Angrebet på Berlin Pride: Kollektiv skyldsætten er gerningsmandens sejr

Lørdag aften dansede hundredtusinder gennem Berlins gader. Christopher Street Day er en af Europas største fejringer af retten til at elske, hvem man vil, og være, hvem man er. Ved Brandenburger Tor ventede afslutningsfesten.

Så pløjede en hvid varevogn ind i menneskemængden i Tiergarten. En kvinde mistede livet. 29 mennesker blev såret, flere kritisk. Festen blev afblæst, og glæden forvandlet til skrig.

Lad det stå fuldstændig fast, at det var et angreb på menneskers ret til at eksistere synligt. Gerningsmanden og den ideologi, han handlede ud fra, fortjener entydig foragt, uden fodnoter, uden “men”. Jeg skriver disse linjer i sorg over ofrene. Og jeg skriver dem som muslim, fordi det, der fulgte i timerne efter angrebet, også kræver et svar.

For inden blomsterne ved Brandenburger Tor var visnet, begyndte et andet ritual. Et, vi efterhånden kender udenad. 

Gerningsmanden var en 21-årig tysk statsborger, født i Berlin, tidligere dømt for at planlægge vold og kendt i byens islamistiske miljø. En mand med en dom, en radikaliseringshistorik og et ansigt, myndighederne kendte. 

Alligevel blev regningen inden for få timer sendt videre, til millioner af mennesker, der aldrig har mødt ham. Det tyske højrefløjsparti, Alternative für Deutchland, AfD, udråbte angrebet til et resultat af fejlslagen migrationspolitik, to måneder før delstatsvalg, hvor partiet står til fremgang. 

Sorgen blev gjort til valuta, før ofrene var identificeret.

Herhjemme kender vi mønstret. Mikrofonen rækkes frem: Tager du afstand? Fordømmer du? Som om fordømmelsen ikke er selvindlysende, og et menneskes sorg skal godkendes, før den tæller. 

Ingen dansk eller vestlig muslim skylder et regnskab for en dømt ekstremists gerninger i Berlin, lige så lidt som nogen anden dansker eller europæer gør. Den, der kræver kollektiv afstandtagen, har allerede accepteret gerningsmandens egen præmis, at han handlede på vegne af en hel trosretning. 

Det er præcis den ære, han ikke skal have.

Hvide gerningsmænd stemples med diagnose, brune med religion

Man behøver ikke tro mig på ordet. Man kan måle det. Kriminologerne Kearns, Betus og Lemieux dokumenterede i tidsskriftet Justice Quarterly i 2019, at terrorangreb begået af muslimske gerningsmænd i gennemsnit fik 357 procent mere mediedækning end sammenlignelige angreb begået af andre. Og man kan sammenligne. 

Da en mand i december 2024 kørte sin bil gennem julemarkedet i Magdeburg, dræbte seks mennesker og sårede over 200, var gerningsmanden en erklæret anti-islam-aktivist. Ingen krævede, at islamkritikere kollektivt tog afstand. 

Da en højreekstremist i 2020 myrdede ni mennesker med indvandrerbaggrund i Hanau, forlangte ingen, at alle tyskere undskyldte. 

Da en højreradikal teenager i 2022 skød to mennesker ned foran en LGBT-bar i Bratislava, blev ingen verdensdel stillet til regnskab. 

Mønstret er ikke til at tage fejl af, at hvide gerningsmænd får en diagnose, mens brune gerningsmænd får en religion.

Homonationalitisk hykleri

Og så er der det særlige hykleri, som netop dette angreb kalder frem. Forskeren Jasbir Puar gav det for snart tyve år siden et navn: homonationalisme. Det er den øvelse, hvor regnbueflaget forvandles fra frihedssymbol til civilisatorisk grænsebom, hvor LGBT+-personers rettigheder pludselig omfavnes af politiske kræfter, der ellers har bekæmpet dem, men kun som våben mod muslimer. 

AfD stemte imod ægteskab for alle i 2017. I Danmark stemte Dansk Folkeparti imod ægteskabsloven i 2012. De samme stemmer, der aldrig løfter en finger for queer-personers sikkerhed, opdager nu deres indre regnbue – så længe fjenden hedder Abdul. 

Den slags beskyttelse er ikke solidaritet, men det er besættelse af andres sorg.

Homofobi er ikke tidløs teologi

Hvis nogen tror, at homofobi er en muslimsk import til Europa, burde de spørge gerningsstedet selv. Berlin husede verdens første organiserede homobevægelse. Magnus Hirschfelds Institut for Seksualvidenskab blev plyndret og brændtaf nazisterne i 1933. Paragraf 175 kriminaliserede mandlig homoseksualitet i Tyskland, skærpet under Hitler, videreført af Forbundsrepublikken, først endeligt ophævet i 1994. 

England afkriminaliserede i 1967. Til sammenligning afskaffede Det Osmanniske Rige sin sodomilovgivning i 1858. Mens Istanbul afkriminaliserede, eksporterede London kriminaliseringen, hvor den britiske straffelovs paragraf 377, forfattet i 1860, blev spredt med imperiet til kolonierne, fra Indien til Malaysia til Østafrika. 

Human Rights Watch har dokumenteret arven i rapporten “This Alien Legacy”, og forskerne Enze Han og Joseph O’Mahoney har påvist det samme mønster: Hvor briterne herskede, blev homoseksualitet kriminaliseret. Indien brugte 158 år på at afvikle en britisk paragraf. 

De dødsstraflove, der i dag findes i en håndfuld lande, er overvejende det 20. århundredes politiske projekter – Iran efter revolutionen i 1979, det nordlige Nigeria omkring årtusindskiftet. Det er ikke tidløs teologi. 

Koranen foreskriver ingen verdslig straf for homoseksualitet. De straffebestemmelser, der findes i den klassiske retstradition, er menneskeskabt jura, som de lærde stredes om dengang og strides om i dag. At gøre dem til islams essens er at give ekstremisterne fortolkningsmonopolet. 

Queer-muslimer skal ikke være et slagnummer i andres kulturkamp

Intet af dette er en frikendelse. Homofobi findes i nogle muslimske miljøer – også i Danmark. 

Pew Research Centers globale målinger viser massiv afvisning af homoseksualitet i nogle muslimsk prægede lande. Herhjemme kender foreninger som Sabaah prisen bedre end nogen: unge, der lever dobbeltliv, klemte mellem familiens forventninger og majoritetens mistanke. 

Det problem skal bekæmpes – indefra af familier, imamer og foreninger, udefra med rettigheder, beskyttelse og ligeværd. 

Men den kollektive mistænkeliggørelse overser, at den gør netop dét arbejde sværere. Den tvinger queer-muslimer til at vælge mellem at være et slagnummer i andres kulturkamp eller usynlige i deres eget fællesskab. 

Man befrier ingen ved at gøre deres eksistens til et debatindlæg. Hvis man oprigtigt vil deres frihed, bygger man broer. Man bomber ikke deres tilhørsforhold.

Ethvert menneske er sit eget – i skyld og sorg

Tysklands kansler har ifølge de internationale bureauer sagt, at gerningsmænd som denne kun har ét mål: at splitte samfundet. Han har ret. Kravet om kollektiv afstandtagen ikke bare uretfærdigt, men det er dumt. Det udfører splittelsens arbejde gratis. Hver gang en muslimsk familie i Brønshøj eller Neukölln mærker, at en fremmed mands forbrydelse er blevet deres personlige gæld, har ekstremisten fået, hvad han kom efter: en verden delt i os og dem, hvor ingen kan være begge dele.

En kvinde mistede livet lørdag aften, fordi hun fejrede friheden til at være sig selv. Den frihed forsvares ikke ved at fratage andre den. Den forsvares ved at insistere på det, både ekstremisten og islamofoben benægter, at hvert menneske er sit eget – i skyld som i sorg.

Ære være ofrenes minde. Og skam over enhver, der gør deres død til en grænsebom.