.

Udenlandske regeringer og organisationer kan bidrage ved at støtte humanitære korridorer, beskytte uafhængige medier og hjælpe med at samle beviser til fremtidig retsforfølgelse af krigsforbrydere. Men vigtigst er det at tage fat om problemets rod, at stoppe den udefrakommende brændstoftilførsel til krigen. Sudanerne ønsker ikke almisser, de ønsker, at man holder op med at forværre deres tragedie.

Sudan har betalt en uhyggelig pris for andres ambitioner. Det internationale samfund, inklusive os her i Danmark, må ikke vende blikket bort, men i stedet arbejde for, at retfærdighed og fred kan få en chance i Sudan. Tavshedens pris er simpelthen for høj.