En mediepolitisk opgave til venstrefløjen: Gør nyhedsørkener til grønne demokratiske oaser

De seneste 25 år er store dele af de mellemstore aktører på den skriftbaserede del af mediebranchen blevet købt op af store selskaber.

Det ses på den bredt orienterede del af bog-, tidsskrift og pressefronten. De mellemstore forlag er stort set forsvundet i Danmark, og i stedet har vi fået et marked, der er domineret af meget få kommercielle giganter samt en stor underskov af små enkeltmandsvirksomheder og foreningsbaserede forlag, som stort set udgiver pro bono. Forlaget Solidaritet er et af dem.

Der har etableret sig en vedvarende tendens til, at det øjeblik et skriftbaseret fordybelsesmedie eller et forlag viser sig at være kommercielt bæredygtigt, så sælges det til enten Bonnier, Egmont eller Gyldendal. Senest er det sket med Zetland.

Men krisen er endnu dybere, når det gælder de mere specialiserede medier, som venstrefløjen er så afhængig af for at kunne udvikle dag-til-dag politik, der er relevant for folk, hvor de bor, arbejder, uddanner og udvikler sig. Og for at kunne udvikle langsigtede strategier på grundlag af viden om de konkrete konsekvenser af samfundets udvikling, helt tæt på folks liv.

Sandet fyger fra de nye nyhedsørkener

Lokalaviserne er et fantastisk eksempel. Tendenser til stordrift eller lukning ses i de skriftlige nyhedsmedier, hvor lokalpressen, ikke blot i Danmark, men også – måske til nogles overraskelse – i et land som USA, enten bare lukker eller opkøbes af medievirksomheder, der tænker mere i stordriftsfordele end i lokal forankring af nyhedsstoffet. I USA tales der ligefrem om “nyhedsørkener” i store dele af landet.

Det gør der også i Europa, og EU fik i den forbindelse udarbejdet en forskningsrapport, der skulle kortlægge problemets omfang. Den udkom i 2024. Man kan gå ind og se, hvordan de data, som undersøgelsen bygger på, allerede er stærkt forældede. En del af de danske lokalaviser, som er med på listen fra 2024, er helt lukket i dag eller erstattet af medier, hvis journalistiske indhold er ændret til ugenkendelighed. Sandskredet har accelereret de seneste fem år.

I en undersøgelse af udviklingen i udgivelse af skrevne nyhedsmedier i Danmark, som blev foretaget for Kulturministeriet i 2020 til 2021, viste det sig, at 25 procent af danske lokalaviser dengang allerede var forsvundet i perioden fra 2010. Tendensen har bidt sig fast.

Illusionen om lokalt liv i hovedstaden

De fleste provinsboere i Danmark vil nok blive stærkt provokeret, hvis jeg begynder at kalde København en “nyhedsørken” taget i betragtning af, at mange landsdækkende medier sagtens kan beskyldes for københavneri. Det lokale indhold, som har større betydning for alle dele af vores hverdagsliv end de dele, der dækkes af Politikens cafétjek, fylder dog stadigt mindre i de skrevne nyhedsmedier med journalistisk indhold.

Hvis det står så slemt til i hovedstaden, så er det nok endnu mere grelt udenfor.

Hovedstadsområdets journalistiske lokalaviser er stort set udskiftet af aviser med næsten ens indhold. Det er de såkaldte “LIV-medier”. Det lokale præg findes i to ting: Mediernes navne: (KøbenhavnLIV, SydhavnenLIV, NordvestLIV osv.) og de lokale annoncører. Det er cirka det hele. Herligheden drives af Hovedstadens Mediehus, som igen ejes af Jysk Fynske Medier (JFM), der er det ene af Danmarks to største mediekoncerner.

JFM har også opkøbt lokalmedier i andre dele af Danmark. I nogle tilfælde har de lukket dem med det samme og efterladt et tomrum. I andre tilfælde, som i Østjylland, har JFM også forsøgt sig med LIV-konceptet, men er endt med hurtigt at lukke mange af aviserne igen. Der er i dag LIV-medier i hovedstadsområdet og på Aarhus- og Skanderborg-egnen.

I alt ejer JFM nu, ud over LIV-medier, hele 14 af de gamle danske lokalaviser, heraf nogle af de store – fra Jydske Vestkysten til Århus Stiftstidende. De ejer også Avisen.dk og Ugeavisen.dk samt Radio4 plus en række rent underholdningsorienterede eller salgsorienterede medier og platforme.

Der er ikke noget nyt i større mediekoncerner i Danmark. Det nye er adfærden med opkøb og hurtig lukning. Og en anden form for ørkendannelse, der skyldes tilsanding af indholdssiden i de lokalmedier, som oprettes efter nye koncepter.

LIV-medierne gør samfundsborgeren til kunde

“Hver dag arbejder vi efter følgende vision. Vi skaffer kunder til vores kunders forretning gennem lokale medier i København. Vores kunders kommercielle budskaber optræder altid i et troværdigt redaktionelt miljø med dyb kendskab til lokalområdet.”

Det er den vision, som Hovedstadens Mediehus præsenterer sig selv med øverst på virksomhedens LinkedIn-profil.

Mediehusets slogan er: “Markedsføring i øjenhøjde”.

Hovedstadens Mediehus toner i det mindste rent flag. Eller ren reklamestreamer, om man vil.

Det dybe kendskab til lokalområdet, som JFM promoverer deres mediehus med, er altså spændt bag en hest, der skal skaffe kunder til deres kunders forretning. Den journalistiske side af sagen – og engagementet i borgernes liv hinsides de rene forretningsinteresser – er åbenlyst fraværende. Borgeren er reduceret til kunde. Og JFM praler med det.

Hvis man laver en nærmere analyse af fx indholdet af NørrebroLIV, kan man se, at de eneste lokale nyheder, som mediet bringer, er skåret efter tre skabeloner:

1. Få overblikket: Her er ugens seneste regnskaber fra Nørrebro
2. Stor fremgang: Tab i holdingselskab i København N er forvandlet til millionoverskud
3. København N: Dagmarsgade 17 solgt for 3.850.000 kroner

Der er historier om tre typer historier: dels om salg af ejerlejligheder, hvor den konkrete pris noteres, dels de seneste regnskaber fra større selskaber i bydelen samt forretningsresultater, hvis de er exceptionelle. Skift selv virksomheder, adresser og beløb ud i skabelonerne, og du har nye overskrifter af samme type, som du kan publicere dag ud og dag ind.

Artiklerne er så skabelonagtige, at man nærmest ville kunne fodre en bot med simple data, og få den til at autogenerere dem, og derefter publicere dem automatisk, uden at processen er i kontakt med menneskehånd.

Konceptet bag LIV-medierne er at samle alle i hovedstaden på en enkelt platform, hvor nyheder på tværs af byen genbruges, og så tilsættes der ellers stof efter nævnte skabelon i de enkelte dele af byen. Nyhederne på tværs af byen svarer stort set til nyheder om sager, som bliver dækket i landsdækkende medier, krydret med lidt ekstra kriminalstof af den type, som tabloidaviserne bringer i agurketiden.

Og det er så det. Det er LIV på Nørrebro. Andet er der ikke. Det hele ligger bag en betalingsmur, og den månedlige abonnementspris er 89 kr. Alligevel er avisen spækket med reklamer.

Lokal nyhedsdækning er ikke bare lokal nyhedsdækning. Det skal man også være opmærksom på, når man læser de store undersøgelser af, om lokalområder er ved at udvikle sig til nyhedsørkener. Hvis kvaliteten er som i LIV-medier, er tørken sat ind, selvom de rent kvantitative undersøgelser kan få det til at se ud som om, at alt er frodigt og grønt i området.

Et tilsandet skoletoilet – og andre sager der dækkes af glemsel

I København har vi lokalområder, lokale udfordringer og særlige faciliteter med alt, hvad dertil hører af glæder, sorger og udfordringer, som vi har fælles ansvar for. Skoletoiletter for eksempel. Hvad det angår, er byens kvarterer ikke anderledes end landsbyer og provinsbyer.

København er næppe det eneste sted i Danmark, hvor offentligt ejede rum har stærkt mangelfulde faciliteter. Men når vi kommer ud i provinsen, bliver det bare ikke dækket på DR.dk eller i andre landsdækkende medier – sikkert fordi ingen ansatte i landsdækkende medier selv oplever de konkrete mangler eller har pårørende, der gør. Det gør de til gengæld i København. Det er min ene pointe.

Sagen om skoletoiletterne på Nørrebro fik først for alvor opmærksomhed, da Københavns Kommune glemte dem i deres budget. Hvorfor blev de glemt?

Måske på grund af en manglende lokal vagthund i form af en lokalavis, hvor lokale kræfter kunne fortælle om problemet, og mødes af journalister med kritiske spørgsmål og opfølgning på sagerne, så man kunne samle en lokal opinion, der rakte ud over den konkrete skolebestyrelse og vejede flere sider af sagen. Måske fordi der ikke længere fandtes lokale medier, der kunne fange og fastholde kommunens opmærksomhed på problemstillingen.

De fleste spørgsmål, der på langt sigt ændrer folks liv, har et lokalt udspring eller en lokal effekt. Uanset om det er forurening af et lille vandløb, hvor vandet munder ud og siver ned et større sted, eller det er en arbejdskonflikt, som ville vise sig at være en del af en større problemstilling på arbejdsmarkedet, hvis den altså kom på medielandkortet, så andre også kunne se den.

Der er lavet mange undersøgelser af problemet både i Danmark og internationalt. Selv mere liberalistisk og centrum-orienterede politikere i EU kan se, at der er et problem.

Et par af dem påviste i en rapport i 2023, at det lokale demokrati er i en dårlig forfatning i de områder, hvor lokale medier er forsvundet. Politiske kræfter i EU-regi mener, at det er myndighederne, der bør tage ansvar og sikre journalistisk nyhedsdækning lokalt.

Venstrefløjen må genopfinde lokalpressen

Uanset hvordan man vil skrue økonomien sammen omkring nye lokalmedier, så er det i hvert fald åbenlyst, at de lokale og regionale nyhedsørkener er et problem, som vi på venstrefløjen bør udvikle nye strategier i forhold til, uanset om man tænker i bredt dækkende, journalistiske nyhedsmedier for alle fløje i det politiske landskab eller nyhedsmedier, med en klar politisk agenda.

Den danske venstrefløj har faktisk haft lokale nyhedsmedier – især partipolitiske – men dem har vi lukket for længst. Måske skulle vi starte nogle nye, hvis vi mener vores kamp for mere demokrati i samfundet tæt på folks liv alvorligt?

I dag fungerer lokaludvalgenes Facebook-sider i det københavnske nærmest som de eneste kilder til klassiske lokale nyheder om områdernes udvikling og hverdagsudfordringer. Det foregår på tech-giganternes præmisser og kan ikke erstatte det, som et journalistisk medie kan være. I tilgift til de argumenter om demokrati, som jeg har fremført ovenfor, så er det faktisk også lokalmedier, som de fleste helst vil læse deres lokalnyheder i fremfor sociale medier.

Hvis man ikke kan finde en progressiv bæredygtig forretningsmodel for en venstreorienteret lokalavis, så kunne de lokaludvalg, som venstrefløjen har kæmpet så hårdt for at få etableret, måske udtænke nogle bæredygtige løsninger for lokalaviser.

Det kunne være aviser, der er båret af demokratiske og ikke kommercielle interesser, og som har uafhængigt journalistisk indhold, skrevet på grundlag af en fagetik, som tjener lokalområderne.