Ordbog til den ekstreme højrefløj: Vestens undergang

31. maj 2014 mødtes flere repræsentanter for og Putin-tilhængere fra Europas ekstreme højrefløj i Palais Liechtenstein i Wien. Franske Front National var repræsenteret af historikeren Aymeric Chauprade og Marine Le Pens niece Marion Maréchal. Det bulgarske parti Atakas leder Volen Siderov var til stede – ligesom Heinz-Christian Strache, som dengang var leder for Østrigs Frihedsparti, og talrige politikere og aristokrater fra Spanien, Kroatien, Georgien og Rusland.

Alle deltagerne var enige om, at Vestens undergang var uundgåelig, og at Vladimir Putin repræsenterede den eneste løsning. Hovedtaleren var den russiske højrefløjs chefideolog Aleksandr Dugin, som sagde, at den russiske præsident var den moderne frelser fra den trussel, som liberalisme og den homoseksuelle lobby udgør.

Eftersom Ruslands skæbne skulle være at modstå de vestlige værdier, ville en ny eurasisk orden med en samling af Rusland og Europa hjælpe med at føre den yderste højrefløj til magten i hele verden. Chauprade sagde så, at alle mødedeltagerne troede på et ”nationernes Europa”, som skulle fungere i tæt samarbejde med Putins Rusland.

Aftenlandets undergang

Denne russiske fortælling om Vestens undergang deler en del teoretisk ballast med Frankrigs såkaldt nye højrefløj – La Nouvelle Droite. Dugin er især inspireret af den mest berømte repræsentant for denne bevægelse, Alain de Benoist. Allerede i 1999 havde stifteren af Nouvelle Droite sammen med journalisten Charles Champetier udgivet Manifestet for Europas genfødsel, hvor de to hævdede, at multikulturalismen havde ødelagt Vestens kulturelle identitet. Løsningen var ifølge forfatterne at vende tilbage til de traditionelle og autentiske værdier.

For at den ekstreme højrefløj kunne erobre det kulturelle hegemoni, studerede De Benoist tænkerne fra den konservative revolution. Denne filosofiske strømning fandt sted i den tyske Weimar-republik i mellemkrigstiden og hyldede traditionen frem for rationaliteten, undertrykkelsen frem for friheden og sjælen frem for fornuften.

En af de mest berømte repræsentanter for denne strømning var Oswald Spengler, som skrev bogen Vesterlandets Undergang (Der Untergang des Abendlandes). Her skrev Spengler, at kulturer, som med tiden bliver til hele civilisationer, med tiden vil løbe tør for kreativitet, hvilket gør deres undergang uundgåelig, som det fx skete med Romerriget.

Spenglers teori blev i 1950’erne samlet op af den italienske filosof Julius Evola, som blev en stor indflydelse for en ny generation af italienske nyfascister og for Nouvelle Droite-kredsene i Frankrig. I 1990’erne kom Spenglers ideer så på mode igen, efter den nye højrefløj havde nået udbredelse i Italien, Spanien, Belgien og Tyskland.

I midten af 2010’erne fik disse idéer fornyet udbredelse, idet de trak på et romantiseret billede af det antikke Grækenland – fremstillet som et symbol på traditionelle værdier, hvid overlegenhed og den sande eurocentriske historieskrivning i modsætning til et multikulturelt og dekadent Vesten. Spenglers teori blev loyalt gengivet af den tyske historiker David Engels i sin indflydelsesrige bog Auf dem Weg ins Imperium (På vej mod imperiet, red.), hvor Engels sammenlignede EU’s krise med den romerske republiks fald.

Parallellerne med Romerriget har også fundet vej til USA. Fx har historikerne Peter Heather og John Rapley skrevet, at den økonomiske stagnation og den politiske polarisering vil føre til, at Vesten bliver marginaliseret.

Billedet af et Vesten i forfald er ofte til stede – eksplicit eller implicit – også når europæere bekymrer sig om kontinentets demografiske udfordringer med en aldrende befolkning, problemerne med økonomisk liberalisme, økonomisk krise og tabet af kulturel sammenhængskraft.

USA og Rusland

Man er dog nødt til at spørge, hvilket Vesten der er ved at gå under. Ungarns tidligere premierminister Viktor Orbán mente, at ”islamiseringen” var den største trussel for Vestens kristne civilisation. Ifølge Orbán var de vesteuropæiske lande gået ind i en post-national og post-kristen fase. Den holdning deles af store dele af Europas ekstreme højrefløj. Fx af Alternative für Deutschland-politikeren Hans-Thomas Tillschneider, som har støttet Putins angreb på Ukraine og udtalt, at ”Vesten er i tilbagegang på alle områder”.

Ved den sikkerhedspolitiske konference i München i 2025 blev det klart, at også USA’s vicepræsident JD Vance abonnerer på idéen om, at Vesteuropa er i tilbagegang og truet af for frisindede værdier og en angivelig mangel på ytringsfrihed.

De russiske og amerikanske forståelser af tilbagegangen har meget til fælles. Det russiske forslag om en ny, eurasisk orden – som Putin og Dugin står for – har sigtekornet på Europa. Dugin har talt for en ”konservativ revolution” og mener, at der er brug for en ny ideologi til at imødegå globaliseringen gennem suverænisme og sætte de individuelle frihedsrettigheder under nationens interesser.

Den amerikanske højrefløjs elite er fascineret af mellemkrigstidens konservative revolution i Tyskland, som har sat sit ideologiske aftryk på Trump-regeringen. Dugins idéer har haft et klart aftryk på den politiske strateg Steve Bannon og på medieplatformen Breitbart News. Her har de været med til at udvikle America First-ideologien, som ifølge flere iagttagere under Trumps anden regeringsperiode har udviklet sig i en stadigt mere imperialistisk retning.

Når alt det er sagt, er den ekstreme højrefløj dog ikke internt enige om, hvordan man skal ”redde” Vesten. Selvom Bannon og Dugin deler en del værdier, har de også forskellige holdninger.

Bannon og de amerikanske ekstremister taler for hvidt overherredømme og nultolerance over for indvandring – især muslimsk indvandring. Dugin bakker derimod op om spiritualitet, traditionalisme og nationalisme – og Ruslands skæbne er i hans øjne at samle de slaviske og tyrkiske folkeslag i et stort imperium for at modstå Vestens korrumperede værdier.

Senest har Donald Trumps imperialistiske målsætning om at annektere Grønland ført til, at en del af Europas højreekstreme partier – og især deres vælgere – har taget afstand fra USA, også selvom de deler de samme kristne og konservative værdier.

Hvordan tager man kampen op med undergangen?

På trods af tilbagegangs-tankernes revival gennem de seneste år kan man dog se, at fortællingen ikke bliver brugt specielt meget i beslutningstagernes debatter. En lingvistisk analyse af undergangsretorik i de europæiske parlamenter har vist, at selvom begrebet optræder i nogle europæiske lande, er det ikke en bredt anvendt figur. Undergangen fungerer dermed ikke som et centralt argument i den politiske debat – den opererer mest i baggrunden.

Som vi har set, er idéen om Vestens undergang en af den ekstreme højrefløjs ideologiske grundpiller. Den er en del af en bredere modernitetskritik og giver en historisk kontekst til deres teori om, at det liberale demokrati er tæt ved endestationen. Det gør kun idéen mere tiltrækkende, idet undergangen ikke er et konkret, politisk argument – men snarere et ideologisk bagtæppe.

Ideen om Vestens undergang har selvfølgelig mødt en del kritik – både fra akademikere og i den offentlige debat. Spenglers teorier byggede – ligesom mange andre historiske fortolkninger – på en forestilling om, at historien følger bestemte mønstre og derfor kan bruges til at forudsige fremtiden.

Spenglers indflydelse på både forskere og forfattere har været betydelig – især i USA, hvor hans idéer har inspireret alt fra forfatteren F Scott Fitzgerald til politologen Samuel Huntington. Samtidig har hans værker også været udsat for omfattende kritik. Filosoffen Theodor Adorno havde inden da kritiseret den relativisme, denne tilgang bygger på.

Men den akademiske kritik er ikke nok til at fravriste undergangs-ideologien dens politiske gennemslagskraft. Konceptet forbliver tiltalende, netop på grund af dets ideer om skæbne og den implicitte tanke om ”de gode, gamle dage”.

Disse nostalgiske og tilbageskuende fortællinger er blandt de mest kraftfulde politiske redskaber, som især de populistiske politikere tager i brug. Brexit-afstemningen i Storbritannien er et vigtigt eksempel. Desuden finder fortællingen om Europas tilbagegang et publikum blandt kontinentets identitære nationalister. Og møder som det, vi åbnede denne artikel med, viser, hvor tiltalende fortællingen er i hele Europa.

Hvis Europas politikere vil imødegå fortællingen om den vestlige civilisations undergang – som også betyder det liberale demokratis undergang – må de arbejde for at skabe et alternativ. En effektiv modfortælling, som må bygge på en forståelse af den sociale udvikling, der ikke ser historien som forudbestemt.

Samtidig må de fastholde, at nutidens problemer kan håndteres gennem de rette institutionelle forandringer og sociale reformer.

Ordbogen til den ekstreme højrefløj – udtænkt og koordineret af Steven Forti – er baseret på samarbejde mellem historikere, sociologer, politologer og sociolingvister fra forskellige europæiske lande, som er medlemmer af projektet ARENAS (Analysis of and Responses to Extremist Narratives). Projektet er finansieret af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe.

Artiklerne i serien udgives på det italienske tidsskrift MicroMega. De udgives på dansk på Solidaritet efter aftale med Steven Forti. Denne artikel blev først udgivet på MicroMega 7. april 2026. Den er oversat fra italiensk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.