En antimilitarisme, der glemmer de angrebne, er ikke antimilitarisme

Forud for Die Linkes landsmøde 19.-21. juni søger det nyoprettede Netværk for en Retfærdig Fred (NGF) at skabe opbakning til et forslag, der skal forene modstand mod militarisering og våbenindustriens profitter med klar støtte til Ukraines ret til selvforsvar. Netværket omfatter både ukrainere og russisktalende i Tyskland. Solidaritet bringer her en dansk oversættelse.

I årevis har Die Linke kæmpet med at definere sin holdning til Ruslands krig mod det ukrainske folk. Med rødder i en stærk pacifistisk tradition modsætter partiet sig våbenleverancer til Ukraine. Partiledelsen anerkender Ukraines ret til selvbestemmelse, men søger at opnå dette gennem diplomatiske midler.

Der er dog også strømninger inden for partiet, der sætter lighedstegn mellem Rusland og Ukraine og modsætter sig enhver støtte til Ukraine. Samtidig er der kræfter inden for partiet, der går ind for aktiv støtte til Ukraine, herunder militær bistand.

Denne konflikt vil blive udspillet igen på den kommende partikonference fra 19. til 21. juni i Potsdam. En lang række medlemmer og grupper i Die Linke har stillet et forslag, der afviser støtte til Ukraine. Du kan finde link til det nederst i artiklen.

Men i denne artikel taler ukrainske og østeuropæiske medlemmer af partiet, såvel som adskillige ligesindede medlemmer, dog kraftigt imod dette forslag og opfordrer til solidaritet og støtte til den ukrainske modstand mod de russiske besættelsesstyrker. Det oplyser Christian Zeller fra European Network for Solidarity with Ukraine.

Hvad sagen handler om

En fredspolitik, der glemmer dem, som bliver angrebet, er ikke nogen fredspolitik. Dét er problemet med forslaget ”Vi betaler ikke for jeres krige!”, der skal behandles på Die Linkes kommende landsmøde. Det er et forslag, der handler om at skærpe partiets fredspolitiske linje i en situation præget af oprustning, sociale nedskæringer og voksende internationale konflikter.

Læser man teksten alene i lys af den tyske finanslovsdebat, kan den umiddelbart fremstå som et konsekvent antimilitaristisk svar. Den kritiserer milliardbevillinger til militæret, våbenkoncerners krigsprofitter og den voksende normalisering af militær tænkning. Den taler for omstilling af våbenproduktion til civile formål og forsvarer retten til militærnægtelse.

Vi er enige i den samfundsmæssige diagnose: Når man i 2026 uden problemer kan finde mere end 108 milliarder euro til forsvarsudgifter, samtidig med at man fastfryser den sociale grundydelse på 563 euro (kr. 4.200, red.) om måneden, så fører man klassekamp ovenfra. Når Rheinmetalls aktiekurs er 16-doblet siden Ruslands invasion i 2022, er det ikke blot en markedsanomali, men en følge af politiske valg.

Det er her venstrefløjens opgave at bekæmpe sociale nedskæringer, krigsprofitter og en militarisering af hverdagen. Venstrefløjen må også bare samtidig sige højt, at Tyskland i årevis var med til at betale for Putins krigsmaskine gennem import af billig energi – også efter annekteringen af Krim i 2014, og mens russiske regimemodstandere blev fængslet.

Forslaget fremsættes ikke i et politisk tomrum. Det kommer efter mere end fire års russisk angrebskrig mod Ukraine og midt i en programdebat, hvor Die Linke skal tage stilling til, om partiet fortsat vil behandle østeuropæiske sikkerhedsbekymringer som en fodnote. Det er dér, problemet ligger:

Forslaget kritiserer oprustning, krigsprofitter og den voksende dagsorden om at gøre samfundet krigsparat. Men samtidig usynliggør forslaget Ukraine og de samfund i Østeuropa, der lever med truslen fra russisk imperialisme. Russisk imperialisme reduceres til en sidebemærkning.

Men samfund under angreb er ikke blot brikker i et geopolitisk spil mellem stormagter. De er politiske subjekter med deres egen historie, deres egne sociale kampe og deres egen ret til selv at bestemme deres fremtid.

Derfor skriver vi ikke blot som akademiske iagttagere, men som venstreorienterede med rødder i Østeuropa. Vi ved, hvad Putins ”fred” betyder – og netop derfor er vi imod den. Forslaget bygger på nogle korrekte observationer, men når frem til tre forkerte konklusioner, som denne tekst vender sig imod: En forkert historisk analyse, en forkert antagelse om symmetri og et forkert bud på en løsning.

Forkert historie – referencen til 1914

Forslaget henviser til den socialdemokratiske støtte til krigsbevillingerne ved første verdenskrigs udbrud i 1914. SPD’s støtte til finansiering af den tyske krigsindsats var en politisk kapitulation over for nationalisme og borgfred, idet partiet støttede en imperialistisk aggression mellem imperialistiske stormagter. Det handlede ikke om at befri nogen, men om at ofre nogen.

2022 er bare ikke 1914. Henvisningen til krigskreditterne kunne give mening, hvis den aktuelle militærstøtte handlede om det samme som den gang: Støtte til ens egen imperialistiske stats krig. Men det gør den netop ikke. Den ene side forsvarer sig. Den anden har angrebet. Ukraine er ikke det tyske kejserrige. Ukraine er den angrebne republik. Angrebet handler om en imperialistisk handling rettet mod Ukraines ret til selvbestemmelse.

Den, der udvisker denne forskel, viderefører ikke bolsjevikkernes antikrigs-holdning fra 1914, men gentager derimod fejlen hos de Moskva-loyale dele af venstrefløjen, der kaldte opstanden i Ungarn i 1956 for ”kontrarevolutionær”, Prag-foråret i 1968 for ”vildledt” og Georgien i 2008 for ”provokerende”. Hver gang stod Moskva bag kampvognene. Hver gang mødte det forståelse hos dele af den vestlige venstrefløj. Dén tradition er ikke vores.

Marx og Engels støttede de polske opstande mod zarstyret – ikke af nationalromantiske grunde, men fordi de forstod undertrykkelsen af hele folk som en hindring for demokratisk og socialistisk frigørelse. De Internationale Brigader drog til Spanien i 1936 – ikke for at bekæmpe begge sider, men for at bekæmpe Franco.

Også i Rojava har venstrefløjen forstået, at selvforsvar mod reaktionær vold ikke kan erstattes af appeller og erklæringer. Antifascisme er konkret. Den vælger side og er villig til at løbe en risiko. Det er dén tradition, vi bygger videre på.

Forkert symmetri – systematisk fortielse af overgriberen

Den forkerte historiske analyse skaber også en falsk symmetri, der går igen gennem hele teksten. Forslaget nævner Israel og USA, når aggressorer skal navngives. Men det nævner ikke, hvad Rusland har gjort. Ikke et ord om Butja. Ikke et ord om Mariupol. Ikke et ord om de ukrainske børn, der er blevet deporteret til Rusland. Det, man udelader, er også et politisk valg. Den, der ikke kalder denne krig ved dens rette navn, har allerede halvt accepteret den.

Samtidig taler forslaget om ”den arbejdende befolkning i Ukraine såvel som i Rusland”, som om begge parter har haft de samme valgmuligheder. Det har de ikke. Den ene side blev angrebet. Den anden angreb. At opstille en symmetri mellem aggressoren og de angrebne er ikke pacifisme. Det er at stille sig på den stærkestes side.

Det er lige præcis derfor, det er nødvendigt at skelne mellem den russiske stat og de dele af befolkningen, der nægter at deltage i krigen. Solidaritet med russiske desertører og militærnægtere er hverken et alternativ eller en modvægt til solidaritet med Ukraine, men solidaritetens direkte og antimilitaristiske konsekvens.

En formodet ”solidaritet med Rusland”, der omtaler fængslede russiske krigsmodstandere som blot en spejling af lidelserne på ukrainsk side, gør begge ting usynlige: Den statslige undertrykkelse i Rusland og virkeligheden for ukrainerne, der lever under daglige bombardementer.

Det er ikke nogen ny svaghed i partiet. I forhold til Krim 2014, over for Syrien, den russiske fuldskalainvasion i 2022 og over for Gaza har Die Linke alt for ofte været for splittet, for sent ude eller for optaget af sine egne interne diskussioner. Det er en problemstilling, der er åbent erkendt i den nuværende programdebat.

Det er bare ikke en løsning, hvis det næste fredspolitiske forslag gentager nøjagtigt den samme blinde vinkel. Det udstiller blot problemet. Og dette går helt konkret ud over de ukrainske, russiske, belarusiske og østeuropæiske venstrefløjsfolk i partiet, hvis erfaringer med Kreml går længere tilbage end den aktuelle debat i Tyskland om Rusland.

Forkert svar – Ikke nogen våben til profit, men våben til de angrebne

En forkert antagelse om symmetri fører til de forkerte politisk svar. Ja, militærudgifter bruges til at retfærdiggøre sociale nedskæringer. Ja, Rheinmetall og andre virksomheder gør krig til en forretningsmodel. Ja, venstrefløjen må ikke legitimere denne profitmaskine. Men heraf følger ikke, at militær støtte til Ukraine er forkert. Følgen er i stedet, at støtten ikke må overlades til våbenindustriens profitlogik.

Den afgørende modsætning går ikke mellem ”våben” og ”ingen våben”. Den går mellem to måder at organisere sikkerhed på: Som et privat og profitdrevet projekt eller som en demokratisk kontrolleret offentlig opgave. Den, der siger: ”Nej til våben, fordi Rheinmetall tjener penge på det”, overlader Ukraine til russisk imperialisme og sikkerhedspolitikken til højrefløjen, militæret og våbenkoncernerne.

Den, der siger: ”Flere våben, lige meget hvordan”, gør enhver krise til et fripas til ekstraordinære profitter, manglende gennemsigtighed og politisk afpresningsmagt. Et venstreorienteret svar må afvise begge disse linjer.

Spørgsmålet er med andre ord ikke, om angrebne samfund har ret til selvforsvar. For det har de. Hvis man tager FN-pagten seriøst, kan man ikke bruge dens forbud mod magtanvendelse til at undergrave de angrebnes ret til selvforsvar. Erfurt-programmet (Die Linkes partiprogram fra 2011, red.) gør folkeretten og FN til omdrejningspunktet for venstrefløjens fredspolitik. Dette må også gælde FN-pagtens artikel 51 (der fastslår retten til magtanvendelse i selvforsvar, red.).

Spørgsmålet er, under hvilke samfundsmæssige betingelser dette selvforsvar skal støttes. Offentlige midler må også betyde offentlige krav: Åben kontrol med udgifterne, begrænsning af ekstraordinære profitter, indførelse af parlamentarisk kontrol, gennemsigtighed omkring indkøb og eksport, karensperioder mellem ministerier og virksomheder samt rettigheder til offentligt finansieret teknologi.

Ingen blankocheck til Rheinmetall. Ingen indkøbspolitik, der fungerer som støtteordning til våbenkoncerner. Hvor markedet svigter – hvad enten det gælder ammunition, droneforsvar, reservedele, luftforsvarssystemer og beskyttelsesudstyr – er der behov for offentlig produktion og europæiske indkøb under demokratisk kontrol.

Det samme må gælde omstillingen mellem civil og militær produktion. Den, der i dag blot taler om ”omstilling” (fra militær til civil produktion, red.), som om vi stadig befandt os i 1990’ernes nedrustningsdebatter, overser realiteterne. Idet vi i dag kan se, at civile produktionskapaciteter også bliver taget i brug til militær produktion – altså en omstilling i den modsatte retning.

Det er netop på den baggrund, at vi skal stille krav om, at enhver offentligt finansieret udvidelse af den militære produktion også ledsages af medarbejderindflydelse, overenskomstdækning, omskoling og en plan for tilbagevenden til civil produktion.

Det er sådan, at vi kan gøre Ukraine-støtte til en prøvesten for venstrefløjens antimilitarisme frem for dens modsætning: Vi skal ikke kræve færre våben til Ukraine, men mindre privat kontrol over våbenproduktionen. Våben skal ikke være et redskab for profit, men et redskab for de angrebne.

Hvad vi kræver

Det, vi efterlyser i forslaget, er ikke mindre antimilitarisme, men en mere konsekvent antimilitarisme. Vores kritik handler ikke om abstrakte erklæringer, men om konkrete ændringer af både forslaget og partiets politiske linje:

1. En klar anerkendelse af Ukraines ret til selvforsvar i henhold til FN-pagtens artikel 51. Folkeretten er udelelig – FN-pagten skal gælde uden dobbeltstandarder og over for enhver aggressor. Heraf følger politisk solidaritet med samfund, der forsvarer sig mod reaktionær og imperialistisk vold – fra Ukraine til Rojava.
   
   
2. Fortsatte leverancer af defensive våben til Ukraine – produceret under demokratisk kontrol, med prioritet til luftforsvar og beskyttelsesudstyr, uafhængigt af de private våbenkoncerner og med en plan for omstilling til civil produktion efter krigen. Våben til de angrebne, ikke til profitmagerne.
   
   
3. Demokratisk koordineret våbenproduktion frem for en profitdrevet våbenindustri – med offentlige krav og betingelser, åben kontrol med udgifterne, fuld gennemsigtighed, målrettet offentlig produktion og demokratiske værn mod våbenkoncernernes lobbyisme.
   
   
4. Forpligtende medbestemmelse om omstilling i begge retninger – gennem konverteringsråd, der omfatter ansatte, fagforeninger og kommuner, overenskomstdækning, omskoling og en plan for tilbagevenden til civil produktion ved enhver offentligt finansieret udvidelse af den militære produktion.
   
   
5. Beskyttelse og modtagelse af russiske desertører og militærnægtere – fordi den konkrete antimilitaristiske konsekvens ikke er en kunstig symmetri mellem stater, men støtte til dem, der nægter at deltage i aggressionskrigen.
   
   
6. En antifascistisk sikkerhedspolitik som partiets politiske grundlag – der ikke ligger under for NATO-logik eller våbenkoncernernes interesser, men heller ikke for pacifisme, der betyder, at de angrebne må opgive at forsvare sig. Vi ønsker en venstrefløj, der tænker sikkerhed nedefra: For lejere, for flygtninge og for samfund, der er truet eller udsat for angreb.

Hvem er det, der taler?

Dette manifest er et indlæg fra Netzwerk Gerechter Frieden (Netværket for en Retfærdig Fred/NGF, red.). I NGF samarbejder venstreorienterede om solidaritet med Ukraine uafhængigt af, om vi har personlige rødder eller ej i enten Ukraine, Rusland eller Østeuropa.

Det, der forener os, er ikke vores baggrund, men vores politiske holdning. På initiativ fra Ukrainische Linke Initiative (det Ukrainske Venstreinitiativ/ULI, red.) og BAG Russischsprachige Linke (Forbundsarbejdsgruppen for Russisktalende Venstre/RL, red.) er denne tekst blevet til i NGF-regi. Den sætter bevidst ukrainske, russisktalende og østeuropæiske erfaringer i centrum, fordi netop disse perspektiver mangler i forslaget.

Ukrainische Linke Initiative (ULI) repræsenterer perspektiver fra ukrainere og Ukraine-solidariske venstreorienterede i Tyskland. Mange af os kender den russiske angrebskrig ikke blot fra tv-skærmen, men gennem familiehistorier, flugt, politisk arbejde og kontakter til fagforeninger, venstrefløjsorganisationer og sociale bevægelser i Ukraine.

Vi kæmper for en Ukraine-solidaritet, der tænker længere end selve staten: For militær støtte til modstandskampen, for social og faglig genopbygning, for flygtninges rettigheder og imod enhver højreorienteret monopolisering af spørgsmålet om Ukraine.

Russischsprachige Linke (RL) repræsenterer russisktalende venstrefløjsfolk, der modsætter sig Putins krig, nationalisme og undertrykkelse – i Rusland, i eksil og i de russisktalende miljøer i Tyskland. For os er det at være russisktalende hverken et politisk tilhørsforhold eller en undskyldning for imperialisme-nostalgi.

Mange af os oplever, hvordan Putins krig også splitter migrantmiljøer her. Den, der modsætter sig krigen, bliver af højrefløjen stemplet som forræder, mens dele af den tyske venstrefløj ser os som et forstyrrende element. For os er det vigtigt at fastholde, at solidaritet med russiske desertører, militærnægtere og oppositionelle er en klar del af solidariteten med Ukraine og ikke et alternativ til den.

Vi er ikke atlantister. Vi er ikke Putin-apologeter. I dette manifest tager vi til orde for noget, som den tyske venstrefløj har manglet i årtier: En østeuropæisk venstrefløjsstemme, der springer ud af et solidaritetsnetværk. Netop derfor henvender vi os til alle, der ønsker en venstreorienteret fredspolitik, som tager de angrebnes perspektiv alvorligt. At overhøre denne stemme – som forslaget gør – er ikke internationalisme. Det er blindhed klædt ud som venstreorienteret politik.

Afslutning

Vi vil ikke betale for Rheinmetalls profitter. Vi vil ikke betale for Merz’ oprustningsfantasier. Vi vil ikke betale for en politik, der sætter velfærd op imod sikkerhed.

Men vi vil heller ikke lade Ukraine betale – med sine byer, sine børn og sin ret til selvbestemmelse – blot for at et tysk venstrefløjsparti skal kunne fastholde et enkelt og bekvemt slogan.

Solidaritet er ikke symmetrisk. Antimilitarisme er ikke at se den anden vej. Fred er ikke de angrebnes tavshed. Fred er aggressionens ophør. Fred via selvbestemmelse – fred er ikke underkastelse.

Det er det, vi kæmper for til Die Linkes landsmøde.

---

Links

• Forslag G.26. ” Wir zahlen nicht für Eure Kriege!“
  • https://www.die-linke.de/fileadmin/1_Partei/parteitage/Parteitag_Potsdam/Antr%C3%A4ge/Antrag_G.26_Wir_zahlen_nicht_f%C3%BCr_Eure_Kriege__Auf_die_Stra%C3%9Fe_gegen_Sozialabbau_und_Militarisierung.pdf
• Netzwerk Gerechter Frieden (NGF)
  • https://gerechter-frieden.net/
  • https://www.facebook.com/profile.php?id=61562928407686
  • https://www.instagram.com/gerechterfrieden/
• Ukrainische Linke Initiative (ULI)
  • https://ukrainische-linke.de/
  • https://www.facebook.com/profile.php?id=61585270887429
  • https://www.instagram.com/ukrainische_linke_initiative/
• BAG Russischsprachige Linke (RL)
  • https://www.facebook.com/RussischsprachigeLinke
  • https://www.instagram.com/p/DXfAi9jCELK/

---

Teksten er oversat fra tysk af Bjarke Friborg