Det handler ikke om politisk renhed, men om politisk retning

Falsk modsætning mellem politisk renhed og reel foranding

Claus Pedersen opstiller i sit indlæg et valg mellem politisk renhed og reel forandring. På den ene side placerer han SF og Enhedslisten, som søger kompromiser og parlamentarisk indflydelse. På den anden side placerer han en såkaldt kompromisløs venstrefløj, der ifølge ham hellere vil bevare sine rene principper end skabe konkrete resultater.

Men det er en falsk modsætning.

Rødt Venstre er ikke imod kompromiser, parlamentarisk arbejde eller konkrete forbedringer. Spørgsmålet er, hvilke kompromiser man indgår, hvad man opnår med dem, og om de styrker eller svækker muligheden for grundlæggende forandring.

Historien om den »kompromisløse strategi«

Claus fører kritikken af Enhedslistens nuværende kurs tilbage til Venstresocialisternes brud med SF i 1967. Herfra konstruerer han en samlet »kompromisløs strategi«, som han forbinder med forestillingen om, at staten skulle væltes, hvorefter socialismen nærmest automatisk ville opstå. Måske skulle Claus have tjekket Marx’ analyser lidt grundigere, det er ikke helt sådan, det hænger sammen. Det er faktisk en meget grov sammenblanding af forskellige strømninger og perioder på venstrefløjen.

VS blev ikke dannet, fordi nogle socialister principielt var imod enhver aftale eller forbedring. Bruddet opstod, fordi SF gennem sit samarbejde med Socialdemokratiet blev gjort medansvarlig for en politik, der var i modstrid med de bevægelser og løfter, partiet var blevet valgt på. Diskussionen handlede allerede dengang om forskellen mellem at opnå konkrete resultater – og at blive parlamentarisk støtteben for en politik, man grundlæggende var imod.

Claus har ret i, at verden har ændret sig siden 1967. Men kapitalismen er ikke blevet mindre kapitalistisk, blot fordi Sovjetunionen ikke længere eksisterer. Den økonomiske magt er fortsat koncentreret hos en lille klasse, og demokratiet standser stadig i vidt omfang ved indgangen til arbejdspladsen og direktionsgangen.

Kapitalismen er efterhånden ikke blot blevet accepteret som et grundvilkår. Også forestillingen om, at vi først må gøre virksomhederne og Danmark rigere, før der kan blive råd til velfærd, har bredt sig langt ind på venstrefløjen.

Det ses meget konkret i det regeringsgrundlag, SF nu har skrevet under på. Et helt kapitel hedder »Et rigere Danmark«, og et stærkt erhvervsliv beskrives som både »motoren« bag det økonomiske råderum og »forudsætningen for et fremtidigt stærkt velfærdssamfund«. Derfor skal selskabsskatten sænkes, kapitalen have bedre vilkår, og erhvervslivets byrder reduceres. Først skal kapitalens vækstbetingelser forbedres; derefter skulle velstanden kunne finansiere velfærd, grøn omstilling og oprustning. Det er ikke trickle-down-politik i sin reneste form, men tankegangen er tydelig.

Enhedslisten formulerer sig anderledes og peger med rette på, at Danmark allerede er rigere end nogensinde, mens fattigdommen består. Men partiet har accepteret rollen som parlamentarisk grundlag for en regering, der bygger sin økonomiske politik på netop denne vækst- og konkurrenceevne-logik – også selv om regeringen vil hente flertal til selskabsskattelettelser og andre borgerlige reformer til højre. Dermed bliver kapitalismens rammer ikke længere udfordret; de bliver den bane, hvorpå venstrefløjen forsøger at forhandle en lidt mere social fordeling af resultatet.

Kapitalismen har samtidig bragt os klimakrise, voksende ulighed, gentagne økonomiske kriser og en ny voldsom oprustning. At der ifølge Claus ikke længere eksisterer et geopolitisk alternativ til kapitalismen, er ikke et argument for at opgive kampen for et sådant alternativ. Tværtimod understreger det nødvendigheden af at opbygge det – og som amerikanske Tina Landis har sagt: ”Socialismen er den eneste mulige løsning på klimakrisen.”

Er mandater det samme som fremgang?

Det er heller ikke udemokratisk at konstatere, at de parlamentariske institutioner ikke er neutrale. Produktionsmidlernes ejerforhold, mediernes ejerforhold, kapitalens økonomiske magt, lobbyismen og trusler om kapitalflugt begrænser, hvilke beslutninger der reelt kan gennemføres. Det betyder ikke, at demokratiske rettigheder er værdiløse. De skal forsvares og udvides. Men det betyder, at et socialistisk flertal i Folketinget ikke i sig selv ophæver kapitalen

Claus peger på VS’ beskedne mandattal og på SF’s og Enhedslistens nuværende parlamentariske størrelse som bevis for, at den kompromissøgende strategi virker.

Men mandater er ikke i sig selv et mål for, om venstrefløjen flytter samfundet.

SF og Enhedslisten kan tilsammen få flere mandater, samtidig med at hele den politiske dagsorden flyttes mod højre. Pensionsalderen hæves. Der bruges enorme beløb på oprustning. Flygtningepolitikken bliver stadig hårdere. Velfærden presses, og markedsstyringen fortsætter. NATO er blevet ophøjet til en næsten urørlig institution, også på store dele af venstrefløjen.

Hvis flere socialistiske mandater ledsages af mindre modstand mod den førte politik, er det ikke nødvendigvis udtryk for socialistisk fremgang. Et parti kan også vokse ved at tilpasse sig de gældende politiske rammer og nedtone de spørgsmål, der kan stå i vejen for regeringsdeltagelse og parlamentariske aftaler.

Claus fremhæver Johanne Schmidt-Nielsen-perioden som et vellykket nybrud. Men Enhedslistens tolv mandater forhindrede ikke Thorning-regeringen i at gennemføre blandt andet dagpengereformen, skattereformer, overgrebet på lærerne og en politik, der fortsatte den nyliberale kurs. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke alene, hvor mange mandater venstrefløjen har, men hvad mandaterne anvendes til.

Det samme gælder sammenligningen med den argentinske venstrefløjsalliance FIT-U. Man kan ikke uden videre sammenligne meningsmålinger i to vidt forskellige lande og derfra konkludere, hvilken strategi der virker bedst. Den argentinske venstrefløjs betydning består heller ikke kun i dens stemmeandel, men i dens forbindelse til arbejdspladser, faglige kampe og sociale bevægelser.

Hvad er så alternativet?

Claus efterlyser konkrete eksempler på, hvad Enhedslisten skulle have gjort anderledes. Det er et rimeligt spørgsmål.

Enhedslisten kunne have fastholdt modstanden mod NATO og oprustningen. Partiet kunne have afvist våbenleverancer og krævet, at Danmark arbejdede for våbenhvile og forhandlinger. Det kunne have nægtet at medvirke til en antisemitisme-aftale, som risikerer at mistænkeliggøre antizionisme og modstand mod staten Israels politik. Det kunne have gjort stop for dansk våbenhandel, våbentransport og anden medvirken til Israels krig til en reel politisk betingelse.

SF og Enhedslisten kunne også have fastholdt den grundlæggende modstand mod EU. EU er ikke blot et praktisk samarbejde mellem europæiske lande, men en traktatfæstet økonomisk orden, der beskytter markedet, kapitalens frie bevægelighed og virksomhedernes konkurrencevilkår. Konvergenskravene, finanspagten og Stabilitets- og Vækstpagten lægger rammer om medlemslandenes økonomiske politik og begrænser muligheden for at føre en selvstændig politik for fuld beskæftigelse, offentlige investeringer og velfærd. Det nye regeringsgrundlag forpligter ligefrem Danmark på både budgetloven og EU’s Stabilitets- og Vækstpagt. En socialistisk venstrefløj må kræve retten til at bryde med disse rammer – og fastholde perspektivet om et Danmark uden for EU.

På det sociale område kunne Enhedslisten have brugt sine mandater til at styrke modstanden mod højere pensionsalder, forringelser og privatisering – ikke kun til at forhandle mindre forbedringer inden for en overordnet kurs, der fortsat går den forkerte vej.

Det betyder ikke, at man skal stemme imod enhver begrænset forbedring, fordi den ikke afskaffer kapitalismen. Naturligvis skal venstrefløjen stemme for bedre velfærd, højere ydelser og grønne forbedringer, når muligheden opstår.

Men der er forskel på at stemme for en forbedring og på at påtage sig et samlet politisk medansvar. Der er også forskel på et kompromis, som giver mennesker bedre vilkår og styrker deres muligheder for at organisere sig – og en aftale, som binder venstrefløjen til oprustning, imperialisme, fortsatte forringelser og skattelettelser til de rigeste.

Claus spørger, om Enhedslisten burde have opgivet grønne forbedringer for at standse dansk våbensalg til Israel – han skriver ganske vist »Gaza«. Men netop denne formulering viser problemet. Skal venstrefløjen acceptere medansvar for krig eller folkemord, hvis der blot følger tilstrækkeligt mange grønne puljer med?

Det er ikke ansvarlighed at lade regeringen sammenkæde menneskeliv og oprustning med mindre sociale eller grønne indrømmelser. Nogle spørgsmål må være egentlige politiske grænser. Ellers bliver kompromiset gradvist til medvirken.

Demokrati er meget mere end Folketinget

Claus forbinder kritikken af den parlamentariske kurs med en udemokratisk og potentielt voldelig strategi. Ifølge hans fremstilling må venstrefløjen enten arbejde gennem Folketingets eksisterende flertal eller håbe på statens sammenbrud og en efterfølgende revolution.

Også dette er en falsk modsætning.

Samfundsforandringer er aldrig alene kommet fra Folketinget. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, fredsbevægelsen, miljøbevægelsen og kampen mod apartheid ændrede samfundet gennem organisering, strejker, demonstrationer, boykot og civil ulydighed.

Det er ikke udemokratisk. Det er en udvidelse af demokratiet.

Det parlamentariske arbejde har betydning, men det kan ikke stå alene. Folketingets mandater skal bruges som talerør og redskab for den folkelige kamp – ikke til at afvæbne den i forventning om, at de afgørende forandringer kan forhandles frem mellem partierne.

Rødt Venstre håber ikke på kaos eller statens sammenbrud. Vi ønsker at opbygge en stærk og demokratisk organiseret bevægelse, som kan udfordre kapitalens magt og skabe et socialistisk samfund. Socialisme betyder ikke mindre demokrati, men mere demokrati – også over økonomien, produktionen og arbejdspladserne.

Partierne og de folkelige bevægelser

Claus afviser også tanken om, at socialistiske partier skal repræsentere de folkelige bevægelser. Han spørger, hvem der kan tale på Palæstina-bevægelsens, fagbevægelsens eller flygtningebevægelsens vegne.

Naturligvis er bevægelser ikke ens, og et parti skal ikke ukritisk følge enhver udtalelse fra enhver aktivistisk bevægelse. Men deraf følger ikke, at partierne kan frigøre sig fra bevægelserne og dermed selv gøre krav på en større demokratisk legitimitet.

Et socialistisk parti bør være forankret i arbejderklassen og de folkelige bevægelser. Det skal deltage i diskussionerne, være med til at formulere kravene og bringe dem ind i parlamentet. Ellers bliver bevægelserne let reduceret til vælgergrundlag og kulisse for en politik, der i sidste ende fastlægges af folketingsgruppen og dens rådgivere.

Det er også utilstrækkeligt at sige, at Enhedslisten allerede har skabt opmærksomhed om Palæstina, fordi situationen er blevet diskuteret i Folketinget og dækket af medierne. Problemet er ikke mangel på opmærksomhed. Problemet er, at Danmark fortsat ikke har iværksat de nødvendige sanktioner, stoppet våbensamarbejdet eller afbrudt sin politiske og militære medvirken.

At tusinder demonstrerer uge efter uge, er ikke blot et ønske om at blive hørt. Det er et krav om konkret handling.

Claus’ henvisning til frygten for, at Hamas skulle have indflydelse på Palæstina-solidariteten, risikerer samtidig at gentage den mistænkeliggørelse, som bevægelsen allerede mødes med fra højrefløjen. Man kan sagtens have forskellige vurderinger af Hamas og samtidig stå ubetinget fast på palæstinensernes ret til modstand, selvbestemmelse og frihed.

Stabilitet for hvem?

Til sidst gør Claus stabilitet til en socialistisk prioritet. Alternativet til den nuværende parlamentariske kurs fremstilles som et sammenbrud, der sandsynligvis vil bringe fascismen til magten.

Men stabilitet er ikke et neutralt begreb.

For mennesker, der mister retten til tidlig pension, rammes af nedskæringer eller ser velfærden forsvinde, opleves den eksisterende orden ikke nødvendigvis som stabil. Det gør den heller ikke for mennesker, der sendes i krig, drives på flugt eller rammes af klimakrisen.

Når venstrefløjen påtager sig ansvaret for at administrere den eksisterende orden uden at kunne løse dens grundlæggende problemer, skaber den netop plads for højrefløjen. Højrefløjen kan derefter fremstille sig som det eneste oprør mod et system, som socialdemokrater og socialister i fællesskab forvalter.

Fascismen bekæmpes ikke ved at gøre venstrefløjen til garant for kapitalismens stabilitet. Den bekæmpes ved at organisere utilfredsheden omkring et socialistisk alternativ og vise, at problemerne skyldes klasseforhold og økonomisk magt – ikke flygtninge, transpersoner, muslimer eller andre udsatte grupper.

Der er brug for samarbejde til venstre for SF og Enhedslisten

Nu er SF gået i regering, mens Enhedslisten har valgt at støtte op om regeringen. Det gør ikke behovet for en selvstændig socialistisk venstrefløj mindre. Det gør det større.

Når SF påtager sig regeringsansvar, og Enhedslisten binder sin indflydelse til regeringens overlevelse, er der brug for kræfter, som klart kan sige fra over for EU, oprustning, NATO, våbenleverancer, nedskæringer og dansk medvirken til Israels forbrydelser – og som samtidig kan samle kampen for velfærd, udsatte grupper, fred og socialisme.

Her er vi enige med Kaivon Kjems, når han peger på nødvendigheden af at organisere sig til venstre for SF og Enhedslisten. Rødt Venstre gør ikke krav på at kunne løfte denne opgave alene, og et skridt i den retning kunne være et landsdækkende samarbejde i stil med Folkelisten for fred og velfærd ved næste folketingsvalg. Ingen enkelt organisation kan i dag udgøre det nødvendige alternativ – der er brug for alle kræfter til venstre for Enhedslisten.

Derfor har vi brug for et tættere samarbejde mellem de socialistiske og kommunistiske kræfter, fagligt aktive, fredsbevægelsen, klimabevægelsen, Palæstina-solidariteten og andre folkelige bevægelser. Et samarbejde kræver ikke, at alle forskelle ophæves, eller at vi på forhånd er enige om enhver international, historisk, marxistisk og strategisk vurdering. Men det kræver, at vi kan handle sammen dér, hvor vi faktisk er enige.

Vi har brug for fælles kamp mod oprustningen, EU, NATO og krigspolitikken. Mod nedskæringer, højere pensionsalder og privatisering. For solidaritet med Palæstina, for arbejderklassens interesser og for et socialistisk alternativ til kapitalismen.

Det er ikke et projekt for politisk renhed eller for at konkurrere om, hvem der er mest konsekvent. Det er et forsøg på at opbygge den folkelige og politiske styrke, som den parlamentariske venstrefløj ikke længere ønsker eller formår at repræsentere.

Claus har ret i én ting: Venstrefløjen må tage ansvar for, hvordan vores politik kan blive til reel forandring. Men svaret er ikke at gøre sig regeringsduelig på kapitalismens betingelser. Svaret er at organisere den modkraft, der kan ændre betingelserne.

Spørgsmålet er derfor ikke, om venstrefløjen skal have indflydelse. Selvfølgelig skal den det.

Spørgsmålet er: Indflydelse til hvad – og på hvis betingelser?

---