Det brune ansigt på plakaten

For lidt over hundrede år siden kunne en københavnsk familie tage på en søndagstur i Zoologisk Have og betragte et andet menneske. Fra 1870’erne til 1910’erne afholdt Danmark mere end halvtreds såkaldte menneskeudstillinger.

I kulisselandsbyer rejst midt mellem dyrene boede mænd, kvinder og børn fra Afrika og Asien — undertiden i månedsvis — mens de fremførte deres dagligliv for tusindvis af nysgerrige danskere. I 1905 blev to børn fra Dansk Vestindien stillet til skue på en koloniudstilling i hovedstaden; den ene hed Victor Cornelins, voksede op i Danmark og blev senere lærer. Det brune menneske var dengang noget, man betalte for at se på. Det var sjældent nogen, man hørte efter.

Hegnet er for længst pillet ned, og billetlugen lukket. Men blikket — det, der forvandler det brune menneske til et skue, en kulisse, et aktiv — er det forsvundet? Eller har det blot fået ny adresse: fra indhegningen til valgplakaten?

Hvem skal firkløverregeringen bringe lykke for?

Spørgsmålet trænger sig på, fordi Danmark netop har fået en ny regering. Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale — firkløverregeringen, som de selv har døbt den. En firkløver skal efter sigende bringe lykke. Men lykke for hvem?

Flere af partierne, ikke mindst SF og De Radikale, har i årevis lovet en mere anstændig, en mere fair udlændingepolitik. Det var en del af deres tilbud til vælgerne. Da regeringsgrundlaget blev fremlagt, stod der til gengæld, at regeringen står fast på dansk udlændinge- og retspolitik. På seksoghalvfjerds sider optræder ordet “udlændinge” to gange. En fortsat stram kurs blev fremhævet som en sejr. De brune var gode nok i valgkampen. Ved forhandlingsbordet blev de valgt fra.

Det er fristende at kalde det hykleri og lade det blive ved det. Men hykleri er en personlig brist, og det her er noget mere systematisk. Den britiske forsker Sara Ahmed har beskrevet, hvordan institutioner forpligter sig på “mangfoldighed” på måder, der netop ikke fører til det, de lover.

Erklæringen bliver en erstatning for handlingen — ja, selve beviset på, at man da ikke har et problem. Man behøver ikke ændre noget, når man har sagt de rigtige ord. Et regeringsgrundlag, der knap nævner udlændinge, men står fast, taler præcist dét sprog, altså forpligtelsen, der udretter ingenting, og som er beregnet til at udrette ingenting.

Hvorfor lige nu og lige på den måde? Den amerikanske retsforsker Derrick Bell foreslog en forklaring, der stadig svier. Mindretals rettigheder, skrev han, vinder kun frem, når de falder sammen med flertallets interesse. Så snart de to skilles ad, går fremskridtet i stå eller ruller tilbage.

Anvendt i en dansk virkelighed: Det brune menneske er nyttigt, når det leverer en stemme i en tæt valgkamp, en hånd på byggepladsen, et ansigt på en plakat, der signalerer rummelighed. Det bliver til besvær i samme øjeblik, det forlanger en plads ved bordet på lige fod. Stemmen tæller. Mennesket gør ikke helt.

Fra race til sammenhængskraft

Man skal lægge mærke til, hvordan udelukkelsen taler. Den taler ikke om race. Den taler om sammenhængskraft, om antallet, der kommer, om værdier og om parallelsamfund. Den franske filosof Étienne Balibar kaldte det racisme uden racer – altså en nyere racisme, der har lagt biologien bag sig og i stedet gør “kulturen” til den uoverstigelige grænse. Tonen er høflig, næsten bekymret.

Og — det mest forbløffende, som Balibar bemærkede — den fremstiller sig selv som den egentlige fornuft, ja næsten som anti-racismens sande form: Vi siger jo ikke, at de er mindre værd, vi siger bare, at det går galt, hvis for mange forskellige skal bo for tæt. På dansk har vi forfinet dette sprog til en kunstart. “Race” siger vi aldrig. “Udlændinge” og “sammenhængskraft” gør arbejdet for os.

Her bliver Frantz Fanon svær at ryste af sig. Kolonien, viste han, hvilede ikke kun på vold, men på et forhold, hvor den koloniserede blev set, navngivet, beskrevet og brugt — men aldrig anerkendt som et fuldt subjekt, aldrig sluppet ind i magten. Han var genstand for den andens fortælling om sig selv.

Det er den samme grammatik, der gentager sig, når et helt politisk landskab kan tale uafladeligt om “de fremmede” — tælle dem, bekymre sig om dem, vinde og tabe valg på dem — uden nogensinde at tale med dem som ligemænd. Afkoloniseringen flyttede grænserne på et kort. Den flyttede ikke nødvendigvis blikket.

Og blikket trives, fordi vi har glemt, hvor det kommer fra. Danmark vil helst se sig selv som et lille, godt, fredeligt land langt fra kolonitidens grusomheder. Forskerne Kristín Loftsdóttir og Lars Jensen kalder det den nordiske exceptionalisme – forestillingen om en uskyld, om et Norden uden for historien.

Det er en selektiv hukommelse. For Danmark havde et imperium. Vi besad Dansk Vestindien, hvor mennesker blev holdt som slaver på sukkermarkerne, indtil øerne i 1917 blev solgt til USA. Vi havde slaveforter på Guldkysten og en handelskoloni i Trankebar. Vi har stadig et rigsfællesskab med Grønland og Færøerne, hvis indbyggere kender alt til at blive forvaltet udefra.

Et land, der har overbevist sig selv om, at det aldrig var kolonimagt, kan umuligt få øje på den koloniale logik i sin egen nutid. Uskylden er ikke fravær af skyld – den er fravær af spejl.

Folkets vilje

Indvendingen melder sig straks: ”Men vælgerne ønsker jo en stram kurs. Sammenhængskraften er reel. Det her er ikke racisme, det er realisme.” Tag det alvorligt — og hold så Balibar op imod det. For det var netop hans pointe, at den nye udelukkelse klæder sig altid i fornuftens og flertallets dragt. “Folket vil det” har været alibiet for hver eneste udgrænsning, historien kender.

Og en politik – der har brug for det brune menneskes stemme og det brune menneskes arbejde, men frygter dets ligeværd – er ikke realisme, men det er det koloniale regnskab i nyt tøj, hvor aktivet på den ene side, mennesket på den anden, og en streg imellem, der hedder rettigheder.

Lad os vende tilbage til den store have. Barnet bag hegnet i 1905 var godt nok til at blive set på, men ikke til at blive hørt. Spørg, om vi er kommet videre, eller om vi blot har skiftet indhegningen ud med et opslag på sociale medier, kulisselandsbyen med en valgkampagne, entreen med et kryds på en stemmeseddel. Det brune ansigt er stadig efterspurgt. Det brune menneskes rettigheder er stadig til forhandling, og forhandlingen ender stadig samme sted.

En firkløver skal bringe lykke. Den nye regering må gerne forklare, hvis lykke den havde i tankerne, da den lod ordet “udlændinge” stå to gange på seksoghalvfjerds sider og kaldte det at “stå fast”.

For os, der nægter at se den anden vej, er der kun ét anstændigt svar tilbage – at kolonien aldrig kun var derude. Og et Danmark, der bliver ved med at ville have det brune ansigt på plakaten – men ikke det brune menneske ved bordet – har ikke lagt kolonien bag sig. Det har taget den med hjem.