Sin egen lykkes smed i en anden mands smedje – frisørernes oversete fagkamp

Hvad har Wolt, Uber og frisørbranchen tilfælles?

Svaret er ansættelse uden at være ansat. Du er din egen chef, der skal gøre det, din faktiske chef siger. Du arbejder som selvstændig, men er underlagt arbejdsgiverens betingelser. Sagt med andre ord: Det er en pseudo-ansættelse uden rettigheder. 

Det sker til trods for, at vi i Danmark har en stolt fortælling om fagforeningernes kampe for arbejderrettigheder. Man tænker straks på Slaget på Fælleden, røde flag til 1. maj og kampråb om 8 timers hvile, 8 timers arbejde og 8 timers frihed. Kampe som har ledt til mange af de sikrede rettigheder, som præger og kendetegner det danske arbejdsmarked i dag.

At leje en stol

Desværre er der sektioner af danske arbejdere, som ikke i samme omfang er blevet taget ordentligt med ind i disse kampe. Fag som er faldet mellem stolene og er blevet glemt i samtalen om retfærdige overenskomster og arbejdsmarkedsvilkår. Et af disse fag er frisørfaget. 

Hvorfor har frisørbranchen ikke fået tilkæmpet sig den samme sammenslutning blandt de faglærte, som andre håndværkerfag har? Jeg vil mene, at svaret kan findes i en fælles fortælling i frisørbranchen. En fortælling om selvstændigt arbejde, hvorigennem man kan tjene flere penge på kortere tid. En fortælling om, at den enkelte frisør bedst kan tjene til dagen og vejen alene på egen hånd. En fortælling om, at man er sin egen lykkes smed.

Det tydeligste eksempel på denne fortælling kan ses i fænomenet “at leje en stol”. En ansættelsesmodel, hvor frisøren har eget CVR-nummer og på papiret er en selvstændig erhvervsdrivende. Det kan udefra ses som en moderne organisationsform, hvor den enkelte frisør har den ultimative frihed og fleksibilitet på arbejdspladsen. En måde at strukturere faget på, som kommer den dygtige frisør til gode.

Men kæden hopper af, lige så snart overvejelser om barsel, priser, pension og åbningstider kommer ind i billedet. Som selvstændig er ingen af disse ting sikret. De krav, som normalt ville blive stillet til arbejdsgiveren, falder tilbage på den enkelte frisør, som nu er tvunget til at håndtere problematikkerne alene.

Salonen, du lejer en stol hos, undgår barselsordninger, pensionsindbetalinger og lønforhandlinger. Muligheden for at forbedre arbejdsmiljøet bliver indskrænket, og den eneste sikkerhed, du står tilbage med, er sikkerheden om en ny arbejdsdag i morgen. For holder du fri, skal du selv betale for det.

Alt dette skyldes, at det i langt de fleste tilfælde sker på salonens betingelser, når en frisør lejer en stol. Frisørerne har ingen kontrol over priserne, arbejdstiderne og produkterne. De er i al almindelighed ikke selvstændige, men ansatte under forhold som ikke beskytter dem, hvis noget går galt. I mange andre håndværkerfag ville man kalde dem det, de i virkeligheden ender med at være: Skruebrækkere.

Kunstnere, håndværkere, selvstændige

En af årsagerne til denne arbejdsmodel kan findes i den selvforståelse, vi i frisørbranchen har om os selv som dels kunstnere, dels håndværkere, dels selvstændige erhvervsdrivende. Når først- og sidstnævnte bliver hovedfokusset, falder fagkampen tilbage i glemslen.

Det at leje en stol bliver den umiddelbare indgangsvinkel, indtil man kan åbne sin egen salon og leje sine egne stole ud til andre i faget, som fortsat accepterer de nuværende forhold. Denne indgangsvinkel lægger grobunden for et system, som gør det svært at tage kampen op for de hårdtarbejdende sjæle i branchen, som godt kan se, at der er noget rivende galt.

De, der lejer en stol, står ikke sammen med de ansatte, men bliver ledt til at tro, at den bedre verden er en, hvor pension, arbejderrettigheder og stress er noget, man selv skal betale for. En verden, hvor du er i direkte konkurrence med dine kollegaer, og kun nådigt får lov til at få en hjørnestol i en etableret salon. Men som det altid har været tilfældet, er det svært at være sin egen lykkes smed i en anden mands smedje.

Opstår der en konflikt mellem ejeren af salonen og den frisør, der lejer en stol, opstår der et problem. Hvilken organisation skal tage kampen? Frisørfaget er ligesom mange andre fag opdelt mellem fagorganisationen og fagforeningen. Men hvor efterlader det den selvstændige frisør, som lejer en stol?

Opstår der en konflikt mellem chefen og den selvstændige, er det umuligt på forhånd at afgøre hvem der holder med hvem. Fagorganisationen er tvunget til at tage et valg mellem parter, som begge er repræsenteret af organisationen selv. Interessekonflikten her er tydelig for enhver, der tager sig tid til at kigge efter.

For hvis både ejeren af salonen og den, som lejer en stol, er repræsenteret af samme organisation, er der i virkeligheden ingen, der finder sig selv med den rette støtte. Der er i al sin enkelhed tale om interessekonflikter mellem dig og din chef. Uanset om du lejer en stol eller er formelt ansat i salonen. Den grundlæggende struktur ændrer sig ikke.

Frisører skal også organisere sig

Hvis frisører gerne vil have bedre arbejdsforhold, er svaret ikke at blive selvstændig, men som ansat at organisere sig i fagbevægelsen. For der er ingen grund til at stå alene, når vi alle kan stå sammen.

Lad mig derfor slutte af med et lille opråb:

Til mine kollegaer i frisørbranchen, som ikke ejer egen salon: Meld jer ind i en fagforening, og få øje på de systemer og fortællinger, der får jer til at se bort fra rettigheder, som er helt almindelige i andre fag.

Til alle de fantastiske kunder derude: Spørg din faste frisør, om vedkommende lejer en stol eller er ansat. Få fagbevægelsen på tale.

For hvis vi alle sammen tager den nødvendige samtale, kan vi i fællesskab gøre frisørbranchen til et bedre sted at være.