Vi har brug for en socialisme efter kapitalismen

Oversat med tilladelse fra We Need a Socialism After Capitalism, Jacobin, 24. april 2026

Den 22. april 2026 modtog Jacobins grundlægger og redaktør, Bhaskar Sunkara, i Toronto Ellen Meiksins Wood-prisen 2026, en pris, der uddeles af Broadbent Institute og Rosa Luxemburg Stiftung. Det følgende er en udskrift af hans bemærkninger i den anledning:

Det faldt mig lige ind, at jeg i en tidligere runde af kulturkrigen i USA – dengang de store eksperter i det amerikanske offentlige liv havde rettet deres opmærksomhed mod den alvorlige trussel, som præmier for deltagelse i ungdomsidræt udgjorde – deltog i et radiointerview, hvor emnet kom op. Jeg måtte i direkte radio indrømme, at jeg, så vidt jeg kunne huske, aldrig i mit liv havde modtaget andre priser end præmier for at deltage. Jeg holdt dog stadig stolt fast i dem som de retfærdige frugter af min vilje til at følge reglerne og gang på gang med værdighed og ære ikke at slå til.

Nu er jeg ydmyg og taknemmelig for, at jeg takket være Broadbent Institute og Rosa Luxemburg Stiftungs generøsitet endelig har fået en ordentlig pris – selvom I sikkert stadigvæk ikke ville have mig med på jeres Little League-baseballhold.

Kapitalismen er systemet

Jeg læste for første gang Ellen Meiksins Woods The Origin of Capitalism i min allerførste måned på universitetet som en overspringshandling fra mit egentlige kursusarbejde. Jeg læste den første udgave af bogen – »Longer View«-udgaven var for meget af det gode for en doven bachelorstuderende. Men bare 138 sider af den bog var nok til at udrette det, som den allerbedste marxistiske forskning kan.

Den var tilgængelig. Skrevet i et klart sprog for almindelige mennesker, ikke begravet i akademisk jargon. Den var intuitivt forståelig, men havde dybde. Den havde en materiel mekanisme i sin kerne. Den var ikke bare en moralsk klage over kapitalismens uretfærdighed, men en redegørelse for, hvordan systemet faktisk opstod: markedsafhængighedens særlige relationer, det særlige historiske opbrud på landet i England, der gjorde disse relationer mulige, og de særlige pres, der spredte dem ud over hele verden. Og bogen frembragte en sammenhæng og en historie, der strakte sig over århundreder og kontinenter, samtidig med at den var politisk levende i nutiden.

Men frem for alt insisterede den på kapitalismen som systemet. Ikke en samfundsordning blandt mange, ikke ”økonomien”, ikke ”moderniteten”. Men den underliggende nøgle til at forstå den verden, vi lever i – det, som Ellen senere i Democracy Against Capitalism kaldte ”et system af sociale relationer og politisk magt”. Et system, der opstod tilfældigt, og derfor et system, der ikke er permanent. Ellen nægtede at lade os gøre kapitalismen til noget naturligt, selv hvis man gik tilbage i historien. Hvis den havde en begyndelse, kunne den også få en ende.

Og hun stillede det spørgsmål, som denne forelæsning egentlig handler om. I Democracy Against Capitalism ville hun finde ud af, hvordan demokratiet kunne skubbes ud over de grænser, som kapitalismen pålægger demokratiet på både det politiske og det økonomiske område. Det er et spørgsmål, vi stadig står over for.

Jeg havde i 2014 som redaktør lejlighed til at beskæftige mig med Ellens arbejde, da hun skrev for Jacobin, og jeg fik lejlighed til at udveksle ideer med hende. Gennem disse små møder og ved at studere hendes arbejde ved jeg nok til at sige, at jeg formoder, at Ellen ville være uenig i noget af det, jeg nu vil sige.

Argumenter for en socialisme, der omfatter markedet

Det følgende er et argument for en socialisme, der omfatter markedet. Mens jeg skrev det – og mens jeg var medforfatter til en kommende bog sammen med mine kolleger Mike Beggs og Ben Burgis, der uddyber disse ideer – tænkte jeg ofte på, hvordan jeg kunne forsvare disse argumenter over for Ellen eller en anden stor kritiker af markedssocialismen, Leo Panitch.

Jeg ville forsvare det på følgende måde: Som Ellen påpegede, eksisterede markederne før kapitalismen. Det, kapitalismen indførte, var markedsafhængighed – et system, hvor den grundlæggende overlevelse afhænger af succes på markedet. Hvis socialisme skal betyde noget, må den ophæve denne betingelse.

Ingens muligheder for at få mad, få adgang til pleje, uddanne sine børn eller sikre sig en bolig skal afhænge af deres stilling på markedet. Det er kernen i det løfte, socialismen giver os, og det må vi aldrig give slip på. Men incitamenter til at deltage i markederne – til at deltage i økonomiens komplekse produktionsnetværk – kunne bidrage til at skabe det overskud, der i første omgang gør det muligt at afskaffe markedsafhængigheden.

Vores mål som nogle, der går ind for ligestilling, er ikke at afskaffe produktionen eller udvekslingen på tværs af en kompleks arbejdsdeling – men at afskaffe det system af markedsafhængighed og udbytning, der i øjeblikket styrer produktionen og udvekslingen.

Det er i hvert fald sådan, jeg ville forsvare mit argument. Men jeg må hellere komme i gang med at formulere det.

Socialister, der vinder

I modsætning til det billede, man især i Canada og USA har af venstrefløjen som bestående af håbløse tabere, har den moderne venstrefløjs historie været præget af en forbløffende om end ujævn succes. I det mindste succes med at overtage statsmagten.

I historien er der ikke set noget lignende siden de tidlige islamiske erobringer i det syvende og ottende

århundrede. Fra en fælles oprindelse blandt små grupper af arbejdere og håndværkere og senere partierne i Anden Internationale havde kommunismen inden for hundrede år erobret en tredjedel af verden, og socialdemokratiet overtog i forskellige former yderligere en femtedel.

Hal Draper – en kritiker af sin tids stridende former for socialisme – kunne i 1966 bemærke, at ”et flertal af verdens befolkning sandsynligvis for første gang i verdenshistorien betegner sig selv som ›socialister‹ i en eller anden forstand.”

Selv før den tids arbejderbevægelse vandt magten, skabte den en kultur. Minearbejdere i Wales bad om at blive begravet med deres eksemplarer af Det kommunistiske Manifest, som en tidligere generation havde bedt om at blive begravet med deres bibler. Det var en sekulær kultur med arbejderklassen i centrum: i hjem over hele Europa hang portrætter af arbejderklassens ledere, der hvor helgenbillederne engang havde hængt, og i fagforeningernes lokaler blev kirkens højtider sammenflettet med en ny kalender.

Eric Hobsbawm berettede om en meddelelse fra Den internationale Arbejderdag i 1891 i Po-dalen: ”Præsterne har deres højtider. . . . Den 1. maj er hele verdens arbejderes højtid.”

Arbejderne fik snart mere end blot symboler på identitet og stolthed. En socialisme inden for kapitalismen (socialdemokrati) og en socialisme uden for kapitalismen (sovjetkommunisme og dens ligesindede) syntes at tilbyde levende eksempler på en anden verden. Men de brød sammen næsten lige så pludseligt, som

de opstod. Og det, man aldrig opnåede nogen steder, var en socialisme efter kapitalismen.

Selv i dag, hvor den engelsktalende venstrefløj gennem skikkelser som borgmester Zohran Mamdani

og organisationer som Democratic Socialists of America vinder frem, er det svært at sige, hvor store fremskridt vi gør – selv når det gælder bare det at genoplive en form for socialisme inden for kapitalismen.

Socialister har mere end nogensinde brug for det, vi kunne kalde verdenshistorisk selvtillid. Den selvtillid, der fik minearbejdere i Wales og bønder i Vietnam til at se sig selv ikke som historiens ofre, men som dens store hovedpersoner.

De to fiaskoer

Begge de historiske modeller for det tyvende århundredes socialisme – sovjetisk centralplanlægning og socialdemokrati – blev ikke blot belejret og besejret, de mislykkedes.

Alle kender vittigheder om den sovjetiske økonomi. Jeg kan godt lide den om sømfabrikken, der – da planlæggerne belønnede den for at producere efter antal – først producerede en masse små søm og derefter, da den fik belønning efter vægt, producerede ubrugelige kæmpesøm.

I den virkelige verden underminerede to indbyrdes forbundne problemer ud over deres åbenlyse politiske fejl systemer i sovjetisk stil.

Det første var beregningerne. Administrativ planlægning af en hel økonomi var ikke blot en vanskelig teknisk udfordring at overvinde; den var umulig.

Gosplan – Sovjets centrale planlægningsinstans – kontrollerede næsten 400 bureaukratiske organisationer, 43.000 fabrikker, 26.000 byggevirksomheder, 47.000 landbrugsenheder, 260.000 servicevirksomheder og over en million detailhandelsbutikker. Alene fabrikkerne producerede omkring tolv millioner forskellige produkter — og hvert eneste af disse produkter krævede de rigtige input fra de rigtige leverandører på de rigtige steder til de rigtige tidspunkter, alt sammen flettet sammen i forsyningskæder, der strakte sig over elleve tidszoner. Planlæggerne havde at gøre med mindst titusinder af milliarder variable — et tal, der steg til billioner, når man tog højde for tidsforløbet.

Og for overhovedet at kunne forsøge at planlægge det rationelt, skulle man på forhånd vide, hvad hver eneste virksomhed kunne producere, hvad hver eneste husstand ønskede, og hvordan hver eneste råvare hang sammen med hvert eneste produkt. Det kunne ingen vide. Ingen.

Det, man faktisk fik, var derfor gætteri baseret på tommelfingerregler — sidste års måltal plus lidt mere — fra de mest geniale planlæggere i verden afstivet af en omfattende hemmelig økonomi baseret på byttehandel, hamstring og hemmelige aftaler, som erhvervslederne kørte ved siden af bare for at holde produktionen i gang.

Dette bringer os til det andet problem – incitamenter. Alle ledere forstod udmærket, at de ressourcer, de fik det næste år, afhang af de tal, de leverede i år. De anslog med vilje deres forventede produktion for lavt i forhold til den reelle kapacitet. Og så indrapporterede de den faktiske produktion for højt. De hamstrede arbejdskraft og materialer, fordi straffen for ikke at nå et produktionsmål var langt alvorligere end straffen for ineffektivitet.

På samme måde fandt de arbejdere, der arbejdede for dem, hurtigt ud af, at overopfylde en kvote kun

betød højere kvote næste kvartal, så det gjorde de ikke. Svage virksomheder fik aldrig lov til at gå konkurs, fordi det betød arbejdsløshed og brudte forsyningskæder —ineffektivitet blev derfor aldrig konsekvent straffet. Hele hierarkiet, fra Politbureauet ned til manden på fabriksgulvet, der lod som om han arbejdede, havde en tilskyndelse til at lyve om det, han lavede.

Det var ikke fejl, man kunne rette med en bedre algoritme eller en hurtigere computer. De var indkodet i selve den administrative planlægnings struktur.

Hvis socialismen uden for kapitalismen mislykkedes, fordi den forsøgte at afskaffe markederne, mislykkedes socialismen inden for kapitalismen, socialdemokratiet, af den modsatte grund — den forsøgte at tæmme kapitalismen uden at overskride den.

En tid lang fungerede det glimrende. Efterkrigstidens Sverige var formentligt det bedste samfund i verden at leve i: fuld beskæftigelse, centraliserede fagforeninger, der forhandlede på lige fod med arbejdsgiverne, og en universel velfærdsstat understøttet af en voksende økonomi. Arbejderne havde værdighed, tryghed og reel magt på arbejdspladsen og ved stemmeurnerne. Og i takt med at de blev mere trygge, udviste de mere og mere solidaritet. Ikke kun over for hinanden, men også over for dem i den tredje verden. Den svenske statsminister Olof Palmes sidste offentlige tale få dage før hans død, blev holdt sammen med ANC’s (African National Congress) formand Oliver Tambo. I den sagde Palme, at ”et system som apartheid kan ikke reformeres; det kan kun afskaffes.” Palme blev måske dræbt på grund af det.

Men der lå en modsætning i kernen af Palmes projekt, som fik det til at køre af sporet længe før hans død. Socialdemokratiet styrkede arbejdernes politiske indflydelse, mens ejerskabet til produktionen og investeringsmagten forblev i hænderne på kapitalisterne. Det skabte en fastlåst situation mellem en mægtig arbejderbevægelse og de traditionelle kilder til erhvervslivets magt.

Så længe økonomien voksede, holdt balancen stand. Der var oveni overskud nok til lønforhøjelser, til at sikre kapitalgevinster og finansiere velfærdsstaten. Men i samme øjeblik, som væksten i 1970’erne aftog, begyndte hele arrangementet at vakle.

Socialdemokratiets venstrefløj så problemet klart og forsøgte at løse det. Med Meidner-planen fra 1976

foresloges en gradvis overførsel af ejerskabet af store virksomheder til arbejderstyrede fonde — en reel vej fra socialdemokrati til socialisme, finansieret af de overskud, som arbejderne gennem år

med lønmoderation havde frembragt. Det var en genial løsning på både Sveriges økonomiske vanskeligheder og dets politiske dødvande.

Det var også noget, der ikke kunne være opnået uden en massemobilisering af arbejderne nedefra, som det svenske socialdemokratis ledelse ikke ville acceptere.

Selv med halvhjertet støtte fra Socialdemokratiet betragtede det svenske erhvervsliv Meidner-planen som en eksistentiel trussel. Planen blev hældt ned ad brættet.

Den egentlige lære af denne historie er meget forskellig fra den, som nutidens socialdemokrater drager af den. De siger: Socialt demokrati er så langt, man kan komme, og var i sig selv en radikal ligestillingsbedrift, så nøj jer med det. VÆR REALISTISKE og fortsæt med at gøre langsomme og stadige fremskridt. Men kapitalen er et mål i konstant bevægelse, ikke et statisk – og den accepterer ikke uafgjort eller giver mulighed for langsomt at lade sig belejre. På et eller andet tidspunkt må stillingskrig blive til manøvrekrig.

Men det var faktisk årene med vedholdende organisering og tålmodige reformer, der i første omgang åbnede døren for en strukturel transformation. [Rudolf] Meidner og generationer af socialdemokratiske arbejdere forstod det. Vi er nødt til at fuldføre det, de påbegyndte.

Et nyt alternativ

Som følge af ikke blot kapitalistisk propaganda, men også de reelle fiaskoer for begge former for det tyvende århundredes ”reelt [eksisterende] socialisme”, er der fremvokset en skepsis om socialismens fremtid. Vil demokratisk kontrol over en kompleks økonomi ikke i sidste ende som en boomerang vende tilbage i form af krise, kollapse i ineffektivitet eller stivne til noget autoritært? For at ryste en kapitalistisk realismes greb af os er det, vi har brug for, at genfinde et alternativ.

Karl Marx brugte så meget af sit liv på at kæmpe mod fantasifulde utopiske socialister, at han advarede mod at »skrive opskrifter til fremtidens køkkener«. Men i dag er det ikke længere nok at argumentere for, at et alternativ til kapitalismen er politisk ønskeligt. Vi må også argumentere for, at det er teknisk muligt.

Dette kræver ikke, at man foregiver, at der findes en enkel, fastlagt model for socialisme, der bare venter på at blive iværksat. Det kræver derimod, at man tager tyren ved hornene i en række uomgængelige spørgsmål, som alle troværdige alternativer må besvare. Kan en socialistisk økonomi bruge priser, profitter og konkurrence til at koordinere en kompleks produktion uden, at der igen opstår skæve magtforhold eller betydelig ulighed? Hvilke incitamenter fremmer effektivitet og innovation i en økonomi bestående af demokratisk styrede virksomheder? Hvordan kan produktivitetsvæksten opretholdes, så levestandarden fortsat stiger, mangler undgås, og teknologiske forandringer ikke skaber masseusikkerhed? Og hvilken rolle skal staten spille i at stabilisere makroøkonomien, styre investeringer og håndhæve demokratiske prioriteter uden at kvæle initiativet?

I en version af socialismen, der med en vis sandsynlighed ville kunne realiseres i vores levetid, ville store områder af samfundslivet ligge uden for varelogikken. Sundhedspleje, uddannelse, transport, energi og telekommunikation er ikke forbrugsgoder, men sociale infrastrukturer, som deltagelsen i det moderne liv afhænger af. At organisere dem ved hjælp af profitorienterede mellemled, der fordeler efter pris i stedet for behov, medfører forudsigelige forvridninger. Resultatet er et system, der undergraver både lighed og effektivitet. Årtier med erfaringer, der kan sammenlignes, tyder på, at offentlig forsyning i disse sektorer kan levere bedre resultater til lavere samfundsmæssige omkostninger – netop fordi den tilpasser forsyningen til sociale behov i stedet for købekraft.

Uden for disse områder ligger den almene økonomi bestående af varer og tjenesteydelser, hvor koordineringsproblemerne er mere varierede, og hvor markederne fortsat er vigtige. I markedssektoren i en økonomi bestående af demokratisk styrede virksomheder vil prissignaler stadig formidle information om udbud og efterspørgsel og dermed bidrage til at koordinere produktion og forbrug. Men det overskud, der genereres af økonomisk aktivitet, kontrolleres af dem, der producerer det, og investeringer allokeres ved hjælp af offentlige finansielle institutioner i stedet for af kapitalister. På denne måde kan markeder fungere som koordineringsværktøjer uden at reproducere kapitalismens magtforhold.

Inden for denne socialistiske ramme kontrolleres produktive virksomheder i den vareproducerende sektor af sine arbejdere i stedet for af eksterne aktionærer eller private kapitalister. Styringsrettigheder knytter sig til deltagelse og ikke til finansiel andel. Medlemskab af en virksomhed ligner medlemskab af et politisk fællesskab: det giver indflydelse, pålægger forpligtelser og kan ikke handles som en vare.

Dette skift i ledelsesform kræver et tilsvarende skift i, hvordan investeringerne organiseres. Alle former for socialisme, der skal kunne gennemføres, må undgå ’bløde’ budgetbegrænsninger [dvs. et underskud dækkes af eksterne aktører, her staten, o.a.] og lade ineffektive virksomheder gå konkurs, mens mere produktive virksomheder ekspanderer.

Men man skal ikke forvente, at arbejdere i demokratiske virksomheder selv skal stille kapital til rådighed eller binde deres personlige opsparing til en enkelt arbejdsplads’ skæbne.

Hvis investeringsbeslutningerne overlades til de enkelte virksomheder, vil det medføre systemiske forvridninger, der vil ødelægge et socialistisk system. Forskelle i kapitalintensitet vil få arbejdstagerne til at samle sig i kapitalintensive sektorer, mens den arbejdskraftintensive produktion og den offentlige sektor vil komme til at mangle arbejdskraft. Det er derfor afgørende at organisere ejerskab og investeringer som en samfundsmæssig funktion frem for en funktion på virksomhedsniveau.

Offentlige banker varetager denne rolle ved at forvalte produktive aktiver i fællesskab og fordele kapitalen på vegne af samfundet som helhed. På denne måde opererer virksomhederne med reel autonomi, samtidig med at de forbliver forvaltere og ikke ejere af den sociale rigdom, og staten er i stand til at anvende en lang række makroøkonomiske værktøjer til at påvirke udviklingens retning.

En yderligere mekanisme er afgørende, hvis en sådan økonomi skal opretholde både effektivitet og lighed over tid: indførelsen af mindstelønninger differentieret efter erhverv for at forme selve udviklingen. I stedet for udelukkende at lade arbejdsmarkederne sortere arbejderne, der leder virksomhederne, gennem den lokale forhandlingsstyrke eller afkastet i en bestemt sektor, fastsætter referencelønninger en bundgrænse, der afspejler kollektive prioriteter vedrørende værdighed, kompetencer og samfundsbidrag.

Virksomheder og sektorer, der er afhængige af lave lønninger og [hård] arbejdsdisciplin, presses til at innovere, omorganisere eller skære ned, mens de, der øger produktiviteten gennem nye teknikker, uddannelse og teknologiske forbedringer, belønnes med øgede udbytter. På denne måde styres økonomien ad en »rigtig« vej i udviklingen, der belønner innovation frem for at udbytte arbejdskraften.

Selvfølgelig er formålet med at øge produktiviteten i en socialistisk økonomi ikke vækst for vækstens egen skyld, men udvidelsen af fritid, sikkerhed og tid uden for produktionen.

En socialisme, der blot omfordeler indkomst uden at ændre på, hvordan tiden er organiseret, ville ikke leve op til sit løfte. Men en socialisme, der kombinerer omfordeling med socialt ejerskab, demokratisk styrede investeringer og lønstrukturer, der belønner effektivitet, kan omsætte en dynamisk økonomi til kortere arbejdstid, længere liv og større frihed til at bestemme, hvordan disse liv skal leves.

Intet i denne vision garanterer en ende på politiske konflikter eller endda på visse former for ulighed. Forskelle i færdigheder, indsats og social værdiansættelse vil fortsat bestå, og en vis grad af indkomstforskel vil stadig være til stede. Det, der elimineres, er omsætningen af disse forskelle til blivende magtuligheder.

Jeg har bevidst forsøgt at nedtone denne vision om socialisme, delvist for at få den til at virke mere realistisk. Men det, et sådant samfund indebærer, er enormt. I mange dele af verden ville det være det første samfund siden den neolitiske revolution, der ikke er opdelt i en klasse af producenter og en klasse af udbyttere.

Det, vil jeg hævde over for mine socialistiske venner, der er kritiske over for markedssocialisme, er en opgave, der er ophøjet nok til én generation.

Men dette er selvfølgelig kun en skitse til én organisationsmodel for et postkapitalistisk samfund – eller, som Marx måske mindre generøst ville kalde det, én uprøvet opskrift til et fremtidigt køkken. Men jeg er overbevist om, at det er værd at forfølge denne øvelse. I sin modvilje mod at forholde sig til spørgsmål om udformningen af økonomien har venstrefløjen overladt terrænnet til dem, der insisterer på, at der ikke findes noget alternativ til kapitalismen.

På denne måde at redegøre for en postkapitalistisk økonomi udelukker ikke eksperimenter og debat. Tværtimod åbner det op for dem. Et realistisk billede af, hvordan en socialistisk fremtid kunne se ud, og hvordan vi kan nå dertil, giver bevægelser mulighed for at placere umiddelbare krav inden for et langsigtet projekt.

På en måde er den tekniske udfordring for socialismen uløseligt forbundet med den politiske. En venstrefløj, der ikke kan beskrive, hvordan en demokratisk økonomi ville kunne fungere, vil få svært ved at bevare troværdigheden, når den uundgåeligt møder modstand. Vi har brug for et tredje alternativ til (1) blot at administrere den kapitalistiske stat eller (2) blot at protestere mod dens mangler.

Historiens tillid

Lad mig vende tilbage til, hvor jeg startede – ikke mit dårlige gennemsnit i 7. klasse, men til Ellen og hendes arbejde. Ellen nægtede at gøre kapitalismen til noget naturligt. Hun nægtede at lade os sige, som forsvarerne af alle herskende klasser før borgerskabet havde sagt, at det bare er sådan, det er, sådan det altid har været, og sådan det altid vil være.

Selvfølgelig er det sværere at skabe en socialistisk fremtid end at kalde den det. At bevæge sig mod en socialistisk fremtid kræver, at man genopliver venstrefløjens forbindelse til arbejderklassen, organiserer denne klasse, får magten på arbejdspladserne og i regeringerne og følger et overgangsprogram, der kan bidrage til at skabe en virkelig demokratisk økonomi.

Hvis vi ikke kan overbevise det, der er tilbage af venstrefløjen, om, at, som C. L. R. James sagde, »enhver kok kan regere«, og om, at et system bygget på hierarki og udnyttelse kan erstattes af et system bygget på demokrati og fælles velstand – så har vi heller ikke meget håb om at vinde arbejderne tilbage til den vision.

De, der deltog på næsten alle fløjene af arbejderbevægelsen – selv de mest reformistiske – fra 1. Internationale og frem til 1980’erne, troede, at de var på forkant med historien selv.

I en tid, der har lært os at nære mistro til alle store fortællinger, at lade os nøjes med det mindste onde, at behandle den bestående orden som den fjerneste horisont, vi vil tillade vores fantasi at nå – må vi henvende os til disse arbejdere med den tillid, vi må genvinde – nemlig tilliden til en socialisme, der ikke længere kun udtrykker sig i form af valgkampagner og små protester, men igen i århundredernes og kontinenternes sprog.

Bhaskar Sunkara er grundlægger og redaktør af Jacobin, formand for magasinet The Nation og forfatter til bogen ’The Socialist Manifesto: The Case for Radical Politics in an Era of Extreme Inequality’, der senere på året udkommer på Verso.