Enhedslisten og regeringsdannelsen: “En fremtid hvor solen altid stråler smukt” – eller hvad

Der er da også meget at være glad for. Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted mener ligefrem, at det, man fik indført i regeringsgrundlaget – eller som det officielt hedder ”Det politiske grundlag for firkløverregeringen” – er EL’s største sejre nogensinde, og at man i høj grad har leveret på de valgløfter, man afgav.

Efter hans opfattelse er de fire vigtigste ting, man opnåede, ganske enkelt strukturelle forandringer (selvom han også har været forsigtig med at proklamere, at socialismen dermed stod lige om hjørnet):

– Gradvis indfasning af gratis ikke-kosmetisk tandlægebehandling for alle

– Gradvis indfasning af kollektiv transport for udvalgte grupper

– Fjernelse af momsen på frugt og grønt og en halvering af momsen på fødevarer

– Almene boligselskaber får forkøbsret til private lejeboliger via en tilbudspligt

Forhandlingsdelegationen gik efter at minimere det, man opfattede som dårligt i regeringsgrundlaget og få så meget som muligt af EL’s eget ind. Dvs. ikke at øge uligheden, ikke stå model til forringelse af arbejdstagernes rettigheder, ikke forværre udlændingepolitikken – men som det blev udtrykt at skabe ”et mere retfærdigt, et mere grønt Danmark”.

Alt det man ikke opnåede

På den anden side kom EL ikke igennem med noget som helst vedrørende Palæstina – hvor man mødte benhård afvisning fra Socialdemokraterne – eller hvad angår en opblødning af udlændingepolitikken, selvom man her kunne støtte sig på de tre andre regeringspartier. Socialdemokratiet er hunderæd for, at bare den mindste sprække skal kunne udnyttes af Dansk Folkeparti, og desuden har S mange af sine vælgere i ryggen på det område.

Men man kan jo også med rette argumentere for, at mange store og mindre forbedringer, som EL har fået ind i regeringsgrundlaget eller fået lovning på i, praksis bliver til positiv udlændingepolitik, fordi mange indvandrere fra ikke-vestlige lande ligger i de laveste indkomstgrupper. Nogle mener ligefrem, at ’klassepolitik bliver til udlændingepolitik’.

Enhedslisten var heller ikke enig i de skattelettelser og lempelser i aktiebeskatningen, regeringen vil gennemføre, men som man vel bliver nødt til at sluge, hvis man som forventet stemmer for finansloven.

Og så kan det undre, at man overlod det meste af initiativet på den grønne omstilling og den fundamentale omstilling af landbruget til Alternativet. Det kan naturligvis skyldes en slags gentlemanaftale, men EL kalder sig jo selv De Rød-Grønne, og partiets medlemmer og vælgere udgør en meget stor del af de mest aktive i klima- og miljøbevægelserne.

Også på vigtige områder som AI og digital suverænitet samt forsvars- og sikkerhedspolitikken er det vanskeligt at få øje på EL i regeringsgrundlaget. Her kunne det have været godt med åbenhed i EL’s fremlæggelse af forhandlingsresultaterne.

Udbredt tilfredshed – men hvor længe?

Et slag på tasken fortæller alt i alt, at der i Enhedslisten i hvert fald i første omgang er udbredt tilfredshed med de resultater, man opnåede. Oppositionen til den såkaldte moderniseringslinje fylder ikke så meget i partiet længere, og den mere overordnede politiske debat er der ikke meget af. Om det så også holder om lidt, når de store ord skal indfries, er en anden sag.

Belært af erfaringerne med de foregående S-ledede regeringer, gik EL denne gang meget hårdt efter en egentlig skriftlig aftale, men det gik ikke, formentlig især pga. Moderaterne. Man måtte derfor ‘nøjes’ med at få skrevet ændringer ind i selve regeringsgrundlaget. Og her kan sporene fra tidligere skræmme.

Problemet med det foregående forståelsespapir var jo, at Mette Frederiksen sad med taktstokken og timingen, hvilket betød, at regeringen formelt kunne sige, at løfter var blevet indfriet, selvom udformningen og timingen sagde noget andet. Denne gang blev trøstepræmien, at EL og Alternativet inden offentliggørelsen af grundlaget fik lov at sole sig i deres respektive ‘sejre’.

Hvorvidt det betyder, at EL på et tidspunkt trækker støtten til regeringen, må tiden vise. Og det bliver formentlig først efter finansloven, som EL vil stemme for. Man skal jo huske, at EL fra VS har overtaget det pragmatiske: “Vi stemmer for den mindste forbedring og mod den mindste forringelse.” Og som man ved, læser Fanden jo Biblen på sin egen måde.

Enhedslisten vil blive målt på resultaterne – ikke på løfterne

Når der i det følgende udtrykkes betænkeligheder angående Enhedslistens aftryk på regeringsgrundlaget er det ikke mangel på glæde over de resultater, der er opnået. Det er en konstatering af, at EL ikke vil blive målt på ordene og løfterne – men på implementeringen af dem. Og her kan alt for voldsomme og tidlige sejrsproklamationer give bagslag i hvert fald hvad angår nogle af de ’strukturelle forandringer’:

 – Der er ingen som helst garanti for, at en sænkning eller fjernelse af momsen giver sig udslag i varernes salgspris. Detailhandlerne har ingen forpligtelse til at videregive den sparede moms, og der er ingen pris- og avancekontrol her i landet. Indførte man den eller lignende foranstaltninger, ville man risikere at komme i karambolage med EU’s indre marked.

Hertil kommer, at momsændringerne nødvendigvis må afvente et nyt IT-system i Skat – de gamle systemer er simpelthen for vakkelvorne til, at man kan bygge videre på dem. Både regering og Skat vil her træde endog meget varsomt ihukommende de voldsomme problemer med ejendomsvurderingssystemet, der har kostet ufattelige milliarder og formentlig aldrig kommer til at fungere.

– Udfasningen af brugerbetalingen i tandplejen vil tage tid, al den stund at den først og fremmest skal iværksættes via den kommunale tandpleje, hvor der mangler både personale og faciliteter.

– Tilbudspligten til almene boligselskaber sker på markedsvilkår, og med de eksisterende ejendomspriser er det et stort spørgsmål, om boligselskaberne har råd til at udnytte denne pligt. Samtidig er huslejen omkostningsbestemt, så aben ender derfor – endnu en gang – hos lejerne.

Regeringen er gået temmelig stille med dørene med hensyn til finansieringen af regeringsgrundlagets mange tiltag og henviser flere gange i grundlaget til at det vil man tage stilling til henad vejen. Men en hovedkilde til finansieringen er en noget mystisk sætning i grundlaget (s. 45):

”Regeringen vil bl.a. tilvejebringe finansiering til skattereformen samt de beskrevne lempelser af selskabsskatten … ved en nominel fastholdelse af beløbsgrænser i skattelovgivningen i en toårig periode… ”

På dansk betyder det, at en række satser som fx personfradrag, skattegrænser osv. ikke som sædvanligt reguleres automatisk. Det svarer reelt til en skatteforhøjelse – og hvordan stiller EL sig til det? Vil man sige, at det jo afbalanceres af gratis tandpleje, transport og sænkning af momsen, hvoraf det sidste indtil videre mest har karakter af fugle på taget? Det kan blive et problem for både Enhedslisten og SF.

Regeringsgrundlaget og baglandet

Men Enhedslisten har også gjort det klart, at hvis ikke regeringen samarbejder om at indføre de aftalte forbedringer – eller hvis den overtræder EL’s ’røde linjer’ – så er EL ikke længere støtteparti. EL vil også agere som opposition på de områder, hvor man er uenig med regeringen.

Samarbejdet mellem forhandlingsdelegationen og hovedbestyrelsen har efter begges udsagn fungeret upåklageligt via en til formålet nedsat kontaktgruppe. Så på trods af sine bombastiske udmeldinger har Lars Løkke altså måttet acceptere, at EL’s efter hans opfattelse magtfulde hovedbestyrelse alligevel fik indflydelse på forhandlingerne.

Det manglede da også bare, eftersom hovedbestyrelsen i EL i modsætning til de fleste andre partiers ditto faktisk er partiets øverste myndighed og har indflydelse, hvis den selv vil. Men måske har samarbejdet også nydt godt af, at der ikke er mange udtalt kritiske røster tilbage i partiets hovedbestyrelse – noget der er lettet af, at man i 2025 vedtog ændringer i bestemmelserne om valg til hovedbestyrelsen, der gjorde det lettere at holde en eventuel opposition ude.

Man har også i løbet af forhandlingerne holdt flere interaktive medlemsmøder, noget der har været ganske værdifuldt.

Enhedslisten – ligesom alle de andre?

Ikke desto mindre rammes også EL’s vælgere af den sygdom, der hedder manglende åbenhed. Et symptom på sygdommen er, at forbindelsen mellem de parlamentariske institutioner og resten af samfundet kappes over, og ingen ved, hvad der forhandles om, mens tilliden til politikerne og det demokratiske system eroderer.

Hvorfor er det så vigtigt, at der intet slipper ud om forhandlingernes gang, når det, der forhandles om, jo er de løfter, man fremsatte før og under valget? Er det sådan, at ’troværdighed’ og ’ansvarlighed’ alene retter sig mod det parlamentariske system som sådan og reelt betyder at være som de andre, fordi det er det, der er adgangsbilletten til deltagelse?

Og selvom det ikke er et bevidst ønske, så medfører det en nærliggende fare for, at man fra at være opposition på samfundsniveau langsomt glider over i at blive administrator af systemet. Esben Bjerre og Jørn Bjerre rejser på Altinget derfor spørgsmålet, om man skal forstå Enhedslistens bevægelse som politisk modenhed, eller om ”… Enhedslisten er ved at underlægge sig den jernlov, der former alle partier, som vil tæt på magten: Man må kæmpe inden for det eksisterende systems præmisser – ikke kæmpe for at ændre dem.”

Set i det perspektiv er det svært at være uenig med Informations chefredaktør Rune Lykkeberg, når han i en kommentar under overskriften ”Pelle Dragsteds store triumf” beskriver Enhedslisten og Pelle Dragsted som de store vindere: ”Enhedslisten er kommet tættere på magten end nogensinde og har bidraget til det fundament for rød magt i Danmark, som er blev skabt med regeringsgrundlaget.”

Man skal bare huske på, at det ikke er den røde regering, – EL ifølge sit valgmateriale skulle være garant for – der er opstået. Socialdemokratiet har som venteligt ikke fulgt SF’s og EL’s mange invitationer til at ’komme hjem’ – S-toppen ville så inderligt gerne have endnu en midterregering, men modstanden i baglandet var massiv – og man har fået en centrum-venstre-regering.

Derfor gør Enhedslisten sig også umage for at sige, at man opfatter sig som ’fri og uafhængig’. Hvor meget man så vil tolerere, når regeringen bliver hverdag og de faktiske forhold i jernindustrien og nødvendighedens politik tårner sig op, må tiden vise.

Enhedslistens moderniseringsproces

Enhedslistens rolle som støtteparti for SMRVSF-regeringen skal således ses som et integreret led i den ‘modernisering’, der har fundet sted i partiet siden cirka 2012 med skikkelser som Pernille Skipper, Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted i spidsen. Denne har som uudtalt strategisk mål at fortrænge Socialdemokratiet som det store centrum-venstreparti.

Det mål skal nås ved at nedtone systemkritikken, indgå kompromisser, centralisere politikudviklingen og gøre folketingsgruppen og folketingspolitik til partiets de facto centrum – for dermed gøre sig relevant inden for det parlamentariske system.

Men som bekendt risikerer man jo at blive det, man spiser. Og når man i årsmødeudtalelsen 2026 i afsnittet ”Den politiske opgave frem mod 2030” fastslår, at den centrale politiske opgave i de kommende år er ”at fastholde og videreudvikle klassekampsperspektivet som en rød tråd i vores politik” kommer man på kollisionskurs med udviklingen henimod et parlamentscentreret folkeparti, for klassekampens vigtigste slagmark ligger uden for parlamentet.

Hvorvidt driften mod centrum lykkes, er derfor et åbent spørgsmål. SF bejler jo også til den rolle og er med de seneste valgsejre i ryggen i færd med at gøre sig selv mere socialdemokratisk end Socialdemokratiet. Men med risiko for at blive flosset i kanten, fordi S så snildt har manøvreret SF ind under ansvarets åg.

Under alle omstændigheder kan det tænkes, at den strukturelle nedgangsbølge – der ramte de europæiske socialdemokratier og har udslettet det hollandske og det franske socialdemokrati – nu med forsinkelse rammer det danske. En nedgang, der skyldes socialdemokratiernes hoppen på globaliseringens og den neoliberale vogn og medvirken til, at det var de brede masser, der kom til at betale for finanskrisen i 2008 (herhjemme bl.a. manifesteret i budgetloven).

Men der er jo heller ingen, der siger, at de nuværende partikonstellationer er evige: Fx har vi nu fire Venstre-aflæggere, som ikke i længden alle er levedygtige. Man kunne måske også forestille sig en politisk udvikling, der betød, at SF’s mere venstresnoede del sluttede sig sammen med flertalsfløjen (Pelle-fløjen) i Enhedslisten – måske også med de fremsynede socialdemokrater, der måtte være tilbage – til et parti, der påtog sig en socialdemokratisk fornyelse. Der er jo ikke noget i vejen med et ordentligt socialdemokrati.

Men i mellemtiden kan Enhedslisten forsøge at leve op til ’bare’ at være det mindst ringe parti – og det er vel også noget.