Ordbog til den ekstreme højrefløj: Remigration

I oktober 2025 publicerede Department of Homeland Security i USA en post på X. Den bestod af bare ét ord: ”Remigrate”. Hurtigt forvandlede dette udtryk sig fra at være et perifert højrefløjsfænomen til at være helt officiel og konkret politik.

På internationalt niveau opfatter den ekstreme højrefløj og de nyfascistiske grupper remigration som et så vigtigt politisk spørgsmål, at de i maj 2025 organiserede et ”remigration-topmøde” i den norditalienske by Gallarate.

Her deltog medlemmer af Alternative für Deutschland, det flamske Vlaams Belang, spanske nynazistiske grupper som fx Deport Them Now og lederen af Østrigs identitære bevægelse, Martin Sellner. Også det italienske højrefløjsparti Legas tidligere næstformand, Roberto Vannacci – som i dag er leder for sit eget højreekstreme parti, Futuro Nazionale – deltog via et videolink. For Vannacci er remigration ”ikke et slogan, men et konkret politisk forslag”, der angiveligt baserer sig på sund fornuft og ikke på had. Gennem massedeportationer skal man genskabe den tabte offentlige orden, forsvare kvartererne i byerne og den nationale suverænitet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at en af den ekstreme højrefløjs vigtigste kampe er at forsvare samfundets etniske og kulturelle homogenitet. Derfor udbreder størstedelen af disse grupper – hvad enten de er politiske partier eller mere eller mindre institutionaliserede bevægelser – fortællinger om indvandringens problemer, som kun kan løses med ekstreme metoder for at bevare ”racen”. En af disse metoder er den, der er kendt som ”remigration”.

Helte og skurke

Hvordan er det kommet så vidt, at det ikke vækker større furore, når man hører om ideer om racerenhed, som flere FN-rapporter har slået fast? For kun få år siden var ideen om tvungne massedeporteringer – som er en del af remigrationens koncept – fuldstændig tabubelagt i den offentlige debat.

Alligevel forsvarer praktisk talt alle partier på den ekstreme højrefløj – fra USA’s Donald Trump til Japans premierminister Sanae Takaichi – åbent denne politik. Det ekstreme højre har i årevis pløjet den mark, hvor man nu kan høste hadets frugter: Frøene blev sået i et bombardement af fortællinger, hvor indvandringen blev fremlagt som et absolut onde, der ligger bag alle samfundets dårligdomme.

Disse ekstremistiske narrativer fungerer som i hvilken som helst historie i romaner, film eller tv-serier. Der er helte og skurke, et problem der skal løses og en løsning til problemet. Heltene identificerer sig som ”patrioter” – et koncept der cirkulerer i alle verdens identitære bevægelser. Skurkene er derimod en mere broget skare – fra dem de kalder kommunister over de feministiske miljøer til indvandrerne og deres efterkommere, der truer Vesten.

Hvis vi nøjes med at se på indvandringen og følger den fortællingsstruktur, jeg har beskrevet, er det ekstreme højre ikke kun lykkedes med at præsentere indvandrerne som et problem, fordi de ”stjæler vores jobs”. Indvandrerne er også en kulturel og etnisk trussel, hvilket passer ind i konspirationsteorien om den store befolkningsudskiftning, som den franske forfatter Renaud Camus opfandt. Ifølge den teori er indvandringen i Europa ikke udtryk for spontane folkevandringer – den er en snedig plan der skal fremme blandingen af racer og kulturer.

Det er klart, at disse ideer minder meget om holdninger, tidligere tiders nyfascister også havde – fx franske René Binet. Allerede i 1950’erne talte Binet om behovet for at beskytte den vestlige kultur og den hvide race fra den såkaldt globale elites forsøg på at skabe melting pots. I stedet foreslog Binet et apartheidsystem, som tilsyneladende skulle komme alle verdens folk til gode.

Løsningen

Den kulturelle trussel, som det ekstreme højre beskriver i dets xenofobiske fortællinger, har højest prioritet for disse grupper. Derfor kredser løsningerne til problemet – den sidste del vi skal bruge for at færdiggøre fortællingen – om dette kulturelle og etniske problem.

Her er vi nødt til at understrege, at hvis man skal gøre konceptet om remigration spiseligt for den brede befolkning, skal problemerne præsenteres som eksistentielle problemer. Hvis man ikke gør noget ved dem, dør heltene i fortællingen. Kort sagt er det et kritisk problem, som skal løses for at forhindre nationens, samfundets, hjemlandets totale kollaps.

Dermed kan den ekstreme højrefløj også komme både indvandrerne og dem, de ser som medskyldige i den store plan om at udrydde den hvide race, i den samme sæk. Det drejer sig om de progressive partier, der tit beskrives som femtekolonner eller forrædere.

For bare at nævne et eksempel så talte det franske Rassemblement Nationals leder, Jordan Bardella, under valgkampen i 2024 om valgkoalitionen Nouveau Front Populaire som ”en eksistentiel trussel for den franske nation”. Samtidig appellerede han til ”patrioterne” om at nulstille denne trussel.

Dermed har vi alle ingredienserne til den ekstremistiske gryderet: Patrioterne der kæmper mod de ”invaderende” indvandrere og deres hjælpere, som er en eksistentiel trussel for den hvide race og kultur. De udgør et så stort problem, at man er nødt til at tage drastiske løsninger i brug: Etnisk udrensning forklædt som remigration.

Alt dette bliver tit forsvaret med ideen om at forsvare den ”naturlige orden”. Det er et koncept, som ikke begrænser sig til indvandringsspørgsmål og bliver også brugt som et paraplybegreb, som man også kan bruge til at forsvare yderligere indgreb i civile og sociale rettigheder. Det gælder ikke mindst kønspolitiske spørgsmål, hvor kvinder forventes at indtage deres ”naturlige” rolle.

Som en del af denne ”naturlige orden” – som det ekstreme højre altså mener skal bevares – præsenteres remigration som en løsning, der kan modvirke det ”demografiske eksperiment”, som har ført den hvide kultur og race på udryddelsens rand, og som kan genskabe verdens orden.

Etnisk renhed i hele verden

Konsolideringen af denne idé skete så hurtigt, at den udviklede sig til et samlende begreb for størstedelen af den yderste højrefløj, både i form af institutionaliserede partier samt af nyfascistiske bevægelser og smågrupper på internettet. I dag fungerer remigration i praksis som et samlende koncept for hele det højreekstreme og nyfascistiske landskab, mens det fungerer som et pressionsmiddel over for den traditionelle højrefløj, som også selv er ved at blive radikaliseret.

Derfor er vi nødt til at forstå de internationale forbindelser, som hurtigt og koordineret har gjort remigration til løsningen på ethvert problem, og som får flere og flere proselytter over hele verden.

Det seneste eksempel, der bekræfter denne tendens, er Japan – et land med en stærk tradition for etno-nationalistisk politik. Her har ideen om ”den naturlige orden” altid omfattet etniske og kulturelle spørgsmål og genoptaget mange af de argumenter, som Vestens yderste højrefløj ofte har anvendt, idet den har hævdet, at indvandring er uforeneligt med kulturel og antropologisk enhed.

Premierminister Takaichi taler ikke – som hendes vestlige meningsfæller – eksplicit om remigration. Men hendes forslag om hård kontrol med indvandringen minder om den isolationisme og nationale fortælling om homogenitet, der var dominerende under Japans Tokugawa-dynasti (1603 – 1868).

USA’s nuværende præsident er derimod langt mere ligefrem. Både i sin tale og konkret, idet han har indført et program, som har til hensigt at deportere hundredtusindvis af mennesker. Under valgkampen i 2024 lovede Trump ”massedeporteringer” og i et opslag på X nævnte han åbent et program for remigration.

I et opslag på Truth Social i 2025 skrev Trump om ideen om ”omvendt migration” som den eneste mulige løsning for at bekæmpe den invasion af ”fremmede”, som rammer det amerikanske folk. Samme dag skrev Department of Homeland Security på X: ”Indsatsen har aldrig været så høj, og hensigten har aldrig været så klar: ”umiddelbar remigration”. Department of Homeland Security styrer de amerikanske immigrationsmyndigheder (ICE), som Trump har beordret at iværksætte ”det største massedeporteringsprogram nogensinde”.

Endelig, i december 2025, skrev den tekno-autoritære Elon Musk – på linje med denne strategi for at normalisere etnisk renhed som koncept – på X: ”Remigration er det normale standpunkt.”

Remigration i Europa

Nok er trumpismen meget åbenmundet, men man skal huske på, at remigration som koncept genopstod i Europa. Og dem, der først gav begrebet mest ørenlyd, var Alternative für Deutschland. AfD-lederen i Thüringen Björn Höcke – som er kendt for sine tæt på nazistiske holdninger – udgav i 2018 en bog, hvor han talte for et omfattende remigrations-program. Han nævner, at det er nødvendigt med en vis hensynsløshed for at gennemføre projektet, men han forklarer også, at det er uundgåeligt, hvis man vil bevare det sande tyske folk, og at man på den måde vil åbne for en ny historisk fase.

Det er næppe et tilfælde, at netop i Thüringen kunne man under delstatsvalgkampen i 2024 se et fly med logoet ”Sommer, sol, remigration”. Samme år udgav magasinet Correctiv en undersøgelse om et møde, der var blevet holdt i Potsdam i slutningen af 2023.

Her havde en række partifunktionærer fra AfD, medlemmer af det konservative parti CDU, erhvervsfolk og medlemmer af identitære bevægelser som Martin Sellner – som blandt andet har skrevet en bog om emnet – sat hinanden stævne for at udarbejde en plan for at gøre massedeporteringen af indvandrere og andre ”utilpassede” personer til virkelighed. Planen skulle ifølge mødedeltagerne stå på i flere årtier. I januar 2025 sendte AfD så propagandamateriale til indbyggerne i Karlsruhe. Materialet havde form af flybilletter og indsatte formelt konceptet om remigration i partiets valggrundlag.

Vi er altså vidner til endnu et skridt på vej mod normaliseringen og optagelsen af denne ide i samfundet. Konsekvenserne kan være nok så ekstreme. Inden han myrdede mere end 50 mennesker, havde white supremacy-terroristen Brenton Tarrant – som er forfatter til et manifest med titlen ”Den store udskiftning – mod et nyt samfund” – ført en korrespondance med Martin Sellner, som han også havde doneret penge til.

I løbet af 2025 tog udbredelsen af remigration som koncept for alvor fart. Få dage inden det tidligere omtalte remigration-topmøde i Gallarate i maj havde de spanske falangisters ungdomsorganisation afholdt en demonstration under en enkel parole: ”Remigration”. Her deltog også andre nyfascistiske grupper som fx Núcleo Nacional.

Også partiet Vox har fulgt AfD’s eksempel med lignende propagandakampagner – også med flybilletter. Partiets parlamentsmedlem Rocío de Meer erklærede sig i juni 2025 åbent som tilhænger af konceptet.

Også i Italien har det yderste højre fulgt trop. Lega-partiets leder Matteo Salvini har fx indkaldt til et møde om remigration på pladsen foran domkirken i Milano i april 2026. I Portugal har Chega-partiets leder André Ventura foreslået at lade en ”national plan for remigration” og et ICE-lignende politikorps være en del af landets finanslov for 2026. I Østrig har Frihedspartiets og dets nuværende leder Herbert Kickl, længe talt om konceptet, og i 2024 foreslog de endda, at EU skulle have en remigrations-kommissær.

Normaliseringen

Denne korte rundtur viser os, at for verdens ekstreme højrefløj fungerer remigration som en slags deus ex machina. En universalløsning som kan løse alle de problemer og eksistentielle trusler, de vestlige samfund står over for.

Et godt eksempel er et opslag på X, hvor Magí Hildebrandt – medlem af det højreradikale, catalanske pro-selvstændighedsparti Aliança Catalana – lavede en liste over alle de ting, remigration ifølge ham kan løse: boligmangel, arbedsløshed, sikkerhed, sundhed, uddannelse, infrastruktur, fødselstal og skattetryk.

Det er på nuværende tidspunkt klart, at den ekstreme højrefløj har et internationalt netværk, hvor grupper i forskellige lande kan søge inspiration i en række forskellige ideer og narrativer.

En af disse er remigration – selvom det helt tydeligt falder inden for FN’s definition af etnisk udrensning, udgør en form for kollektiv afstraffelse og desuden er klassificeret som en krigsforbrydelse under Genève-traktatens paragraf 33.

Alligevel er remigration nu ved at blive et helt og aldeles normaliseret koncept i den offentlige debat. Det vil sige en næsten fuldstændig normalisering (og institutionalisering) af den sociale og politiske vold.

Ordbogen til den ekstreme højrefløj – udtænkt og koordineret af Steven Forti – er baseret på samarbejde mellem historikere, sociologer, politologer og sociolingvister fra forskellige europæiske lande, som er medlemmer af projektet ARENAS (Analysis of and Responses to Extremist Narratives). Projektet er finansieret af EU’s forsknings- og innovationsprogram Horizon Europe.

Artiklerne i serien udgives på det italienske tidsskrift MicroMega. De udgives på dansk på Solidaritet efter aftale med Steven Forti. Denne artikel blev først udgivet på MicroMega 9. marts 2026. Den er oversat fra italiensk af Jonas Neivelt. Mellemrubrikkerne er Solidaritets.