Eid i Mændenes Hjem – blandt stoffer og krydderier

Det er en varm forårsdag i København. Solen skinner, og stemningen er lun og rolig denne formiddag i byen. Jeg er på vej til Mændenes Hjem, der har ligget på hjørnet af Lille Istedgade siden 1960. Selve organisationen har eksisteret siden 1910. Jeg nærmer mig en tung hoveddør, der er lavet af træ.

Hoveddøren står åben, og mange lyde siver ud fra bygningen. Så snart jeg træder ind i det, der kaldes kontaktstedet, er der en mand med kasket, der ivrigt råber “Asalaam ualaikum og eid mubarak!”.

Der er mange mennesker i kontaktstedet. Nogle mænd ligger sovende på nogle trappebænke, indsvøbt i blå dyner. De virker helt uforstyrrede af larmen omkring dem. Andre sidder rundt om nogle borde og sludrer lidt, som om de sad på en café. Der bliver talt og råbt på kryds og tværs af lokalet. Stemningen er rå, men virker fortrolig for menneskene – brugerne – der er her. 

“Lige om lidt åbner skyen, og så vælter det ind med mennesker”, siger en af medarbejderne, der kommer gående imod mig. Skyen er et sundhedsfagligt og kontrolleret stofindtagelsesrum, der har eksisteret siden 2013. Her kan stofbrugere komme og indtage illegale stoffer, som heroin og kokain, under observation af fagfolk.

Café Dugnad

Jeg tager videre til Café Dugnad, der ligger på Halmtorvet og også er en del af Mændenes Hjems indsatser.

I caféen strømmer der jazzmusik gennem højtalerne. En afrikansk mand med dunjakke på sidder på en stol og sover. Tonerne går højt både i caféen og ude i baggården. En kvinde med brunt hår og kortklippet pandehår stikker hovedet ind ad døren til cafeen og råber højt: “Hvem er på lokummet! Jeg skal pis’!”.

Efter hendes toiletbesøg kommer hun imod mig og giver mig et blidt kram. Hun har halvlukkede øjne og et lukket smil. Da hun giver slip, knytter hun sin ene næve og rækker næven ud mod min venstre brystkasse. “Hjerte”, siger hun og folder sine hænder som et hjerte ved hjælp af sine pegefingre og tommelfingre.

Jeg sidder i Café Dugnads baggård, hvor omkring 25 personer opholder sig. Nogle sidder og snakker med hinanden. Andre står og snakker med sig selv. Der er både gamle og unge. Nogle virker påvirkede af stoffer, mens andre ser stoffrie ud. Men alle har deres jævnlige gang med stofferne, ifølge Jeppe Madsen Brandt, der er daglig leder i Café Dugnad.

I Café Dugnad omtaler man ikke stofbrugerne som brugere, men gæster. Og mens jeg står og taler med den daglige leder, går der en gæst forbi. Jeppe Madsen Brandt lægger sin hånd på skulderen af gæsten og ønsker ham eid mubarak.

Både gæsterne i Café Dugnad og stofbrugerne, der kommer i Mændenes hjem, har meget forskellige baggrunde. Jeg spørger Jeppe Madsen Brandt, om der kommer mange muslimer i Café Dugnad.

“Der kommer mange med muslimsk baggrund. Hvor mange der er rent praktiserende, det ved jeg ikke”, siger han. 

Der er ikke tradition for at markere højtider i Café Dugnad. Men når der har været holdt noget, er det typisk, fordi private borgere eller virksomheder har doneret i forbindelse med en højtid.

Eid-middag i Café Dugnad

I Café Dugnad bliver der dagligt serveret frokost og aftensmad, men i dag skal der serveres couscous, en nordafrikansk ret, i anledning af eid.

En af brugerne har nemlig doneret et lam. Det er en islamisk tradition at slagte et dyr og give det til de mest trængende i samfundet på eid al Adha. En af medarbejderne i Mændenes Hjem fortæller mig, at det er en muslimsk pusher, der har doneret lammet.

Og ham, der skal tilberede lammet, er Nabil Benhajali fra Tunesien, som er kommet i miljøet i mange år.

Fra stofbruger til eid-kok

Nabil Benhajali er 65 år gammel og stammer fra Tunis. Han er kommet i Mændenes Hjem, siden han kom til Danmark i 1982.

“Jeg har været afhængig af heroin og kokain. Jeg kom alene til Danmark. Jeg blev skilt og talte ikke sproget ordentligt. Jeg kendte ikke til lovgivningen. Jeg har en datter, som jeg ikke har fået lov til at se, og jeg kæmpede og kæmpede for den kærlighed, jeg har til hende. Det blev for hårdt for mig. Det har ikke været nemt i Danmark”, siger Nabil Benhajali.

I dag er Nabil Benhajali stoffri og lever et helt andet liv.

“Jeg er ren og har ikke taget stoffer i mere end 20 år. Jeg kommer her, spiser og hjælper til. Jeg har også været på hajj (pilgrimsrejse til Mekka, red.) i 2010 og 2013”, siger han, mens han ryger en smøg.

Selvom Nabil har været ren for stoffer, kommer han stadig i miljøet.

“Jeg kan godt lide at komme her. Jeg kender menneskene og miljøet. Folk har det svært, fordi de er uden familie og på det skidt (stoffer, red.)”, fortæller Nabil Benhajali.

Men Nabil kommer også stadig blandt stofbrugere på Vesterbro for at give tilbage.

“Jeg er analfabet. Jeg kan ikke læse eller skrive. Jeg kommer her og hjælper, for da jeg kom til dem (medarbejderne, red.), så hjalp de mig. De plejede at læse mine breve og ringe til kommunen”, husker Nabil Benhajali.

Nabils eid

Nabil Benhajali er næsten lige kommet hjem fra en ferie i Tunesien. Han har taget krydderier med fra hjemlandet, som han vil bruge til at tilberede couscousretten i dag. På krydderiposen har han endda skrevet datoen “27. maj 2026”, som er dagen for eid i år.

Nabil Benhajali startede sin eid med bøn i Imam Malik-moskeen i Valby. Efter eidbønnen kom han hjem og tog sine eid-klæder af og tog arbejdstøjet på. Han arbejder nogle timer om ugen i H17 på Vesterbro, som ligesom skyen også er et stofindtagelsesrum med 43 pladser. Her arbejder han med at rengøre madrasser, som brugerne benytter.

Men Eid i Danmark er alligevel anderledes, end dengang han holdt det i hjemlandet.

“I Tunis holdt jeg eid med familie. Der var mad, kødretter og familiebesøg. Men her mangler jeg familie. Men nu skal jeg lave couscous med det lam, der kommer der!”, siger Nabil Benhajali og peger på mændene, der bærer bakker med lammestykker ind.

Da jeg spørger Nabil, om han mærker eid i Danmark, udbryder han.

“Selvfølgelig mærker jeg eid, når jeg har bedt eidbøn i moskeen!”

“Søster, det her er ikke et sted for dig”

Jeg går forbi en ung fyr med somalisk afstamning, hvis blik følger mig. Han er iført kasket og smart tøj. “Skal du arbejde her?” spørger han mig. Jeg svarer nej, men han hører ikke mit svar. “Søster, det her er ikke et sted for dig”, forsikrer han mig om.

Stedets omgivelser virker høje. Stemmerne, farten og menneskene. En af gæsterne, som personalet kender ved fornavn, virker særligt urolig. Han begynder at skændes med de andre gæster.

Pludselig er der en medarbejder, som siger: “Jeg vil bede dig gå ud af baren”. “Jeg beder dig om at gå ud af Vesterbro!”, svarer han hurtigt igen. “Styr dig, Bashir (det er ikke hans rigtige navn, red.), ikke også? Helt ærligt”, siger en kvindelig medarbejder til den urolige mand, der råber: “Hvad er problemet?! At der bliver solgt narko her. Det ved I da godt!”.

Efter han er gået, går personalet tilbage til deres sædvanlige arbejde.

En bøn på vej ud

På vej ud ad hoveddøren til Mændenes Hjem, er der en ung mand, der kommer bag mig, som om han prøvede at fange mig, inden jeg skulle gå. Han virker påvirket, men lugter ikke af alkohol. Han ser nyklippet og pæn ud.

“Søster! Vil du gøre mig en tjeneste? Når du laver salah (bøn, red.), så bed Allah om at hjælpe os.”